lvii. χρόνος, καιρός.

Flere gange i Det Nye Testamente, men altid i flertal, står χρόνοι καὶ καιροί sammen (ApG 1,7; 1 Thess 5,1), og ikke så sjældent i Septuaginta og De Apokryfe Bøger: Visd 7,18; 8,8 (begge lærerige steder); Dan 2,21; og i ental Præd 3,1; Dan 7,12 (men på det sidste sted er læsemåden usikker). Grotius (til ApG 1,7) mener, at forskellen mellem dem blot består i, at χρόνοι er længere end καιροί, og skriver: «χρόνοι sunt majora temporum spatia, ut anni; καιροί minora, ut menses et dies» [χρόνοι er større tidsrum, som år; καιροί mindre, som måneder og dage]. Sammenlign Bengel: «χρόνων partes καιροί» [καιροί er dele af χρόνοι]. Denne sondring er, hvis ikke forkert, så i hvert fald utilstrækkelig og når slet ikke ind til sagens kerne.

Χρόνος er tid, betragtet ganske enkelt som sådan, øjeblikkenes følge (Matt 25,19; Åb 10,6; Hebr 4,7); αἰῶνος εἰκὼν κινητή, som Platon kalder den (Tim. 37 d; sammenlign Hooker, Eccles. Pol. v. 69); διάστημα τῆς τοῦ οὐρανοῦ κινήσεως, som Filon udtrykker det (De Mund. Op. 7). Det er det tyske «Zeit_raum_» [tidsrum] til forskel fra «Zeit_punkt_» [tidspunkt]; sammenlign således Demosthenes, 1357, hvor begge ord forekommer, og Severianus (Suicer, Thes., s. v.): χρόνος μῆκός ἐστι, καῖρος εὐκαιρία. Καιρός, afledt af κείρω [skære], ligesom «tempus» af «temno» [skære], Etym. note 27 er tiden, idet den frembringer sine forskellige fødsler; således καιρὸς θερισμοῦ (Matt 13,30); καιρὸς σύκων (Mark 11,13); Kristus døde κατὰ καιρόν (Rom 5,6); og sammenlign frem for alt Præd 3,1–8, der er som en lille afhandling om ordet; se Keil, in loco. Det vil altså fremgå, at χρόνος omfatter alle mulige καιροί, og da det er det større og mere omfattende begreb, kan det ofte bruges, hvor καιρός ville have passet lige så godt, men ikke omvendt. Således χρόνος τοῦ τεκεῖν, tiden til at føde (Luk 1,57); πλήρωμα τοῦ χρόνου (Gal 4,4), tidens fylde eller modenhed til åbenbaringen af Guds søn – hvor vi snarere ville have ventet τοῦ καιροῦ eller τῶν καιρῶν; det sidste udtryk forekommer faktisk i Ef 1,10. Ligeledes kan vi med sikkerhed sige, at χρόνοι ἀποκαταστάσεως (ApG 3,21) er det samme som de καιροὶ ἀναψύξεως, der var nævnt lige før (v. 19). Derfor kan man tale om καιρὸς χρόνου, og det gør Sofokles (Elect. 1292):

χρόνου γὰρ ἄν σοι καιρὸν ἐξείργοι λόγος,

men ikke om χρόνος καιροῦ. Sammenlign Olympiodoros (Suicer, Thes., s. v. χρόνος): χρόνος μέν ἐστι τὸ διάστημα καθ᾽ ὁ πράττεταί τι· καιρὸς δὲ ὁ ἐπιτήδειος τῆς ἐργασίας χρόνος· ὥστε ὁ μὲν χρόνος καὶ καιρὸς εἶναι δύναται· ὁ δὲ καιρὸς οὐ χρόνος, ἀλλ᾽ εὐκαιρία τοῦ πραττομένου ἐν χρόνῳ γινομενή. Ammonios: ὁ μὲν καιρὸς δηλοῖ ποιότητα χρόνου, χρόνος δὲ ποσότητα. I et fragment af Sosipatros, citeret af Athenaios, ix. 22, forekommer εὔκαιρος χρόνος.

