xliii. πραότης, ἐπιείκεια.

Ταπεινοφροσύνη og ἐπιείκεια forbindes ganske vist hos Klemens af Rom (1 Ep. § 56), men i betydning ligger de for langt fra hinanden til, at man med fordel kan skelne dem som synonymer. Derimod har πραότης, der står midt imellem, berøring med dem begge. Vi har netop forsøgt at indkredse, hvor den berører ταπεινοφροσύνη. Uden at gå den vej igen kan vi nu se på dens forhold til ἐπιείκεια.

Alene det, at et ord som ἐπιείκεια overhovedet findes, er et slående bevis på, hvor højt etikken var udviklet hos grækerne.1 Ordet udtrykker netop det mådehold, som erkender, at det hører med til al formel lov, at den ikke kan forudse og tage højde for alle de tilfælde, der vil opstå og blive forelagt den til afgørelse. Samtidig erkender det den fare, der altid følger med, når man hævder sine juridiske rettigheder: at de drives så vidt, at de bliver til moralsk uret, så «summum jus» i praksis viser sig at være «summa injuria» [den højeste ret … den højeste uret]. Derfor driver det ikke sine egne rettigheder til det yderste, men giver helt eller delvis afkald på dem og retter og råder dermed bod på retfærdighedens uretfærdigheder.2 Det er således mere sandt retfærdigt, end streng retfærdighed ville have været; det er δίκαιον, καὶ βέλτιόν τινος δικαίου [retfærdigt og bedre end en vis slags retfærdighed], som Aristoteles udtrykker det (Ethic. Nic. v. 10. 6); «es ist nämlich nicht das gesetzlich gerechte, sondern das dasselbe berichtigende» [det er nemlig ikke det lovmæssigt retfærdige, men det, der retter det] (Brandis). Det er jo, for igen at bruge Aristoteles' ord, ἐπανόρθωμα νόμου, ᾗ ἐλλείπει διὰ τὸ καθόλου [en rettelse af loven, hvor den kommer til kort, fordi den er almen]:3 og han stiller ἀκριβοδίκαιος, den mand, der holder fast på den sidste tøddel af sine juridiske rettigheder, op over for ἐπιεικής. I de Definitioner, der går under Platons navn (412 b), er det δικαίων καὶ συμφερόντων ἐλάττωσις [at man slår af på det, man har ret til og fordel af]; Lukian forbinder det (Vit. Auct. 10) med αἰδὼς og μετριότης, og i et fragment af Sofokles stilles det over for ἡ ἁπλῶς δίκη [retten rent og skært]. Grotius definerer det som «correctio ejus, in quo lex propter universalitatem deficit» [en rettelse af det, hvori loven kommer til kort, fordi den er almen]. Εὐγνωμοσύνη kommer i betydning meget tæt på ἐπιείκεια, men er ikke i samme grad blevet optaget i etikkens fagsprog. Denne side af ἐπιείκεια – at den giver afkald på rettens bogstav for bedre at bevare dens ånd – må man aldrig tabe af syne. Seneca (De Clem. ii. 7) fremhæver det godt: «Nihil ex his facit, tanquam justo minus fecerit, sed tanquam id quod constituit, justissimum sit» [Intet af dette gør den, som om den gjorde mindre end det retfærdige, men som om det, den har fastsat, er det allermest retfærdige]; og Thomas Aquinas: «Diminutiva est poenarum, secundum rationem rectam; quando scilicet oportet, et in quibus oportet» [Den mildner straffene efter den rette fornuft, nemlig når det bør ske, og i de tilfælde, hvor det bør ske]. Göschel, der har skrevet så meget og så dybt om forholdet mellem teologi og retsvidenskab, har meget fremragende stof om dette emne (Zur Philos. und Theol. des Rechts und der Rechtgeschichte, 1835, s. 428–438).

Urbilledet og forbilledet for denne dyd findes i Gud. Alle de gange, han giver afkald på sin strenge ret over for mennesker; hele hans overbærenhed med deres ufuldkomne retfærdighed, og at han tillægger det værdi, som strengt bedømt ingen værdi ville have; alle de gange, han afstår fra at kræve de yderste straffe (Visd 12,18; De tre mænds lovsang 18; 2 Makk 10,4; Sl 85,5: ὅτι σύ, Κύριε, χρηστὸς καὶ ἐπιεικὴς καὶ πολυέλεος [for du, Herre, er god og mild og rig på barmhjertighed]; jf. Klemens af Rom, 1 Ep. § 29: ἐπιεικὴς καὶ εὔσπλαγχνος Πατήρ [en mild og barmhjertig Fader]; Plutark, Coriol. 24; Peric. 39; Coes. 57); at han altid husker, hvad vi er skabt af, og afmåler sin omgang med os derefter – alt dette kan vi betragte som ἐπιείκεια fra hans side, ligesom det til gengæld kræver det samme af os over for hinanden. Da Peter selv var blevet genrejst, måtte han styrke sine brødre (Luk 22,32). Tjeneren i lignelsen, som fik så meget tilgivet (Matt 18,23), havde lært sin herre og konges ἐπιείκεια at kende, og derfor kan man med rette vente, at han viser den samme over for sin medtjener. Ordet forbindes ofte med φιλανθρωπία (Polybios, v. 10. 1; Filon, De Vit. Mos. i. 36; 2 Makk 9,27); med ἡμερότης (Filon, De Car. 18; Plutark, De Vit. Pud. 2); med μακροθυμία (Klemens af Rom, 1 Ep. § 13); med ἀνεξικακία (Visd 2,19); ofte også med πραότης: således, foruden stedet i Det Nye Testamente (2 Kor 10,1), hos Plutark (Peric. 39; Coes. 57; jf. Pyrrh. 23; De Prof. Virt. 9). Den vil blive kaldt ἀνανδρία [umandighed, fejhed] af alle dem, der vil nedgøre en dyd ved at give den navn efter den last, som i virkeligheden kun er et vrængbillede af den (Aristides, De Concord. i. s. 529).

