xlii. ταπεινοφροσύνη, πραότης.

Kristi evangelium kom til verden for at gøre intet mindre end at støde de mægtige ned fra tronen og ophøje de ydmyge og sagtmodige. Det lå derfor helt i tråd med denne mission, at det skulle styrte den hedenske dyd μεγαλοψυχία og sætte den foragtede kristne dyd ταπεινοφροσύνη i dens sted. Det fratog den første den ære, den uretmæssigt havde tiltaget sig, og befriede den sidste fra den vanære, der lige så uretmæssigt havde klæbet til den indtil da. Og i denne retning gik det så vidt, at en kristen forfatter har kaldt den sidste ikke blot en dyd, men skrinet eller skatkammeret, hvori alle andre dyder er gemt (γαζοφυλάκιον ἀρετῶν, Basilios, Const. Mon. 16). Ja, ikke blot dyden, men selve ordet ταπεινοφροσύνη er en frugt af evangeliet. Ingen græsk forfatter brugte det før den kristne æra, og heller ikke senere uden påvirkning fra kristne forfattere. I Septuaginta forekommer ταπεινόφρων én gang (Ordsp 29,23) og ταπεινοφρονεῖν lige så ofte (Sl 130,2), og begge ord bruges i positiv betydning. Også Plutark er nået så langt som til ταπεινόφρων (De Alex. Virt. ii. 4), men bruger det i dårlig betydning. Og hedenske forfatteres brug af ταπεινός, ταπεινότης og andre ord af samme familie viser tydeligt, hvordan de ville have brugt ταπεινοφροσύνη, hvis de havde fundet det rigtigt at tage ordet i brug. Der er få og usædvanlige tilfælde, hvor ταπεινός for dem betyder andet end krybende, slavisk og småtskåret. Det optræder sammen med ἀνελεύθερος (Platon, Legg. iv. 774 c), med ἀνδραποδώδης (Eth. Eudem. iii. 3), med ἀγεννής (Lukian, De Calum. 24), med κατηφής (Plutark, Fab. Max. 18), med ἄδοξος (De Vit. Pud. 14), med δουλικός og δουλοπρεπής (Filon, Quod Omn. Prob. Lib. 4), med χαμαίζηλος (De Leg. Spec. 1) og lignende. Det svarer til det tyske «Demuth», som blev til i sprogets hedenske periode og egentlig og oprindelig betyder «servilis animus» [trællesind], idet «deo» (= servus [træl]) udgør ordets første stavelse (Grimm, Wörterbuch, s. v.). Først under kristendommens indflydelse nåede ordet sin nuværende ærefulde stilling. (Etym. note 23)

Alligevel er disse undtagelser flere, end nogle vil indrømme. Således forbinder Platon i et meget mindeværdigt afsnit (Legg. iv. 716 a) ταπεινός med κεκοσμημένος, ligesom vi hos Demosthenes finder λόγοι μέτριοι καὶ ταπεινοί. Xenophon stiller mere end én gang ταπεινός op som modsætning til ὑπερήφανος (Ages. ii. 11; jf. Aischylos, Prom. Vinct. 328; Luk 1,51–52). Se også om ordets mere værdige brug et ædelt afsnit hos Plutark, De Prof. in Virt. 10, og et andet, De Serâ Num. Vind. 3, hvor formålet med de guddommelige straffe beskrives som at sjælen skal blive σύννους καὶ ταπεινὴ, καὶ κατάφοβος πρὸς τὸν Θεόν. Sammen med disse profetiske antydninger af den ære, der en dag skulle vises selv de ord, der udtrykker ydmyghed, er det meget interessant at se, at Aristoteles selv har et forsvar for den kristne ταπεινοφροσύνη, og det behøver kun at blive ført til sin rette konsekvens for at være fuldstændigt (Ethic. Nic. iv. 3. 3; jf. Brandis, Aristoteles, s. 1408, og Nägelsbach, Homer. Theologie, s. 336). Han har indrømmet, hvor svært det er for et menneske τῇ ἀληθείᾳ μεγαλόψυχον εἶναι – for han vil ikke anerkende nogen μεγαλοψυχία eller storsindethed, som ikke hviler på tilsvarende virkelig godhed og moralsk storhed, og hans μεγαλόψυχος er en, der er μεγάλων αὑτὸν ἀξιῶν, ἄ ξιος ὤν. Derefter bemærker han, blot i forbigående og uden at være sig bevidst, hvor langt hans ord rakte, at det at tænke ringe om sig selv, når denne ringe vurdering er den sande, ikke kan tilregnes nogen som en dadelværdig åndelig lavhed. Det er snarere den sande σωφροσύνη (ὁ γὰρ μικρῶν ἄξιος, καὶ τούτων ἀξιῶν ἑαυτόν, σώφρων). Men hvis det forholder sig sådan (og hvem vil benægte det?), så har Aristoteles her ubevidst forsvaret ταπεινοφροσύνη som en dyd, alle mennesker burde være rige på, eftersom den ringe vurdering af sig selv er den sande for ethvert menneske. For det, han selv efter den målestok, han havde opstillet, indrømmede var et χαλεπόν, nemlig τῇ ἀληθείᾳ μεγαλόψυχον εἶναι, ved den kristne, der er overbevist af Guds Ånd og i sin Herre har en målestok for fuldkommen retfærdighed for øje, ikke blot er et χαλεπόν, men et ἀδύνατον. Sådan er den kristne ταπεινοφροσύνη: ikke blot beskedenhed eller fravær af fordringer, hvilket er alt, hvad hedningerne i bedste fald ville have fundet i den, og heller ikke en selvskabt dyd. Chrysostomos fører faktisk hovmodet ind igen i ydmyghedens forklædning, når han beskriver den som det at gøre sig selv lille, når man er stor (ταπεινοφροσύνη τοῦτό ἐστιν, ὅταν τις μέγας ὤν, ἑαυτὸν ταπεινοῖ – og det gentager han ofte; se Suicer, Thes. s. v.). Langt sandere og dybere er Bernhard af Clairvaux' definition: «Est virtus quâ quis ex verissimâ sui cognitione sibi ipsi vilescit» [Det er den dyd, hvorved man ud fra den sandeste erkendelse af sig selv bliver ringe i egne øjne]. Det er at regne sig selv for lille, fordi man er det – at tænke sandt og, fordi sandt, derfor ringe om sig selv.

