xlvi. φῶς, φέγγος, φωστήρ, λύχνος, λαμπάς.

Alle disse ord gengives i vores oversættelse, den engelske King James-oversættelse (A.V.), med «light» (lys), nogle af dem af og til, andre altid; således φῶς i Matt 4,16; Rom 13,12 og ofte; φέγγος i Matt 24,29; Mark 13,24; Luk 11,33 (andre steder forekommer det ikke); φωστήρ i Fil 2,15; Åb 21,11 (de eneste steder, hvor det forekommer); λύχνος i Matt 6,22; Joh 5,35; 2 Pet 1,19 og andre steder, skønt dette ord ofte gengives med «candle» (vokslys) (Matt 5,15; Åb 22,5); og λαμπὰς i ApG 20,8, skønt det andre steder gengives med «lamp» (lampe) (Matt 25,1; Åb 8,10) og «torch» (fakkel) (Joh 18,3).

De gamle grammatikere skelner mellem φῶς og φέγγος (som kun er forskellige former af ét og samme ord, Etym. Note 25) på den måde, at φῶς er solens eller dagens lys, φέγγος månens lys eller glans. De attiske forfattere, som denne sondring må tilhøre, hvis den overhovedet tilhører nogen, overholder den selv kun ufuldkomment. Hos Sofokles tilskrives φέγγος således tre eller fire gange solen (Antig. 800; Ajax, 654, 840; Trachin. 597), mens vi hos Platon møder φῶς σελήνης (Rep. vii. 516 b; jf. Es 13,10; Ez 32,7). Så meget har grammatikerne dog ret i, at φέγγος oftest er månens eller andre natlige himmellegemers lys, φῶς solens eller dagens; således stiller Platon (Rep. vi. 508 c) ἡμερινὸν φῶς og νυκτερινὰ φέγγη op over for hinanden. Denne sondring overholdes, ligesom så mange andre finere sondringer i det græske sprog, for så vidt i Det Nye Testamente, at månens lys de eneste gange, det nævnes, er φέγγος (Matt 24,19; Mark 12,24; jf. Joel 2,10; 3,15), ligesom φῶς er solens (Åb 22,5). Heraf følger, at det er φῶς snarere end φέγγος, der er den egentlige modsætning til σκότος (Platon, Rep. vii, 518 a; Matt 6,23; 1 Pet 2,9), og i det hele taget, at φῶς er den mere absolutte betegnelse for lys; således Hab 3,4: καὶ φέγγος αὐτοῦ [τοῦ Θεοῦ] ὡς φῶς ἒσται; sammenlign Euripides, Helen. 530: φησὶ δ᾽ ἐν φάει πόσιν τὸν ἀμὸν ζῶντα φέγγος εἰσορᾶν. Se Döderlein, Lat Synon. bd. ii. s. 69.

Φωστήρ gengives i vores oversættelse med «light» (lys); således i Fil 2,15: «hvor I skinner som lys i verden» (ὡς φωστῆρες ἐν κόσμῳ). Det ville være svært at gøre det bedre, og alligevel rammer gengivelsen ikke helt præcist, hvad Paulus mener. Φωστῆρες er her himmellegemerne, «luminaria» (Vulg.), «Himmelslichter» (De Wette) [himmellys], og især solen og månen, de «lys» eller «store lys» (== «luces», Cicero, poet.), som Moses taler om i 1 Mos 1,14.16, hvor מְאֹרוֺת gengives med φωστῆρες i Septuaginta. Sammenlign Sir 43,7, hvor månen er φωστήρ, og Visd 13,2, hvor φωστῆρες οὐρανοῦ svarer nøjagtigt til φωστῆρες ἐν κόσμῳ her. Κόσμος er på dette sted nemlig den materielle verden, στερέωμα eller himmelhvælvingen, ikke den etiske verden, som allerede er udtrykt ved γενεὰ σκολιὰ καὶ διεστραμμένη. Det ville heller ikke være let at gøre vores gengivelse af Åb 21,11 bedre: «Her light [ὁ φωστὴρ αὐτῆς] was like unto a stone most precious» [«Dens lys var som en meget kostbar sten»]. Vores oversættere gjorde klogt i at vende tilbage til denne gengivelse, som er Wyclifs, og i at fjerne «her shining» (dens skinnen), som var blevet optaget i de mellemliggende oversættelser, og som må have givet den engelske læser et forkert indtryk. Det er ikke, fordi den nuværende gengivelse er helt tilfredsstillende, for den er heller ikke fri for tvetydighed. Nogle kan stadig fristes til at forstå «her light» som det lys, den himmelske by udstrålede, mens φωστήρ i virkeligheden betyder det, der udstrålede lys til den himmelske by, dens lyskilde eller lysgiver; «lumen ejus» [dens lys], som i Vulgata. Hvem denne lysgiver var, fortæller v. 23 os: «Lammet var dens lys»; ὁ λύχνος αὐτῆς der er == ὁ φωστὴρ αὐτῆς her.

