lix. κόσμος, αἰών.

Κόσμος har vores oversættere, dvs. oversætterne af den engelske King James-oversættelse (A.V.), gengivet med «world» i alle tilfælde undtagen ét (1 Pet 3,3); αἰών ofte, men langtfra altid – se nemlig (for ikke at tale om εἰς αἰῶνα) Ef 2,2.7; Kol 1,26. Man kan spørge, om vi ikke kunne have gjort mere brug af «age» [tidsalder] i vores oversættelse: vi har kun brugt det sjældent – faktisk kun på de to steder, jeg nævnte sidst. «Age» kan i dag lyde utilstrækkeligt for os; men det er meget muligt, at ordet, brugt på den måde, lidt efter lidt ville have udvidet sig og tilpasset sig den bredere betydning af det græske ord, det stod for. Man må beklage, at vores oversættere ikke ved dette eller et lignende middel markerede forskellen mellem κόσμος (== mundus), verden betragtet ud fra rummet, og αἰών (== seculum), den samme verden betragtet ud fra tiden; for latin har, lige så vel som græsk, to ord, hvor vi har – eller har opført os, som om vi havde – kun ét. På alle de steder (som Matt 13,39; 1 Kor 10,11), der taler om enden eller fuldendelsen af αἰών (der er ingen, der taler om enden på κόσμος), og ligeledes på andre steder, der taler om «denne verdens visdom» (1 Kor 2,6), «denne verdens gud» (2 Kor 4,4) og «denne verdens børn» (Luk 16,8), må det indrømmes, at vi har tabt noget ved den fremgangsmåde, vi har valgt.

Κόσμος, som hænger sammen med κόμειν, «comere», «comptus» [ordne, smykke; smykket],Etym. Note. 28 har en historie, der er meget interessant i mere end én henseende. Suidas sporer fire betydninger, som ordet gennemløb efter hinanden: σημαίνει δὲ ὁ κοσμος τέσσαρα, εὐπρέπειαν, τόδε τὸ πᾶν, τὴν τάξιν, τὸ πλῆθος παρὰ τῇ Γραφῇ. [«Κόσμος betyder fire ting: pryd, dette univers, orden og, i Skriften, mængden.»] Oprindelig betød det «pryd»; det har denne betydning én gang i NT (1 Pet 3,3), hvor vi gengiver det med «adorning» [smykke], og har næppe nogen anden i GT (således er stjernerne ὁ κόσμος τοῦ οὐρανοῦ [himlens pryd], 5 Mos 17,3; Es 24,21; jf. 41,18; Jer 4,30; Ez 7,20; Sir 43,9). Herfra gik det over til betydningen orden eller ordning («lucidus ordo» [klar orden]) eller den skønhed, der udspringer af disse; εὐπρέπεια og τάξις, som Suidas angiver ovenfor, eller καλλωπισμός, κατασκευή, τάξις, κατάστασις, κάλλος, som hos Hesychios. Pythagoras nævnes som den første, der overførte κόσμος til hele det materielle univers (om historien bag denne overførsel se en note i Humboldts Cosmos, 1846, engelsk udg. s. 371), idet han dermed ville udtrykke sin fornemmelse af den skønhed og orden, som overalt kan spores i det. Det fortæller Plutark (De Plac. Phil. i. 5), mens andre beretter, at han ikke gav hele det materielle univers dette navn, men kun himlen, og at han gav den navnet af samme grund, nemlig på grund af den velordnede indretning, som var synlig i den (Diogenes Laertios, viii. 48). Vi finder ofte ordet brugt i denne betydning: hos Xenofon, Mem. i. 1. 11; hos Isokrates, i. 179; hos Platon (Tim. 28 b), som dog også bruger det i den videre og, som vi kunne kalde det, mere ideelle betydning, hvor det omfatter himmel og jord, guder og mennesker og samler dem i ét fællesskabs bånd (Georg. 508 a); og hos Aristoteles (De Mund. 2; se også Bentley, Works, bd. i. s. 391; bd. ii. s. 117). «Mundus» på latin – «digestio et ordinatio singularum quarumque rerum formatarum et distinctarum» [«fordelingen og ordningen af alle de enkelte formede og adskilte ting»], som Augustin (De Gen. ad Lit. c. 3) kalder det – fulgte næsten samme spor som det græske κόσμος og gav anledning til dybsindige ordspil som «O munde immunde» [«O urene verden»], som den samme berømte kirkelærer fryder sig over. Således Plinius (H. N. ii. 3): «Quem κόσμον Graeci nomine ornamenti appellaverunt, eum nos a perfectâ absolutâque elegantiâ mundum» [«Det, som grækerne har kaldt κόσμος med ordet for smykke, kalder vi mundus på grund af dets fuldkomne og fuldendte elegance»]; jf. Cicero (De Universo, 10): «Hunc hâc varietate distinctum bene Graeci κόσμον, nos lucentem mundum nominamus» [«Dette, som er prydet med en sådan mangfoldighed, kalder grækerne med rette κόσμος, vi kalder det den lysende verden»]; jf. De Nat. Deor. ii. 22. Om at «mundus» som filosofisk udtryk står tilbage for κόσμος, se dog Sayce, Principles of Comparative Philology, s. 98.

