lvi. ἁπλοῦς, ἀκέραιος, ἄκακος, ἄδολος.

I denne gruppe af ord får vi fremstillet nogle af de sjældneste og ypperste dyder i den kristne karakter – eller måske, som det snarere vil vise sig, den samme dyd ved hjælp af forskellige billeder og med kun de fineste nuancer af virkelig forskel.

Ἁπλοῦς forekommer kun to gange i Det Nye Testamente (Matt 6,22; Luk 11,34), men ἁπλότης syv gange, måske otte, altid i Paulus' breve, og ἁπλῶς én gang (Jak 1,5). Det ville være helt umuligt at finde en bedre gengivelse end «single»1 [enkelt, udelt], som vores oversættere har brugt i den engelske King James-oversættelse (A.V.). Ordet kommer nemlig af ἁπλόω, «expando», «explico» [jeg breder ud, jeg folder ud], og betegner det, der er bredt ud og derfor er uden folder eller rynker; det er den nøjagtige modsætning til πολύπλοκος i Job 5,13. Sammenlign «simplex» (ikke «uden folder», men «én gang foldet», idet «semel» [én gang], ikke «sine» [uden], ligger i første stavelse; tysk «einfaltig» [enfoldig]; se Donaldson, Varronianus, s. 390), som er ordets nøjagtige modstykke på latin og ligesom det et ord, der bruges i hædrende betydning. Denne forestilling om udelthed, enkelhed og fravær af folder, som etymologisk ligger i ἁπλοῦς, er også fremherskende i ordets brug – «animus alienus a versutiâ, fraude, simulatione, dolo malo, et studio nocendi aliis» [et sind, der er fremmed for snedighed, bedrag, forstillelse, ond svig og lyst til at skade andre] (Suicer); jf. Herzog, Real-Encyclop., art. Einfalt, bd. iii, s. 723.

At alt dette ligger i ordet, fremgår tydeligt af de ord, vi finder det forbundet med, fx ἀληθής (Xenophon, Anab. ii. 6. 22; Platon, Legg. v. 738 e, og ofte); ἀπόνηρος (Theofrast); γενναῖος (Platon, Rep. 361 b); ἄκρατος (Plutark, De Comm. Not. 48); μονοειδής (De Proc. Anim. 21); ἀσύνθετος (= «incompositus» [usammensat], ikke sat sammen, ib.; Basilius, Adv. Eunom. i. 23); μονότροπος (Hom. in Prin. Prov. 7); σαφής (Alexis, i Meinekes Fragm. Com. Groec. s. 750); ἄκακος (Diodor fra Sicilien, xiii. 76); ὑγιής (Demosthenes, Orat. xxxvii. 969). Men det er endnu tydeligere ud fra de ord, det stilles i modsætning til, fx ποικίλος (Platon, Theoet. 146 d); πολυειδής (Phoedrus, 270 d); πολύτροπος (Hipp. Min. 364 e); πεπλεγμένος (Aristoteles, Poët. 13); διπλοῦς (ib.); ἐπίβουλος (Xenophon, Mem. iii. 1. 6); παντοδαπός (Plutark, Quom. Adul. ab Amic. 7). Ἁπολότης (se 1 Makk 1,37) forbindes på samme måde med εἰλικρίνεια (2 Kor 1,12) og med ἀκακία (Filon, Opif. 41) – de to ord bruges i flæng i Septuaginta til at gengive det hebraiske ord, som vi snart oversætter med «integrity» [retskaffenhed] (Sl 7,8; Ordsp 19,1), snart med «simplicity» [enfold] (2 Sam 15,11) – og endvidere med μεγαλοψυχία (Josefus, Antt. vii. 13. 4) og med ἀγαθότης (Visd 1,1). Det stilles i modsætning til ποικιλία (Platon, Rep. 404 e), til πολυτροπία, til κακουργία (Theofylakt), til κακοήθεια (Theodoret) og til δόλος (Aristofanes, Plut. 1158). Man kan desuden bemærke, at תָּם (1 Mos 25,27), som Septuaginta gengiver med ἄπλαστος, er gengivet med ἁπλοῦς hos Akvila. Som det sker med mindst ét andet ord i denne gruppe og med en mængde andre ord, der udtrykker den samme dyd, kommer ἁπλοῦς ofte til at blive brugt om en tåbelig enfoldighed, som ikke sømmer sig for den kristne; han skal jo med al sin enfold også være φρόνιμος (Matt 10,16; Rom 16,19). Sådan bruges det af Basilius den Store (Ep. 58), men ingen steder i bibelsk græsk.