I gengivelsen af λύχνος og λαμπάς har vores oversættere næppe udnyttet de ord, de havde til rådighed, fuldt ud. Havde de gengivet λαμπάς med «torch» (fakkel), ikke kun én gang (Joh 18,3), men altid, ville «lamp» (lampe), som nu fejlagtigt er lagt beslag på af λαμπάς, være blevet ledig. Hvis de helt havde opgivet «candle» (vokslys), kunne de så have gengivet λύχνος med «lamp», hvor det end forekommer. Som det er nu, er der så mange steder, hvor «candle» åbenlyst ville være upassende, og hvor de derfor er nødt til at falde tilbage på «light», at forskellen mellem φῶς og λύχνος næsten, hvis ikke helt, forsvinder i vores oversættelse.

En sådan omfordeling af ordene ville have mange fordele. For det første ville den være mere præcis. Λύχνος er ikke et «candle» («candela», af «candeo» [skinne hvidt], det hvide vokslys, og siden enhver slags lys), men en håndlampe, der næres med olie. Λαμπάς er heller ikke en «lamp», men en «torch» (fakkel), og det ikke kun på attisk, men også i det senere hellenistiske græsk (Polybios iii. 93. 4; Herodian iv. 2; Plutark, Timol. 8; Alex. 38; Dom 7,16; 15,4); og således, mener jeg, altid i Det Nye Testamente. Som bevis for, at λαμπάς i Åb 8,10 bør oversættes med «fakkel» («Fackel», De Wette), se Aristoteles, De Mund. 4. Vores tidlige oversættere, som gengav det med «brand» eller «firebrand» (brand, fakkel) (Joh 18,4), viste, at de forstod ordets kraft. Man kan indvende, at λαμπάδες i lignelsen om de ti jomfruer næres med olie og derfor nødvendigvis må være lamper. Men det følger ikke. I Østen næres faklen ligesom lampen på denne måde: «The true Hindu way of lighting up is by torches held by men, who feed the flame with oil from a sort of bottle [the ἀγγεῖον of Matt. 25:4], constructed for the purpose» [«Den ægte hinduistiske måde at oplyse på er med fakler, som holdes af mænd, der nærer flammen med olie fra en slags flaske [ἀγγεῖον i Matt 25,4], lavet til formålet.»] (Elphinstone, Hist. of India, bd. i. s. 333).

Mere end ét skriftsted ville vinde i klarhed ved en sådan omordning, og det først og fremmest gennem den tydelige forskel mellem φῶς og λύχνος, som så ville komme til syne. Et af dem er Joh 5,35: «He was a burning and a shining light» (Han var et brændende og skinnende lys) – sådan vores oversættelse. Men i grundteksten står der ἐκεῖνος ἦν ὁ λύχνος ὁ καιόμενος καὶ φαίνων, eller som Vulgata har det: «Ille erat lucerna ardens et lucens» [«Han var den brændende og lysende lampe»]. Den udvisker ikke, som vi har gjort, hele modsætningen mellem Kristus, det φῶς ἀληθινόν (Joh 1,8), φῶς ἐκ φωτός, det evige Lys, som aldrig blev tændt og derfor heller aldrig skal slukkes, og Døberen, en lampe tændt af en Andens hånd, i hvis skær mennesker for en tid kunne glæde sig, og som siden måtte slukkes igen. I brugen af λύχνος her og i 2 Pet 1,19, stiltiende stillet over for φῶς her og der udtrykkeligt over for φωσφόρος, er det den samme modsætning, der er ment, blot overført til den åndelige verdens højeste sfære, som vores digter havde i tankerne, da han skrev de herlige linjer:

«Night's candles are burnt out, and jocund Day Stands tiptoe on the misty mountain-tops.» [«Nattens lys er brændt ned, og den muntre Dag står på tæerne på de disede bjergtoppe.» Shakespeare, Romeo og Julie]