Fra denne betydning af κόσμος som det materielle univers, som er hyppig i Skriften (Matt 13,35; Joh 18,5; 21,25; ApG 17,4; Rom 1,20), fulgte betydningen af κόσμος som den ydre ramme om tingene, som mennesket lever og bevæger sig i, som er til for dets skyld, og hvis moralske midtpunkt det er (Joh 16,21; 1 Kor 14,10; 1 Joh 3,17) – her næsten det samme som οἰκουμένη (Matt 24,14; ApG 19,27). Dernæst betegner det menneskene selv, summen af alle, der lever i verden (Joh 1,29; 4,42; 2 Kor 5,19), og derpå, i etisk forstand, alle, der ikke hører til ἐκκλησία,1 og som er fremmedgjort for Guds liv og ved onde gerninger er hans fjender (1 Kor 1,20.21; 2 Kor 7,10; Jak 4,4). Jeg behøver næppe at henlede opmærksomheden på den umådelige rolle, som κόσμος forstået på denne måde spiller i Johannes' teologi, både i hans gengivelse af sin Mesters ord og i hans egne skrifter (Joh 1,10; 7,7; 12,31; 1 Joh 2,16; 5,4); i hans evangelium og breve forekommer ordet over hundrede gange, oftest i denne betydning. Om denne sidste brug af κόσμος – og om, at den måtte være fuldstændig fremmed for hele hedningeverdenen, som ikke havde nogen sans for denne modsætning mellem Gud og menneske, det hellige og det vanhellige, og at den også i GT lå skjult og ikke blev tydeligt fremhævet – om alt dette har Zezschwitz nogle fremragende bemærkninger, Profangräcität und Bibl. Sprachgeist, s. 21–24. Om de forskellige betydninger af κόσμος og om de alvorlige forvekslinger, der kan opstå af dem, hvis man ikke omhyggeligt vogter sig, kan man med fordel læse Augustin (Con. Jul. Pelag. vi. 3, 4).

Vi må forkaste den etymologi for αἰών, som Aristoteles (De Coel. i. 9) fremsætter: ἀπὸ τοῦ ἀεὶ εἶναι εἰληφὼς τὴν ἐπωνυμίαν [«har fået sit navn af, at det altid er»].Etym. Note. 29 Snarere hænger det sammen med ἄω, ἄημι, at ånde. Ligesom κόσμος har det en primær og fysisk betydning og dernæst, lagt oven på den, en sekundær og etisk betydning. I sin primære betydning betegner det tid, kort eller lang, i dens ubrudte varighed – i klassisk græsk ofte varigheden af et menneskeliv (== βίος, som det veksler med, Xenofon, Cyrop. iii. 3. 24; jf. Platon, Legg. iii. 701 c; Sofokles, Trachin. 2; Elect. 1085: πάγκλαυτον αἰῶνα εἵλου [«du valgte et liv fuldt af gråd»]; Pindar, Olymp. ii. 120: ἄδακρυν νέμονται αἰῶνα [«de lever et liv uden tårer»]). Men i det væsentlige betegner det tiden som den betingelse, alt skabt eksisterer under, og som målet for dets eksistens. Således Theodoret: ὁ αἰὼν οὐκ οὐσία τις ἐστίν, ἀλλ᾽ ανυπόστατον χρῆμα, συμπαρομαρτοῦν τοῖς γεννητὴν ἔχουσι φύσιν· καλεῖται γὰρ αἰὼν καὶ τὸ ἀπὸ τῆς τοῦ κόσμου συστάσεως μέχρι τῆς συντελείας διάστημα—αἰὼν τοίνυν ἐστὶ τὸ τῇ κτιστῇ φύσει παρεζευγμένον διάστημα. [«Aion er ikke et væsen, men noget uden selvstændig eksistens, som ledsager det, der har en skabt natur; for også tidsrummet fra verdens grundlæggelse til dens fuldendelse kaldes