xxxiv. μωρολογία, αἰσχρολογία, εὐτραπελία.

Alle disse ord betegner tungens synder, men med en forskel.

Μωρολογία, som Aristoteles bruger (Hist. Anim. i. 11), men som er sjælden indtil den senere græske sprogbrug, gengives godt i Vulgata det ene sted, hvor ordet forekommer (Ef 5,4), med «stultiloquium» [tåbelig tale]. Det ord har Plautus måske selv dannet (Mil. Glor. ii. 3. 25), men det vandt ikke større yndest og udbredelse i Roms senere sprog, end det «stultiloquy» gjorde, som Jeremy Taylor forsøgte at indføre hos os englændere. Det omfatter ikke blot det πᾶν ῥῆμα ἀργόν, som vor Herre taler om (Matt 12,36), men også i vid udstrækning det πᾶς λόγος σαπρός, som hans apostel nævner (Ef 4,29). For talen skal, som alt andet hos den kristne, være krydret med nådens salt, og uden det er den i fare for først at blive fad og siden rådden. De, der standser ved de ἀργὰ ῥήματα, som om μωρολογία ikke rakte videre, udtømmer ikke ordets fulde betydning. Således siger Calvin for svagt: «Sermones inepti ac inanes, nulliusque frugis» [tåbelige og tomme ord, som ikke gavner noget]; og selv Jeremy Taylor (On the Good and Evil Tongue, Serm. xxxii, pt. 2) gengiver ikke ordets fulde kraft. «Det,» siger han, «som her menes med stultiloquy eller tåbelig tale, er ›lubricum verbi‹, som den hellige Ambrosius kalder det, ›tungens glidning‹, som snakkesalige folk ofte kommer ud for, og hvis tale røber deres ånds tomhed og afslører ›det skjulte menneske, hjertet‹.» I hedenske skrifter kan μωρολογία udmærket gælde som ensbetydende med ἀδολεσχία, «løs snak», og μωρολογεῖν med ληρεῖν (Plutark, De Garr. 4); men ord får en ny alvor, når de optages i Kristi skoles etiske sprog. Når vi søger at trænge helt ind i betydningen af netop dette ord, må vi heller ikke overse, at ordene «tåbe», «tåbelig» og «tåbelighed» har langt større vægt i Skriften, end de har eller kan have andre steder. Når vi vejer kraften i μωρολογία, må vi regne med både tåbelighedens positive og dens negative side: det er den «tale af tåber», som på én gang er tåbelighed og synd.

Αἰσχρολογία, som ligeledes kun forekommer én gang i NT (Kol 3,8), må ikke forveksles med αἰσχρότης (Ef 5,4). De græske kirkefædre (se Suicer, Thes. s. v.), som de fleste fortolkere følger, har forstået ordet som uanstændig tale, «turpiloquium» [skamløs tale], «filthy communication» (den engelske King James-oversættelse, E. V.), altså tale, der nærer løssluppenhed, ὄχημα πορνείας, som Chrysostomos forklarer det. Klemens af Alexandria anerkender i et kapitel af sin Poedagogus, περὶ αἰσχρολογίας (ii. 6), ingen anden betydning end denne. Uden tvivl har αἰσχρολογία undertiden overvejende eller endog udelukkende denne betydning (Xenofon, De Rep. Lac. v. 6; Aristoteles, Pol. vii. 15; Epiktet, Man. xxxiii. 16; se også Becker, Charikles, 1. udg., bd. ii, s. 264). Men oftere betegner ordet al slags grov og skældende tale. Den form udelukkes ikke – den er en af de mest nærliggende, lettest tilgængelige og mest anstødelige – men også andre former omfattes, som i det kendte udtryk αἰσχρολογία ἐφ᾽ ἱεροῖς. Sådan også hos Polybios (viii. 13. 8; xii. 13. 3; xxxi. 10. 4): αἰσχρολογία καὶ λοιδορία κατὰ τοῦ βασιλέως. Forfatteren til et skrift, der går under Plutarks navn (De Lib. Ed. 14), fordømmer al αἰσχρολογία som upassende for unge med en fri og ædel opdragelse og regner dertil enhver frihed, som en utøjlet tunge tager sig, når den bruges til at håne andre, alle den næsvise tales onde krydderier (ἡδύσματα πονηρὰ τῆς παῤῥησίας). Jeg er ikke i tvivl om, at Paulus vil forbyde det samme; den sammenhæng og det selskab, ordet står i hos ham, er langt hen ad vejen et bevis for det, eftersom alle de andre synder, han her advarer imod, er udbrud af en kærlighedsløs ånd over for vores næste.

