liii. μακροθυμία, ὑπομονή, ἀνοχή.

Mellem μακροθυμία og ὑπομονή, som står sammen i Kol 1,11 og i samme sammenhæng i 2 Kor 6,4.6; 2 Tim 3,10; Jak 5,10–11 (jf. Klemens af Rom, 58; Ignatius, Ef. 3), drager Chrysostomos følgende skel: Den, der har magt til at hævne sig, men alligevel afholder sig fra at bruge den, μακροθυμεῖ; den derimod, der ikke har andet valg end at bære, og som kun kan vælge mellem at bære tålmodigt eller utålmodigt, men har nåde til at vælge det første, ὑπομένει. De troende, slutter han, vil derfor som regel blive kaldet til at øve den første dyd indbyrdes (1 Kor 6,7), den sidste i deres omgang med dem, der står udenfor: μακροθυμίαν πρὸς ἀλλήλους, ὑπομονὴν πρὸς τοὺς ἔξω· μακροθυμεῖ γάρ τις πρὸς ἐκείνους οὓς δυνατὸν καὶ ἀμύνασθαι, ὑπομένει δὲ οὓς οὐ δύναται ἀμύνασθαι. Dette skel holder dog ikke ved nærmere eftersyn; se Hebr 12,2–3, som afgør sagen imod det. Når han, der dér tillægges ὑπομονή, bar, var det i hvert fald ikke, fordi han ikke kunne undgå at bære; han kunne jo have kaldt tolv legioner engle til hjælp, hvis han havde villet (Matt 26,53). Det kan derfor være værd at overveje, om der ikke kan drages et mere tilfredsstillende skel mellem disse ord.

Μακροθυμία hører til et senere stadium af det græske sprog. Ordet forekommer i Septuaginta, men hverken dér eller andre steder helt i den betydning, det har i Det Nye Testamente. I Es 57,15 er det således snarere en tålmodig udholdenhed under prøvelser end langmodighed over for krænkelser – altså mere den ὑπομονή, som vi straks skal beskæftige os med; sammenlign Jer 15,15 og 1 Makk 8,4, hvor brugen heller ikke er den nytestamentlige. Lige så lidt er den Plutarks (Lucul. 32); menneskers langmodighed udtrykker han helst med ἀνεξικακία (De Cap. ex Inim. Util. 9; jf. Epiktet, Enchir. 10), mens han for Guds store langmodighed har et prægtigt ord, som han sandsynligvis selv har dannet: μεγαλοπάθεια (De Ser. Num. Vind. 5). Kirkelatinen gengav det med «longanimitas» [langmodighed], som Rheims-oversættelsen [den katolske engelske oversættelse af Det Nye Testamente fra 1582] forsøgte at indføre på engelsk i formen «longanimity». Der er ingen grund til, at «longanimity» ikke skulle have haft samme held som «magnanimity» [storsind]; men ord har deres skæbne ligesom bøger, og dette slog ikke igennem, selv om Jeremy Taylor og biskop Hall godkendte og brugte det. Vi har foretrukket «long-suffering» [langmodighed] og forstår derved, at sindet længe holder ud, før det giver plads til «fiction» [sandsynligvis en trykfejl for «action», handling] eller lidenskab – som regel til lidenskab; ἀνεχόμενοι ἀλλήλων ἐν ἀγάπῃ, sådan som Paulus (Ef 4,2) smukt udlægger den betydning, han lægger i ordet. Vrede er som regel, men ikke altid, den lidenskab, der således holdes på afstand længe; den μακρόθυμος er en, der er βραδὺς εἰς ὀργήν, og ordet veksler med κρατῶν ὀργῆς (Ordsp 16,32) og stilles op som modsætning til θυμώδης (15,18). Det er dog ikke nødvendigvis vrede, der således udelukkes eller holdes på afstand; for når Makkabæerbøgernes historieskriver beskriver, hvordan romerne havde vundet verden «ved deres klogskab og deres tålmodighed» (1 Makk 8,4), udtrykker μακροθυμία dér den romerske udholdenhed, som aldrig ville slutte fred efter et nederlag. Den egentlige modsætning til μακροθυμία i den betydning er ὀξυθυμία, et ord fra sprogets bedste tid, som Euripides bruger (Androm. 729), ligesom Aristoteles bruger ὀξύθυμος (Rhet. ii. 12; jf. ὀξύχολος hos Solon).

