xxxiii. ἄφεσις, πάρεσις.

Ἄφεσις er det faste ord i Det Nye Testamente for tilgivelse eller syndsforladelse (se Vitringa, Obss. Sac. bd. i. s. 909–933). Mærkeligt nok kender Septuaginta slet ikke denne brug af ordet; 1 Mos 4,13 er det nærmeste, den kommer. Ordet er afledt af ἀφιέναι, og billedet bag det er en løsladelse, som af en fange (Es 61,1), eller en eftergivelse, som af en gæld (5 Mos 15,3). Formodentlig var det jubelåret, der gav anledning til den højere anvendelse af ordet. Det blev hele tiden kaldt ἔτος eller ἐνιαυτὸς τῆς ἀφέσεως eller blot ἄφεσις (3 Mos 25,31.40; 27,24), og det var året, hvor al gæld blev eftergivet. Denne højere anvendelse er hyppig i Det Nye Testamente, men hyppigere hos Lukas end i alle den nye pagts øvrige bøger tilsammen. Et enkelt sted forekommer dog udtrykket πάρεσις τῶν ἁμαρτημάτων (Rom 3,25). De engelske oversættere har gjort opmærksom på variationen i apostelens udtryk i marginen, men ikke markeret den i selve oversættelsen: de gengiver πάρεσις her med «remission» [forladelse], ligesom de andre steder har gengivet ἄφεσις. Mange har siden givet dem ret i dette. Andre hævder – og jeg kan ikke tvivle på, at de har mere ret – at Paulus med vilje skiftede ord, fordi han ville sige noget, som πάρεσις ville udtrykke dækkende og præcist, og som ἄφεσις ikke ville; og at de engelske oversættere burde have gengivet det skift, han har foretaget.

Mange ved, at Coccejus og hans skole i dette skriftsted fandt en hovedstøtte for en af deres yndlingslærdomme, nemlig at der under den gamle pagt ikke var nogen forladelse af synder i ordenes fulde betydning, ingen τελείωσις (Hebr 10,1–4), ingen fuldstændig afskaffelse af synden, heller ikke for de troende selv. Der var kun en foreløbig forbigåelse (πάρεσις), et midlertidigt overseende fra Guds side, med henblik på det offer, der en dag skulle komme; ἀνάμνησις τῶν ἁμαρτίων blev ved i mellemtiden. Om dette spørgsmål rasede der i slutningen af det sekstende og begyndelsen af det følgende århundrede en voldsom strid blandt Hollands teologer, som blev ført med en uforklarlig bitterhed. En kort fremstilling af dens historie findes hos Deyling, Obss. Sac. bd. v. s. 209; Vitringa, Obss. Sac. bd. iv. s. 3; Venema, Diss. Sac. s. 72. En fuld redegørelse for, hvad Coccejus mente, med hans egne ord, findes i hans Commentary on the Romans, in loc. (Opp. bd. v. s. 62), og det samme forsvares og begrundes mere udførligt i hans afhandling Utilitas Distinctionis duorum Vocabulorum Scripturoe, παρέσεως et ἀφέσεως (bd. ix. s. 121 ff.) [Nytten af at skelne mellem to ord i Skriften, πάρεσις og ἄφεσις]. De, der dengang modsatte sig Coccejus' system, benægtede, at der var nogen forskel mellem ἄφεσις og πάρεσις; se således Witsius, Oecon. Foed. Dei, iv. 12. 36. Men heri tog de fejl. Coccejus og hans tilhængere tog ganske vist fejl, når de sagde, at der for de troende, så længe den gamle pagt bestod, kun var en πάρεσις og ingen ἄφεσις ἁμαρτημάτων, og når de anvendte det, apostelen hævdede om verden, på dem. Men de havde ret i, at πάρεσις ikke er helt det samme som ἄφεσις. Beza havde faktisk allerede gjort opmærksom på forskellen. I sin latinske oversættelse, da den først udkom i 1556, havde han ikke taget hensyn til den, men senere indrømmer han sin fejl og siger: «Haec duo plurimum inter se differunt» [Disse to adskiller sig meget fra hinanden]; og nu gengiver han πάρεσις med «dissimulatio» [overseen, lade som om man ikke ser].

