xlix. κενός, μάταιος.

Disse ord forekommer intetsteds sammen i NT, men det sker flere gange i Septuaginta, for eksempel Job 20,18; Es 37,7; jf. 49,4; Hos 12,1; hos Klemens af Rom, 1. brev § 6; og ikke sjældent i klassisk græsk, fx hos Sofokles (Elec. 324), hos Aristoteles, Nic. Ethic. 1. 2, og hos Plutark (Adv. Colot. 17). Vi behandler dem her udelukkende i deres etiske brug. Da μάταιος nemlig, i hvert fald i Skriften, ikke kender nogen anden brug, er det kun i etisk betydning, at κενός kan sammenlignes med det, eller at man kan skelne mellem de to ord.

Det første, κενός, betyder «tom», «leer», «gehaltlose», «inanis»; det andet, μάταιος, «forgæves», «eitel» («ørkesløs»), «erfolglose», «vanus». [tysk «tom», «indholdsløs», «forfængelig», «resultatløs»; latin «tom», «forgæves»] Det første betegner hulheden, det andet formålsløsheden eller, om vi må bruge ordet, resultatløsheden – ordet hænger jo sammen med μάτην – ved det, som betegnelsen bruges om. Således er κεναὶ ἐλπίδες (Aischylos, Pers. 804; jf. Job 7,6; Sir 31,1, hvor de forbindes med ψευδεῖς) tomme håb, som ikke er bygget på noget fast grundlag. I NT er κενοὶ λόγοι (Ef 5,6; jf. 5 Mos 32,47; 2 Mos 5,9) ord uden indre substans og sandhedskerne: hule spidsfindigheder og undskyldninger for synden. Κόπος κένος er arbejde, som intet giver igen (1 Kor 15,58); ligeså κενοφωνίαι (1 Tim 6,20; 2 Tim 2,16); jf. κενολογία (Plutark, De Com. Not. 22) og κενοδοξία (Fil 2,3), som Suidas forklarer som ματαία τις περὶ ἑαυτοῦ οἴησις. Paulus minder thessalonikerne om (1 Thess 2,1), at hans komme til dem ikke var κενή, ikke uden Ånds og krafts bevis. Når κενός ikke bruges om ting, men om personer, udsiger det ikke blot, at det gode mangler, at der er tomt; da menneskets moralske natur ikke tåler et tomrum, udsiger det også, at det onde er til stede. Sådan bruges det kun én gang i NT, nemlig i Jak 2,20, hvor ἄνθρωπος κενός er et menneske, som den højere visdom ikke har fundet indgang hos, men som er opblæst af en tom indbildskhed om sin egen åndelige indsigt, «aufgeblasen», som Luther siger. [tysk «opblæst»] Sammenlign ἄνδρες κενοί i Dom 4,4; Plutark (Quâ quis Rat. Laud. 5): τοὺς ἐν τῷ περιπατεῖν ἐπαιρομένους καὶ ὑψαυχενοῦντας ἀνοήτους ἡγούμεθα καὶ κενούς; og sammenlign videre det græske ordsprog κενοὶ κενὰ φροντίζουσι (Gaisford, Paroem. Groeci, s. 146).

Men udtrykker κενός således tomheden i alt det, som ikke er fyldt af Gud, så udtrykker μάταιος, som allerede nævnt, formålsløsheden – at det ikke fører til noget mål eller nogen ende –, forfængeligheden ved alt det, som ikke har ham til sit sigte, der er ethvert fornuftigt væsens eneste sande mål og ende. I den naturlige verden er det μάταιον, som Gregor af Nyssa forklarer det i sin første Homili over Prædikeren, at bygge huse af sand på stranden, at jage vinden, at skyde efter stjernerne og at forfølge sin egen skygge. Pindar (Pyth. iii. 37) beskriver præcis den μάταιος som en μεταμώνια θηρεύων ἀκράντοις ἐλπίσιν [«en, der jager efter det flygtige med håb, som ikke bliver opfyldt»]. Den møje er μάταιος, som ikke kan føre til noget (Platon, Legg. 735 b); den sorg er μάταιος, som der ikke er nogen grund til (Ax. 369 c); den bøn er en μάταιος εὐχή, som efter tingenes natur ikke kan blive opfyldt (Euripides, Iphig. in Taur. 633); den falske profets profetier, som Gud ikke vil lade gå i opfyldelse, er μαντεῖαι μάταιαι (Ez 13,6.7.8; jf. Sir 31,5). Således er μάταιοι καὶ ἀνωφελεῖς ζητησεῖς i NT (Tit 3,9) tomme og unyttige stridsspørgsmål, hvis drøftelse ikke kan føre til nogen fremgang i sand gudsfrygt; jf. ματαιολογία (1 Tim 1,6; Plutark, De Lib. Educ. 9), ματαιολόγοι (Tit 1,10), tomme snakkere, hvis tale kun kan føre til fattigdom eller til noget værre (Es 32,6, LXX); ματαιοπονία (Klemens af Rom, 9), arbejde, som efter sin natur er forgæves.