Ἀκέραιος (findes ikke i Septuaginta) forekommer kun tre gange i Det Nye Testamente (Matt 10,16; Rom 16,19; Fil 2,15). En fejlagtig etymologi, nemlig at ordet skulle være = ἀκέρατος og afledt af ἀ og κέρας (jf. κεραΐζειν, «laedere» [skade]; κερατίζειν, LXX), altså uden horn at stange eller skade med – en fejl, som selv Bengel falder i, idet han til Matt 10,16 har denne note: «ἀκέραιοι: sine cornu, ungulâ, dente, aculeo» [uden horn, klov, tand eller brod] – har fået vores oversættere til to af disse steder at gengive det med «harmless» [uskadelig]. I begge tilfælde har de dog sat en mere korrekt gengivelse i margenen: «simple» [enfoldig, ublandet] (Matt 10,16) og «sincere» [ren, oprigtig] (Fil 2,15). I Rom 16,19 er det hele vendt om, så «simple» står i teksten og «harmless» i margenen. Grundbetydningen af ἀκέραιος, ligesom af ἀκήρατος, der har samme afledning af ἀ og κεράννυμι, er fraværet af fremmed iblanding: ὁ μὴ κεκραμένος κακοῖς, ἀλλ᾽ ἁπλοῦς καὶ ἀποίκιλος (Etym. Mag.). Således kalder Filon en gunst, som Caligula gav jøderne, men med hårde betingelser knyttet til, for en χάρις οὐκ ἀκέραιος, med tydelig hentydning til denne etymologi (De Leg. ad Cai. 42): ὅμως, μέντοι καὶ τὴν χάριν διδούς, ἔδωκεν οὐκ ἀκέραιον, ἀλλ᾽ ἀναμίξας αὐτῇ δέος ἀργαλεώτερον. Vin, der ikke er blandet med vand, er ἀκέραιος (Athenaios, ii. 45). Samme tillægsord bruges om ulegeret metal. Ordet forbindes hos Platon med ἀβλαβής (Rep. i. 342 b) og med ὀρθός (Polit. 268 b); hos Plutark med ὑγιής (Adv. Stoic. 31), og det stilles over for ταρακτικός (De Def. Orac. 51); hos Klemens af Rom (1 Ep. § 2) forbindes det med εἰλικρινής. Man kan sige, at ἀκέραιος er det, der er i sin sande og naturlige tilstand (Polybios, ii. 100. 4; Josefus, Antt. i. 2. 2), «integer» [uskadt, hel]. Heri grænser det op til ὁλόκληρος, selv om det fremherskende begreb dér er fuldstændighed i alle delene og ikke, som her, frihed for forstyrrende elementer.