For det første antyder ordene selv en forskel i betydning. Hvis ἄφεσις er _for_ladelse, «Loslassung» [løsladelse], så vil πάρεσις, af παρίημι, naturligt være «forbigåelse», «Vorbeilassung» [forbiladelse] – πάρεσις ἁμαρτημάτων er en forbigåelse eller forbipasseren af synder for nærværende, så det står åbent i fremtiden enten helt at forlade dem eller at straffe dem efter fortjeneste, sådan som det måtte synes godt for ham, der har magt og ret til at gøre det ene eller det andet. Fritzsche er ikke altid efter min smag, men her udtaler han sig klart og rammende (Ad Rom. bd. i. s. 199): «Conveniunt in hoc [ἄφεσις et πάρεσις] quod sive illa, sive haec tibi obtigerit, nulla peccatorum tuorum ratio habetur; discrepant eo, quod, hâc datâ, facinorum tuorum poenas nunquam pendes; illâ concessâ, non diutius nullas peccatorum tuorum poenas lues, quam ei in iis connivere placuerit, cui in delicta tua animadvertendi jus sit» [De (ἄφεσις og πάρεσις) stemmer overens i, at uanset om den ene eller den anden er blevet dig til del, tages der intet hensyn til dine synder; de adskiller sig ved, at når den første er givet, skal du aldrig bøde for dine misgerninger; når den anden er indrømmet, slipper du kun for straf for dine synder, så længe det behager ham, der har ret til at straffe dine overtrædelser, at se gennem fingre med dem]. Og den klassiske brug af både παριέναι og πάρεσις bekræfter denne forskel. Således skriver Xenofon (Hipp. 7. 10): ἁμαρτήματα οὐ χρὴ παριέναι ἀκόλαστα; og om Herodes fortæller Josefus, at han, skønt han ønskede at straffe en bestemt forseelse, af andre hensyn lod den passere (Antt. xv. 3. 2): παρῆκε τὴν ἁμαρτίαν. Når Jesus Siraks søn (Sir 23,2) beder om, at Gud ikke vil «lade hans synder passere», bruger han bestemt ikke οὐ μὴ παρῇ som == οὐ μὴ ἀφῇ; han beder kun om ikke at være uden en sund tugt, der følger tæt efter hans overtrædelser. Som bevis for den modsatte opfattelse, at πάρεσις == ἄφεσις, anføres følgende sted fra Dionysios af Halikarnassos (Antt. Rom. vii. 37): τὴν μὲν ὁλοσχερῆ πάρεσιν οὐχ εὕροντο, τὴν δὲ εἰς χρόνον ὅσον ἠξίουν ἀναβολὴν ἔλαβον. Men det er ikke πάρεσις, men ὁλοσχερὴς πάρεσις, der her svarer til ἄφεσις, og historieskriveren tilføjede uden tvivl dette tillægsord, fordi han følte, at πάρεσις uden det ikke ville have udtrykt hans mening tilstrækkeligt. 1

Vi har altså set, at der ved første øjekast er stor sandsynlighed for, at Paulus med πάρεσις ἁμαρτημάτων, på det eneste sted hvor han bruger dette udtryk, mener noget andet end det, han mener de mange steder, hvor han bruger ἄφεσις. Nu kan selve stedet, Rom 3,25, betragtes nærmere. I den engelske King James-oversættelse (A.V.) lyder det: «Whom God hath set forth to be a propitiation through faith in his blood, to declare his righteousness for the remission of sins that are past, through the forbearance of God» [som Gud har fremstillet til et sonoffer ved troen på hans blod for at vise sin retfærdighed til forladelse af de synder, der er forbi, ved Guds overbærenhed]. Jeg vil vove at gengive det sådan: «som Gud har fremstillet som et sonoffer ved troen på hans blod, for at vise sin retfærdighed på grund af forbigåelsen [διὰ τὴν πάρεσιν, ikke διὰ τῆς παρέσεως], i Guds overbærenhed, af de synder, der tidligere var begået». Og hans præcise mening forstår jeg således: «Der var brug for en markant åbenbarelse af Guds retfærdighed på grund af den lange forbigåelse af synder i hans uendelige overbærenhed, uden at hans vrede over dem kom dækkende til udtryk, gennem alle de lange år, der gik forud for Kristi komme. Denne åbenbarelse af Guds retfærdighed fandt sted, da han fremstillede ingen anden og intet mindre end sin egen Søn som sonofferet for synden» (Hebr 9,15.22). I lange tider var Guds yderste harme over synd og syndere ikke blevet udtalt, nemlig i hele tiden før menneskevordelsen. Selvfølgelig var dette Guds overseende, denne hans tavshed, kun delvis; for Paulus har selv lige før erklæret, at Guds vrede blev åbenbaret fra himlen over al uretfærdighed hos mennesker (Rom 1,18), og har med nogle få frygtelige linjer tegnet nogle af de måder, hvorpå denne åbenbarelse af hans vrede viste sig (Rom 1,24–32). Men trods alt dette var det den tid, hvor han lod folkeslagene gå deres egne veje (ApG 14,16); det var «uvidenhedens tider», som Gud «har båret over med» (ApG 17,30) – med andre ord tider med ἀνοχὴ τοῦ Θεοῦ. Denne ἀνοχή svarer til πάρεσις, ligesom χάρις svarer til ἄφεσις; derfor er det en stærk bekræftelse af den opfattelse af ordet, som netop er blevet forsvaret, at ἀνοχή står her.

