xxxi. μολύνω, μιαίνω.

Den engelske King James-oversættelse (A.V.) gengiver begge disse ord, hver gang de forekommer i Det Nye Testamente (μολύνω i 1 Kor 8,7; Åb 3,4; 14,4; μιαίνω i Joh 18,28; Tit 1,15; Hebr 12,15; Jud 8), med ét og samme ord, «defile» [«besmitte, gøre uren»], som uden tvivl dækker dem begge. Alligevel bygger de på forskellige billeder. Μολύνειν betyder egentlig «at smøre til» eller «at søle til», som med mudder eller skidt, «at tilsøle» (engelsk «to defoul», som i øvrigt blot er en anden form af «defile»).Etym. Note. 17 Således taler Aristoteles (Hist. An. vi. 17. 1) om svin, τῷ πηλῷ μολύνοντες ἑαυτούς, det vil sige, som sammenhængen viser, at de dækker sig med en skorpe af mudder (jf. Platon, Rep. vii. 535 e; Højs 5,3; Sir 13,1). Μιαίνειν betyder derimod i sin oprindelige brug ikke «at smøre til» som med et stof, men «at plette» som med farve. Det første svarer til latin «inquinare» (Horats, Sat. i. 8. 37) og «spurcare» (som formentlig hænger sammen med «porcus» [svin]),Etym. Note. 18 [begge betyder «tilsøle, gøre uren»] og til tysk «besudeln»; det andet til latin «maculare» [«plette»] og tysk «beflecken».

Heraf følger, at selv om de to ord i overført og etisk betydning er lige vanærende – μολυσμὸς σαρκός (2 Kor 7,1) er intet andet end μιάσματα τοῦ κόσμου (2 Pet 2,20), og begge bruges også om at vanære kvinder (jf. 1 Mos 34,5; Zak 14,2) – så gælder det kun, så længe de bruges i overført og etisk betydning. I den betydning er μιαίνειν ganske vist på klassisk græsk det faste ord for at vanhellige eller gøre noget helligt uhelligt (Platon, Legg. ix. 868 a; Tim. 69 d; Sofokles, Antig. 1031; jf. 3 Mos 5,3; Joh 18,28). I bogstavelig betydning kan μιαίνειν derimod bruges positivt, ligesom vi på dansk taler om at farve glas eller farve elfenben (Il. iv. 141; jf. Vergil, aen. xii. 67), eller ligesom en «macula» [plet] på latin ikke nødvendigvis også er en «labes» [skamplet, vanære], og en «spot» [plet] på engelsk ikke altid er en «blot» [skamplet]. Μολύνειν kan derimod lige så lidt bruges på en sådan ædlere måde i bogstavelig som i overført betydning. – Verbet σπιλοῦν, et sent ord, der kun forekommer to gange i Det Nye Testamente (Jak 3,6; Jud 23), ligger i betydning nærmere μιαίνειν. Om det se Lobeck, Phrynichus, s. 28.