xxxvi. πένης, πτωχός.

Begge disse ord rummer tanken om fattigdom, og om fattigdom på denne verdens goder. I Septuaginta, især i Salmernes Bog, står de ofte sammen, uden at deres betydninger holdes skarpt adskilt (som i Sl 39,18; 73,22; 81,4; jf. Ez 18,12; 22,29), meget ligesom vores «fattig og nødlidende». Og hvilken forskel der end kan være på hebraisk mellem אֶבְוֹן og עָנִי, så har de alexandrinske oversættere enten ment, at den ikke kunne gengives med disse ord, eller ikke brudt sig om at gengive den; de følger nemlig ingen fast regel, men oversætter både det ene og det andet med πτωχός og πένης i flæng. Alligevel er der steder, som viser, at de udmærket kendte en forskel mellem ordene og ville fastholde den, hvor de fandt det rigtigt; der er tilfælde, hvor de bruger πένης (som 5 Mos 24,16–17; 2 Sam 12,1.3.4), og hvor πτωχός åbenlyst ville have været upassende.

Πένης forekommer kun én gang i Det Nye Testamente, og det er i et citat fra Det Gamle (2 Kor 9,9), mens πτωχός forekommer mellem tredive og fyrre gange. Ordet er afledt af πένομαι og beslægtet med πόνος, πονέομαι og det latinske «penuria» [mangel, nød],Etym. Note. 21 og det betegner egentlig én, der er så fattig, at han tjener sit daglige brød ved sit arbejde. Hesychios kalder ham rammende αὐτοδιάκονος, én, der med sine egne hænder sørger for sine egne fornødenheder. Ordet betegner ikke yderste nød eller noget, der grænser til den, lige så lidt som latinens «pauper» og «paupertas» [fattig og fattigdom]; det betegner kun de «res angusta» [trange kår], som kendetegner én, man ikke med rette kunne kalde πλούσιος. Hvordan man almindeligvis definerede en πένης, lærer vi af Xenofon (Mem. iv. 2. 37): τοὺς μὲν οἶμαι μὴ ἱκανὰ ἔχοντας εἰς ἃ δεῖ τελεῖν, πένητας· τοὺς δὲ πλείω τῶν ἱκανῶν, πλουσίους. Det var en betegnelse, man ofte brugte om Sokrates, og mere end én gang tilskriver han sig selv πενία (Platon, Apol. 23 c; 31 c). Hvad hans πενία bestod i, ved vi (Xenofon, Oecon. 2. 3): alt, hvad han ejede, ville ikke indbringe fem attiske miner, hvis det blev solgt. Sådan var også penesterne (Πενέσται) i Thessalien (hvis afledningen af navnet fra πένεσθαι da holder) en underkuet befolkning, men ikke bragt i yderste armod; tværtimod beholdt de visse rettigheder som livegne eller jordbrugere.

Men mens πένης er «pauper», er πτωχός «mendicus» [tigger]; han er «tiggeren», som ikke lever af sit eget arbejde eller sin flid, men af andres almisser (Luk 16,20–21). Derfor er han én, som Platon ikke ville tåle i sin idealstat (Legg. xi. 936 c). Holder vi os til etymologien, ville προσαίτης (som burde stå i teksten i Joh 9,8) eller ἐπαίτης svare mere præcist til vores «tigger», mens πτωχός almindeligvis opfattes som én, der i følelsen af sin ringhed og sin nød kryber sammen (ἀπὸ· τοῦ πτώσσειν) over for dem, der står over ham. Dog er det måske klogest her at tilføje Potts ord (Etym. Forsch. bd. iii, s. 933): «falls dieser wirklich nach scheum unterwürfigem Wesen benannt worden, und nicht als petax» [hvis han virkelig er opkaldt efter sit sky, underdanige væsen og ikke som «petax», én der beder]. Den afledning af ordet, der gør ham til én, der er faldet fra en bedre stilling (ἐκπεπτωκὼς ἐκ τῶν ὄντων; se Herodot iii. 14), er ren fantasi; se Didymos, in Ps. xii. 5, i Mais Nov. Pat. Bibl. bd. vii, del ii, s. 165.

Ordene er altså klart forskellige. Πτωχεία betegner en langt dybere armod end πενία, og husker man det, bliver de modsætninger, som Paulus opstiller i 2 Kor 6,10 og 8,9, endnu mere levende. En πένης kan være så fattig, at han tjener sit brød ved daglig arbejde; men en πτωχός er så fattig, at han kun skaffer sig til livets ophold ved at tigge. Platon har tydeligvis en stigning for øje, når han taler om tyrannier (Rep. x. 618 a), εἰς πενίας τε καὶ φυγὰς καὶ εἰς πτωχείας τελευτώσας. En πένης har intet overflødigt, en πτωχός har slet intet (se Döderlein, Lat. Synon. bd. iii, s. 117). Allerede Tertullian lagde mærke til forskellen (Adv. Marc. iv. 14). Da han behandler vor Herres ord μακάριοι οἱ πτωχοί (Luk 6,20), ændrer han «Beati pauperes» [salige er de fattige], som stadig står i Vulgata, til «Beati mendici» [salige er tiggerne] og begrunder ændringen: «Sic enim exigit interpretatio vocabuli quod in Graeco est» [for sådan kræver oversættelsen af det ord, der står på græsk]; og et andet sted (De Idol. 12) gengiver han det med «egeni» [de trængende]. De to, πενία (= «paupertas»; jf. Martial ii. 32: «Non est paupertas, Nestor, habere nihil» [Det er ikke fattigdom, Nestor, at intet eje]) og πτωχεία (= «egestas» [armod]), kan godt være søstre, sådan som en person hos Aristofanes vil have det (Plut. 549); men selv om de er det, er den sidste langt mere blottet for verdens goder end den første. Ja, Πενία synes på det sted helt at ville afvise et så nært slægtskab. Aristofanes' ord, hvor han skelner mellem dem, er ofte blevet citeret:

πτωχοῦ μὲν γὰρ βίος, ὃν σὺ λέγεις, ζῆν ἐστιν μηδὲν ἔχοντα· τοῦ δὲ πένητος, ζῆν φειδόμενον, καὶ τοῖς ἔργοις προσέχοντα, περιγίγνεσθαι δ᾽ αὐτῷ μηδὲν, μὴ μέντοι μηδ᾽ ἐπιλείπειν.