lv. θλῖψις, στενοχωρία.

Disse ord blev ofte sat sammen. Således står στενοχωρία, der kun forekommer fire gange i Det Nye Testamente, de tre af gangene sammen med θλῖψις (Rom 2,9; 8,5 [sandsynligvis 8,35]; 2 Kor 6,4; jf. 5 Mos 28,55; Es 8,22; 30,6). Det samme gælder verberne θλίβειν og στενοχωρεῖν (2 Kor 4,8; jf. Lukian, Nigrin. 13; Artemidor, i. 79; ii. 37). Ud fra modsætningen i 2 Kor 4,8, θλιβόμενοι, ἀλλ᾽ οὐ στενοχωρούμενοι, og ud fra, at στενοχωρία altid står sidst, hvor ordene forekommer sammen i Det Nye Testamente, kan vi slutte, at στενοχωρία – hvad betydningsforskellen end er – er det stærkeste ord.

De udtrykker ganske vist næsten det samme, men ikke under det samme billede. Θλῖψις (forbundet med βάσανος i Ez 12,18, og som vi også har i formen θλιμμός, 2 Mos 3,9; 5 Mos 26,7) er egentlig tryk, «pressura», «tribulatio» [tryk; trængsel] – det sidste ord havde i kirkelatinen, som det kun hører til, en overført betydning – altså det, der trykker eller tynger ånden. Jeg ville have sagt «angor» [beklemmelse, angst], så meget mere som Cicero (Tusc. iv. 8) forklarer det som «aegritudo premens» [trykkende sorg], hvis ikke forbindelsen mellem «angor» og «Angst», «enge» [tysk: angst, snæver] (se Grimm, Wörterbuch, s. v. Angst, og Max Müller, On the Science of Language, 1861, bd. i, s. 366) gjorde det bedre at forbeholde det στενοχωρία.

Den egentlige betydning af στενοχωρία er snæver plads, et trangt rum, «angustiae» [snævre steder, trange kår], og dernæst det pinefulde, som dette giver anledning til; ἀπορία στενή og στενοχωρία står sammen i Es 8,22. Thukydid bruger ordet i bogstavelig betydning (vii. 70), hvor det undertiden veksler med δυσχωρία; hos Plutark (Symp. v. 6) stilles det op som modsætning til ἄνεσις, mens det i Septuaginta udtrykker den trange nød under en belejring (5 Mos 28,53.57). I Det Gamle Testamente bruges det én gang i en afledt og overført betydning (στενοχωρία πνεύματος, Visd 5,3); det er den eneste betydning, det har i Det Nye. At billedet er rammende, bekræftes af, hvor ofte en tilstand af glæde omvendt udtrykkes i Salmerne og andre steder som det at blive ført ud i et rummeligt sted (πλατυσμός, Sl 117,5; 2 Sam 22,20; Sir 47,12; Klemens af Rom, 1 Ep. § 3; Origenes, De Orat. 30; εὐρυχωρία, Marcus Aurelius, ix. 32). Hvad enten Thomas Aquinas mente det som en etymologi eller ej – og det gjorde han sandsynligvis – udtalte han i hvert fald en sandhed, da han sagde: «laetitia est quasi latitia» [«glæde er så at sige bredde» – et ordspil på latin laetitia, glæde, og latus, bred].

Når de, der ifølge Englands gamle lov bevidst nægtede at svare på anklagen, fik tunge vægte lagt på brystet og således blev presset og knust til døde, var det bogstaveligt talt θλῖψις. Når Bajazet, besejret af Tamerlan, blev ført omkring af ham i et jernbur – hvis historien da er sand – var det στενοχωρία; eller, da vi ikke ved, om han dér led noget under selve pladsmanglen, kan vi med større ret nævne de oubliettes [hemmelige fangehuller], som Ludvig 11. spærrede sine ofre inde i, eller den «little-ease»1, som katolikkerne ifølge Lingard blev pint i under dronning Elisabeths regering: «Den var så lille og indrettet sådan, at fangerne hverken kunne stå, gå, sidde eller ligge udstrakt i den.» Om den frygtelige betydning, hvori θλῖψις og στενοχωρία begge efter Paulus’ ord (Rom 2,9) skal blive de fortabtes lod, se nogle overvejelser hos Gerhard, Loc. Theoll. xxxi. 6. 52.

Fodnote 1 Ordet «little-ease» [egentlig «ringe mag»] står ikke i vore ordbøger, men blev i ældre engelsk et almindeligt udtryk for ethvert sted eller enhver tilstand af yderste ubehag.