Men denne holdning til synden kunne efter selve tingenes natur kun være forbigående og foreløbig. Hos et menneske vil forbigåelse af forseelser, eller «praeterition» [forbigåelse], som Hammond ville gengive det (idet han, men med urette, afleder ordet af πάρειμι, «praetereo» [jeg går forbi]), ofte være det samme som forladelse; πάρεσις vil være ét med ἄφεσις. Mennesket glemmer; det har ikke magt til at føre det, der ligger langt tilbage, frem for retten, selv om det ville; eller det har ikke retfærdig kraft nok til at ville det. Men hos en absolut retfærdig Gud kan πάρεσις kun være midlertidig og må altid finde sted med blikket rettet mod et endeligt opgør. Overbærenhed er ikke frifindelse; enhver synd må til sidst enten tilgives helt eller straffes efter fortjeneste; for som det russiske ordsprog siger: «Gud har ingen dårlige fordringer.» Men i mellemtiden, så længe disse endnu ikke er inddrevet, kunne selve πάρεσις synes at drage den absolutte retfærdighed i tvivl hos ham, der på denne måde nøjedes med at lade synden passere og se gennem fingre med den. Gud tav, og det lå kun alt for nær for menneskers onde tanker at mene i deres ugudelighed, at han var ligesom dem selv, moralsk ligeglad med godt og ondt. At dette for alt for mange var følgen af ἀνοχὴ τοῦ Θεοῦ, erklærer salmisten selv (Sl 50,21; jf. Job 22,13; Mal 2,17; Sl 73,11). Men nu (ἐν τῷ νῦν καιρῷ) havde Gud ved sin Søns offer for evigt gjort det umuligt at misforstå hans hensigt så forvendt, når han tidligere havde overset synden. Bengel: «Objectum praetermissionis [παρέσεως], peccata; tolerantiae [ἀνοχῆς], peccatores, contra quos non est persecutus Deus jus suum. Et haec et illa quamdiu fuit, non ita apparuit justitia Dei: non enim tam vehementer visus est irasci peccato, sed peccatorem sibi relinquere, ἀμελεῖν, negligere, Heb. 8:9. At in sanguine Christi et morte propitiatoriâ ostensa est Dei justitia, cum vindictâ adversus peccatum ipsum, ut esset ipse justus, et cum zelo pro peccatoris liberatione, ut esset ipse justificans» [Forbigåelsens (πάρεσις) genstand er synderne; overbærenhedens (ἀνοχή) genstand er synderne som personer, dem Gud ikke har forfulgt sin ret imod. Så længe både den ene og den anden varede, trådte Guds retfærdighed ikke tydeligt frem; han syntes nemlig ikke at vredes så heftigt over synden, men at overlade synderen til sig selv, ἀμελεῖν, at være ligeglad med ham, Hebr 8,9. Men i Kristi blod og hans sonende død er Guds retfærdighed blevet vist, med straf over selve synden, så han selv er retfærdig, og med nidkærhed for synderens befrielse, så han selv er den, der retfærdiggør]. Sammenlign Hammond (in loc.), som nøjagtigt og præcist har grebet den sande forskel mellem ordene, og Godet, Comm. sur l’Épitre aux Rom. til Rom 3,25.26, som behandler hele stedet fremragende.

Den, der har del i ἄφεσις, har altså fået sine synder tilgivet, så de ikke skal tilregnes ham eller nævnes imod ham mere – medmindre han selv bringer dem tilbage over sig ved ny og yderligere ulydighed (Matt 18,32.34; 2 Pet 1,9; 2,20). Πάρεσις er noget andet. Den er en velgerning, men en meget underordnet en: det er den foreløbige forbigåelse af synden, udsættelsen af straffen, at barmhjertighedens veje ikke alle bliver lukket for synderen, men at han får tid og hjælp til omvendelse, som det siges i Visd 11,24: παρορᾷς ἁμαρτηματα ἀνθρώπων εἰς μετάνοιαν; jf. Rom 2,3–6. Følger en sådan omvendelse, vil πάρεσις gå op i ἄφεσις; men hvis ikke, vil straffen, der er udsat, men ikke afværget, komme i sin tid (Luk 13,9).