Men ὑπομονή – βασιλὶς τῶν ἀρετῶν kalder Chrysostomos den – er den dyd, som i den hedenske etik oftere ville blive kaldt καρτερία1 (ordene står sammen hos Plutark, Apoph. Lac. Ages. 2) eller καρτέρησις. Klemens af Alexandria beskriver den i forlængelse af visse hedenske moralister som kundskaben om, hvad der skal bæres, og hvad der ikke skal (ἐπιστήμη ἐμμενετέων καὶ οὐκ ἐμμενετέων, Strom. ii. 18; jf. Plutark, De Plac. Phil. iv. 23). Den er det latinske «perseverantia» [udholdenhed, vedholdenhed] og «patientia»2 [tålmodighed] i ét, eller mere præcist endnu «tolerantia» [tålsomhed, evnen til at bære]. «I dette ædle ord ὑπομονή er der (i Det Nye Testamente) altid en baggrund af ἀνδρεία [mandsmod] (jf. Platon, Theoet. 177 b, hvor ἀνδρικῶς ὑπομεῖναι stilles op over for ἀνάνδρως φεύγειν); det betegner ikke blot udholdenheden, ›sustinentia‹ (Vulg.) [det at holde ud], eller endog ›patientia‹ (Clarom.), men ›perseverantia‹, den modige tålmodighed, hvormed den kristne kæmper mod de forskellige hindringer, forfølgelser og fristelser, der møder ham i hans kamp med den indre og den ydre verden» (Ellicott, til 1 Thess 1,3). Den er – blot udsprunget af en ædlere rod – Archilochos’ κρατερὰ τλημοσύνη (Fragm. 8). Coccejus (til Jak 1,12) beskriver den godt: «Ὑπομονή vesatur in contemtu bonorum hujus mundi, et in forti susceptione affictionum cum gratiarum actione; imprimis autem in constantiâ fidei et caritatis, ut neutro modo quassari aut labefactari se patiatur, aut impediri quominus opus suum et laborem suum efficiat.» [«Ὑπομονή viser sig i ringeagt for denne verdens goder og i det at tage lidelser modigt på sig med taksigelse; men først og fremmest i troens og kærlighedens standhaftighed, så man på ingen måde lader sig ryste eller bringe til at vakle eller hindre i at udføre sin gerning og sit arbejde.»] Flere definitioner findes i artiklen «Geduld» [tålmodighed] i Herzogs Real-Encyclopädie.

Vi kan nu gå videre og skelne mellem disse ord, og dette skel vil efter min mening holde, hvor ordene end forekommer: μακροθυμία udtrykker tålmodighed over for personer, ὑπομονή tålmodighed over for ting. Den μακροθυμεῖ, som har med mennesker at gøre, der gør ham uret, og som alligevel ikke lader sig let provokere af dem eller blusse op i vrede (2 Tim 4,2). Den ὑπομένει, som under en stor belejring af prøvelser holder stand og ikke mister modet (Rom 5,3; 2 Kor 1,6; jf. Klemens af Rom, 1 Ep. § 5). Vi bør derfor tale om Davids μακροθυμία (2 Sam 16,10–13) og om Jobs ὑπομονή (Jak 5,11). Mens begge dyder således tillægges de hellige, er det kun μακροθυμία, der er en egenskab hos Gud; en smuk skildring af hans μακροθυμία findes i Visd 12,20, selv om ordet ikke selv står der. Mennesker kan friste og udfordre ham, og han kan vise og viser en uendelig μακροθυμία over for dem (2 Mos 34,6; Rom 2,4; 1 Pet 2,20); der kan være modstand mod Gud hos mennesker, fordi han respekterer den vilje, han har givet dem, også når denne vilje kæmper imod ham. Men fra tingenes side kan der ikke være nogen modstand mod Gud og ingen byrde for ham, den Almægtige; derfor kan ὑπομονή ikke have plads i ham, og den tillægges ham heller ikke med rette, som Chrysostomos rigtigt bemærker (se dog Augustin, De Patientiá, § 1). Det er næppe nødvendigt at bemærke, at når Gud kaldes Θεὸς τῆς ὑπομονῆς (Rom 15,5), betyder det ikke den Gud, hvis egen egenskab ὑπομονή er, men den Gud, der giver ὑπομονή til sine tjenere og hellige (Tittmann, s. 194: «Θεὸς τῆς ὑπομονῆς, Deus qui largitur ὑπομονήν» [den Gud, som skænker ὑπομονή]; jf. Sl 70,5 i Septuaginta). På samme måde er Θεὸς χάριτος (1 Pet 5,10) den Gud, der er nådens ophav, og Θεὸς τῆς εἰρήνης (Hebr 13,20) den Gud, der er fredens ophav; sammenlign Θεὸς τῆς ἐλπίδος (Rom 15,13), «håbets Gud».

