xxxix. Ἑβραῖος, Ἰουδαῖος, Ἰσραηλίτης.

Alle disse navne bruges om medlemmer af den udvalgte slægt og det udvalgte folk; men de kan udmærket skelnes fra hinanden, og det er også i høj grad værd at gøre det.

Ἑβραῖος skal først betragtes. Det fører os tilbage til en tid, der ligger før den tid, da det ene af de navne, vi sammenligner det med, fandtes eller kunne have eksisteret, og langt før den tid, da det andet gjorde det (Josefus, Antt. i. 6. 4). Det afledes bedst af עֵבֶר, samme ord som ὑπέρ,Etym. Note. 22 «super» [over, hinsides]; navnet hentyder til, at Abraham gik over fra den anden side af Eufrat. Han var derfor i sproget hos de fønikiske stammer, som han kom til, «hebræeren Abram», eller ὁ περάτης, som Septuaginta træffende gengiver det (1 Mos 14,13), fordi han kom fra den anden side (πέραν) af floden. Således siger Origenes med rette (in Matt. tom. xi. 5): Ἑβραῖοι, οἵτινες ἐρμηνεύονται περατικοί. Forstået sådan er navnet ikke et, som det udvalgte folk kender sig selv under, men et, som andre kender det under; ikke et, som de selv har taget, men et, som andre har givet dem. Og brugen af Ἑβραῖος i hele Det Gamle Testamente stemmer helt med denne forklaring af dets oprindelse. I alle tilfælde er det enten en betegnelse, som fremmede bruger om det udvalgte folk (1 Mos 39,14.17; 41,12; 2 Mos 1,16.19; 1 Sam 4,6; 13,19; 29,3; Jdt 12,11); eller som de bruger om sig selv over for fremmede (1 Mos 40,15; 2 Mos 2,7; 3,18; 5,3; 9,1; Jon 1,9); eller som de bruger om sig selv i stiltiende modsætning til andre folk (1 Mos 43,32; 5 Mos 15,12; 1 Sam 13,3; Jer 34,9.14) – med andre ord aldrig uden en sådan national modsætning, hvad enten den er skjult eller udtalt.

Men da navnet Ἰουδαῖος opstod – det skete i de senere perioder af den jødiske historie (det nøjagtige tidspunkt skal vi straks se på) – ændrede Ἑβραῖος betydning. Intet er mere almindeligt for ord end at trække sig tilbage inden for snævrere grænser, så de kun dækker en del af et område, som de engang dækkede helt. Det sker, når der kommer et nyt ord, så de ikke længere behøves i hele deres tidligere omfang, og når de samtidig, fordi et nyt forhold opstår, med fordel kan bruges til at udtrykke dette nye. Præcis sådan gik det med Ἑβραῖος. I Det Nye Testamente findes det synspunkt uden for folket, som ordet engang altid indebar, ikke længere; og nu er ikke ethvert medlem af den udvalgte slægt en Ἑβραῖος, men kun de, der – hvad enten de boede i Palæstina eller andre steder – havde bevaret det hellige hebraiske sprog som modersmål. Det egentlige modstykke og den egentlige modsætning til Ἑβραῖος er Ἑλληνιστής, et ord, der først optræder i Det Nye Testamente (se Salmasius, De Hellenisticâ, 1643, s. 12), og som dér bruges om en jøde i diasporaen, der har glemt sit eget sprog og nu taler græsk og i synagogen læser Skriften eller hører den læst i Septuaginta-oversættelsen.

Denne forskel optræder første gang i ApG 6,1 og er sandsynligvis også ment de to andre steder, hvor Ἑβραῖος forekommer (2 Kor 11,22; Fil 3,5), og ligeledes i overskriften til Hebræerbrevet, uanset hvis autoritet den hviler på. Det er vigtigt at huske, at forskellen mellem «hebræeren» og «hellenisten» lå i sproget, ikke i bopælen. Den, der bevarede sine fædres sprog, var en «hebræer», hvor han end boede. Således beskriver Paulus, selv om han var bosat i Tarsus, en græsk by i Lilleasien, sig selv som «hebræer» og født af «hebraiske» forældre, «hebræer af hebræere» (Fil 3,5; jf. ApG 23,6) – selv om det bestemt er muligt, at han med alt dette ikke mener mere, end at han i almindelighed vil understrege sin jødedom. De fleste «hebræere» boede utvivlsomt i Palæstina; men det var ikke dette forhold, men det sprog, de talte, der gjorde dem til hebræere.

