xli. ἀνάπαυσις, ἄνεσις.

Den engelske King James-oversættelse (A.V.) gengiver begge disse ord med «rest» [hvile]: ἀνάπαυσις i Matt 11,29; 12,43 og ἄνεσις i 2 Kor 2,13; 7,5; 2 Thess 1,7. Det kan ingen have noget imod; men ser vi nærmere efter, opdager vi, at de bygger på forskellige billeder og betragter denne «hvile» fra forskellige synsvinkler. Ἀνάπαυσις, af ἀναπαύω, betegner pausen eller ophøret fra arbejde (Åb 4,8); det er det faste ord i Septuaginta for sabbatshvilen, således 2 Mos 16,23; 31,15; 35,2 og ofte. Ἄνεσις, af ἀνίημι, betegner det at løsne eller slække på strenge, som før har været strammet eller spændt hårdt op; dets præcise og bogstavelige modsætning er ἐπίτασις (af ἐπιτείνω). Således Platon (Staten i. 349 e): ἐν τῇ ἐπιτάσει καὶ ἀνέσει τῶν χορδῶν [«når strengene spændes og slækkes»]; og Plutark (De Lib. Ed. 13): τὰ τόξα καὶ τὰς λύρας ἀνίεμεν, ἵνα ἐπιτεῖναι δυνηθῶμεν [«vi slækker buerne og lyrerne for igen at kunne spænde dem»]; og igen (Lykurg 29): οὐκ ἄνεσις ἦν, ἀλλ’ ἐπίτασις τῆς πολιτείας [«det var ikke en slækkelse, men en stramning af statsordningen»]; jf. Filon, De Incorr. Mun. 13. Ifølge Josefus (Antt. iii. 12. 3) gav Moses i jubelåret ἄνεσιν τῇ γῇ ἀπό τε ἀρότρου καὶ φυτείας [«jorden hvile fra plov og plantning»]. Men intet sted belyser ἄνεσις så godt som et sted fra det netop citerede skrift, der går under Plutarks navn (De Lib. Ed. 13): δοτέον οὖν τοῖς παισὶν ἀναπνοὴν τῶν συνεχῶν πόνων, ἐνθυμουμένους, ὅτι πᾶς ὁ βίος ἡμῶν εἰς ἄνεσιν καὶ σπουδὴν διῄρηται· καὶ διὰ τοῦτο οὐ μόνον ἐγρήγορσις, ἀλλὰ καὶ ὕπνος εὑρέθη· οὐδὲ πόλεμος, ἀλλὰ καὶ εἰρήνη· οὐδὲ χειμών, ἀλλὰ καὶ εὐδία· οὐδὲ ἐνεργοὶ πράξεις, ἀλλὰ καὶ ἐορταὶ... καθόλου δὲ σώζεται, σῶμα μέν, ἐνδεία καὶ πληρώσει· ψυχὴ δὲ, ἀνὲσει καὶ πόνῳ. [«Man må altså give børnene et pusterum fra det uafbrudte slid og huske på, at hele vores liv er delt mellem afspænding og anstrengelse. Derfor findes der ikke kun vågen tilstand, men også søvn; ikke kun krig, men også fred; ikke kun storm, men også godt vejr; ikke kun travle gøremål, men også fester … Kort sagt holdes legemet i live ved sult og mæthed, sjælen ved afspænding og slid.»] Platon stiller ἄνεσις og σπουδή op over for hinanden på samme måde (Lovene iv. 724 a). Plutark (Symp. v. 6) stiller ἄνεσις over for στενοχωρία, som det at bo rummeligt i modsætning til at bo i et snævert og trangt rum; og Paulus stiller det over for θλίψις (2 Kor 8,13), da han ikke vil, at andre menigheder skal have «lettelse» (ἄνεσις) og korintherne «trængsel» (θλῖψις), nemlig ved at give et alt for stort bidrag. Brugt i overført betydning udtrykker ordet det, vi med samme billede kalder moralsk slaphed (således Athenaios xiv. 13: ἀκολασία καὶ ἄνεσις [«tøjlesløshed og slaphed»], hvor det stilles over for σωφροσύνη [besindighed]; Filon, De Cherub. 27; De Ebriet. 6: ἄνεσις, ῥᾳθυμία, τρυφή [«slaphed, magelighed, overdådighed»]; De Mere. Meret. 2).

Man ser straks, hvor fortrinligt udtrykket ἔχειν ἄνεσιν i ApG 24,23 er valgt til at udtrykke det, Lukas vil berette. Felix, der nu ser mere velvilligt på Paulus’ sag, befaler den officer, der havde ham i sin varetægt, at lempe på fangenskabets strenghed og holde ham i en slags hæderlig arrest snarere end i egentligt fængsel. Netop denne delvise lempelse af hans lænker er, hvad udtrykket betegner; jf. Sir 26,10; Josefus, Antt. xviii. 6. 10, hvor ἄνεσις bruges i et helt tilsvarende tilfælde.

Forskellen er altså tydelig. Når vor Herre lover ἀνάπαυσις til de trætte og dem, der bærer tunge byrder, og som kommer til ham (Matt 11,18.29 [sandsynligvis Matt 11,28–29]), så lover han, at de skal holde op med deres slid og ikke længere bruge deres møje på det, der ikke mætter. Når Paulus udtrykker sin tillid til, at thessalonikerne, som nu lider trængsler, alligevel skal finde ἄνεσις på Kristi dag (2 Thess 1,7), så ser han ikke så meget frem til, at de skal holde op med at arbejde, som til at trængslens strenge, der nu er spændt så hårdt, strammet og strakt til det yderste, skal slækkes. Det er rigtigt, at dette løfte og det andet i bund og grund ikke er to, men ét. Alligevel viser de den salighed, som Kristus vil give sine egne, fra forskellige sider og ved hjælp af forskellige billeder; og hvert ord passer netop på det sted, hvor det bruges.