xlv. πλύνω, νίπτω, λούω.

Engelsk lider her af en vis fattigdom, for det har kun ét ord, «to wash» (vaske), til at gengive disse tre græske ord, skønt hvert af dem har sin egen særlige betydning, som de inspirerede forfattere altid overholder. Således bruges πλύνειν altid om at vaske livløse ting til forskel fra levende væsener eller personer; oftest om klæder (εἵματα, Homer, Il. xxii. 155; ἱμάτιον, Platon, Charm. 161 e; og i Septuaginta overalt; således στολάς, Åb 7,14). Men det bruges ikke udelukkende om klæder, som nogle påstår, for se Luk 5,2, hvor det betegner at vaske eller rense net (δίκτυα; jf. Polybios ix. 6, 3). Når David udbryder: πλῦνόν με ἀπὸ τῆς ἀνομίας (Sl 50,3 [51,3 i den engelske King James-oversættelse (A.V.)]), er det ingen undtagelse fra reglen. Omtalen af isop, som følger, viser nemlig tydeligt, at den angrende konge først og fremmest havde den levitiske lovs rituelle bestænkninger for øje, altså bestænkninger af den urenes klæder (3 Mos 14,9; 4 Mos 19,6–7), hvor meget han så end gennem dem har skuet frem mod en anden og bedre bestænkning.1

Νίπτειν og λούειν betegner derimod det at vaske levende personer, dog med den forskel, at νίπτειν (som i sprogets senere periode fortrængte det attiske νίζειν) og νίψασθαι næsten altid betegner at vaske en del af legemet: hænderne (Mark 7,3; 2 Mos 30,19), fødderne (Joh 13,5; Plutark, Thes. 10), ansigtet (Matt 6,17), øjnene (Joh 9,7), ryggen og skuldrene (Homer, Od. vi. 224). Λούειν derimod, som ikke så meget betyder «vaske» som «bade», og λοῦσθαι, «bade sig», betegner altid at vaske ikke en del af legemet, men hele legemet (således λελουμένοι τὸ σῶμα, Hebr 10,22; jf. 2 Mos 29,4; ApG 9,27; 2 Pet 2,22; Åb 1,5; Platon, Phaed. 115 a). At νίπτειν er begrænset til personer til forskel fra ting, overholdes altid i Det Nye Testamente; andre steder er der undtagelser, men de er meget sjældne; således δέπας (Homer, Il. xvi. 229), τραπέζας (Od. i. 112), σκεῦος (3 Mos 15,12). Et enkelt vers i Septuaginta (3 Mos 15,11) giver os alle tre ord, og alle bruges de i deres nøjagtige betydning: καὶ ὅσων ἐὰν ἅψηται ὁ γονοῤῥυὴς, καὶ τὰς χεῖρας αὐτοῦ οὐ νένιπται ὕδατι, πλυνεῖ τὰ ἱμάτια, καὶ λούσεται τὸ σῶμα ὕδατι.

Det sted, hvor det er vigtigst at lægge mærke til forskellen mellem νίπτειν, at vaske en del af legemet, og λούειν eller λοῦσθαι, at vaske hele legemet – og hvor vores engelske oversættelse helt sikkert mister noget af sin klarhed, fordi den mangler ord, der kan vise skiftet fra det ene ord til det andet i grundteksten – er Joh 13,10: «Den, der har badet [ὁ λελουμένος], behøver kun at få fødderne vasket [νίψασθαι], så er han helt ren.»2 Fodvaskningen var en symbolsk handling. Peter havde ikke forstået det i første omgang, og fordi han ikke forstod det, udbrød han: «Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder!» Men i samme øjeblik som den sande betydning af det, hans Herre gjorde, gik op for ham, bad han, som før havde nægtet at lade sin Herre vaske så meget som hans fødder, nu om at blive vasket helt: «Herre, så ikke kun mine fødder, men også mine hænder og mit hoved!» Kristus svarer, at det var der ingen brug for. Peter havde allerede fået del i den store vaskning, i den tilgivelse, der omfattede hele mennesket. Han var λελουμένος, og denne store afløsningshandling behøvede ikke at blive gentaget; den kunne slet ikke gentages: «I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer» (Joh 15,3). Men selv om det stod sådan til med ham, hvad angik den altomfattende tilgivelse, havde han brug for at vaske sine fødder (νίψασθαι τοὺς πόδας), altid at rense sig – hvad der kun kunne ske ved, at han lod sin Herre rense ham – for de urenheder, som også han, et retfærdiggjort og delvis også helliggjort menneske, ville samle op på sin vej gennem en syndig verden. Man kunne næsten tro, som det er blevet foreslået, at der her hentydes til den levitiske forordning, hvorefter Aron og hans efterfølgere i præsteembedet skulle vaskes én gang for alle fra top til tå, når de blev indviet til deres embede (2 Mos 27,4; 40,12), men skulle vaske hænder og fødder i kobberbækkenet, hver gang de siden gjorde tjeneste for Herrens ansigt (2 Mos 30,19.21; 40,31). Det ville dog være mere overbevisende, hvis vi ikke der fandt hænder og fødder i samme kategori, mens de her ikke blot er adskilt, men stillet op over for hinanden (Joh 13,9–10). Så meget er dog klart for mig: Hele hemmeligheden ved vores retfærdiggørelse, der sker én gang for alle, rækker til enhver nød og omfatter hele vores væsen, og ved vores helliggørelse, der dagligt må skride frem – den hemmelighed ligger gemt i modsætningen mellem de to ord. Det har Augustin udtrykt klart og godt (In Ev. Joh. xiii. 10): «Homo in sancto quidem baptismo totus abluitur, non praeter pedes, sed totus omnino: veruntamen cum in rebus humanis postea vivitur, utique terra calcatur. Ipsi igitur humani affectus, sine quibus in hâc mortalitate non vivitur, quasi pedes sunt, ubi ex humanis rebus afficimur. Quotidie ergo pedes lavat nobis, qui interpellat pro nobis: ex quotidie nos opus habere ut pedes lavemus in ipsâ Oratione Dominicâ confitemur, cum dicimus, Dimitte nobis debita nostra.» [«I den hellige dåb bliver mennesket ganske vist vasket helt, ikke fødderne undtaget, men helt og aldeles. Men når man siden lever midt i de menneskelige ting, træder man jo på jorden. De menneskelige følelser, som man ikke kan leve uden i denne dødelighed, er så at sige fødderne, hvor vi påvirkes af de menneskelige ting. Hver dag vasker han, som går i forbøn for os, altså vores fødder; og at vi hver dag har brug for at vaske vores fødder, bekender vi i selve Fadervor, når vi siger: Forlad os vor skyld.»]

[1 Ez 16,9 bør dog måske anføres som en undtagelse; der bruges ἔπλυνα om et nyfødt barn selv.]

Fodnote 2 Latin lider af samme mangel; i Vulgata står der således: «Qui lotus est, non indiget nisi ut pedes lavet.» [«Den, der er vasket, behøver kun at vaske fødderne.»] De Wette har forsøgt at bevare skiftet mellem ordene: «Wer gebadet ist, der braucht sich nicht als an den Füssen zu waschen.» [«Den, der har badet, behøver kun at vaske sig om fødderne.»]