Man gør dog vel i at huske, at denne forskel og modsætning mellem Ἑβραῖος og Ἑλληνιστής – som en forskel inden for folket og ikke mellem folket og andre folk (hvad der er klart i ApG 6,1 og sandsynligvis er ment i Fil 3,5; 2 Kor 11,22) – udelukkende findes i Skriften. Senere kristne forfattere anerkender den næppe, og jødiske og hedenske forfattere slet ikke. Således kan Eusebius om Filon, en jøde fra Alexandria, der kun én gang i sit liv besøgte Jerusalem – så meget kan vi vist udlede af hans egne ord (bd. ii. s. 646, Mangeys udg.) – og som udelukkende skrev på græsk, sige (Hist. Eccl. ii. 4): τὸ μὲν οὖν γένος ἀνέκαθεν Ἑβραῖος ἦν; jf. iv. 16; Proep. Evang. vii. 13. 21. Og Klemens af Alexandria stiller, sådan som Eusebius citerer ham (H. E. vi. 14), hele tiden Ἑβραῖοι over for ikke Ἐλληνισταί, men Ἕλληνες og ἔθνη. Theodoret (Opp. bd. ii. s. 1246) kalder historieskriveren Josefus, der skrev på græsk, συγγραφεὺς Ἑβραῖος; jf. Origenes, Ep. ad Afric. 5. Hverken hos Josefus selv eller hos Filon findes der spor af Det Nye Testamentes forskel mellem Ἑβραῖος og Ἑλληνιστής, og lige så lidt hos hedenske forfattere (Plutark, Symp. iv. 6; Pausanias, v. 7. 3; x. 12. 5). Kun så meget af den anerkendes, at Ἑβραῖος, der ellers er et langt sjældnere ord end Ἰουδαῖος, altid bruges, når man vil betegne folket med hensyn til dets sprog. Denne regel følger jødiske, hedenske og kristne forfattere alle sammen, og vi taler den dag i dag om det jødiske folk, men om det hebraiske sprog.

Navnet Ἰουδαῖος er meget yngre. Det fører os ikke tilbage til det udvalgte folks fødsel og vugge, til den dag, da de troendes fader gik over floden og kom ind i arvelandet; det bevarer snarere et varigt minde om tiden med national splittelse og forfald. Det opstod – og kunne kun være opstået – da stammerne blev delt i de to rivaliserende riger Israel og Juda. Da de ti stammer nemlig, skønt med mindst ret (se Ewald, Gesch. des Volkes Israel, bd. iii. del i. s. 138), tog navnet Israel for sig selv, fik de to stammer deres betegnelse efter den vigtigste af dem, og af Juda kom navnet יְהוּדִים, eller Ἰουδαῖοι. Så vidt jeg har bemærket, bruger Josefus det aldrig, når han fortæller sit folks tidligere historie, men første gang om Daniel og hans unge ledsagere (Antt. x. 10. 1). Her dog foregribende – hvis altså hans egen beretning om, hvordan navnet opstod, er rigtig, nemlig at det først opstod efter hjemkomsten fra Babylon, og fordi den første gruppe af hjemvendte var af denne stamme (Antt. xi. 5. 7): ἐκλήθησαν δὲ τὸ ὄνομα ἐξ ἧς ἡμέρας ἀνέβησαν ἐκ Βαβυλῶνος, ἀπὸ τῆς Ἰούδα φυλῆς ἧς πρώτης ἐλθούσης εἰς ἐκείνους τοὺς τόπους, αὐτοί τε καὶ ἡ χώρα τῆς προσηγορίας αὐτῆς μετέλαβον. Men heri tager Josefus tydeligvis fejl. Vi møder Ἰουδαῖοι, eller rettere dets hebraiske modsvarighed, i bøger i den hellige kanon, der er skrevet før eller under fangenskabet, som betegnelse for dem, der hørte til den mindre del af stammerne, til Judas rige (2 Kong 16,6; Jer 32,12; 34,9; 38,19) – og ikke først i Ezra, Nehemias og Ester, selv om ordet i disse bøger, og især i Ester, forekommer langt hyppigere.

