l. ἱμάτιον, χιτών, ἱματισμός, χλαμύς, στολή, ποδήρης.

Læseren behøver ikke at frygte, at der her venter en afhandling de Re Vestiariâ. [latin «om klædedragten»] En sådan kunne ellers meget let skrives med det rige materiale, der ligger lige for hånden i Ferrarius', Brauns og andres værker, og den ville ikke koste meget mere end besværet med at skrive af. Jeg vil ikke give mere end en kort afgrænsning af nogle få af de ord, som klædningsstykker oftest betegnes med i NT.

Ἱμάτιον er egentlig et diminutiv af ἷμα (= εἷμα), men har ligesom så mange af vores egne engelske ord, fx «pocket» og «latchet», helt mistet sin kraft som diminutiv. Det er det mest almindelige ord, når man ikke vil betegne én slags klædningsstykke mere særligt end en anden (Matt 11,8; 26,65). Men ἱμάτιον bruges også i en snævrere betydning om det store yderste klædningsstykke, så stort at man undertiden kunne sove i det (2 Mos 22,26): kappen til forskel fra χιτών, den tætsiddende inderkjortel. Derfor siger man περιβάλλειν ἱμάτιον (det kaldes selv περιβόλαιον, 2 Mos 22,7; περιβολή, Plutark, Conj. Proec. 12), men ἐνδύειν χιτῶνα (Dion Chrysostomos, Orat. 7:111). Ἱμάτιον og χιτών forekommer hele tiden sammen som det yderste og det inderste klædningsstykke (ApG 9,39; Matt 5,40; Luk 6,29; Joh 19,23). Således siger vor Herre til sine disciple i Matt 5,40: «Hvis nogen vil føre retssag mod dig og tage din kjortel (χιτῶνα), så lad ham også få kappen (ἱμάτιον).» Her forudsættes det, at røveren begynder med det mindre kostbare, det inderste klædningsstykke, som vi på engelsk ikke særlig heldigt har gengivet med «coat» (Dictionary of the Bible, art. Dress), og derfra går videre til det mere kostbare, det yderste. Da berøvelsen sker ad rettens vej, er der intet unaturligt i en sådan rækkefølge. Men i Luk 6,29 er rækkefølgen vendt om: «Den, som tager kappen (ἱμάτιον) fra dig, hindr ham heller ikke i at tage kjortlen (χιτῶνα).» Som hele sammenhængen tydeligt viser, tænker Herren her på et voldeligt overfald; derfor nævnes kappen, det yderste klædningsstykke, først, fordi det er det, der først ville blive revet til sig. I Æsops fabel (Plutark, Proec. Conj. 12) får vinden med al sin voldsomhed kun den vejfarende til at svøbe sin ἱμάτιον tættere om sig, mens han, når solen begynder at skinne med fuld styrke, først lægger sin ἱμάτιον af og derefter sin χιτών. Man blev kaldt γυμνός, når man havde lagt sin ἱμάτιον af og kun gik i sin χιτών. Det betyder ikke «naked», «nøgen», som vores engelske King James-oversættelse (A.V.) gengiver det (Joh 21,7) – det antyder noget usømmeligt, som bestemt ikke fandt sted –, men afklædt til arbejde (jf. Es 20,2; 58,7; Job 22,6; Jak 2,15; og på latin «nudus ara» [«pløj nøgen», dvs. uden overtøj]). Det er naturligt nok hans ἱμάτιον, Josef efterlader i hænderne på sin fristerinde (1 Mos 39,12), mens χιτών er det rette ord i Jud 23.

Ἱματισμός er et ord, som dukker forholdsvis sent op og hører til κοινὴ διάλεκτος. Det bruges sjældent, om nogensinde, undtagen om mere eller mindre prægtige og kostbare klæder. Det er kongers «vesture», som den engelske oversættelse siger, og det ord udtrykker det meget godt (jf. 1 Mos 41,42; Sl 102,26; Åb 19,13, E. V.). Således bruges det om Salomo i al hans herlighed (1 Kong 10,5; jf. 22,30). Det nævnes sammen med guld og sølv som en del af et kostbart bytte (2 Mos 3,22; 12,35; jf. ApG 20,33). Det forbindes med tillægsord som ἔνδοξος (Luk 7,25; jf. Es 3,18, δόξα τοῦ ἱματισμοῦ), ποικίλος (Ez 16,18), διάχρυσος (Sl 44,10) og πολυτελής (1 Tim 2,9; jf. Plutark, Apoph. Lac. Archid. 7). Og det bruges om vor Herres χιτών (Matt 27,35; Joh 19,24), som var vævet i ét stykke (ἄῤῥαφος) og var så kostbar og smuk, at selv de rå romerske soldater ikke ville flænge og dermed ødelægge den.

