xlvii. χάρις, ἔλεος.

Vi har ofte haft lejlighed til at se, hvordan græske ord, der bliver taget i kristen brug, forherliges og forvandles. Det er, som om de havde ventet på at blive optaget på denne måde for at komme til deres fulde ret og afsløre hele den dybde og rigdom af betydning, de rummede eller kunne komme til at rumme. Χάρις er et af disse ord. Det er næppe for meget at sige, at det græske sind ikke i noget andet ord har udtrykt sig selv og alt, hvad det bar på i sit hjerte, tydeligere end i dette. Derfor vil det rigeligt betale sig at følge kort de trin, ad hvilke ordet nåede sin højeste ære. Χάρις hænger sammen med χαίρειν og er først og fremmest den egenskab ved en ting, der gør, at den skaber glæde hos dem, der hører eller ser den. Sådan har Plutark (Cum Princ. Phil. Diss. 3) rigtigt forklaret det: χαρᾶς γὰρ οὐδὲν οὕτως γονιμόν ἐστιν ὡς χάρις (jf. Pott, Etym. Forsch. bd. ii, del 1, s. 217). Og da intet for en græker var så glædesvækkende som ynde eller skønhed, kom ordet til at betegne netop dette, det tyske «Anmuth» [ynde]; således Homer, Od. ii. 12; vi. 237; Euripides, Troad. 1108, παρθένων χάριτες; Lukian, Zeux. 2, χάρις Αττική. Ordet har ofte denne betydning i Septuaginta (Sl 45,3; Ordsp 10,32), hvor det som regel gengiver det hebraiske חֵן – dog ikke altid, for חֵן oversættes også med ἀρέσκεια (Ordsp 31,30), med ἔλεος (1 Mos 19,19) og med ἐπίχαρις (Nah 3,4). Χάρις bruges på samme måde i De Apokryfe Bøger (Sir 24,16; 40,22, χάρις καὶ κάλλος), og heller ikke i Det Nye Testamente er denne brug helt ukendt; se således Luk 4,22 og måske Ef 4,29.

Men med tiden kom χάρις ikke nødvendigvis til at betegne en tings ynde eller skønhed som en egenskab ved den, men selve den yndefulde eller skønne ting – den handling, tanke, tale eller person, det nu kunne være. Ynden legemliggjorde og udtrykte sig, hvor der var plads til eller brug for det, i en venlig imødekommenhed over for dem, den kunne rette sig mod. Ordet betød altså ikke længere «favour» i betydningen skønhed, men «the favour», en gunstbevisning – her kan det engelske ord hjælpe os lidt til at følge det græske ords historie. Således har vi i klassisk græsk hele tiden χάριν ἀπαιτεῖν, λαμβάνειν, δοῦναι, og ligeså i Septuaginta (Est 6,3). Således også χάρις som en rent menneskelig gunst og velvilje i Det Nye Testamente (således ApG 2,47; 25,3; 2 Kor 9,19). Ordet fik endnu en betydning, nemlig den taknemmelighed, som gunsten kalder frem som svar; også den er hyppig i Det Nye Testamente (Luk 17,9; Rom 6,17; 2 Kor 8,16), men den har vi intet med at gøre her, da vi kun behandler ordet i dets forhold til ἔλεος. Det var ved det tidligere punkt, som vi netop har fastlagt, at χάρις ventede på og fik sin højeste indvielse. Betydningen blev ikke ændret, men den blev forædlet, forherliget og løftet op: fra at udtrykke en jordisk til at udtrykke en himmelsk velgerning, fra at betegne menneskets gunst, nåde og godhed mod mennesket til at udtrykke Guds gunst, nåde og godhed mod mennesket – og dermed nødvendigvis den værdiges mod den uværdige, den helliges mod synderen. Nu var ordet ikke blot det tyske «Gunst» eller «Huld» [gunst, velvilje], som det hidtil havde svaret til, men også «Gnade» [nåde]. Det var en betydning, ordet aldrig før havde hævet sig til, heller ikke i den gamle pagts græske skrifter. For det hebraiske ord, der i betydning kommer nærmest det nytestamentlige χάρις, nemlig חֶסֶד, oversættes ikke med χάρις – med en eneste undtagelse (Est 2,9) – men som regel med ἔλεος (1 Mos 24,12; Job 6,14; Dan 1,9 og ofte).