Det næste ord, vi skal se på, ἄκακος, forekommer kun to gange i Det Nye Testamente (Hebr 7,26; Rom 16,18). Der er tre trin i dets historie; to af dem er tydeligt nok markeret ved brugen de to steder, men det tredje må vi søge andetsteds. I Hebr 7,26 tilkender tillægsordet Herren Kristus det fravær af alt ondt, som indebærer nærværet af alt godt; det står dér sammen med andre af de ædleste tillægsord. Septuaginta, der kender alle anvendelser af ἄκακος, bruger det undertiden i denne højeste betydning: Job beskrives således som ἄνθρωπος ἄκακος, ἀληθινός, ἄμεμπτος, θεοσεβής, ἀπεχόμενος κ.τ.λ. (Job 2,3); i Job 8,20 stilles ἄκακος over for ἀσεβής, og i Sl 24,21 forbindes det med εὐθής, ligesom Plutark (Quom. in Virt. Prof. 7) forbinder det med σώφρων. På sit næste trin udtrykker ordet det samme fravær af al skadelighed, men nu betragtet mere negativt end positivt: således ἀρνίον ἄκακον (Jer 11,19); παιδίσκη νέα καὶ ἄκακος (Plutark, Virt. Mul. 23); ἄκακος καὶ ἀπράγμων (Demosthenes, Orat. xlvii. 1164). Det Nye Testamente har intet eksempel på ordet på dette andet trin. Det er ikke svært at følge, hvordan ordet dernæst kommer til at betyde let at narre og siden alt for let at narre, og hvordan ἀκακία kommer til at betyde en enfold, der går over gevind (Aristoteles, Rhet. ii. 12). Den, der ikke selv vil andre noget ondt, frygter ofte heller ikke noget ondt fra andre. Fordi han ved, at der er sandhed i hans eget hjerte, tror han på sandheden i alles hjerter. Det er en ædel egenskab, men i en verden som vores kan den drives for vidt. Her skal vi nok være børn i ondskab, men voksne i forstand (1 Kor 14,20), nok «uskyldige med hensyn til det onde», men også «vise med hensyn til det gode» (Rom 16,19; jf. Jeremy Taylors prædiken On Christian Simplicity, Works, Edens udgave, bd. iv, s. 609). Som ordet bruges i Rom 16,18, antyder det allerede, at en sådan tillid er begyndt at udarte til en godtroende villighed til at lade sig bedrage og føre bort fra sandheden (θαυμαστικοὶ καὶ ἄκακοι, Plutark, De Rect. Rat. Aud. 7; jf. Visd 4,12; Ordsp 1,4 [hvor Salomo erklærer, hvad formålet med hans Ordsprog er: ἵνα δῷ ἀκάκοις πανουργίαν]; 8,5; 14,15, ἄκακος πιστεύει παντὶ λόγῳ). Om en noget foragtelig brug af ἄκακος, se Platon, Timoeus, 91 d, med Stallbaums note, og Plutark (Dem. 1): τὴν ἀπειρίᾳ τῶν κακῶν καλλωπιζομένην ἀκακίαν οὐκ ἐπαινοῦσιν [οἱ σοφοι], ἀλλ᾽ ἀβελτερίαν ἡγοῦνται καὶ ἄγνοιαν ὧν μαλίστα γινώσκειν προσήκει; men frem for alt de ord, som forfatteren af Anden Alkibiades lægger Sokrates i munden (140 c): τοὺς μὲν πλεῖστον αὐτῆς [ἀφροσύνης] μέρος ἔχοντας μαινομένους καλοῦμεν, τοὺς δ᾽ ὀλίγον ἔλαττον ἠλιθίους καὶ ἐμβροντήτους· οἱ δὲ ἐν εὐφημοτάτοις ὀνόμασι βουλόμενοι κατονομάζειν, οἱ μὲν μεγαλοψύχους, οἱ δὲ εὐήθεις, ἕτεροι δὲ ἀ κάκους, καὶ ἀπείρους, καὶ ἐνεούς. Men det er trods alt skurken Autolykos, som Shakespeare lægger ordene i munden: «Hvilken tåbe Ærlighed er, og Tillid, hans svorne bror, en meget enfoldig herre» (Vintereventyret, 4. akt, 3. scene).

