xxxviii. ἔλαιον, μύρον (χρίω, ἀλείφω).

Nogle har benægtet, at Det Gamle Testamente kender nogen forskel på «olie» og «salve», og det med den meget utilstrækkelige begrundelse, at Septuaginta undertiden gengiver שֶׁמֶן med μύρον (Ordsp 27,9; Højs 1,3; Es 39,2; Am 6,6), selv om ordet langt oftere, ja utallige gange, gengives med ἔλαιον. Men hvor ofte ligger der ikke to ord fra ét sprog skjult i et enkelt ord på et andet – især når dette andet sprog, sådan som græsk sammenlignet med hebraisk, er rigt på finere forskelle og betegner betydningerne mere nuanceret. παροιμία og παραβολή er et velkendt eksempel på dette, for begge ligger i det hebraiske מָשָׁל; og det er en dygtig oversætters opgave at kalde en sådan dobbelt betydning frem. Ja, selve tingen, μύρον (== «unguentum» [salve]), voksede så naturligt ud af ἔλαιον (== «oleum» [olie]) – den havde olie som grundlag og var blot tilsat krydderi, duft eller andre aromatiske stoffer; Klemens af Alexandria (Poedag. ii. 8) kalder den «forfalsket olie» (δεδολωμένον ἔλαιον1) – at der på ethvert sprog ville gå lang tid, før man følte behov for at skelne mellem dem i navnene. Således optræder μύρον selv på græsk først i Archilochos’ skrifter (Athenaios, xv. 37). Der fandtes utvivlsomt salver på Homers tid; men han nøjes med «vellugtende olie» (εὐῶδες ἔλαιον, Od. ii. 339) og «rosenolie» (ῥοδόεν ἔλαιον, Il. xxiii. 186) til at udtrykke dem.

I senere tid var der en klar forskel på de to, og den gav sig også udtryk i sproget. Et sted hos Xenofon (Conv. ii. 3, 4) handler helt og holdent om, at ἔλαιον passer bedre til mænd og μύρον til kvinder; kvinderne foretrak derfor, at mændene duftede af den mandige «olie» frem for den feminine «salve» (ἐλαίου δὲ τοῦ ἐν γυμνασίοις ὀσμὴ καὶ παροῦσα ἡδίων ἢ μύρου γυναιξί, καὶ ἀποῦσα ποθεινοτέρα). Og under enhver anden forudsætning ville vor Herres irettesættelse af den uhøflige farisæer: «Du salvede ikke mit hoved med olie; men hun salvede mine fødder med salve» (Luk 7,46), miste al eller næsten al sin brod. «Du nægtede mig», ville han sige, «billige og almindelige høflighedsbeviser, mens hun viste mig kostbar og sjælden hyldest.» Hertil bemærker Grotius træffende: «Est enim perpetua ἀντιστοιχία. Mulier illa lacrimas impendit pedibus Christi proluendis: Simon ne aquam quidem. Illa assidua est in pedibus Christi osculandis: Simon ne uno quidem oris osculo Christum accepit. Illa pretioso unguento non caput tantum sed et pedes perfundit: ille ne caput quidem mero oleo: quod perfunctoriae amicitiae fuerat.» [Der er nemlig en gennemført modsvarighed. Kvinden brugte sine tårer til at vaske Kristi fødder, Simon ikke engang vand. Hun blev ved med at kysse Kristi fødder, Simon tog ikke engang imod Kristus med ét kys på munden. Hun overhældte ikke blot hans hoved, men også hans fødder med kostbar salve, han ikke engang hovedet med ren olie – hvad der ellers hørte med til selv et overfladisk venskab.]

Nogle har skelnet mellem verberne ἀλείφειν og χρίειν, og da de lader denne forskel afhænge af forskellen mellem μύρον og ἔλαιον, fortjener den måske at blive nævnt her. ἀλείφειν er ifølge dem som regel den luksuriøse eller i hvert fald overflødige salvning med salve, χρίειν den sundhedsmæssige salvning med olie. Således Casaubon (Anim. in Athenoeum, xv. 39): «ἀλείφεσθαι, proprium voluptuariorum et mollium: χρίεσθαι etiam sobriis interdum, et ex virtute viventibus convenit» [ἀλείφεσθαι er typisk for nydelsessyge og blødagtige folk; χρίεσθαι passer undertiden også for mådeholdne og for dem, der lever dydigt], og Valcknaer: «ἀλείφεσθαι dicebantur potissimum homines voluptatibus dedidi, qui pretiosis unguentis caput et manus illinebant; χρίεσθαι de hominibus ponebatur oleo corpus, sanitatis caussâ, inunguentibus.» [ἀλείφεσθαι blev især sagt om mennesker, der var hengivne til nydelser, og som smurte hoved og hænder ind i kostbare salver; χρίεσθαι blev brugt om mennesker, der smurte kroppen ind i olie af hensyn til helbredet.] Der findes ingen spor af en sådan forskel i Det Nye Testamente; sammenlign således Mark 6,13; Jak 5,14 med Mark 16,1; Joh 11,2. Der findes heller ikke spor af Salmasius’ skelnen (Exerc. s. 330): «Spissiora linunt, χρίουσι: liquida perfundunt, ἀλείφουσι.» [Tykkere stoffer smører man på (χρίουσι); flydende stoffer hælder man ud over (ἀλείφουσι).]

En forskel findes dog i Det Nye Testamente, men en anden end begge disse: ἀλείφειν er det verdslige og profane ord, χρίειν det hellige og religiøse. Ἀλείφειν bruges uden forskel om al konkret salvning, hvad enten det er med olie eller salve, mens χρίειν – utvivlsomt på grund af forbindelsen med χριστός – udelukkende bruges om Faderens salvning af Sønnen med Helligånden til at udføre hans store embede og er helt adskilt fra al profan og almindelig brug; se således Luk 4,18; ApG 4,27; 10,38; 2 Kor 1,21; Hebr 1,9, de eneste steder, hvor ordet forekommer. Det samme gælder i Septuaginta, hvor χρίσις, χρίσμα (jf. 1 Joh 2,20.27) og χρίειν er de faste og stadigt tilbagevendende ord for al religiøs og symbolsk salvning; ἀλείφειν forekommer næppe i denne betydning – så vidt jeg ved, ikke mere end to gange i alt (2 Mos 40,13; 4 Mos 3,3).

Fodnote 1 Sammenlign, hvad Plutark siger om Lykurg (Apoph. Lac. 16): τὸ μὲν μύρον ἐξέλασεν, ὡς τοῦ ἐλαίου φθορὰν καὶ ὄλεθρον. Sammenlign også Vergil (Georg. ii. 466): «Nec casiâ liquidi corrumpitur usus olivi.» [Heller ikke fordærves brugen af den klare olivenolie med kassia.]