li. εὐχή, προσευχή, δέησις, ἔντευξις, εὐχαριστία, αἴτημα, ἱκετηρία.

Fire af disse ord står sammen i 1 Tim 2,1, og dertil bemærker Flacius Illyricus (Clavis, s. v. Oratio) med rette: «Quem vocum acervum procul dubio Paulus non temere congessit.» [«Denne ophobning af ord har Paulus uden tvivl ikke samlet tilfældigt.»] Jeg vil ikke kun se på disse fire, men på hele den større gruppe, som de er en del af.

Εὐχή findes kun én gang i Det Nye Testamente i betydningen bøn (Jak 5,15) og derudover to gange i betydningen løfte (ApG 18,18; 21,23); jf. Platon (Legg. 801 a): εὐχαὶ παρὰ θεῶν αἰτήσεις εἰσί. Om forskellen mellem det og προσευχή, mellem εὔχεσθαι og προσεύχεσθαι, har Origenes en lang drøftelse (De Orat. § 2, 3, 4). Den er dog ikke meget værd og kommer ikke ud over den indlysende kendsgerning, at εὐχή og εὔχεσθαι oftere rummer tanken om løftet, om det, der er indviet, end tanken om bøn. En mere interessant behandling af ordene og forskellen mellem dem findes hos Gregor af Nyssa, De Orat. Dom. Orat. 2, ad init.

Προσευχή og δέησις står ofte sammen i Det Nye Testamente (Fil 4,6; Ef 6,18; 1 Tim 2,1; 5,5) og ikke så sjældent i Septuaginta (Sl 6,10; Dan 9,21.23; jf. 1 Makk 7,37). Der er gjort mange forsøg på at skelne mellem dem, men for det meste uden større held. Grotius hævder for eksempel, at de er henholdsvis «precatio» og «deprecatio» [«bøn» og «bøn om at afværge noget»]: at det første søger at opnå noget godt, det andet at afværge noget ondt. Augustin bemærker i øvrigt i sin behandling af de vigtigste ord i denne gruppe (Ep. 149, § 12–16; jf. biskop Taylor, Pref. to Apology for Set Forms of Liturgy, § 31) – en behandling, der er interessant, men kun giver få klare og brugbare resultater – at denne forskel mellem «precatio» og «deprecatio» i hans tid i praksis var helt forsvundet. Theodoret, der her var kommet Grotius i forkøbet, forklarer προσευχή som αἴτησις ἀγαθῶν og δέησις som ὑπὲρ ἀπαλλαγῆς τινῶν λυπηρῶν ἰκετεία προφερομένη. I denne sidste definition har han Aristoteles’ ord (Rhet. ii. 7) for øje: δεήσεις εἰσὶν αἱ ὀρέξεις, καὶ τούτων μάλιστα αἱ μετὰ λύπης τοῦ μὴ γιγνομένου; jf. Gregor af Nazianz: δέησιν οἴου τὴν αἴτησιν ἐνδεῶν. Men denne skelnen er helt vilkårlig; den ligger hverken i ordene eller bekræftes af sprogbrugen. Bedre er Calvin, der lader προσευχή (= «precatio») være bøn i almindelighed og δέησις (= «rogatio») bøn om bestemte goder: «προσευχή omne genus orationis, δέησις ubi certum aliquid petitur; genus et species.» [«προσευχή er enhver slags bøn, δέησις er bøn, hvor man beder om noget bestemt; de forholder sig som slægt og art.»] Bengels skelnen kommer meget nær det samme: «δέησις (a δεῖ) est imploratio gratiae in necessitate quâdam speciali; προσευχή, oratio, exercetur quâlibet oblatione voluntatum et desideriorum erga Deum.» [«δέησις (af δεῖ) er en indtrængende bøn om nåde i en bestemt nød; προσευχή, bøn, udøves, når man på en hvilken som helst måde bærer sin vilje og sine ønsker frem for Gud.»]

Calvin og Bengel har fremhævet én vigtig forskel, men de har overset en anden, nemlig at προσευχή er «res sacra» [«en hellig ting»]: ordet er forbeholdt hellig brug og er altid bøn til Gud, mens δέησις ikke har en sådan begrænsning. Fritzsche (til Rom 10,1) har ikke undladt at understrege dette: «ἡ προσευχή et ἡ δέησις differunt ut precatio et rogatio. Προσεύχεσθαι et ἡ προσευχή verba sacra sunt; precamur enim Deum: δεῖσθαι, τὸ δέημα (Aristophanes, Acharn. 1059) et ἡ δέησις tum in sacrâ tum in profanâ re usurpantur; nam et Deum rogare possumus et homines.» [«ἡ προσευχή og ἡ δέησις adskiller sig fra hinanden som bøn og anmodning. Προσεύχεσθαι og ἡ προσευχή er hellige ord, for det er Gud, vi beder til; δεῖσθαι, τὸ δέημα og ἡ δέησις bruges både om hellige og verdslige ting, for vi kan anmode både Gud og mennesker.»] Det er den samme forskel som mellem vore engelske ord «prayer» (selv om det ord i alt for høj grad er blevet trukket ned til verdslig brug) og «petition», og som mellem de tyske «Gebet» og «Bitte». [på dansk omtrent «bøn» og «anmodning».]

