xxx. ἀντίχριστος, ψευδόχριστος.

Ordet ἀντίχριστος findes kun i Johannesbrevene, hvor det forekommer fem gange (1 Joh 2,18 to gange; 2,22; 4,3; 2 Joh 7), og ingen andre steder i Det Nye Testamente. Men selv om det kun er Johannes, der har ordet, beskriver Paulus lige så vel som han denne store modstanders person og de kendetegn, han skal kendes på. Alle udlæggere af betydning – med Grotius som eneste undtagelse – er nemlig enige om, at Paulus’ ἄνθρωπος τῆς ἁμαρτίας, hans υἱὸς τῆς ἀπολείας, hans ἄνομος (2 Thess 2,3.8), er den samme som Johannes’ ἀντίχριστος (se Augustin, De Civ. Dei, xx. 19. 2) [«Om Guds stad»]; ja, det er faktisk Paulus, vi skylder den fyldigste belæring om denne ærkefjende af Kristus og af Gud. Vi går uden om mange af de drøftelser, som det gådefulde varsel om en sådan kommende fjende har givet anledning til, fordi de ikke vedkommer vores formål – for eksempel om Antikrist er én enkelt person eller en række af personer, en person eller et system. Her beskæftiger vi os kun med ét spørgsmål, nemlig hvilken betydning ἀντί har i denne sammensætning. Er den sådan, at den adskiller ἀντίχριστος fra ψευδόχριστος? Betegner ἀντίχριστος en, der sætter sig op imod Kristus, eller, ligesom ψευδόχριστος, en, der sætter sig i stedet for Kristus? Forkynder han, at der ingen Kristus er? Eller at han selv er Kristus?

Spørgsmålet kan ikke afgøres i en håndevending, sådan som nogle er så hurtige til, for ἀντί har i sammensætninger begge disse betydninger. En skarpsindig analyse af de tankeprocesser, hvorved det snart betyder «i stedet for», snart «imod», findes hos Pott, Etymol. Forschungen, 2. udg. s. 260. Ofte udtrykker det stedfortrædelse: ἀντιβασιλεύς er den, der er i kongens sted, «prorex», «vicekonge»; ἀνθύπατος er «prokonsul»; ἀντίδειπνος er en, der udfylder en fraværende gæsts plads; ἀντίψυχος er en, der sætter sit liv til for andre (Josefus, De Macc. 17; Ignatius, Ephes. 21); ἀντίλυτορον er den løsesum, der betales i en persons sted. Men ofte betegner det også modstand, som i ἀντιλογία («modsigelse»), ἀντίθεσις, ἀντικείμενος. Og endnu mere rammende, fordi det ikke blot udtrykker, at der er modstand, men selve det, modstanden retter sig imod: ἀντινομία (se Suicer, Thes. s. v.), modstand mod loven; ἀντίχειρ, tommelfingeren, der ikke har fået sit navn, fordi den er lige så stærk som hele hånden, men fordi den står over for hånden; ἀντιφιλόσοφος, en, der har de modsatte filosofiske meninger; ἀντικάτων, titlen på et skrift, som Cæsar skrev mod Cato; ἀντίθεος – ganske vist ikke hos Homer, hvor ordet bruges om Polyfem (Od. i. 70) og om bejlerne på Ithaka (xiv. 18; jf. Pindar, Pyth. iii. 88) og betyder «gudelignende», nemlig i styrke og magt; men dog i senere sprogbrug, som hos Filon, hvor ἀντίθεος νοῦς (De Conf. Ling. 19; De Somn. ii. 27) kun kan være «adversa Deo mens» [«et sind, der står Gud imod»], og ligeledes hos kirkefædrene. Og vittighederne om en Antipater, der ville myrde sin far, om at han var φερώνυμος, ville være helt uden pointe, hvis ἀντί i sammensætninger ikke havde denne betydning. Jeg vil ikke yderligere anføre Ἀντέρως, hvor betydningen af ἀντί er mere tvivlsom; de eksempler, der allerede er nævnt, har tilstrækkeligt vist, at ἀντί i sammensætninger snart betegner stedfortrædelse, snart modstand. Der findes ord, hvor det har snart den ene, snart den anden betydning, alt efter hvilken forfatter der bruger dem. Således er ἀντιστράτηγος for Thukydid (vii. 86) øverstbefalende for den fjendtlige hær, mens det hos senere græske forfattere som Plutark, der beskæftiger sig med romerske forhold, er den faste gengivelse af «_pro_praetor» [romersk embedsmand, der styrede en provins i prætors sted]. Når alt dette er sådan, har begge parter taget lige meget fejl, når de – hvad enten de havde den ene eller den anden opfattelse af Antikrist – har påstået, at det navn, han har i Skriften, i sig selv afgør sagen i deres favør. Det gør det ikke; spørgsmålet må afgøres ud fra andre overvejelser.1