Men man kan indvende: Hvordan passer denne beskrivelse af den kristne ταπεινοφροσύνη, som udspringer af og hviler på følelsen af uværdighed, med at den syndfri Herre gjorde krav på denne dyd og sagde: «Jeg er mild og ydmyg af hjertet» (ταπεινὸς τῇ καρδίᾳ, Matt 11,29)? Svaret er, at ταπεινοφροσύνη for synderen indebærer bekendelse af synd, fordi den indebærer bekendelse af hans sande tilstand. Men for den skabning, der ikke er faldet, findes dyden lige så virkeligt. For en sådan indebærer den ikke en erkendelse af syndighed, hvilket ville være usandt, men af at være skabning: af absolut afhængighed, af ikke at have noget, men at modtage alt fra Gud. Og således tilhører ydmyghedens dyd den højeste engel foran tronen, eftersom han er en skabning, ja, endog Herlighedens Herre selv. I sin menneskelige natur måtte han være forbilledet for al ydmyghed, for al skabningens afhængighed. Og det er kun som menneske, at Kristus gør krav på at være ταπεινός. Hans menneskeliv var et liv, der stadig levede af fylden i hans Faders kærlighed. Som menneske indtog han altid den plads, der sømmede sig for skabningen over for dens Skaber.

Kristi evangelium genoprettede ikke πραότης lige så fuldstændigt som ταπεινοφροσύνη, men det skyldtes, at ordet ikke trængte til genoprettelse i samme grad. Πραότης behøvede ikke at blive forvandlet fra en dårlig betydning til en god, men blot at blive løftet fra et lavere niveau af godhed til et højere. Det trængte det så sandelig til. For ingen kan læse Aristoteles' skildring af den πρᾶος og af πραότης (Ethic. Nic. iv. 5) og i tankerne sammenligne den hedenske dyd med den kristne uden at føle, at åbenbaringen har givet disse ord en dybde, en rigdom og en betydningsfylde, som de langtfra havde før. Grækenlands store moralfilosof satte πραότης som μεσότης περὶ ὀργῆς [midten med hensyn til vrede] mellem de to yderpunkter ὀργιλότης og ἀοργησία, dog med så stor hældning mod det sidste, at den meget let kunne glide over i denne mangel. Og han finder den rosværdig, mere fordi man derved bevarer sin egen ligevægt og fatning (ordet forbindes hos Plutark med μετριοπάθεια, De Frat. Am. 18; med ἀχολία, Cons. ad Uxor. 2; med ἀνεξικακία, De Cap. ex In. Util. 9; med μεγαλοπάθεια, De Ser. Num. Vind. 5; med εὐπείθεια, Comp. Num. et Lyc. 3; med εὐκολία, De Virt. et Vit. 1), end af nogen ædlere grund. Heller ikke Plutarks egen yndefulde lille afhandling Περὶ ἀοργησίας når noget sted højere end dette, selv om vi kunne have ventet noget mere ophøjet fra hans hånd. Πραότης stilles af Platon over for ἀγριότης (Symp. 197 d), af Aristoteles over for χαλεπότης (Hist. Anim. ix. 1; jf. Platon, Rep. vi. 472 f) og af Plutark, eller en anden under hans navn, over for ἀποτομία (De Lib. Ed. 18). Alt dette er tegn på, at de lagde en noget overfladisk betydning i ordet.