Den anden og den tredje af disse betydninger af ἄκακος er adskilt af en så svag og forsvindende grænse og glider så ofte over i hinanden, at det ikke er underligt, hvis nogle snarere finder to trin i ordets brug end tre. Det gælder fx Basilius den Store, hvis ord er værd at citere (Hom. in Princ. Prov. 11): διττῶς νοοῦμεν τὴν ἀκακίαν. Ἢ γὰρ τὴν ἀπὸ τῆς ἁμαρτίας ἀλλοτρίωσιν λογισμῷ κατορθουμένην, καὶ διὰ μακρᾶς προσοχῆς καὶ μελέτης τῶν ἀγαθῶν οἷόν τινα ῥίζαν τῆς κακίας ἐκτεμόντές, κατὰ στέρησιν αὐτῆς παντελῆ, τὴν τοῦ ἀκάκου προσηγορίαν δεχόμεθα· ἢ ἀκακία ἐστὶν ἡ μή πω τοῦ κακοῦ ἐμπειρία διὰ νεότητα πολλάκις ἢ βίου τινὸς ἐπιτήδευσιν, ἀπείρων τινῶν πρός τινας κακίας διακειμένων. Οἷον εἰσί τινες τῶν τὴν ἀγροικίαν οἰκούντων, οὐκ εἰδότες τὰς ἐμπορικας κακουργίας οὐδὲ τὰς ἐν δικαστηρίῳ διαπλοκάς. Τοὺς τοιούτους ἀκάκους λέγομεν, οὐχ ὡς ἐκ προαιρέσεως τῆς κακίας κεχωρισμένους, ἀλλ᾽ ὡς μή πω εἰς πεῖραν τῆς πονηρᾶς ἕξεως ἀφιγμένους. Af alt dette vil man se, at ἄκακος faktisk har løbet samme bane og har samme moralske historie som χρηστός, ἁπλοῦς og εὐήθης, som det ofte forbindes med (fx hos Diodor fra Sicilien, v. 66), og som fransk «bon» (således Jean le Bon = l’étourdi [Johan den Gode = den tankeløse]), «bonhomie», engelsk «silly», «simple», «daft», tysk «einfaltig», «gütig» og mange flere [alle ord, der betyder «god», «godmodig» eller «enfoldig», men som kan glide over i betydningen «tåbelig»].

Det sidste ord i denne smukke gruppe, ἄδολος, forekommer kun én gang i Det Nye Testamente (1 Pet 2,2) og er dér smukt oversat med «sincere» – «the sincere milk of the word» [ordets rene mælk]; se den tidlige engelske brug af «sincere» i betydningen ublandet, uforfalsket, og sammenlign 2 Kor 4,2 om den «ordets mælk», som ikke ville være «sincere». Ordet findes ikke i Septuaginta og heller ikke i De Apokryfe Bøger, men ἀδόλως står én gang i de sidste (Visd 7,13). Platon forbinder det med ὑγιής (Ep. 8:355 e), Filemon med γνήσιος (Meineke, Fragm. Groec. Com. s. 843). Det er vanskeligt, ja umuligt, at hævde et etisk område for dette ord, som de andre ord i gruppen ikke har grebet ind i eller allerede helt har lagt beslag på. Vi kan kun se det som et udtryk for den samme ypperlige dyd under et andet billede eller fra en anden side. Hvis ἄκακος intet har af slangens tand, har ἄδολος intet af slangens svig; hvis det, der siges om ἄκακος, er fraværet af vilje til at skade, af vores faldne naturs ondskab, så er det, der siges om ἄδολος, fraværet af dens svig og bedrag – Natanael, «der ikke er bedrag i» (Joh 1,48 [sandsynligvis Joh 1,47]). Og for til sidst at sammenfatte det hele kan vi sige: Ligesom ἄκακος (= «innocens» [uskyldig, uskadelig]) intet skadeligt har i sig, og ἄδολος (= «sincerus» [ren, uforfalsket]) ingen svig, sådan har ἀκέραιος (= «integer» [uskadt, hel]) ingen fremmed iblanding og ἁπλοῦς (= «simplex» [enkel]) ingen folder.

Fodnote 1 Se en god note hos Fritzsche, Commentary on the Romans, bd. iii, s. 64, som afviser, at ἁπλότης nogen sinde har betydningen gavmildhed, som vores oversættere så ofte har givet det.