Det er let at se, hvordan navnet kom til at omfatte hele folket. Da de ti stammer blev ført bort til Assyrien og gik op i folkene og forsvandt blandt dem, repræsenterede den mindre del af folket, som var tilbage, fra da af det hele. Derfor var det kun naturligt, at Ἰουδαῖος nu kom til at betegne ikke en fra Judas rige i modsætning til Israels, men ethvert medlem af folket, en «jøde» i denne videre betydning, i modsætning til en hedning. Ordet gennemgik faktisk en udvikling, der var præcis den modsatte af den, Ἑβραῖος havde gennemgået. For Ἑβραῖος tilhørte først hele folket og kom siden kun til at tilhøre en del af det, mens Ἰουδαῖος, der først kun betegnede et medlem af en del, endte med at betegne det hele. I sin senere betydning var det nu – ligesom Ἑβραῖος i sin tidligere – et navn, som Abrahams efterkommer kaldte sig selv, når han ville fremhæve den nationale forskel mellem sig selv og andre folk (Rom 2,9.10); således «jøde og hedning», aldrig «israelit og hedning». Eller det var et navn, som andre brugte om ham, når de havde det samme forhold for øje. Således spørger de vise mænd fra Østen: «Hvor er jødernes konge, som er blevet født?» (Matt 2,2), og ved spørgsmålets form vidner de om, at de selv var hedninger; for de ville bestemt have spurgt efter Israels konge, hvis de havde ment at gøre krav på en nærmere andel i ham. Sådan giver også de romerske soldater og den romerske statholder Jesus spottenavnet «jødernes konge» (Matt 27,29.37), mens hans egne landsmænd, ypperstepræsterne, udfordrer ham til at bevise, at han er «Israels konge», ved at stige ned fra korset (Matt 27,42).

For det egentlige navn, det, der udtrykte hele værdigheden og herligheden ved at tilhøre det teokratiske folk, det folk, der stod i en særlig pagt med Gud, var Ἰσραηλίτης. Det forekommer sjældent i Septuaginta, men Josefus bruger det ofte i den første del af sin historie som ensbetydende med Ἑβραῖος (Antt. i. 9. 1, 2); i den midterste del af sin historie om et medlem af de ti stammer (viii. 8. 3; ix. 14. 1); og mod slutningen som ensbetydende med Ἰουδαῖος (xi. 5. 4). Det er kun dets ligheder med og forskelle fra dette sidste, vi skal se på her. Dette navn var jødens særlige kendetegn og æresnavn. At være efterkommere af Abraham var en ære, de måtte dele med ismaelitterne (1 Mos 16,15); at være efterkommere af Abraham og Isak måtte de dele med edomitterne (1 Mos 24,25 [sandsynligvis 1 Mos 25,25]); men ingen andre end de selv var Jakobs efterkommere, sådan som dette navn, israelit, erklærede dem for at være. Og det var ikke alt; endnu mere herligt blev deres afstamning her ført tilbage til ham, ikke som Jakob, men som Israel, der som en fyrste kæmpede med Gud og mennesker og sejrede (1 Mos 32,28). At dette navn blev regnet for det fornemste, har vi rigeligt bevis for. Da de ti stammer, som vi har set, opsagde deres troskab mod Davids hus, gjorde de i deres hovmod og fordringsfuldhed krav på navnet «Israels rige» for det nye rige, de oprettede – det rige, hvor, som navnet skulle antyde, løfternes linje, de gamle patriarkers sande arvefølge, gik videre. Sådan er der heller ikke noget fornemmere navn, Herren kan smykke Natanael med, end «i sandhed en israelit» (Joh 1,47), en, hvor alt, hvad dette navn indebar, virkelig fandtes. Og når Peter og siden Paulus vil vinde gehør hos deres egne landsmænd og derfor tiltaler dem med det navn, der klinger mest velkomment i deres ører, er ἄνδρες Ἰσραηλῖται (ApG 2,22; 3,12; 8,16 [sandsynligvis 13,16]; jf. Rom 9,4; Fil 3,5; 2 Kor 11,22) fortsat de ord, hvormed de søger at vinde deres velvilje.

Når vi altså holder os til brugen af disse tre ord i Det Nye Testamente og til de forskelle, der gælder for dem dér, kan vi sige, at Εβραῖος er en hebraisktalende jøde i modsætning til en græsktalende eller helleniserende jøde (som vi i den engelske King James-oversættelse (A.V.) passende har kaldt en «Grecian» [græsktalende jøde], til forskel fra Ἕλλην, en egentlig «Greek» [græker] eller anden hedning); Ἰουδαῖος er en jøde, sådan som han nationalt adskiller sig fra en hedning; mens Ἰσραηλίτης, det mest ophøjede navn af alle, er en jøde som medlem af teokratiet og dermed arving til løfterne. I det første fremhæves først og fremmest hans sprog; i det andet hans nationalitet (Ἰουδαϊσμός, Josefus, De Macc. 4; Gal 1,13; Ἰουδαΐζειν, Gal 2,14); i det tredje hans teokratiske privilegier og herlige kald.