Af det, der er sagt, vil det fremgå, at når apostlene spørger Herren: «Opretter du nu riget igen for Israel?», og han svarer: «Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer» (ApG 1,6–7), så er «tiderne» (χρόνοι) med Augustins ord «ipsa spatia temporum» [selve tidsrummene], og de betragtes blot ud fra deres varighed, som kirkens historie skal strække sig over. Men «timerne» [engelsk «the seasons»] (καιροί) er leddene eller knudepunkterne i disse tider, de kritiske, epokegørende perioder, som Gud har forudbestemt (καιροὶ προτεταγμένοι, ApG 17,26; jf. Augustin, Conf. xi. 13: «Deus operator temporum» [Gud, som virker tiderne]). Da er alt det, der langsomt og ofte ubemærket har modnet gennem lange tider, blevet modent og kommer til fødsel i store, afgørende begivenheder, der på én gang afslutter én periode og indleder en anden. Sådan var fx den gamle jødiske pagtsordning, der forsvandt med et brag; sådan igen anerkendelsen af kristendommen som Romerrigets religion; sådan omvendelsen af de germanske stammer, der havde bosat sig inden for rigets grænser, og sådan igen omvendelsen af dem uden for; sådan den store vækkelse, der fulgte med oprettelsen af tiggerordenerne; sådan, med endnu bedre ret, reformationen; og sådan, frem for alle andre, Herrens genkomst i herlighed (Dan 7,22).

Latinen havde intet ord, der dækkende kunne gengive καιροί. Det beklager Augustin sig over (Ep. 197:2): «Graece legitur χρόνους ἢ καιρούς. Nostri autem utrumque hoc verbum tempora appellant, sive χρόνους, sive καιρούς, cum habeant haec duo inter se non negligendam differentiam: καιρούς quippe appellant Graece tempora quaedam, non tamen quae in spatiorum voluminibus transeunt, sed quae in rebus ad aliquid opportunis vel importunis sentiuntur, sicut messis, vindemia, calor, frigus, pax, bellum, et si qua similia; χρόνους autem ipsa spatia temporum vocant.» [«På græsk læser man χρόνους ἢ καιρούς. Men vore kalder begge disse ord tempora (tider), hvad enten det er χρόνους eller καιρούς, skønt der mellem de to er en forskel, som ikke må overses. På græsk kalder man nemlig visse tider καιρούς, dog ikke dem, der går forbi i tidsrummenes forløb, men dem, der mærkes i begivenheder som belejlige eller ubelejlige for noget, fx høst, vinhøst, varme, kulde, fred, krig og lignende; χρόνους kalder man derimod selve tidsrummene.»] Man vil se, at han ikke regner med «tempestivitas» [det belejlige tidspunkt], som dog bruges af Cicero. Hans klage bekræftes af, at vi i Vulgata finder de mest forskellige gengivelser af καιροί, hver gang det står sammen med χρόνοι og derfor ikke kan gengives med «tempora» [tider], som χρόνοι allerede har lagt beslag på. Således «tempora et momenta» [tider og _øjeblikke_] (ApG 1,7; 1 Thess 5,1), «tempora et oetates» [tider og _aldre_] (Dan 2,21), «tempora et soecula» [tider og _tidsaldre_] (Visd 8,8); en nyere latinsk kommentator til Det Nye Testamente har «tempora et articuli» [tider og _vendepunkter_], og Bengel «intervalla et tempora» [tidsrum og _tider_]. Man kunne hævde, at «tempora et opportunitates» [tider og lejligheder] ville opfylde alle nødvendige betingelser. Augustin har foregrebet dette forslag, men kun for at påvise, at det ikke slår til, fordi «opportunitas» (= «opportunum tempus» [belejlig tid]) er en belejlig, gunstig tid (εὐκαιρία), mens καιρός kan være den mest ubelejlige og ugunstige af alle. Ordets egentlige betydning er nemlig det kritiske øjeblik; men om det som sådant skal gøre godt eller ødelægge, virkelig hjælpe eller virkelig hindre, afgør ordet slet ikke («sive opportuna, sive importuna sint tempora, καιροί dicuntur» [hvad enten tiderne er belejlige eller ubelejlige, kaldes de καιροί]). Samtidig er det oftere det første: καιρὸς γὰρ ὅσπερ ἀνδράσιν Μέγιστος ἔργου παντός ἐστ᾽ ἐπιστάτης (Sofokles, Elektra, 75, 76). Om forskellen mellem χρόνος καιρός og αἰών, se Schmidt, Synonymik, bd. ii, s. 54 ff.