xxxii. παιδεία, νουθεσία.

Det er umagen værd at forsøge at skelne mellem disse ord. De står sammen i Ef 6,4, og dér bliver de ofte enten slet ikke skelnet fra hinanden eller skelnet forkert.

Παιδεία er et af de mange ord, som den åbenbarede religion har lagt en dybere mening ind i, end ordet kendte til, før den tog det i besiddelse; den nye vin har ved en forunderlig proces gjort selv det gamle kar nyt, som den blev hældt i. For grækeren betød παιδεία ganske enkelt «opdragelse»; og i alle de mange definitioner af ordet, som Platon giver, er der ikke den mindste profetiske forudanelse om den nye kraft, det en dag skulle få. Men de, der havde lært, at «dårskab er bundet til hjertet» hos «barnet» såvel som hos manden, mens dog «tugtens ris kan drive den langt bort fra ham» (Ordsp 22,15), havde en dybere forståelse, og den fik dem til at lægge en ny tanke ind i ordet, da de tog det i brug. De følte og forstod, at al virkningsfuld belæring af menneskenes syndige børn indbefatter og forudsætter revselse, eller, som vi plejer at sige ud fra en fornemmelse af den samme sandhed, «tugt». Der må være ἐπανόρθωσις, «tilretteføring», i den; og dette sidste ord, som kun forekommer én gang i Det Nye Testamente, står dér i nærmeste forbindelse med παιδεία (2 Tim 3,16).1

Det er udbytterigt at sammenligne to definitioner af παιδεία, den ene fra en stor hedensk filosof, den anden fra en stor kristen teolog. Platons lyder sådan (Legg. ii. 659 d): παιδεία μὲν ἐσθ᾽ ἡ παίδων ὁλκή τε καὶ ἀγωγὴ πρὸς τὸν ὑπὸ τοῦ νόμου λόγον ὀρθὸν εἰρημένον. Og Basileios den Stores lyder sådan (In Prov. 1): ἔστιν ἡ παιδεία ἀγωγή τις ὠφέλιμος τῇ ψυχῇ, ἐπιπόνως πολλάκις τῶν ἀπὸ κακίας κηλίδων αὐτὴν ἐκκαθαίρουσα. For alle dem, der følte og anerkendte alt det, som den hellige Basileios her hævder, betød παιδεία ikke blot «eruditio» [belæring], men, som Augustin udtrykker det – han har lagt mærke til den ændrede brug af ordet (Enarr. in Ps. cxviii. 66) –, «per molestias eruditio» [belæring _gennem trængsler_]. Og det er langt den fremherskende brug af παιδεία og παιδεύειν i Septuaginta, i apokryferne og i Det Nye Testamente (3 Mos 26,18; Sl 6,1; Es 53,5; Sir 4,17; 22,6: μάστιγες καὶ παιδεία; 2 Makk 6,12; Luk 23,16; Hebr 12,5.7.8; Åb 3,19 og ofte). Det eneste sted i Det Nye Testamente, hvor παιδεύειν forekommer i den gamle græske betydning, er ApG 7,22. I stedet for «nurture» [opfostring] i den engelske King James-oversættelse (A.V.) af Ef 6,4, som er et for svagt ord, kunne man med fordel sætte «discipline» [tugt]. Dér betegner παιδεία nemlig det kristne hjems love og ordninger, som medfører tugt, når de overtrædes.

Νουθεσία (på attisk græsk νουθετία eller νουθέτησις, Lobeck, Phrynichus, s. 513, 520) er gengivet bedre, nemlig med «admonition» [formaning]. Vi må dog ikke glemme, at Cicero har defineret dette ord således: «Admonitio est quasi lenior objurgatio» [Formaning er så at sige en mildere irettesættelse]. Og sådan er νουθεσία her: det er opdragelse gennem ord – gennem opmuntringens ord, når det er nok, men også gennem advarslens, irettesættelsens og bebrejdelsens ord, hvor der er brug for dem – i modsætning til opdragelse gennem handling og tugt, som er παιδεία. Pengel [sandsynligvis Bengel], som så sjældent tager fejl, har alligevel ikke ramt den præcise forskel her, for han har denne note til ἐν παιδείᾳ καὶ νουθεσίᾳ: «Harum altera occurrit ruditati; altera oblivioni et levitati. Utraque et sermonem et reliquam disciplinam includit» [_Den ene af dem imødegår uvidenhed, den anden glemsomhed og letsind. Begge omfatter både tale og den øvrige tugt_]. At det kendetegnende ved νουεσία er opdragelse gennem det mundtlige ord, fremgår af forbindelser som disse: παραινέσεις καὶ νουθεσίαι (Plutark, De Coh. Irâ, 2); νουθετικοὶ λόγοι (Xenofon, Mem. i. 2. 21); διδαχὴ καὶ νουθέτησις (Platon, Rep. iii. 399 b); νουθετεῖν καὶ διδάσκειν (Protag. 323 d).