Ἔντευξις forekommer i Det Nye Testamente kun i 1 Tim 2,1 og 4,5 (mens ἐντυγχάνειν forekommer fire eller fem gange) og én gang i De Apokryfe Bøger (2 Makk 4,8). «Intercession» [forbøn], som den engelske King James-oversættelse (A.V.) gengiver det med, er ikke en tilfredsstillende oversættelse, sådan som vi nu forstår «intercession». For ἔντευξις betyder ikke nødvendigvis det, som forbøn i dag almindeligvis betyder, nemlig bøn, der angår andre (i 1 Tim 4,5 er en sådan betydning umulig), altså at man fører sag enten for dem eller imod dem.1 Mindst af alt betyder det udelukkende det sidste, at man fører sag mod vore fjender, sådan som Theodoret lader forstå, når han til Rom 11,2 siger: ἔντευξις ἐστὶ κατηγορία τῶν ἀδικούντων. Han overser, at «imod» dér ligger i κατά; jf. Hesychios: δέησις εἰς ἐκδίκησιν ὑπέρ τινος (Rom 8,34), κατά τινος (Rom 11,2). Nej, som sammenhængen med ἐντυγχάνειν antyder – at træffe en person, at komme tæt på ham, så man indleder en fortrolig samtale og et fællesskab med ham (Plutark, Conj. Proec. 13) – er det den frie, fortrolige bøn, der frimodigt nærmer sig Gud (1 Mos 18,23; Visd 8,21; jf. Filon, Quod Det. Pot. 25: ἐντεύξεις καὶ ἐκβοήσεις; Plutark, Phoc. 17). For at yde vore oversættere retfærdighed må det dog bemærkes, at «intercession» i deres tid ikke havde den snævre betydning af bøn for andre, som vi nu tillægger ordet; se Jer 27,18; 36,25. Vulgata har «postulationes» [«anmodninger»], men Augustin foretrækker i en drøftelse af denne gruppe ord, som allerede er nævnt (Ep. 149, § 12–16), «interpellationes» [«henvendelser», egentlig «afbrydelser»], fordi det bedre får frem den παῤῥησία, den frihed og frimodighed i adgangen, som er indeholdt i ἔντευξις og udgør dets grundtanke – for «interpellare», at afbryde en anden, mens han taler, rummer altid noget påtrængende og frit. Origenes (De Orat. 14) gør på samme måde frimodigheden i at træde frem for Gud, måske for at bede om noget stort (han nævner Jos 10,12), til grundtanken i ἔντευξις. Ordet kan ganske vist også betyde mere end dette, for Platon bruger det om et muligt sammenstød med sørøvere (Politic. 298 d).

Εὐχαριστία, som vore engelske oversættere har gengivet med «thankfulness» (ApG 24,3), «giving of thanks» (1 Kor 14,16), «thanks» (Åb 4,9) og «thanksgiving» (Fil 4,6), er et ret sjældent ord andre steder, men hyppigt i det bibelske græsk. Det ville være malplaceret her at dvæle ved den særlige betydning, som εὐχαριστία og «eukaristi» har fået, fordi kirken i nadveren udtrykker sin højeste taksigelse for de højeste goder, den har modtaget af Gud. Betragtet som én form for bøn udtrykker ordet det, som aldrig burde mangle i nogen af vore andagter (Fil 4,6; Ef 5,20; 1 Thess 5,18; 1 Tim 2,1): den taknemmelige erkendelse af nåde, vi allerede har fået, til forskel fra den indtrængende bøn om nåde i fremtiden. Som sådan kan og vil den bestå i himlen (Åb 4,9; 7,12); ja, den vil dér være større, dybere og fyldigere end her. For først dér vil de forløste vide, hvor meget de skylder deres Herre. Og sådan vil det være, mens alle andre former for bøn efter selve tingenes natur vil være ophørt, fordi man fuldt og helt ejer og nyder det, man bad om.