Εὐτραπελία er et fint udvalgt ord fra verdens sprogbrug, som Paulus dog, ligesom dets synonymer, ikke bruger i verdens betydning. Det forekommer kun én gang i NT (Ef 5,4). Det er afledt af εὖ og τρέπεσθαι (εὐτράπελοι, οἷον εὔτροποι, Aristoteles, Eth. Nic. iv. 8. 4; jf. Pott, Etym. Forsch. bd. v, s. 136) og betegner det, der let vender sig og på den måde tilpasser sig timens skiftende forhold og humøret og situationen hos dem, det i øjeblikket har med at gøre;1 i klassisk sprogbrug havde det kun meget svagt og sjældent den dårlige betydning, som er den eneste, det kender hos Paulus og de græske kirkefædre. At Paulus selv kunne være εὐτράπελος i ordets bedre betydning, har han givet et strålende bevis på (ApG 26,29). Thukydid bruger i den lovtale over athenerne, som han lægger Perikles i munden, εὐτραπέλως (2:41) i betydningen εὐκινήτως for at karakterisere sine landsmænds «versatile ingenium» [smidige, bevægelige sind]; Platon (Rep. viii. 563 a) forbinder εὐτραπελία med χαριεντισμός, og det gør også Plutark (De Adul. et Am. 7) og Josefus (Antt. xii. 4. 3); Isokrates (Or. xv. 316) forbinder det med φιλολογία og Filon (Leg. ad Cai. 45) med χάρις. Også for Aristoteles er den εὐτράπελος eller ἐπιδέξιος (Ethic. Nic. ii. 7; iv. 8; sml. Brandis, Aristoteles, s. 1415) en, der holder den gyldne middelvej mellem βωμολόχος og ἄγριος, ἀγροῖκος eller σκληρός. Han er ikke blot en γελωτοποιός eller bajads; hvilken spøg eller drilleri han end tillader sig, er han stadig χαρίεις, dannet, holder sig altid inden for grænserne af passende munterhed (ἐμμελῶς παίζων) og holder aldrig op med at være en gentleman. Således bar P. Volumnius, der var ven eller bekendt af Cicero og Atticus, navnet «Eutrapelus» på grund af sit festlige vid og sit talent for selskabelighed – selv om der bestemt ikke er noget særlig tiltalende ved den historie, Horats fortæller om ham (Epp. i. 18. 31–36).

Alligevel manglede der, selv i klassisk sprogbrug, ikke forvarsler om den mere ugunstige betydning, som Paulus skulle præge ordet med, selv om de ses tydeligst i adjektivet εὐτράπελος. Se således Isokrates, Orat. vii. 49, og Pindar, Pyth. i. 92; iv. 104, hvor Jason, forbilledet på en ædel og højsindet mand, forsikrer, at han i tyve års fælles slid aldrig har sagt ἔπος εὐτράπελον til sine fæller, «verbum fucatum, fallax, simulatum» [et sminket, svigefuldt, forstilt ord]. Dissen skildrer i sin kommentar til dette sidste sted godt, hvordan εὐτράπελος gled nedad: «Primum est de facilitate in motu, tum ad mores transfertur, et indicat hominem temporibus inservientem, diciturque tum de sermone urbano, lepido, faceto, imprimis cum levitatis et assentationis, simulationis notatione.» [Først bruges det om letbevægelighed, dernæst overføres det til karakteren og betegner et menneske, der retter sig efter tiden; og så siges det om dannet, yndefuld og vittig tale, især med en bibetydning af letsind, smiger og forstillelse.] Εὐτραπελία, der således gradvis sank fra en bedre til en dårligere betydning, har en historie, der minder meget om ordet «urbanitas» [dannet vid, kvikhed] (Quintilian, vi. 3. 17). Det er dets bedste latinske modstykke og det ord, Erasmus har gengivet det med; dermed forbedrede han meget Hieronymus' «jocularitas» [spøgefuldhed] og endnu mere Vulgatas «scurrilitas» [grov gøglerspøg], som rammer helt ved siden af. At «urbanitas» er det rette ord, bekræfter dette citat fra Cicero (Pro Coel. 3): «Contumelia, si petulantius jactatur, convicium; si facetius, urbanitas nominatur» [En fornærmelse kaldes skældsord, hvis den slynges frækt ud; fremføres den mere vittigt, kaldes den urbanitas]. Det stemmer med Aristoteles' slående udtryk, at εὐτραπελία er ὕβρις πεπαιδευμένη – «dannet overmod», som Sir Alexander Grant træffende gengiver det (Rhet. ii. 12; jf. Plutark, Cic. 50). Allerede på Ciceros tid (De Fin. ii. 31) begyndte «urbanitas» at få den tvivlsomme betydning, som ordet langt tydeligere fik hos Tacitus (Hist. ii. 88) og Seneca (De Irâ, i. 28). Historien om «facetious» og «facetiousness» i vores eget sprog ville give en ikke ulærerig parallel.

