xliv. κλέπτης, λῃστής.

Disse ord forekommer sammen i Joh 10,1.8, men hverken dér1 eller andre steder er de en tautologi eller en ren retorisk udvidelse (jf. Obad 5; Platon, Rep. i. 351 c). Både κλέπτης og λῃστής tilegner sig det, der ikke er deres, men κλέπτης gør det ved svig og i det skjulte (Matt 24,43; Joh 12,6; jf. 2 Mos 22,2; Jer 2,26), λῃστής med vold og åbenlyst (2 Kor 11,26; jf. Hos 9,1; Jer 7,11; Plutark, De Super. 3: οὐ φοβεῖται λῃστὰς ὁ οἰκουρῶν [den, der bliver hjemme, frygter ikke røvere]). Den ene er «thief» [tyv] og stjæler; den anden er «robber» [røver] og plyndrer, sådan som hans navn tydeligt viser, for det kommer af ληΐς eller λεία (ligesom vores eget «robber» af «Raub», bytte, Etym. Note. 24). De svarer til henholdsvis «fur» og «latro» [tyv og røver]: «fures insidianter et occultâ fraude decipiunt; latrones audacter aliena diripiunt» [tyve bedrager lumsk og med skjult svig; røvere river dristigt andres ejendom til sig] (Hieronymus, In Osee 7,1). På fransk er «larron» – «voleur qui dérobe furtivement et par adresse» [en tyv, der stjæler i smug og med behændighed] – dog trods sin forbindelse med «latro» gledet over i betydningen «fur». Wiclif, der gengiver ordene med «night-thief» og «day-thief» [nattetyv og dagtyv], har ikke skelnet særlig heldigt mellem dem.

Oversætterne af den engelske King James-oversættelse (A.V.) har altid gengivet κλέπτης med «thief»; med samme konsekvens burde de have gengivet λῃστής med «robber», men også det ord har de oftere gengivet med «thief» og dermed udvisket forskellen mellem de to. Vi kan ikke beskylde dem for den skødesløshed, som man ville gøre sig skyldig i, hvis man gjorde det samme i dag. Utallige steder i vores elisabethanske litteratur viser, at «thief» og «robber» på deres tid ikke havde de adskilte betydninger, som de siden har fået. Således kaldes Falstaff og hans følge, der med åbenlys vold røver kongens skat på kongens landevej, «thieves» gennem hele Shakespeares Henrik IV. Alligevel må man beklage, at vi flere steder i vores oversættelse ikke finder «robbers» i stedet for «thieves». Således læser vi i Matt 21,13: «My house shall be called the house of prayer, but ye have made it a den of thieves» [Mit hus skal kaldes et bedehus, men I har gjort det til en tyvehule; den danske oversættelse har «røverhule»]; men det er røvere og ikke tyve, der har huler og grotter, og der står med rette «den of robbers» [røverhule] i Jer 7,11, som citatet er hentet fra. Ligeledes Matt 26,55: «Are ye come out as against a thief with swords and staves for to take Me?» [Er I draget ud som mod en tyv med sværd og stave for at gribe mig?]; men det ville være mod en dristig og voldelig røver, at en flok bevæbnet med sværd og knipler ville drage ud, ikke mod en tyv, der lurer i skjul. Den stakkels rejsende i lignelsen (Luk 10,30) faldt ikke i hænderne på «thieves», men på «robbers» – voldelige og blodige mænd, som deres behandling af ham tydeligt viste.

Intet skriftsted har lidt så alvorligt under denne sammenblanding af «thief» og «robber» som Luk 23,39–43. Hele den tidligere moralske tilstand hos ham, vi kalder «the penitent thief» [den angrende tyv], bliver for mange tilsløret af de forestillinger, som næsten uundgåeligt klæber til dette navn. De to forbrydere, der blev korsfæstet sammen med Jesus – den ene forhærdet, den anden angrende – havde efter al sandsynlighed begge hørt til Barabbas' bande. Barabbas var for mord og oprør blevet kastet i fængsel sammen med sine medoprørere (Mark 15,7). Også han var selv en λῃστής (Joh 18,40), og dog ingen almindelig forbryder, men tværtimod «en berygtet fange» (δέσμιος ἐπίσημος, Matt 27,16). Tager vi nu den jødiske folkemængdes voldsomme begejstring for ham i betragtning og sammenholder det med, at han sad fængslet for et mislykket oprør, og husker vi også jødernes moralske tilstand på denne tid, hvor falske messiasser og falske befriere dukkede op hver eneste dag, så kan vi næppe tvivle på, at Barabbas var en af de vilde og stormfulde zeloter, som igen og igen rejste modstandens banner mod det romerske herredømme og smigrede og nærede deres landsmænds vanvittige håb om, at de endnu skulle bryde det romerske åg af deres nakke. Når disse mænd blev hårdt trængt, søgte de op i bjergene og førte derfra en lille krig mod deres undertrykkere. De levede af plyndring – om muligt af deres fjenders gods, ellers af hvem som helst, de kunne nå. Historien om Dolcinos «apostolikere» og om camisarderne i Cevennerne viser kun alt for godt, hvordan det går nedad med sådanne mænd, så de snart ikke blot får, men også gør sig fortjent til navnet «røvere». Romerne ville kalde dem det og behandle dem derefter (se Josefus, Antt. xx. 8, 6, in fine [til sidst]), ligesom de royalistiske vendéere under den store franske revolution blev kaldt «Loire-røverne». Ja, i den store forvrængning af al moralsk følelse, som ville præge en tid som denne, ville navnet røver – ligesom «klept» [græsk betegnelse for frihedskæmpere og banditter i bjergene under det tyrkiske herredømme] hos de moderne grækere – sandsynligvis være holdt op med at være vanærende og ville ikke være blevet afvist af dem selv.

Og dog ville mange af disse mænd – disse forkæmpere for en sidste protest mod et fremmed herredømme – af præg og karakter sandsynligvis være meget forskellige fra den ussle og feje langfinger, som vi kalder «thief». Banderne af disse λῃσταί talte i deres rækker nogle af folkets værste, men sandsynligvis også nogle af dem, der oprindelig hørte til folkets ædleste ånder – selv om de på elendig vis havde misforstået den opgave, deres tid krævede, og havde søgt at virkeliggøre Guds retfærdighed ved menneskets vrede. Sådan en kan vi godt forestille os, at denne angrende λῃστής har været. Er der noget sandt i dette syn på hans tidligere tilstand – og det ville bestemt i høj grad forklare hans pludselige omvendelse – så bliver det helt tilsløret af navnet «thief», som vi har givet ham; og under ingen omstændigheder kan der være tvivl om, at han mere passende ville blive kaldt «the penitent robber» [den angrende røver]. Se min Studies in the Gospels, 4. udg., s. 302 ff.; domprovst Stanley, The Jewish Church, bd. iii. 466.

Fodnote 1 Grotius: «Fur [κλέπτης] quia venit ut rapiat alienum; latro [λῃστής] quia ut occidat, v. 10.» [Tyv, fordi han kommer for at rane andres ejendom; røver, fordi han kommer for at slå ihjel, v. 10]