Ganske vist var der allerede – om ikke dér, så et andet sted – forberedelser til denne forherligelse af betydningen, som χάρις var bestemt til. De lå i, at χάρις allerede i de græske filosofskolers etiske terminologi altid betød en gunst, der gives frit, uden krav eller forventning om gengæld. Ordet var derfor forberedt til at modtage sin nye vægt, sin religiøse, ja, jeg kan sige dogmatiske betydning: at udtrykke den fuldstændige og absolutte frihed i Guds kærlighed og godhed mod mennesker. Således lægger Aristoteles, når han definerer χάρις, hele vægten netop på dette punkt: at den gives frit, uden forventning om gengæld, og at dens eneste motiv er giverens gavmildhed og frie hjertelag (Rhet. ii. 7): ἔστω δὴ χάρις, καθ᾽ ἣν ὁ ἔχων λέγεται χάριν ὑπουργεῖν τῷ δεομένῳ, μὴ ἀντὶ τινὸς, μηδ᾽ ἵνα τι αὐτῷ τῷ ὑπουργοῦντι, ἀλλ᾽ ἵνα ἐκείνῳ τι. I overensstemmelse hermed har vi χάρις καὶ δωρεά hos Polybios, i. 31. 6 (jf. Rom 3,24, δωρεὰν τῇ αὐτοῦ χάριτι; 5,15.17; 12,3.6; 15,15; Ef 2,8; 4,7). Ligeledes forbindes χάρις med εὔνοια (Platon, Legg. xi. 931 a; Plutark, Quom. Adul. ab Amic. 34), med φιλία (Lyc. 4) og med πραότης (Adv. Col. 2), og det stilles op som modsætning til μισθός (Lyc. 15). Sammenlign også Rom 11,6, hvor apostlen Paulus stiller χάρις og ἔργα over for hinanden i den skarpest mulige modsætning og viser, at de gensidigt udelukker hinanden. Det hører nemlig til selve væsenet af alt, hvad vi skylder χάρις, at det er ufortjent og uforskyldt – som Augustin så ofte understreger: «gratia, nisi gratis sit, non est gratia» [nåde er ikke nåde, hvis den ikke er gratis] – ja, endda forspildt, som den troende mere end villigt vil erkende.

Men mens χάρις således har at gøre med menneskenes synder og er den herlige egenskab hos Gud, som disse synder kalder frem og viser – hans frie gave, når han tilgiver dem – har ἔλεος særlig og umiddelbart at gøre med den elendighed, som er følgen af disse synder. Ἔλεος er den ømme fornemmelse af denne elendighed, der viser sig i bestræbelsen på at lindre den og fjerne den helt – en bestræbelse, som kun menneskets vedvarende genstridighed kan hindre eller forpurre. Bengel siger det godt: «Gratia tollit culpam, misericordia miseriam» [Nåden tager skylden bort, barmhjertigheden elendigheden]. Men her som i andre tilfælde kan det være umagen værd at se på ordets tidligere brug, før det blev taget op i sin højeste brug som barmhjertigheden hos ham, hvis barmhjertighed er over alle hans gerninger. Hos Aristoteles (Rhet. ii. 8) har vi denne definition af ἔλεος: ἔστω δὴ ἔλεος, λύπη τις ἐπὶ φαινομένῳ κακῷ φθαρτικῷ καὶ λυπηρῷ, τοῦ ἀναξίου τυγχάνειν, ὃ κἂν αὐτὸς προσδοκήσειεν ἂν παθεῖν, ἢ τῶν αὐτοῦ τινά. Man ser straks, at meget her må ændres og noget fjernes, når vi taler om Guds ἔλεος. Sorg rører ikke og kan ikke røre ham, hos hvem der er glædens fylde. Han kræver ikke ufortjent lidelse (λύπη ὡς ἐπὶ ἀναξίως κακοπαθοῦντι, som er stoikernes definition af ἔλεος, Diogenes Laërtios, vii. 1. 63)1 for at blive bevæget, for i en verden af syndere findes der ingen lidelse, som er helt ufortjent. Heller ikke kan han, som er hævet over al tilfældighed og forandring, når han ser elendighed, forestille sig muligheden af selv at blive ramt af den samme. Det er ikke underligt, at manikæerne og andre, der ønskede en Gud så ulig mennesket som muligt, protesterede mod, at man tillagde ham ἔλεος. De fandt her et våben i deres kamp mod Det Gamle Testamente, hvis Gud ikke skammede sig ved at forkynde sig selv som en Gud fuld af medlidenhed og medfølelse (Sl 78,38; 86,15 og ofte). På latin fik de her hjælp af ordet «misericordia» [barmhjertighed], og de undlod ikke at henvise til dets etymologi og spørge, om «miserum cor» [et elendigt hjerte] kunne have plads i ham; sammenlign Vergil, Georg. ii. 498–499. De havde også Seneca som forløber, som om denne «vitium pusilli animi» [fejl hos en lille sjæl], som han kalder den (De Clemen. ii. 6), bemærker: «Misericordia vicina est miseriae; habet enim aliquid trahitque ex eâ» [Medlidenhed er nabo til elendighed, for den har noget af den og trækker noget med sig fra den]. Augustin svarede med rette, at dette og alle andre ord, der bruges om menneskelige følelser, ganske vist må ændres noget – de menneskelige lidenskabers svagheder må skrælles af dem – før de kan tillægges den Højeste. Men dette var trods alt kun det tilfældige ved dem; det væsentlige forblev uændret. Således i De Div. Quoest. ii. 2: «Item de misericordiâ, si auferas compassionem cum eo, quem miseraris, participatae miseriae, ut remaneat tranquilla bonitas subveniendi et a miseriâ liberandi, insinuatur divinae misericordiae qualiscunque cognitio» [Ligeledes med barmhjertigheden: fjerner man medlidenheden, hvor man deler elendigheden med den, man ynkes over, så der bliver en rolig godhed tilbage, som hjælper og befrier fra elendigheden, får man en vis erkendelse af den guddommelige barmhjertighed]; jf. De Civ. Dei, ix. 5; Anselm, Proslogium, 8; og Suicer, Thes. s. v. I menneskers medlidenhed vil der altid være et element af sorg, så Johannes af Damaskus regner ἔλεος som en af de fire former for λύπη – de tre andre er ἄχος, ἄχθος og φθόνος (De Fid. Orthod. ii. 14). Men sådan er det ikke med Guds medlidenhed. Vi kan altså sige, at Guds χάρις, hans frie nåde og gave, som viser sig i syndernes forladelse, rækkes ud til mennesker, fordi de er skyldige, og hans ἔλεος, fordi de er elendige. Den lavere skabning kan være, og er, genstand for Guds ἔλεος, eftersom byrden af menneskets forbandelse også er faldet på den (Job 38,41; Sl 147,9; Jon 4,11; Rom 8,20–23). Men hans χάρις gælder kun mennesket; kun mennesket har brug for den, og kun mennesket kan tage imod den. 1