Men nok så fin en form, som det onde kunne klæde sig i, kunne ikke gøre en Paulus mere overbærende over for selve det onde. Han mente ikke, at synden mistede halvdelen eller blot en del af sin ondskab ved at miste al sin grovhed. Tværtimod: i verdens finere drillerier, dens «persiflage» og «badinage», er der noget, som ville drage mange, der aldrig ville være i fare for at låne deres tunge til at udtale eller deres øre til at høre grove og snavsede skældsord – mennesker, der kun ville føle afsky for plumpt gøgl og vende sig bort fra det. Dette ord betegner en langt mere raffineret synd end de foregående, som Bengel godt udtrykker det: «Haec subtilior quam turpitudo aut stultiloquium; nam ingenio nititur» [Denne er finere end skamløshed eller tåbelig tale, for den bygger på vid]; χάρις ἄχαρις, som Chrysostomos træffende har kaldt den; og Hieronymus: «De prudenti mente descendit, et consulto appetit quaedam vel urbana verba, vel rustica, vel turpia, vel faceta.» [Den udspringer af et klogt sind og søger med overlæg visse ord, enten dannede, bondske, skamløse eller vittige.] Mod dette sidste citat vil jeg kun indvende, at «turpia» snarere hører til de andre former, hvor mennesker synder med tungen, end til denne. Den εὐτράπελος siger altid, som Chrysostomos bemærker, noget vittigt (ἀστεῖα λέγει) og har altid for øje, hvad Cicero har sagt (De Orat. ii. 58): «Haec ridentur vel maxime, quae notant et designant turpitudinem aliquam non turpiter.» [Mest ler man af det, der udpeger og betegner noget skamløst på en ikke-skamløs måde.] Det, han handler med, er χάριτες, men med Siraks søns slående ord χάριτες μωρῶν (Sir 20,13). Glans, forfinelse, verdenskundskab, åndsnærværelse og vid må han alt sammen have – ganske vist i syndens tjeneste og ikke i sandhedens. Den gennemført lastefulde gamle mand i Plautus' Miles Gloriosus (iii. 1. 42–52), som – og ikke uden grund – er stolt af sit vid, sin elegance og forfinelse («cavillator facetus», «conviva commodus» [en vittig spotter, en behagelig bordfælle]), er netop den εὐτράπελος. Og når man husker, at εὐτραπελία kun én gang udtrykkeligt og ved navn forbydes i Skriften, og at det er efeserne, det forbydes for, er det ret bemærkelsesværdigt, at han fremhæver, at alt dette var at vente af ham, da han jo var født i Efesos:

«Post Ephesi sum natus; non enim in Apulis, non Animulae!» [Desuden er jeg født i Efesos, ikke blandt apulerne, ikke i Animula!]

Se om dette ords historie og de forandringer, det har gennemgået, en interessant og lærerig artikel af Matthew Arnold i Cornhill Magazine, maj 1879.

Alle disse ord betegner altså tungens synder, men med denne forskel: i μωρολογία er det tåbeligheden, i αἰσχρολογία urenheden og i εὐτραπελία den falske forfinelse ved en tale, der ikke er krydret med nådens salt, som hver for sig udpeges og fordømmes.

Fodnote 1 Chrysostomos, der som de fleste store lærere ofte gør etymologien til stof til formaning, undlader heller ikke at gøre det på dette sted. Til de andre grunde til, at de kristne skal opgive εὐτραπελία, føjer han denne (Hom. 17 in Ephes.): Ὅπα καὶ αὐτὸ τοὔνομα· εὐτράπελος λέγεται ὁ ποικίλος, ὁ παντοδαπὸς, ὁ ἄστατος, ὁ εὔκολος, ὁ πάντα γινόμενος· τοῦτο δὲ πόῤῥω τῶν τῇ Πέτρᾳ δουλευόντων. Ταχέως τρέπεται ὁ τοιοῦτος καὶ μεθίσταται.