Den purpurkappe, som spotterne i Pilatus' prætorium iførte vor Herre for at håne ham, er en χλαμύς (Matt 27,28–31). Vi kan ikke tvivle på, at ordet her er brugt helt præcist. Χλαμύς betegner så konsekvent en dragt, der hører til værdighed og embede, at χλαμύδα περιτιθέναι var en fast vending for at tiltræde et embede (Plutark, An. Sen. Ger. Resp. 26). Det kunne være et civilt embede; men ligesom «paludamentum» [latin «feltherrekappe»] – og ikke «sagum» [latin «soldaterkappe»] – som er dets nærmeste latinske sidestykke, betegner χλαμύς langt oftere den kappe, som militære befalingsmænd, hærførere, kommandanter eller imperatorer bar (2 Makk 12,35). At χλαμύς bruges i beretningen om Kristi lidelse, efterlader næppe nogen tvivl om, at disse profane spottere havde fået fat i en kasseret kappe fra en højtstående romersk officer – det ville have været let for dem i prætoriet – og iført Herrens hellige person den. Vi ser en vis bekræftelse af denne formodning i tillægsordet κόκκινος, som Matthæus giver den. Den var «skarlagen», den farve, som romerske officerer af høj rang bar; således «chlamys coccinea» [latin «skarlagensrød kappe»] (Lampridius, Alex. Severus, 40) og χλαμύς περιπόρφυρος (Plutark, Proec. Ger. Reip. 20). At de andre evangelister beskriver den som «purpur» (Mark 15,17; Joh 19,2), rokker ikke ved dette; for oldtidens «purpur» var en næsten eller helt ubestemt farve (Braun, De Vest. Sac. Heb. bd. 1, s. 220; Gladstone, Studies on Homer, bd. 3, s. 457).

Στολή, af στέλλω, vores engelske «stole», er enhver prægtig dragt. Da lange, slæbende klædningsstykker i særlig grad havde denne pragt over sig, er det altid eller næsten altid en dragt, der når ned til fødderne eller slæber hen ad jorden. At sådanne dragter oftest blev båret af kvinder (de trojanske kvinder er ἑλκεσίπεπλοι hos Homer), forklarer den betydning, som «stola» overvejende har fået på latin. Kejser Markus Antoninus fortæller i sine Betragtninger, at blandt det, han lærte af sin lærer, den berømte stoiske filosof Rusticus, var ikke at spankulere rundt i huset i en στολή (μὴ ἐν στολῇ κατ᾽ οἶκον περιπατεῖν, i. 7). Det var derimod de skriftkloges skik og fornøjelse at «gå omkring i lange kjortler» (Mark 12,38; jf. Luk 20,46) og således højtideligt stille sig til skue for folk. Στολή bruges hele tiden om de hellige klæder, som Aron og hans efterkommere bar (2 Mos 28,2; 29,21; de kaldes στολὴ δόξης, Sir 50,11), eller i det hele taget om enhver dragt af særlig højtidelighed, pragt eller skønhed; således στολὴ λειτουργική (2 Mos 31,10); og sammenlign Mark 16,5; Luk 15,22; Åb 6,11; 7,9; Est 6,8.11; Jon 3,6.

Ποδήρης, som er optaget i kirkelatinen som «podĕris» (med kort anden stavelse), er egentlig et tillægsord, = «talaris» [latin «som når ned til anklerne»]. Således ἀσπὶς ποδήρης, Xenofon, vi. 2, 10 (= θυρεός, Ef 6,16); ποδῆρες ἔνδυμα, Visd 18,24; ποδήρης πώγων, Plutark, Quom. Am. ab Adul. 7 – henholdsvis et skjold, en dragt og et skæg, der når ned til fødderne. Det adskiller sig kun lidt fra στολή. Ja, det samme hebraiske ord, som gengives med ποδήρης i Ez 4,2.3, gengives med στολή i 10,2 og med στολὴ ἁγία i 10,6.7. Samtidig betegner denne στολή eller στολὴ ἁγία i opregningen af ypperstepræstens klæder hele ypperstepræstens dragt, mens ποδήρης skelnes fra den og kun betegner én del, nemlig kjortlen eller chetoneth (2 Mos 28,2.4; Sir 45,7.8). Plutark kalder den χιτὼν ποδήρης i sit mærkelige og påfaldende unøjagtige kapitel om de jødiske højtider (Symp. iv. 6. 6).

Der er andre ord, som kunne regnes med til denne gruppe, som ἐσθής (Luk 23,11), ἔσθησις (Luk 24,4) og ἔνδυμα (Matt 22,12); men det ville ikke være særlig let at give hvert af dem et betydningsområde, som er helt dets eget. Om hele emnet se Marriott, Vestiarum Christianum, s. vii ff.