xxxvii. θυμός, ὀργή, παροργισμός.

Θυμός og ὀργή står flere gange sammen i Det Nye Testamente (som i Rom 2,8; Ef 4,31; Kol 3,8; Åb 19,15), ofte også i Septuaginta (Sl 77,49; Dan 3,13; Mika 5,15) og ofte også i anden græsk litteratur (Platon, Philebus, 47 e; Polybios vi. 56. 11; Josefus, Antt. xx. 5. 3; Plutark, De Coh. Irâ, 2; Lukian, De Cal. 23). De står ikke kun side om side, men det ene ord gøres også afhængigt af det andet, som θυμὸς τῆς ὀργῆς (Åb 16,19; jf. Job 3,17; Jos 7,26), mens ὀργὴ θυμοῦ, som ikke forekommer i Det Nye Testamente, ofte findes i Det Gamle (2 Krøn 29,10; Klages 1,12; Es 30,27; Hos 11,9). Ét sted i Septuaginta står alle ordene i denne gruppe sammen (Jer 21,5).

Da disse ord efter en betydelig forhistorie kom til at betegne vredens lidenskab, den stærkeste af alle lidenskaber, drifter og begær (se Donaldson, New Cratylus, 3. udg., s. 675–679, og Thompson, Phoedrus of Plato, s. 165), beskæftigede det ikke så lidt grammatikerne og filologerne at skelne mellem dem. De følte med rette, at de mange steder, hvor de to bruges i flæng (som Platon, Legg. ix. 867), ikke talte imod, at der var en sådan forskel; for når de søgte at skelne mellem dem, gik de ikke ud fra andet, end at ordene ikke kunne bruges i flæng i ethvert tilfælde. Det overordnede resultat, de nåede frem til, er dette: I θυμός, som hænger sammen med det intransitive θύω og ifølge Platon (Crat. 419 e) er afledt ἀπὸ τῆς θύσεως καὶ ζέσεως τῆς ψυχῆς, «quasi exhalatio vehementior» [så at sige en heftigere udånding] (Tittmann) – sammenlign det latinske «fumus» [røg] – ligger der mere af den stormende bevægelse, den sydende ophidselse i følelserne,1 μέθη τῆς ψμχῆς, som Basileios kalder det. Den vil enten snart lægge sig og forsvinde – ligesom det latinske «excandescentia» [opblussen], som Cicero definerer (Tusc. iv. 9) som «ira nascens et modo desistens» [vrede, der opstår og straks holder op igen] – eller også sætte sig fast som ὀργή. I ὀργή ligger der mere af en blivende og fast sindstilstand («ira inveterata» [indgroet vrede]) med hævn for øje: «cupiditas doloris reponendi» [begær efter at gengælde en smerte] (Seneca, De Irâ, i. 5); ὁρμὴ ψυχῆς ἐν μελέτῃ κακώσεως κατὰ τοῦ παροξύναντος (Basileios, Reg. Brev. Tract. 68);2 det tyske «Zorn», «der activ sich gegen Jemand oder etwas richtende Unwille, die Opposition des unwillig erregten Gemtühes» [den uvilje, der aktivt retter sig mod nogen eller noget, det ophidsede og uvillige sinds modstand] (Cremer). Derfor forbinder Platon (Euthyph. 7) ἐχθρά og Plutark δυσμένεια (Pericles, 39) med ὀργή. Sammenlign Theol. Stud. u. Krit. 1851, s. 99 ff.