I Guds tanke og i frelsens orden, sådan som den er udtænkt dér, kommer ἔλεος før χάρις. For således elskede Gud verden med en medlidende kærlighed (heri lå ἔλεος), at han gav sin enbårne søn (heri χάρις), for at verden skulle frelses ved ham (jf. Ef 2,4; Luk 1,78–79). Men i den orden, hvori Guds frelsesråd bliver åbenbaret, må nåden gå forud for barmhjertigheden; χάρις må gå foran og bane vejen for ἔλεος. Ganske vist er det de samme personer, der er genstand for begge, for de er på én gang skyldige og elendige. Men Guds retfærdighed – og det er lige så nødvendigt, at den opretholdes, som hans kærlighed – kræver, at skylden bliver fjernet, før elendigheden kan lindres. Kun den, der har fået tilgivelse, kan blive salig. Han må tilgive, før han kan helbrede; mennesker må retfærdiggøres, før de kan helliggøres. Og ligesom Guds retfærdighed i sig selv og ubetinget kræver dette, sådan kræver den samme retfærdighed det ikke mindre, sådan som den har udtrykt sig i menneskets moralske beskaffenhed, hvor den har knyttet elendighed til skyld og gjort den første til den anden uadskillelige følgesvend. Heraf følger, at χάρις i hver af de apostoliske hilsener, hvor disse ord forekommer, står før ἔλεος (1 Tim 1,2; 2 Tim 1,2; Tit 1,4; 2 Joh 3; Zak 12,10; jf. Visd 3,9), og denne rækkefølge kunne ikke have været vendt om. Af samme grund står χάρις i de mere almindelige paulinske hilsener før εἰρήνη (1 Kor 1,3; 2 Kor 1,2 og ofte). Om forskellen mellem ordene i denne paragraf se nogle fremragende bemærkninger hos Delitzsch, An die Ebräer, s. 163.

Fodnote 1 Sådan Cicero (Tusc. iv. 8. 18): «Misericordia est aegritudo ex miseriâ alterius injuriâ laborantis. Nemo enim parricidae aut proditoris supplicio misericordiâ commovetur» [Medlidenhed er sorg over elendigheden hos en anden, der lider uretfærdigt. For ingen bliver grebet af medlidenhed ved en fadermorders eller en forræders straf].