Αἴτημα forekommer to gange i Det Nye Testamente i betydningen menneskers bøn til Gud, begge gange i flertal (Fil 4,6; 1 Joh 5,15). Det er dog på ingen måde begrænset til denne betydning (Luk 23,24; Est 5,7; Dan 6,7). I en προσευχή af en vis længde vil der sandsynligvis være mange αἰτήματα; de er netop de enkelte anmodninger, som προσευχή er sammensat af. I Fadervor regner man således almindeligvis med syv αἰτήματα, selv om nogle har betragtet de tre første som εὐχαί og kun de fire sidste som αἰτήματα. Witsius (De Orat. Dom.): «Petitio pars orationis; ut si totam Orationem Dominicam voces orationem aut precationem, singulas vero illius partes aut septem postulata petitiones.» [«En anmodning er en del af bønnen; man kan således kalde hele Fadervor en bøn eller påkaldelse, men dens enkelte dele eller syv begæringer for anmodninger.»]

Ἱκετηρία var oprindelig et tillægsord, hvor man underforstod ῥάβδος eller ἐλαία eller et lignende ord – ligesom ἱλαστήριον, θυσιαστήριον, δικαστήριον og andre ord med samme endelse (se Lobeck, Pathol. Serm. Groec. s. 281) – men efterhånden fik det navneords kraft og lærte at stå på egne ben. Plutark (Thes. 18) forklarer det som κλάδος ἀπὸ τῆς ἱερᾶς ἐλαίας ἐρίῳ λευκῷ κατεστεμμένος (jf. Wyttenbach, Animadd. in Plutarch. bd. xiii, s. 89, og Wunder til Sofokles, Oedip. Rex, 3): olivengrenen, omviklet med hvid uld, som den bønfaldende holdt frem som tegn på, at han kom som en, der bad om nåde (Aischylos, Eumen. 43, 44; jf. Vergil, Aen. viii. 116: «Paciferaeque manu ramum praetendit olivae» [«og med hånden rækker han grenen af den fredsbringende oliven frem»], og igen v. 128: «Et vittâ comtos voluit praetendere ramos» [«og ville række grene frem, smykket med uldbånd»], og endnu en gang xi. 101). Et bønsbrev, som Antiokus Epifanes siges at have skrevet til jøderne på sit dødsleje, beskrives (2 Makk 9,18) som ἱκετηρίας τάξιν ἔχουσα, og Agrippa betegner et brev til Caligula som γραφὴ ἣν ἀνθ᾽ ἱκετηρίας προτείνω (Filon, Leg. ad Cai. 36). Det er let at følge de trin, ad hvilke dette tegn på bøn kom til at betegne selve bønnen. Den betydning har ordet det eneste sted, hvor det forekommer i Det Nye Testamente (Hebr 5,7). Dér er det forbundet med δέησις, som det ofte er andre steder (Job 41,3 [40,27 LXX]; Polybios, iii. 112. 8).

Så meget om forskellen mellem disse ord. Når alt er sagt, vil det dog i vid udstrækning stadig være sandt, at de ofte ikke udtrykker forskellige slags bøn, men bønnen set fra forskellige sider og under forskellige synsvinkler. Witsius (De Orat. Dom. § 4): «Mihi sic videtur, unam eandemque rem diversis nominibus designari pro diversis quos habet aspectibus. Preces nostrae δεήσεις vocantur, quatenus iis nostram apud Deum testamur egestatem, nam δέεσθαι indigere est; προσευχαί, quatenus vota nostra continent; αἰτήματα, quatenus exponunt petitiones et desideria; ἐντεύξεις, quatenus non timide et diffidenter, sed familiariter, Deus se a nobis adiri patitur; ἔντευξις enim est colloquium et congressus familiaris: εὐχαριστίαν gratiarum actionem esse pro acceptis jam beneficiis, notius est quam ut moneri oportuit.» [«Det forekommer mig, at én og samme ting betegnes med forskellige navne efter de forskellige sider, den har. Vore bønner kaldes δεήσεις, for så vidt som vi med dem bekender vores trang over for Gud, for δέεσθαι betyder at mangle; προσευχαί, for så vidt som de rummer vore ønsker; αἰτήματα, for så vidt som de fremlægger vore anmodninger og længsler; ἐντεύξεις, for så vidt som Gud lader os komme til sig, ikke frygtsomt og mistroisk, men fortroligt, for ἔντευξις er en fortrolig samtale og sammenkomst. At εὐχαριστία er taksigelse for velgerninger, vi allerede har modtaget, er for velkendt til, at man behøver at minde om det.»] – Om de hebraiske ord, der svarer til de enkelte ord i denne gruppe, se Vitringa, De Synagogâ, iii. 2. 13.

Fodnote 1 Gengivelsen af δι᾽ ἐντεύξεως i 2 Makk 4,8 med «by intercession» [«ved forbøn»] kan næppe være rigtig. Snarere udtrykker det, at Jason og Antiokus havde en fortrolig samtale ansigt til ansigt.