Denne mere lidenskabelige og samtidig mere forbigående karakter hos θυμός (θυμοί er ifølge Jeremy Taylor «store, men forbigående vredesudbrud»;3 jf. Luk 4,28; Dan 3,19) kan forklare en skelnen hos Xenofon, nemlig at θυμός hos en hest er det samme som ὀργή hos et menneske (De Re Eques. ix. 2; jf. Visd 7,20, θυμοὶ θηρίων; Plutark, Gryll. 4, i slutningen; og Pyrrh. 16, πνεύματος μεστὸς καὶ θυμοῦ, fuld af fjendskab og raseri). Sådan definerede stoikerne, som gav sig meget af med definitioner og distinktioner, θυμός som ὀργὴ ἀρχομένη (Diogenes Laertios vii. 1. 63. 114); og Ammonios: θυμὸς μέν ἐστι πρόσκαιρος· ὀργὴ δὲ πολυχρόνιος μνησικακία. Også Aristoteles karakteriserer i sin vidunderlige sammenligning af alderdom og ungdom de gamles vrede sådan (Rhet. ii. 11): καὶ οἱ θυμοὶ, ὀξεῖς μέν εἰσιν, ἀσθενεῖς δέ – som ild i halm, der hurtigt blusser op og lige så hurtigt slukkes (jf. Euripides, Androm. 728, 729). Origenes (in Ps. ii. 5, Opp. bd. ii, s. 541) drøfter ordene og når frem til samme resultat: διαφέρει δὲ θυμὸς ὀργῆς, τῷ θυμὸν μὲν εἶναι ὀργὴν ἀναθυμιωμένην καὶ ἔτι ἐκκαιομένην· ὀργὴν δὲ ὄρεξιν ἀντιτιμωρήσεως; jf. in Ep. ad Rom. ii. 8, som kun findes på latin: «ut si, verbi gratiâ, vulnus aliquod pessimum iram ponamus, hujus autem tumor et distentio indignatio vulneris appelletur» [som hvis vi for eksempel kalder et meget slemt sår for vrede, mens sårets hævelse og spænding kaldes _harme_]. Sådan også Hieronymus (in Ephes. iv. 31): «Furor [θυμός] incipiens ira est, et fervescens in animo indignatio. Ira [ὀργή] autem est, quae furore extincto desiderat ultionem, et eum quem nocuisse putat vult laedere» [Raseri (θυμός) er vrede, der begynder, og harme, der koger op i sindet. Men vrede (ὀργή) er det, der, når raseriet er slukket, begærer hævn og vil skade den, man mener har gjort skade]. Dette stemmer overens med stoikernes definition af ὀργή: at den er τιμωρίας ἐπιθυμία τοῦ δοκοῦντος ἠδικηκέναι οὐ προσηκόντως (Diogenes Laertios vii. 113). Sådan også Gregor af Nazianz (Carm. ii. 34. 43, 44):

θυμὸς μέν ἐστιν ἀθρόος ζέσις φρένος, ὀργὴ δὲ θυμὸς ἐμμένων.

Og sådan også Theodoret, in Ps. 68,25 (69,24 i den engelske King James-oversættelse, A.V.), hvor ordene står sammen: διὰ τοῦ θυμοῦ τὸ ταχὺ δεδήλωκε, διὰ δὲ τῆς ὀργῆς τὸ ἐπίμονον. På samme måde beskriver Josefus (B. J. ii. 8. 6) essæerne som ὀργῆς ταμίαι δίκαιοι, θυμοῦ καθεκτικοί. Og på samme måde nævner Dion Cassius som et af Tiberius' karaktertræk: ὠργίζετο ἐν οἷς ἥκιστα ἐθυμοῦτο (Vita Tib.).

Μῆνις (Es 16,6; Sir 28,4; «ira perdurans» [vedvarende vrede], Damms Lex. Hom.) og κότος, som er henholdsvis «ira inveterata» og «ira inveteratissima» [indgroet vrede og dybt indgroet vrede] (Johannes af Damaskus, De Fid. Orthod. 11. 16), forekommer ingen steder i Det Nye Testamente.