Ἀνοχή, der i klassisk græsk som regel bruges i flertal, betyder for det meste en våbenhvile eller et ophold i kampene, det latinske «indutiae» [våbenstilstand]. På de to steder, hvor ordet forekommer i Det Nye Testamente (Rom 2,4; 3,26), gengives det udmærket med «forbearance» [overbærenhed]. Mellem det og μακροθυμία drager Origenes følgende skel i sin Kommentar til Romerbrevet (2,4) – den græske grundtekst er gået tabt: «Sustentatio [ἀνοχή] a patientiâ [μακροθυμία] hoc videtur differre, quod qui infirmitate magis quam proposito delinquunt sustentari dicuntur; qui vero pertinaci mente velut exsultant in delictis suis, ferri patienter dicendi sunt.» [«Overbærenhed (ἀνοχή) synes at adskille sig fra tålmodighed (μακροθυμία) ved, at man siger, at de, der synder mere af svaghed end med forsæt, bliver båret over med; men om dem, der med et forhærdet sind så at sige fryder sig over deres synder, må man sige, at de bliver båret med tålmodighed.»] Det rammer ikke skellet særlig godt, for det er ikke blot en gradsforskel. Snarere er ἀνοχή midlertidig og forbigående; vi kan sige, at den ligesom vores «våbenhvile» selv fastslår sin midlertidige og forbigående karakter: at den efter en vis tid, og medmindre andre betingelser indtræder, vil ophøre. Man kan indvende, at det lige så vel gælder μακροθυμία, især Guds μακροθυμία (Luk 13,9). Men så meget ligger der ikke i selve ordet; vi kan tænke os en μακροθυμία – om end den ville fortjene ringe ære – som aldrig ville blive udtømt, mens ἀνοχή i sig selv rummer, at den kun er foreløbig. Fritzsche (til Rom 2,4) skelner mellem ordene således: «ἡ ἀνοχή indulgentiam notat quâ jus tuum non continuo exequutus, ei qui te laeserit spatium des ad resipiscendum; ἡ μακροθυμία clementiam significat quâ irae temperans delictum non statim vindices, sed ei qui peccaverit poenitendi locum relinquas» [«ἡ ἀνοχή betegner den overbærenhed, hvormed du ikke straks gør din ret gældende, men giver den, der har krænket dig, tid til at komme til besindelse; ἡ μακροθυμία betegner den mildhed, hvormed du tøjler din vrede og ikke straks straffer overtrædelsen, men giver den, der har syndet, plads til at angre»]; et andet sted (til Rom 3,26) spidser han sagen endnu bedre til: «Indulgentia [ἡ ἀνοχή] eo valet, ut in aliorum peccatis conniveas, non ut alicui peccata condones, quod clementioe est.» [«Overbærenhed (ἡ ἀνοχή) består i, at man ser gennem fingre med andres synder, ikke i at man tilgiver nogen hans synder; det hører mildheden til.»] Derfor er ordet særdeles velvalgt i Rom 3,26 om den πάρεσις ἁμαρτιων, som fandt sted før Kristi sonende død, i modsætning til den ἄφεσις ἁμαρτίων, som var følgen af denne død (se ovenfor, s. 114). Det er den overbærenhed eller det ophold i vreden, den våbenhvile med synderen, som på ingen måde betyder, at vreden ikke til sidst vil blive fuldbyrdet; ja, den indebærer, at det helt sikkert vil ske, medmindre han findes under nye betingelser: omvendelse og lydighed (Luk 13,9; Rom 2,3–6). Jeremy Taylor skelner mellem ordene, men uden at afgrænse forskellen særlig skarpt, i sin første prædiken «Om barmhjertigheden i Guds straffedomme», i begyndelsen.

Fodnote 1 Hvis vi imidlertid kan godtage de Definitioner, der tilskrives Platon, er der et lille skel: καρτερία ὑπομονὴ λύπης, ἕνεκα τοῦ καλοῦ· ὑπομονὴ πόνων, ἕνεκα τοῦ καλοῦ.

Fodnote 2 Disse to definerer og adskiller Cicero (De Inven. ii. 54) således: «Patientia est honestatis aut utilitatis causâ rerum arduarum ac difficilium voluntaria ac diuturna perpessio; perseverantia est in ratione bene consideratâ stabilis et perpetua permansio» [«Tålmodighed er det frivillige og vedvarende udholdende af svære og vanskelige ting for det ærefuldes eller det nyttiges skyld; udholdenhed er det faste og varige at blive ved en velovervejet beslutning»]; sammenlign Tusc. Disp. iv. 24, hvor han behandler «fortitudo» [mod, sjælsstyrke], og Augustin, Quoest. lxxxiii. qu. 31.