For mig at se er Johannes’ ord afgørende for, at modstand mod Kristus og trods mod ham – og ikke at han svigagtigt tilraner sig hans skikkelse og embeder – er Antikrists væsentlige kendetegn, og at det derfor er det, vi må vente at finde udtrykt i hans navn: se således 1 Joh 2,22; 2 Joh 7. Også i parallelstedet 2 Thess 2,4 er han ὁ ἀντικείμενος, «modstanderen». I denne betydning har mange af kirkefædrene, om ikke alle, forstået ordet. Således Tertullian (De Proesc. Hoer. 4): «Qui antichristi, nisi Christi rebelles?» [«Hvem er antikrister, om ikke de, der gør oprør mod Kristus?»] Antikrist er med Theofylakts ord ἐναντίος τῷ χριστῷ, eller med Origenes’ (Con. Cels. vi. 45) Χριστᾦ κατὰ διάμετρον ἐναντίος, en «_Wider_christ» [tysk: «Modkristus»], som tyskerne med rette har gengivet det. Han vil ikke vise Guds ord så megen ære, at han påstår, at det går i opfyldelse i ham, for han vil fornægte dette ord fuldstændigt. Han hader selv den vildfarne gudsdyrkelse, fordi den overhovedet er gudsdyrkelse, og alt, hvad der kaldes «Gud» (2 Thess 2,4), men mest af alt hader han kirkens tilbedelse i ånd og sandhed (Dan 8,11). På ruinerne af enhver religion, af enhver erkendelse af, at mennesket er underlagt højere magter end sin egen, vil han søge at grundlægge sin trone; og i stedet for Guds store sandhed, at Gud i Kristus er menneske, vil han sætte sin egen løgn: at mennesket i ham er Gud.

Ordet ψευδόχριστος, som vi nu sammenligner det med, forekommer kun to gange i Det Nye Testamente – eller kun én gang, hvis vi tæller, ikke hvor ofte det er skrevet, men hvor ofte det blev sagt; for de to steder, hvor det står (Matt 24,24; Mark 13,22), gengiver den samme tale. I formen ligner det mange andre ord, hvor ψεῦδος sammensættes med næsten et hvilket som helst andet navneord. Således ψευδαπόστολος (2 Kor 11,13), ψευδάδελφος (2 Kor 11,26), ψευδοδιδάσκαλος (2 Pet 2,1), ψευδοπροφήτης (Matt 7,13; jf. Jer 33,7), ψευδομάρτυρ (Matt 26,60; jf. Platon). Ligeledes i kirkegræsk ψευδοποιμήν, ψευδολατρεία, og i klassisk græsk ψευδάγγελος (Homer, Il. xv. 159), ψευδόμαντις (Herodot, iv. 69) og hundrede andre. En ψευδόχριστος benægter ikke, at der er en Kristus; tværtimod bygger han på verdens forventning om en sådan person. Han tager blot disse forventninger til sig selv og påstår blasfemisk, at han er den forudsagte, i hvem Guds løfter og menneskenes forventninger bliver opfyldt. Sådan var Barkokba – «Stjernens søn», som han kaldte sig selv, idet han tog profetien i 4 Mos 24,17 til sig. Under Hadrians regering pustede han de ulmende gløder af jødisk oprør op til en så voldsom brand, at den fortærede ham selv sammen med mere end en million af hans landsmænd. Han var en ψευδόχριστος; og det samme har den lange række af blasfemiske prætendenter og bedragere været, de falske messiasser, som siden forkastelsen af den sande i næsten hver eneste tidsalder har næret, smigret og svigtet jødernes forventninger.

Forskellen er altså tydelig. Ἀντίχριστος benægter, at der er en Kristus; ψευδόχριστος påstår selv at være Kristus. Begge fører de krig mod Guds Kristus, og begge vil de, om end under forskellige påskud, sætte sig på hans herligheds trone. Og dog, selv om der er denne brede forskel mellem ordene, og de står for to forskellige fremtrædelser af ondskabens rige, er der en mening, hvori den endelige «Antikrist» også vil være en «Pseudokrist». Det vil nemlig netop være kendetegnende for denne sidste åbenbaring af helvede, at den samler alle tidligere og underordnede former for vildfarelse i sig og forener dem til et sidste angreb på sandheden. Han vil ganske vist ikke kalde sig Kristus, for han vil være fyldt af det dødeligste had til navnet og embederne og til hele ånden og sindelaget hos Jesus fra Nazaret, den ophøjede herlighedens konge. Men da ingen kan modstå sandheden med en ren benægtelse, må han tilbyde og sætte noget positivt op i stedet for den tro, som han vil angribe og søge at udrydde helt. Derfor kan vi med sikkerhed slutte, at den endelige Antikrist vil åbenbare sig for verden – for også han vil have sin ἀποκάλυψις (2 Thess 2,3.8), sin παρουσία (v. 9) – som i en vis forstand dens Messias. Ikke som profetiens Messias, Guds Messias, men dog som verdens frelser: som en, der vil gøre alle, der adlyder ham, lykkelige ved at give dem fuld nydelse af en nærværende, materiel jord i stedet for en fjern, skyggeagtig og usikker himmel. Han vil afskaffe de besværlige skel, som nu er den frugtbare kilde til så megen uro og berøver menneskene så mange glæder: skellene mellem kirken og verden, mellem ånden og kødet, mellem hellighed og synd, mellem godt og ondt. Heraf følger, at selv om han ikke vil tage Kristi navn og derfor efter bogstaven ikke vil være en ψευδόχριστος, så vil han dog tilrane sig Kristi embeder og fremstille sig for verden som det sande midtpunkt for dens håb, som den, der tilfredsstiller alle dens behov og læger alle dens sår. Han, «den røde Kristus», som hans tjenere allerede kalder ham, vil i virkeligheden samle og opsluge alle former og navne for blasfemi i sig og være den store ψευδόχριστος og ἀντίχριστος på én gang.

Fodnote 1 Lücke (Comm. über die Briefe des Johannes, s. 190–194) drøfter ordet fremragende. Om hele emnet Antikrist se Schneckenburger, Jahrbuch für Deutsche Theologie, bd. iv. s. 405 ff.