xxxv. λατρεύω, λειτουργέω.

I begge disse ord ligger forestillingen om tjeneste, men i det andet er tjenesten, sammenlignet med det første, underlagt visse særlige begrænsninger. Λατρεύειν er beslægtet med λάτρις, «en lejet tjener», λάτρον, «løn», og måske med λεία, ληΐςEtym. Note. 19 (således Curtius); det betyder egentlig «at tjene for løn» og altså ikke af tvang, som en slave gør – selv om grænsen mellem λάτρις og δοῦλος langtfra altid overholdes. Allerede i klassisk græsk overføres både dette ord og λατρεία undertiden fra tjeneste for mennesker til tjeneste for de højere magter, som hos Platon, Apol. 23 c: ἡ τοῦ Φεοῦ λατρεία (jf. Phoedr. 244 e), og hos Euripides, Troad. 450, hvor Kassandra er ἡ Ἀπόλλωνος λάτρις; dermed foregribes til dels den betydning, der er den eneste i Skriften. I Septuaginta betegner λατρεύειν aldrig nogen anden tjeneste end tjenesten for den sande Gud eller for hedenskabets falske guder; for 5 Mos 28,48, der kunne se ud som en undtagelse, er det i virkeligheden ikke. Augustin har fuldstændig ret, når han siger (De Civ. Dei, x. 1, 2): «Λατρεία secundum consuetudinem quâ locuti sunt qui nobis divina eloquia condiderunt, aut semper, aut tam frequenter ut paene semper, es dicitur servitus quae pertinet ad colendum Deum» [Efter den sprogbrug, som de har fulgt, der har overleveret os de guddommelige ord, kaldes den tjeneste, der hører til dyrkelsen af Gud, enten altid eller så ofte, at det næsten er altid, latreia]; og igen (con. Faust. xx. 21): «Cultus qui graece latria dicitur, latine uno verbo dici non potest, cum sit quaedam proprie divinitati debita servitus.» [Den dyrkelse, som på græsk kaldes latria, kan ikke udtrykkes med ét ord på latin, eftersom den er en tjeneste, der i egentlig forstand tilkommer guddommen.]

Λειτουργεῖν kan rose sig af en noget fornemmere oprindelse. Det kommer af λεῖτος (== δημόσιος)Etym. Note. 20 og ἔργον og betyder altså εἰς τὸ δημόσιον ἐργάζεσθαι, at tjene staten i et offentligt embede eller hverv. Ligesom λατρεύειν blev det undertiden overført til den højeste tjeneste af alle, tjenesten for guderne (Diodor fra Sicilien, i. 21). Da den kristne kirke dannede sit fagsprog – dels ved at skabe nye ord, dels ved at løfte gamle ord op til en højere brug end før – tog den blandt de gamle ord hellere dem, der før var brugt i det borgerlige og politiske liv, end dem, der allerede havde spillet en rolle i religiøse sammenhænge; og det gjaldt, selv når den søgte et dækkende udtryk for religiøs sandhed. Her var de samme motiver på spil, som fik kirken til hellere at gøre basilikaer – altså bygninger, der havde været brugt i det borgerlige liv – end templer om til kirker: hedenskabets forestillinger hang ikke så fast ved dem. Et bemærkelsesværdigt eksempel på dette har vi i ordene λειτουργός, λειτουργία og λειτουργεῖν og i den fremtrædende plads, de fik i kirkens sprog. Samtidig var vejen for deres optagelse i en højere brug beredt af Septuaginta, hvor λειτουργεῖν (== שֵׁרֵת) er det faste ord for at udføre præstelige eller tjenende funktioner (2 Mos 28,39; Ez 40,46), og af Filon (De Prof. 464). Men hverken i Septuaginta eller hos de kristne forfattere, der fulgte efter, blev ordene i denne gruppe så fuldstændig fjernet fra deres oprindelige brug, som λατρεία og λατρεύειν var blevet det; de blev stadig undertiden brugt om tjeneste for mennesker (2 Sam 13,18; 1 Kong 10,5; 2 Kong 4,43; Rom 15,27; Fil 2,25.30).

Den forskel, der allerede fandtes mellem ordene, før kirken fik noget med dem at gøre – nemlig at λατρεύειν var «at tjene», og λειτουργεῖν «at tjene i et embede og en tjeneste» – forklarer den forskellige brug, de hver især har i NT, ligesom tidligere i Septuaginta. At tjene Gud er alle menneskers pligt; derfor kræves λατρεύειν og λατρεία af hele folket (2 Mos 4,23; 5 Mos 10,12; Jos 24,31; Matt 4,10; Luk 1,74; ApG 7,7; Rom 9,4; Hebr 12,28). Men at tjene ham i særlige embeder og tjenester kan kun være nogle få menneskers pligt og privilegium, nemlig dem, der er udskilt til det. Derfor tilskrives λειτουργεῖν og λειτουργία i GT kun præsterne og levitterne, som var udskilt til at gøre tjeneste ved de hellige ting; kun de er λειτουργοί (4 Mos 4,24; 1 Sam 2,11; Neh 10,39; Ez 44,27). Dette sprog genfindes mutatis mutandis [med de fornødne ændringer] i NT, hvor det ikke blot betegner det gamle præsteskab og den gamle tjeneste (Luk 1,23; Hebr 9,21; 10,11), men også apostlenes, profeternes og lærernes tjeneste i kirken (ApG 13,2; Rom 15,16; Fil 2,17), og ligeledes tjenesten hos vor bekendelses store ypperstepræst, τῶν ἁγίων λειτουργός (Hebr 8,2). I senere kirkelig sprogbrug har man undertiden forsøgt at drive den særlige anvendelse af λειτουργία endnu videre og begrænse den til de bønner og handlinger, der står i nærmere forbindelse med den hellige nadver; men i kirkens bedste tider er der intet belæg for en sådan begrænsning; se således Suicer, Thes. s. v.; Bingham, Christian Antiqq. xiii. 1. 8; Deyling, Obss. Sac. bd. i, s. 285; Augusti, Christ. Archäol. bd. ii, s. 537; Scudamore, Notitia Eucharistica, s. 11.

Man kan indvende mod den sondring, der her er foretaget, at λατρεύειν og λατρεία undertiden bruges om embedsmæssige tjenester, som i Hebr 9,1.6. Det er naturligvis rigtigt – på samme måde som den største af to cirkler med samme centrum nødvendigvis omslutter den mindste. Forestillingen om tjeneste er et sådant centrum her; i λειτουργεῖν får denne tjeneste en vis begrænsning, idet den er tjeneste i et embede. Heraf følger, at enhver λειτουργία nødvendigvis vil være en λατρεία, men ikke omvendt, at enhver λατρεία vil være en λειτουργία. Intet sted fremhæver forskellen mellem de to ord bedre end Sir 4,14: οἱ λατρεύοντες αὐτῇ [_dvs._ τῇ Σοφίᾳ] λειτουργήσουσιν Ἀγίῳ. «De, der tjener hende, skal gøre tjeneste for den Hellige.»