Παροργισμός, et ord, som ikke findes i klassisk græsk, men flere gange i Septuaginta (som i 1 Kong 15,30; 2 Kong 19,3), er ikke = ὀργή, selv om den engelske oversættelse har gengivet det med «wrath». Det kan det ikke være; for παροργισμός (Ef 4,26, det eneste sted i Det Nye Testamente, hvor ordet forekommer, men jf. παροργίζειν, Rom 10,19; Ef 6,4) er ubetinget forbudt – solen må ikke gå ned over den – mens ὀργή under visse betingelser er en retfærdig lidenskab at nære. Skriften har intet til fælles med stoikernes ubetingede fordømmelse af vreden. Den lærer ingen ἀπάθεια, men kun en μετριοπάθεια, et mådehold og ikke en fuldstændig undertrykkelse af lidenskaberne, som blev givet mennesket som vinde, der skal fylde sjælens sejl, som Plutark udmærket udtrykker det (De Virt. Mor. 12). Den har ikke et så kærlighedsløst syn på andres synder som han, der sagde: σεαυτὸν μὴ τάρασσε· ἁμαρτάνει τισ, ἑαυτῷ ἁμαρτάνει (Markus Antoninus iv. 46). Men ligesom Aristoteles i overensstemmelse med alle antikkens dybere etiske forfattere (se således Platon, Legg. v. 731 b: θυμοειδὴ μὲν χρὴ πάντα ἄνδρα εἶναι, κ. τ. λ.; Thompsons Phoedrus of Plato, s. 166; og Cicero, Tusc. Quoest. iv. 19) havde fastslået, at vreden er en rigtig følelse, når den ledes af fornuften, sådan tillader Skriften den – og ikke blot tillader, men kræver den ved passende lejligheder. Det har alle kirkens dybere lærere indrømmet; således Gregor af Nyssa: ἀγαθὸν κτῆνός ἐστιν ὁ θυμὸς, ὅταν τοῦ λογισμοῦ ὑποζύγιον γένηται; og Augustin (De Civ. Dei, ix. 5): «In disciplinâ nostrâ non tam quaeritur utrum pius animus irascatur, sed quare irascatur» [I vores lære spørger man ikke så meget, om et fromt sind bliver vredt, men hvorfor det bliver vredt]. Der findes en «Guds vrede» (Matt 3,7; Rom 12,19 og ofte) – han ville ikke elske det gode, hvis han ikke hadede det onde, for de to hører så uadskilleligt sammen, at han enten må gøre begge dele eller ingen af dem;4 der findes også en vrede hos den barmhjertige Menneskesøn (Mark 3,5); og en vrede, som retfærdige mennesker ikke blot kan, men, fordi de er retfærdige, må føle. Der findes intet sikrere og sørgeligere tegn på en fuldstændig nedbrudt moralsk tilstand end det ikke at kunne blive vred på synden – og på synderne. «Vreden», siger Fuller (Holy State, iii. 8), «er en af sjælens sener; den, der mangler den, har et lemlæstet sind og må nødvendigvis halte som Jakob, hvis sene i hofteskålen skrumpede. Det er heller ikke godt at omgås folk, som ikke kan blive vrede.» «Følelserne», har en anden engelsk teolog sagt, «skal ikke rykkes op med rode som giftige planter, men dyrkes som vilde.» Paulus nedlader sig altså ikke her, sådan som så mange forstår ham, til den menneskelige skrøbelighed og siger: «Jeres vrede skal ikke regnes jer til synd, hvis I lægger den fra jer inden aften» (se Suicer, Thes. under ὀργή). Han siger snarere: «Bliv vrede, men lad intet syndigt blande sig i denne jeres vrede. Der er noget, som kan hænge ved selv en retfærdig vrede, nemlig παροργισμός, irritationen, forbitrelsen, bitterheden («exacerbatio» [forbitrelse]), og den må straks jages bort; så, når vreden er renset for dette urene element, der blandede sig i den, kan kun det blive tilbage, som har ret til at blive.»

«He es lyghtly wrath, and waxes fraward, Bot to turne hym fra wrethe, it es hard.» [Han bliver let vred og bliver vrangvillig, men at vende ham fra vreden, det er svært.]

Fodnote 1 Det oversættes almindeligvis med «furor» [raseri] i Vulgata. Augustin (Enarr. in Ps. lxxxvii. 8) er utilfreds med, at dette ord bruges om Gud, eftersom «furor» almindeligvis tillægges folk, der ikke er ved deres fulde fem, og han foreslår «indignatio» [harme] i stedet. En anden skelnen, som tillægger Gud både «ira» [vrede] og «furor», findes hos Bernhard af Clairvaux, Serm. in Cant. 69, § 3; et bemærkelsesværdigt sted.

Fodnote 2 I ἀγανάκτησις finder Basileios den videre tanke, at denne iver efter at straffe har gerningsmandens forbedring som mål. Det ene sted i Det Nye Testamente, hvor ἀγανάκτησις forekommer (2 Kor 7,11), udelukker i hvert fald ikke denne betydning.

Fodnote 3 Hampole er ikke enig i sit store digt The Pricke of Conscience [Samvittighedens brod]. I hans kraftfulde, men højst uskønne billede af en gammel mand er dette ét af trækkene:

Fodnote 4 Se om denne Guds vrede, som er det nødvendige modstykke til hans kærlighed, Laktans' fremragende ord (De Irâ Dei, kap. 4): «Nam si Deus non irascitur impiis et injustis, nec pios utique justosque diligit. In rebus enim diversis aut in utramque partem moveri necesse est, aut in nullam» [For hvis Gud ikke bliver vred på de ugudelige og uretfærdige, elsker han heller ikke de fromme og retfærdige. For over for modsatte ting må man nødvendigvis bevæges i begge retninger eller i ingen af dem].