Ματαιότης er et ord, som er helt fremmed for profan græsk. Det er også et ord, som den gamle hedenske verden, hvis den havde haft det, aldrig kunne have givet den dybe betydning, det har fået i Skriften. For den hedenske verden var i virkeligheden selv sunket for dybt og håbløst ned i «forfængelighed» til fuldt ud at kunne se, at den overhovedet var sunket ned i den. Den var så dybt fanget i den, at den havde mistet al evne til at fælde den dom over sig selv, som dette ord fælder over den. Man må, i det mindste delvis, være udfriet af ματαιότης for overhovedet at kunne vurdere den som det, den i sandhed er. Da Prædikeren udbrød: «Alt er forfængelighed» (Præd 1,2), er det klart, at noget i ham ikke var forfængelighed; ellers kunne han aldrig være nået til denne konklusion. Hugo af Sankt Victor siger: «Aliquid ergo in ipso fuit quod vanitas non fuji, et id contra vanitatem non vane loqui potnit.» [«Der var altså noget i ham selv, som ikke var forfængelighed, og det kunne tale imod forfængeligheden uden selv at tale forfængeligt.»] Når jeg siger dette, vil jeg ikke et øjeblik benægte, at der fra den gamle hedenske verdens moralske ødemark når os nogle ekkoer af hans råb. Fra ingen høres de måske så ofte og så tydeligt som fra Lukrets. Hvor mange af de mest gribende steder i hans digt gør ikke andet end at folde den bekendelse mere udførligt ud, som han har sammenfattet kortere i to linjer, der selv rummer en uendelig sørgmodighed:

«Ergo hominum genus incassum frustraque laborat Semper, et in curis consumit inanibus aevom.» [«Altså slider menneskeslægten altid forgæves og til ingen nytte og fortærer sin levetid i tomme bekymringer.»]

Men er sådanne bekendelser forholdsvis sjældne andre steder, så er de hyppige i Skriften. Det er ikke for meget at sige, at det er nøgleordet i en af Skriftens bøger – jeg mener naturligvis Prædikerens Bog. I den bog forekommer ματαιότης eller det tilsvarende hebraiske ord הֶבֶל næsten fyrre gange. Når Prædikeren har talt op og lagt sammen alt det gode i menneskets liv og arbejde uden Gud, er denne «forfængelighed» det nul, som han sætter summen af det hele til. Hedenskabets falske guder er i særlig grad τὰ μάταια (ApG 14,15; jf. 2 Krøn 11,15; Jer 10,15; Jon 2,8); ματαιοῦσθαι tilskrives alle, som bliver deres tilhængere (Rom 1,21; 2 Kong 17,15; Jer 2,5; 28,17.18). Når de følger efter forfængelige ting, bliver de nemlig selv ματαιόφρονες (3 Makk 6,11) ligesom de forfængelige ting, de følger (Visd 13,1; 14,21–31); hele deres livsførelse er tom (1 Pet 1,18), fordi ματαιότης er trængt ind til selve midtpunktet og borgen i deres moralske væsen, til selve νοῦς (Ef 4,17). Og det er ikke alt. Denne ματαιότης eller δουλεία τῆς φθορᾶς (Rom 8,21) – udtrykkene kan bruges i flæng –, hvis ende er døden, når ud til hele den skabning, som blev gjort afhængig af mennesket. Med en vis blind bevidsthed om dette rækker skabningen hele tiden ud efter en befrielse, som den aldrig selv kan gribe, eftersom alle andre tings genoprettelse først kan komme, når mennesket selv er blevet genoprettet. Om dette har Olshausen (til Rom 8,21–22) nogle smukke bemærkninger, som jeg kun kan citere et brudstykke af: «Jeder natürliche Mensch, ja jedes Thier, jede Pflanze ringt über sich hinaus zu kommen, eine Idee zu verwirklichen, in deren Verwirklichung sie ihre ἐλευθερία hat, d. h. das der göttlichen Bestimmung volkommen entsprechende Seyn; aber die ihr Wesen durchziehende Nichtigkeit (Sl 39,6; Præd 1,2.14), d. h. die mangelnde Lebensfülle, die darin begründete Vergänglichkeit und deren Ende, der Tod, lässt kein geschaffenes Ding sein Ziel erreichen; jedes Individuum der Gattung fängt vielmehr den Kreislauf wieder von neuem an, und ringt trostlos wider die Unmöglichkeit, sich zu vollenden.» [«Ethvert naturligt menneske, ja, ethvert dyr, enhver plante kæmper for at komme ud over sig selv, for at virkeliggøre en idé, i hvis virkeliggørelse den har sin ἐλευθερία, dvs. den væren, som fuldkomment svarer til Guds bestemmelse; men den tomhed, der gennemtrænger dens væsen, dvs. den manglende livsfylde, den forgængelighed, der er begrundet heri, og dens ende, døden, lader intet skabt nå sit mål; hvert individ i arten begynder snarere kredsløbet forfra og kæmper trøstesløst mod umuligheden af at fuldende sig selv.»] Der er sagt meget fortræffeligt om denne «skabningens forfængelighed» i en artikel i Zeitschrift für Luther. Theol. 1872, s. 50 ff., og i en anden af Köster i Theol. Stud. u. Krit. 1862, s. 755 ff.