De nyere fortolkere, der ikke vil regne med de nye kræfter, der er virksomme i det bibelske græsk, og som fx gerne vil begrænse NT's πραότης til den betydning, ordet ville have haft hos de bedste klassiske forfattere, berøver sig selv og alle, der godtager deres tolkning, meget af Skriftens dybere lære.1 Om dette emne, og netop med henblik på dette ord, findes nogle fremragende bemærkninger hos F. Spanheim, Dubia Evangelica, bd. iii, s. 398, og hos Rambach, Inst. Herm. Sac., s. 169.2 Se også, passim, forelæsningen eller den lille afhandling af Zezschwitz, Profangräcität und Biblischer Sprachgeist, som jeg allerede har anført et interessant uddrag fra (s. 1), og artiklen Hellenistisches Idiom af Reuss i Herzogs Real-Encyclopädie. Skriftens πραότης ligger ikke kun i et menneskes ydre optræden, heller ikke kun i hans forhold til sine medmennesker, og lige så lidt i hans blotte naturlige gemyt. Den er snarere en dyd, der er virket ind i sjælen, og den udøves først og fremmest over for Gud (Matt 11,29; Jak 1,21). Det er den åndelige indstilling, hvor vi tager imod hans handlemåde med os som god og derfor uden at diskutere eller gøre modstand. Den er nært knyttet til ταπεινοφροσύνη og følger direkte efter den (Ef 4,2; Kol 3,12; jf. Sef 3,12). For kun det ydmyge hjerte er også det sagtmodige, og det kæmper som sådant ikke mod Gud og strides og trættes ikke mere eller mindre med ham.

Men fordi denne sagtmodighed først og fremmest er en sagtmodighed over for Gud, er den det også over for mennesker, selv onde mennesker. Den udspringer af en bevidsthed om, at de med de fornærmelser og skader, de måtte påføre, er tilladt og brugt af ham til at tugte og rense hans udvalgte. Det var roden til Davids πραότης, da Shimi forbandede ham og kastede sten efter ham: tanken om, at Herren havde befalet Shimi det (2 Sam 16,11), og at det var retfærdigt, at David led dette, hvor uretfærdigt den anden end påførte ham det. Af lignende overbevisning må al sand kristen πραότης udspringe. Den, der virkelig er sagtmodig, vil kende sig selv som en synder blandt syndere – eller, hvis der var én, der ikke kunne kende sig selv sådan, så bar også han en synders dom og udholdt derfor modsigelse fra syndere (Luk 9,35–36; Joh 18,22–23). Og denne erkendelse af hans egen synd vil lære ham at bære de krænkelser, de måtte udsætte ham for, med sagtmodighed, og ikke at unddrage sig de byrder, som deres synd måtte lægge på ham (Gal 6,1; 2 Tim 2,25; Tit 3,2).

Πραότης eller sagtmodighed må altså, hvis den er mere end blot mildhed i optræden, ja, hvis den virkelig er den kristne dyd, sagtmodighed i ånden, hvile på dybere grundvolde end dens egne, nemlig på dem, ταπεινοφροσύνη har lagt for den. Og den kan kun bestå, så længe den bliver ved med at hvile på dem. Den er en dyd, der ligger et skridt foran ταπεινοφροσύνη – ikke som mere dyrebar end den, men fordi den forudsætter den og ikke kan eksistere uden den.

Fodnote 1 Det vil de gøre, selv om de ikke går så langt som Fritzsche, en meget lærd, men ikke gudhengiven nyere fortolker af Romerbrevet, som til Rom 1,7 skriver: «Deinde considerandum est formulâ χάρις ὑμῖν καὶ εἰρήνη in N. T. nihil aliud dici nisi quod Graeci illo suo χαίρεις s. εὖ πράττειν enuntiare consueverint, h. e. ut aliquis fortunatus sit, sive, ut cum Horatio loquar, Ep. 1:8. 1, ut gaudeat et bene rem gerat.» [Dernæst må man betænke, at der med formlen χάρις ὑμῖν καὶ εἰρήνη i NT ikke siges andet end det, grækerne plejede at udtrykke med deres χαίρεις eller εὖ πράττειν, dvs. at nogen må have lykken med sig, eller, for at tale med Horats, Ep. 1,8,1, at han må glæde sig og have held med sine sager.]

Fodnote 2 Han slutter: «Unde dignus esset reprehensione qui graciles illas et exiles notiones quas pagani de virtutibus habuerunt Christianarum virtutum nominibus subjiceret.» [Derfor ville den fortjene dadel, som ville lægge de tynde og magre forestillinger, hedningerne havde om dyderne, ind under navnene på de kristne dyder.]