lii. ἀσύνθετος, ἄσπονδος.

Ἀσύνθετος forekommer kun én gang i Det Nye Testamente, nemlig i Rom 1,31; jf. Jer 3,8–11, hvor det findes flere gange, men ellers ikke i Septuaginta. Ἄσπονδος bruges på samme måde kun én gang (2 Tim 3,3), for dets ret til en plads i teksten i Rom 1,31 bestrides med god grund, og de bedste tekstkritiske udgaver udelader det dér. Det findes intet sted i Septuaginta.

Forskellen mellem de to ord, sådan som de bruges i Skriften, er ikke svær at angive. Jeg siger «sådan som de bruges i Skriften», fordi man kan spørge, om ἀσύνθετος noget andet sted har præcis den betydning, som det gør krav på dér. Andre steder er det ofte forbundet med ἁπλοῦς og med ἄκρατος (Plutark, De Comm. Not. 48) og har den passive betydning «ikke sat sammen» eller «ikke sammensat af flere dele». Det er tydeligvis i denne betydning, Vulgata har forstået det, når den gengiver det med «incompositus» [«usammensat, uordnet»]; her har vi forklaringen på Rheims-oversættelsens «dissolute» [«udsvævende»]. [Rheims-oversættelsen er den katolske engelske oversættelse af Det Nye Testamente fra 1582.] Men Paulus’ ἀσύνθετοι – hos ham har ordet en aktiv betydning – er de mennesker, der har indgået pagt og aftale med andre, men nægter at stå ved disse pagter og aftaler: μὴ ἐμμένοντες ταῖς συνθήκαις (Hesychios); «pactorum haudquaquam tenaces» [«som på ingen måde holder fast ved aftaler»] (Erasmus); «bundbrüchig» [«pagtbrydende»] (ikke «unverträglich» [«umedgørlig»], som Tittmann hævder); «covenant-breakers» [«pagtbrydere»] (den engelske King James-oversættelse, A.V.). Ordet er forbundet med ἀστάθμητος hos Demosthenes, De Fals. Leg. 383.

Værre end δυσδιάλυτοι (Aristoteles, Ethic. Nic. iv. 5, 10), som blot er svære at forsone, er ἄσπονδοι de fuldstændig uforsonlige (ἄσπονδοι καὶ ἀκατάλλακτοι, Filon, Quis Rer. Div. Hoer. 50): de, der ikke vil forsones eller bringes til enighed, og som, når de er i krig, nægter at lægge deres fjendskab fra sig eller at lytte til forslag om forlig; «implacabiles, qui semel offensi reconciliationem non admittunt» [«uforsonlige, som, når de først er blevet krænket, ikke vil tage imod forsoning»] (Estius); «unversöhnlich» [«uforsonlig»], «implacable» (A.V.). Filon (De Merc. Mer. 4) forbinder ordet med ἀσύμβατος og ἀκοινώνητος, og Plutark (De Alex. Virt. 4) stiller det op som modsætning til εὐδιάλλακτος. Udtrykket ἄσπονδος καὶ ἀκήρυκτος πόλεμος er almindeligt, ja ligefrem mundheld, på græsk (Demosthenes, De Coron. 79; Filon, De Proem. et Poen. 15; Lukian, Pisc. 36). I denne sammenhæng betyder ἀκήρυκτος πόλεμος ikke en krig, der ikke er blevet behørigt erklæret af fetialerne [de romerske præster, der erklærede krig og sluttede fred], men snarere en krig, hvor det, Vergil kalder «belli commercia» [«krigens samkvem»], er helt indstillet: ingen herold eller, som vi nu ville sige, intet parlamentærflag må gå mellem parterne, og ingen forslag om forsoning bliver hørt. Det var for eksempel en sådan krig, karthagerne i tiden mellem den første og den anden puniske krig førte mod deres oprørske lejesoldater. I samme betydning har vi andre steder ἄσπονδος μάχη καὶ ἀδιάλλακτος ἔρις (Aristainetos, 2, 14); jf. ἄσπειστος κότος (Nikander, Ther. 367, citeret af Blomfield, Agamemnon, s. 285); ἄσπονδος ἔχθρα (Plutark, Pericles, 30); ἄσπονδος Θεός (Euripides, Alcestis, 431).

Ἀσύνθετος forudsætter altså en fredstilstand, som de, der er ἀσύνθετοι, uretfærdigt bryder, mens ἄσπονδος forudsætter en krigstilstand, som ἄσπονδοι nægter at bringe til en rimelig afslutning. Heraf følger, at Calvin, der gengiver ἄσπονδοι med «foedifragi» [«traktatbrydere»] og ἀσύνθετοι med «insociabiles» [«uselskabelige, som man ikke kan have fællesskab med»], netop har ramt ved siden af betydningen af dem begge. Det samme har Theodoret, der til Rom 1,31 skriver: ἀσυνθέτους, τοὺς ἀκοινώνητον καὶ πονηρὸν βίον ἀσπαζομένους· ἀσπόνδους τοὺς ἀδεῶς τὰ συγκείμενα παραβαίνοντας. Først når man giver hvert ord den betydning, som disse fortolkere har givet det andet, får man de rigtige gengivelser.

I overensstemmelse med det, der netop er sagt, og som en bekræftelse af det, er den forskel, Ammonios drager mellem συνθήκη og σπονδή. Συνθήκη forudsætter fred; det er en yderligere aftale, måske en forbundstraktat, mellem parter, der i forvejen står på venskabelig fod. Således var der en συνθήκη mellem de forskellige stater, der anerkendte Spartas lederskab i den peloponnesiske krig, om at hver af dem skulle afslutte krigen med det samme landområde, som den havde begyndt den med (Thukydid, v. 31). Men σπονδή, oftere i flertal, forudsætter krig; σπονδή er krigens ophør, et blot midlertidigt ophør, måske en våbenhvile (Homer, Il. ii. 341). Det er rigtigt, at en συνθήκη kan knyttes til en σπονδή, så forbundsvilkår følger efter fredsvilkår; således står σπονδή og συνθήκη sammen hos Thukydid, iv. 18. Men det er forskellige ting: I σπονδή ophører krigstilstanden, og der er fred eller i hvert fald våbenhvile; i συνθήκη lægges der oven i dette en yderligere aftale eller et forbund. – Εὐσύνθετος, som ville være den nøjagtige modsætning til ἀσύνθετος, findes i øvrigt ikke i vore ordbøger, og vi må formode, at det ikke forekommer hos nogen græsk forfatter. Men εὐσυνθεσία findes hos Filon (De Merc. Mer. 3), ligesom ἀσυνθεσία i Septuaginta (Jer 3,7) og ἀθεσία i samme betydning ofte hos Polybios (ii. 32).