liv. στρηνιάω, τρυφάω, σπαταλάω.

I alle disse ord ligger forestillingen om udskejelse, om et kådt, udsvævende, nydelsessygt og ødselt liv, men hver gang med en forskel.

Στρηνιάω forekommer kun to gange i Det Nye Testamente (Åb 18,7.9), στρῆνος én gang (Åb 18,3; jf. 2 Kong 19,28), og sammensætningen καταστρηνιάω lige så ofte (1 Tim 5,11). Det er et ord fra den nye eller mellemste komedie og bruges af Lykofron, som han citeres hos Athenaios (x. 420 b), af Sophilos (ib. iii. 100 a) og af Antiphanes (ib. iii. 127 d); men de græske purister afviste det – Frynichos påstår ligefrem, at kun en gal mand ville bruge det, når han havde τρυφᾶν til rådighed (Lobeck, Phrynichus, s. 381). Dette sidste ord, som således foretrækkes så stærkt, forekommer kun én gang i Det Nye Testamente (Jak 5,5), og ἐντρυφᾶν (2 Pet 2,13) ligeså; men sammen med τρυφή (Luk 7,25; 2 Pet 2,13) hører det til sprogets bedste tid og dets mest klassiske forfattere. Ser man nærmere efter, vil man opdage, at ordene gør forskelligt arbejde, og at man ofte ikke kunne bruge det ene i stedet for det andet.

I στρηνιᾶν (== ἀτακτεῖν, Suidas; διὰτὸνπλοῦτον ὑβρίζειν, Hesychios) ligger egentlig rigdommens hovmod, den kådhed og overgivenhed, der kommer af at have brød i overflod; noget af det latinske «lascivire» [at være kåd, overgiven]. Der er intet af sybaritisk blødagtighed i det; tværtimod forbinder Pape στρῆνος med «strenuus» [rask, energisk]; se også Pott, Etymol. Forsch. ii. 2. 357. Ordet rummer altid forestillingen om styrke og kraft, det tyske «Uebermuth» [overmod], sådan som indbyggerne i Sodoma viste det (1 Mos 19,4–9). Omvendt er blødagtighed og et sind, der er brudt ned af nydelsessyge, netop det udgangspunkt, som τρυφή og τρυφᾶν (beslægtet med θρύπτειν og θρύψις) har. Således forbindes τρυφή med χλιδή (Filon, De Merc. Mer. 2), med πολυτέλεια (Plutark, Marc. 3), med μαλακία (Quom. Adul. Poët. 4) og med ῥαθυμία (Marcellus, 21); jf. Suicer, Thes. s. v.; læg også mærke til, i hvilket selskab ordet i øvrigt optræder (Platon, 1 Alcib. 122 b), og til den beskrivelse, Klemens af Alexandria giver af det (Strom. ii. 20): τί γὰρ ἕτερον ἡ τρυφή, ἢ φιλήδονος λιχνεία, καὶ πλεονασμὸς περίεργος, πρὸς ἡδυπάθειαν ἀνειμένων; Først i en afledt og sjældnere betydning glider det over i forestillingen om det hovmodige; det forbindes da med ὕβρις (Aristofanes, Ranoe, 21; Strabon, vi. 1), τρυφᾶν med ὑβρίζειν (Plutark, Proec. Ger. Rep. 3); sammenlign også Menanders verslinje: ὑπερήφανόν που γίνεθ᾽ ἡ λίαν τρυφή. Derfra går det lejlighedsvis videre over i en god betydning og udtrykker Guds helliges triumf og jubel (Chrysostomos, in Matt. Hom. 67, 668; Es 66,11; Ez 34,13; Sl 35,9); det samme gælder ἐντρυφᾶν (Es 55,2), mens Edens have er παράδεισος τῆς τρυφῆς (1 Mos 2,15; Joel 2,3).

Σπαταλᾶν (forekommer kun i 1 Tim 5,6 og Jak 5,5; jf. Sir 21,17; Ez 16,49; Am 6,4, hvor de to sidste steder er lærerige) er nærmere beslægtet med τρυφᾶν, som det står sammen med i Jak 5,5, end med στρηνιᾶν; men det tilføjer forestillingen om ødselhed (==ἀναλίσκειν, Hesychios), som i overensstemmelse med ordets afledning af σπάω, σπαθάω ligger i det. Således Hottinger: «τρυφᾶν deliciarum est, et exquisitae voluptatis, σπαταλᾶν luxuriae atque prodigalitatis» [«τρυφᾶν hører til lækkerier og udsøgt nydelse, σπαταλᾶν til luksus og ødselhed»]. Tittmann: «τρυφᾶν potius mollitiam vitae luxuriosae, σπαταλᾶν petulantiam et prodigalitatem denotat» [«τρυφᾶν betegner snarere det luksuriøse livs blødagtighed, σπαταλᾶν kådhed og ødselhed»]. Theile, der tager dem i omvendt rækkefølge: «Componuntur tanquam antecedens et consequens; diffluere et dilapidare, luxuriare et lascivire» [«De sættes sammen som det, der går forud, og det, der følger efter: at flyde hen og at ødsle bort, at svælge i overflod og at være kåd»].

Hvis disse skel er draget rigtigt, følger det, at man med rette kunne anklage den fortabte søn, der ødslede sin arv bort i et udsvævende liv (ζῶν ἀσώτως, Luk 15,13), for σπαταλᾶν; den rige mand, der hver dag levede i glæde og pragt (εὐφραινόμενος καθ᾽ ἡμέραν λαμπρῶς, Luk 16,19), for τρυφᾶν; og Jeshurun, der blev fed og slog bagud (5 Mos 32,15), for στρηνιᾶν.