xl. αἰτέω, ἐρωτάω.

Oversætterne bag den engelske King James-oversættelse (A.V.) gengiver ofte disse ord, som om de dækkede nøjagtig det samme betydningsfelt; og vi kan heller ikke indvende noget imod, at de i mange tilfælde gengiver både αἰτεῖν og ἐρωτᾶν med vores engelske «to ask». Alligevel har de af og til gjort deres oversættelse en smule mindre klar ved ikke at variere deres ord, hvor grundteksten har vist dem vejen. At forskellen mellem αἰτεῖν og ἐρωτᾶν er udvisket i Joh 16,23, kan for eksempel let føre til en forkert tolkning af verset – som om dets to led stod i nær forbindelse og direkte modsætning til hinanden, hvad de i virkeligheden slet ikke gør. I vores oversættelse læser vi: «In that day ye shall ask Me nothing [ἐμὲ οὐκ ἐρωτήσετε οὐδέν]. Verily, verily, I say unto you, Whatsoever ye shall ask [ὅσα ἂν αἰτήσητε] the Father in my name, He will give it you.» [«På den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvad I end beder Faderen om i mit navn, vil han give jer.» Den engelske tekst bruger det samme udtryk, «ye shall ask», begge steder.] Nu er alle, der har forudsætninger for at dømme, enige om, at «ye shall ask» i versets første halvdel intet har at gøre med «ye shall ask» i den anden. I den første halvdel henviser Kristus tilbage til ἤθελον αὐτὸν ἐρωτᾶν i v. 19, altså til de spørgsmål, disciplene så gerne ville have stillet ham, og de vanskeligheder, de gerne ville have haft ham til at løse, hvis de bare havde vovet at lægge dem frem for ham. Det er, som om han vil sige: «På den dag, den dag, hvor jeg ser jer igen, vil jeg ved Ånden lære jer alt på en sådan måde, at I ikke længere er rådvilde og ikke længere går og ønsker at stille mig spørgsmål (jf. Joh 21,12), hvis I bare turde.» Lampe siger det godt: «Nova est promissio de plenissimâ cognitionis luce, quâ convenienter oeconomiae Novi Testamenti collustrandi essent. Nam sicut quaestio supponit inscitiam, ita qui nihil amplius quaerit abunde se edoctum existimat, et in doctrinâ plene expositâ ac intellectâ acquiescit.» [«Det er et nyt løfte om erkendelsens fuldeste lys, som de skulle oplyses af i overensstemmelse med Det Nye Testamentes husholdning. For ligesom et spørgsmål forudsætter uvidenhed, sådan anser den, der ikke længere spørger om noget, sig selv for rigeligt belært og slår sig til ro med læren, når den er fuldt fremlagt og forstået.»] Verset stiller altså ikke det at bede Sønnen, som skal ophøre, op over for det at bede Faderen, som skal begynde. Versets første halvdel afslutter tilsagnet om én velsignelse, nemlig at de herefter skal blive så grundigt belært af Ånden, at de ikke har mere at spørge om. Versets anden halvdel indleder tilsagnet om en ny velsignelse: at hvad de end beder Faderen om i Sønnens navn, vil han give dem. Men ingen vil påstå, at den engelske tekst efterlader dette indtryk hos ham.

Forskellen mellem ordene er denne. Αἰτέω, latin «peto», er mere underdanigt og bønfaldende. Det er ligefrem det faste ord, når den ringere beder den højerestående om noget (ApG 12,20), tiggeren den, der skal give almisse (ApG 3,2), barnet forældrene (Matt 7,9; Luk 6,11 [sandsynligvis Luk 11,11]; Klages 4,4), undersåtten herskeren (Ezra 8,22), og mennesket Gud (1 Kong 3,11; Matt 7,7; Jak 1,5; 1 Joh 3,22; jf. Platon, Euthyfron 14: εὔχεσθαι [ἔστιν] αἰτεῖν τοὺς θεοὺς [«at bede er at anmode guderne om noget»]). Ἐρωτάω svarer derimod til latin «rogo» eller undertiden (som i Joh 16,23; jf. 1 Mos 44,19) til «interrogo». Det sidste er ordets eneste betydning i klassisk græsk, hvor det aldrig betyder «at bede om», men kun «at udspørge» eller «at spørge om». Ligesom «rogare»1 forudsætter det, at den, der beder, står på en vis fod af ligeværd med den, han beder om en gunst – som konge over for konge (Luk 14,32) – eller, hvis ikke på ligeværdig fod, så dog på en så fortrolig fod, at det giver anmodningen vægt.

Derfor er det meget bemærkelsesværdigt – og det vidner om den enestående præcision i brugen af ord, og i gengivelsen af denne brug, som præger hele Det Nye Testamente – at vor Herre aldrig bruger αἰτεῖν eller αἰτεῖσθαι om sig selv, når det gælder det, han beder Gud om på sine disciples vegne. For hans bøn er ikke skabningens anmodning til Skaberen, men Sønnens henvendelse til Faderen. Bevidstheden om hans ligeværdige stilling og om hans mægtige forbøn, der altid bliver hørt, kommer til udtryk i, at hver gang han beder Faderen om noget, eller siger, at han vil bede ham om noget, er det altid ἐρωτῶ, ἐρωτήσω – altså en bøn som mellem ligemænd (Joh 14,16; 16,26; 17,9.15.20) – og aldrig αἰτέω eller αἰτήσω. Marta afslører derimod tydeligt sin fattige og uværdige opfattelse af hans person – at hun ikke ser mere i ham end en profet – når hun tillægger ham det αἰτεῖσθαι, som han aldrig tillægger sig selv: ὅσα ἂν αἰτήσῃ τὸν Θεὸν, δώσει σοι ὁ Θεός (Joh 11,22) [«Hvad du end beder Gud om, vil Gud give dig.»]. Om dette vers bemærker Bengel: «Jesus, de se rogante loquens ἐδεήθην dicit (Luc. 22:32), et ἐρωτήσω, at nunquam αἰτοῦμαι. Non Graece locuta est Martha, sea tamen Johannes exprimit improprium ejus sermonem, quem. Dominus benigne tulit: nam αἰτεῖσθαι videtur verbum esse minus dignum.» [«Når Jesus taler om sig selv som den, der beder, siger han ἐδεήθην (Luk 22,32) og ἐρωτήσω, men aldrig αἰτοῦμαι. Marta talte ikke græsk, men Johannes gengiver alligevel hendes upassende udtryk, som Herren overbærende tålte; for αἰτεῖσθαι synes at være et mindre værdigt ord.»] Jf. hans note til 1 Joh 5,16.

Heraf følger, at ἐρωτᾶν, som passer til Kristus, fordi der ligger myndighed i det, ikke passer til os. Og ikke et eneste sted i Det Nye Testamente bruges det om menneskets bøn til Gud, skabningens bøn til Skaberen. Det eneste sted, der ser ud til at modsige denne påstand, er 1 Joh 5,16. Verset er vanskeligt, men hvilken af de forskellige måder at løse vanskeligheden på man end foretrækker, vil det vise sig ikke at være nogen virkelig undtagelse fra reglen. Ja, når ἐρωτήσῃ træder i stedet for αἰτήσει fra versets første led, bekræfter det snarere reglen.

Fodnote 1 Således Cicero (Pro Plancio x. 25): «Neque enim ego sic rogabam, ut petere viderer, quia familiaris esset meus.» [«For jeg anmodede (rogabam) ikke på en sådan måde, at det så ud, som om jeg bønfaldt (petere), fordi han var min nære ven.»]