Forskellen mellem πραότης og ἐπιείκεια fremstiller Estius (til 2 Kor 10,1) delvis, om end ufuldstændigt: «Mansuetudo [πραότης] magis ad animum, ἐπιείκεια vero magis ad exteriorem conversationem pertinet» [Sagtmodigheden angår mere sindet, men ἐπιείκεια mere den ydre omgang]; jf. Bengel: «πραότης virtus magis absoluta, ἐπιείκεια magis refertur ad alios» [πραότης er en mere absolut dyd, ἐπιείκεια vedrører mere forholdet til andre]. Også Thomas Aquinas har en fin og skarpsindig drøftelse af, hvordan de dyder, som disse ord hver især betegner, ligner og adskiller sig fra hinanden (Summ. Theol. 2_a_ 3_oe_, qu. 157): «Utrum Clementia et Mansuetudo sint penitus idem» [Om mildhed og sagtmodighed er helt det samme]. Blandt andre forskelle fremhæver han især to. Den første er, at der i «clementia» (== ἐπιείκεια) altid ligger, at en overordnet bøjer sig ned til en underordnet, mens «mansuetudo» (πραότης) ikke nødvendigvis indebærer noget sådant: «Clementia est lenitas superioris adversus inferiorem: mansuetudo non solum est superioris ad inferiorem, sed cujuslibet ad quemlibet» [Mildhed er en overordnets lempelighed over for en underordnet; sagtmodighed er ikke kun en overordnets over for en underordnet, men enhvers over for enhver]. Den anden er den, som allerede er fremhævet: at den ene dyd er mere passiv, den anden mere aktiv, eller i hvert fald at πραότης har sit sæde i den indre ånd, mens ἐπιείκεια nødvendigvis må give sig udtryk i ydre handlinger: «Differunt ab invicem in quantum clementia est moderativa exterioris punitionis, mansuetudo proprie diminuit passionem irae» [De adskiller sig fra hinanden, for så vidt som mildheden mildner den ydre straf, mens sagtmodigheden egentlig dæmper vredens lidenskab].

Det er lærerigt at se, hvor lidt enige vores forskellige engelske oversættere fra Wiclif og fremefter har været om, hvilke ord der bedst gengiver ἐπιείκεια og ἐπιεικής for den engelske læser. Ordet ἐπιείκεια forekommer to gange, eller tre, hvis man regner τὸ ἐπιεικές med som et tilsvarende navneord (ApG 24,4; 2 Kor 10,1; Fil 4,5). Det er blevet gengivet på alle disse måder: «meekness», «courtesy», «clemency», «softness», «modesty», «gentleness», «patience», «patient mind», «moderation» [sagtmodighed, høflighed, mildhed, blødhed, beskedenhed, mildhed/venlighed, tålmodighed, tålmodigt sind, mådehold]. Ἐπιεικής forekommer, når man ikke tæller det ene sted, der allerede er nævnt, fire gange (1 Tim 3,3; Tit 3,2; Jak 3,17; 1 Pet 2,18) og står i de forskellige oversættelser i vores Hexapla [en udgave af Det Nye Testamente med seks engelske oversættelser side om side] som «temperate», «soft», «gentle», «modest», «patient», «mild», «courteous» [mådeholden, blød, mild, beskeden, tålmodig, venlig, høflig]. «Gentle» og «gentleness» anbefaler sig alt i alt som de bedste; men det står fast – og det undskylder også i høj grad, at der er vaklet så meget her – at vi ikke har ord på engelsk, som fuldt ud svarer til det græske. Den sans for billighed og rimelighed, som er så stærk i de græske ord, mangler mere eller mindre i alle de ord, vi sætter i stedet.

«rectum discernit ubi inter Curva subit, vel cum fallit pede regula varo.» [han skelner det lige, hvor det kommer ind mellem det krumme, eller når linealen svigter med skæv fod]

«lovens sjæl, retfærdighedens liv og rettens ånd.»

Således er også i Spensers Fairy Queen legenden om Artegal viet til at forherlige den kristne dyd ἐπιείκεια.

Fodnote 1 Intet latinsk ord gengiver det nøjagtigt og dækkende. «Clementia» [mildhed] fremstiller én side af det, «aequitas» [billighed] en anden og måske «modestia» [beskedenhed, mådehold] (som Vulgata oversætter det med, 2 Kor 10,1) en tredje; men der mangler et ord, som kunne fremstille alle disse fortrin forenet i én enkelt og højere dyd.

Fodnote 2 Med Persius' ord (iv. 11):

Fodnote 3 Daniel, en betydelig digter, men en langt mere fremragende tænker, udfolder meget smukt disse ord – eller tanken i dem – i et digt til lordkansler Egerton; ja, hele digtet er skrevet til ære for ἐπιείκεια eller «equity» [billighed], idet den er