Relativt set og sammenlignet med παιδεία er νουθεσία altså det mildere ord. Alligevel lærer forbindelsen med παιδεία os, at også den er et højst nødvendigt led i kristen opdragelse, og at παιδεία uden den ville være meget ufuldstændig. Ja, når årene går, og man ikke længere har med et barn, men med en ung mand at gøre, må παιδεία vige for νουθεσία, eller rettere gå helt op i den. Og dog vil selve νουθεσία, hvor der er brug for det, være alvorlig og streng nok. Den er langt mere end en svag formaning som Elis: «Nej, mine sønner, det er ikke noget godt rygte, jeg hører» (1 Sam 2,24); om Eli står der jo udtrykkeligt om disse sønner: οὐκ ἐνουθέτει αὐτούς) (1 Sam 3,13). Plutark forbinder ordet med μέμψις (Conj. Proec. 13) og med ψόγος (De Virt. Mor. 12; De Adul. et Am. 17), Filon med σωφρονισμός (Lösner, Obss. ad N.T. e Philone, s. 427); og νουθετεῖν havde gang på gang, om ikke altid, betydningen at formane med bebrejdelse (Plutark, De Prof. in Virt. 11; Conj. Proec. 22). Hieronymus har altså kun delvis ret, når han i Ef 6,4 og igen i Tit 3,10 vil af med «correptio» [irettesættelse] (som Vulgata stadig har), med den begrundelse at νουθεσία ikke indebærer nogen irettesættelse eller strenghed, sådan som «correptio» afgjort gør: «Quam correptionem nos legimus, melius in Graeco dicitur νουθσία, quae admonitionem magis et eruditionem quam austeritatem sonat» [Det, vi læser som correptio (irettesættelse), hedder bedre på græsk νουθεσία, som snarere lyder som formaning og belæring end som _strenghed_]. Uden tvivl er det ikke nødvendigvis indeholdt i νουθεσία, og derfor er «correptio» ikke den heldigste gengivelse; men ordet udelukker det ikke, ja, indebærer det, når der er brug for det. Afledningen af νοῦς og τίθημι siger netop det: alt, hvad der skal til, for at formaningen bliver taget til sig og lagt på hjerte, ligger i ordet.

Når vi til forskel fra παιδεία hævder, at νουθεσία fortrinsvis er det, som de engelske oversættere forstår ved det, nemlig formaning gennem ord, vil ingen benægte, at både det og νουθετεῖν også bruges om tugt gennem handling. Vi hævder blot, at den anden betydning – appellen til fornuften – er den oprindelige og fremherskende brug af begge ord. Heraf følger, at i udtryk som ῥάβδου νουθέτησις (Platon, Legg. iii. 700 c) og πληγαῖς νουθετεῖν (Legg. ix. 879 d; jf. Rep. viii. 560 a) bruges ordene i en afledt og uegentlig, men netop derfor mere eftertrykkelig betydning. Det samme eftertryk ligger i udsagnet om, at Gideon «tog ørkenens torne og tidsler, og med dem lærte han mændene i Sukkot» (Dom 8,16). Ingen vil på grundlag af denne sprogbrug påstå, at verbet «at lære» ikke oprindelig betød at give kundskab videre mundtligt. Om forholdet mellem νουθετεῖν og διδάσκειν se biskop Lightfoot til Kol 1,28.

Fodnote 1 Grækeren erkendte faktisk til en vis grad det samme i sin afledte brug af ἀκόλαστος, der i sin oprindelige betydning blot betød «den utugtede». Også Menander kommer med denne indrømmelse: ὁ μὴ δαρεὶς ἄνθρωπος οὐ παιδεύεται. Og i anden brug af παιδεύειν på profant græsk er der svage antydninger af det samme; se således Xenofon, Mem. i. 3. 5; Polybios, Hist. ii. 9. 6.