aion – aion er altså det tidsrum, der er knyttet til den skabte natur.»] Når det således betegner tid, kommer det snart også til at betegne alt, hvad der eksisterer i verden under tidens betingelser: «die Totalität desjenigen was sich in der Dauer der Zeit äusserlich darstellt, die Welt, sofern sie sich in der Zeit bewegt» [«helheden af det, der fremtræder udadtil i tidens varighed, verden, for så vidt den bevæger sig i tiden»] (C. L. W. Grimm; se således Visd 13,8; 14,6; 18,4; Præd 3,11); og dernæst, mere etisk, denne verdens gang og strøm. Men da denne gang og strøm er fuld af synd, er det ikke underligt, at αἰὼν οὗτος [denne tidsalder], stillet over for ὁ αἰὼν ἐκεὶνος (Luk 20,35), ὁ αἰὼν ἐρχομένος (Mark 10,30) og ὁ αἰὼν μέλλων (Matt 12,32) [hin tidsalder, den kommende tidsalder, den tidsalder, der skal komme], snart ligesom κόσμος får en ugunstig betydning. Βασιλεῖαι τοῦ κόσμου [verdens riger] i Matt 4,8 er βασιλεῖαι τοῦ αἰῶνος τοὺτου [denne tidsalders riger] (Ignatius, Ep ad Rom. 6); Gud har ved sin Søn udfriet os ἐξ ἐνεστῶτος αἰῶνος πονηροῦ [fra den nuværende onde tidsalder] (Gal 1,4); Satan er θεὸς τοῦ αἰῶνος τούτου [denne tidsalders gud] (2 Kor 4,4; jf. Ignatius, Ep. ad Magn. 1: ὁ ἀρχὼν τοῦ αἰῶνος τούτου [denne tidsalders fyrste]); syndere vandrer κατὰ τὸν αἰῶνος τοῦ κόσμου τούτου [efter denne verdens tidsalder] (Ef 2,2), hvilket vores engelske oversættelse, ligesom på de foregående steder, gengiver for svagt: «according to the course of this world» [efter denne verdens løb]. Dette sidste sted er særlig lærerigt, for her forekommer begge ord sammen, og Bengel bemærker fortræffeligt: «αἰών et κόσμος differunt. Ille hunc regit et quasi informat: κόσμος est quiddam exterius, αἰών subtilius. Tempus [== αἰών] dicitur non solum physice, sed etiam moraliter, connotatâ qualitate hominum in eo viventium; et sic αἰών dicit longam temporum seriem, ubi aetas mala malam aetatem excipit.» [«αἰών og κόσμος er forskellige. Den første styrer den sidste og så at sige præger den: κόσμος er noget ydre, αἰών noget finere. Tid [== αἰών] siges ikke kun i fysisk, men også i moralsk forstand, idet man medtænker beskaffenheden af de mennesker, der lever i den; og således betegner αἰών en lang række af tider, hvor den ene onde tidsalder afløser den anden.»] Sammenlign Windischmann (om Gal 1,4): «αἰών darf aber durchaus nicht bloss als Zeit gefasst werden, sondern begreift alles in der Zeit befangene; die Welt und ihre Herrlichkeit, die Menschen und ihr natürliches unerlöstes Thun und Treiben in sich, im Contraste zu dem hier nur beginnenden, seiner Sehnsucht und Vollendung nach aber jenseitigen und ewigen, Reiche des Messias.» [«αἰών må dog slet ikke opfattes blot som tid, men omfatter alt, hvad der er bundet i tiden: verden og dens herlighed, menneskene og al deres naturlige, uforløste færden, i modsætning til Messias' rige, som her kun er begyndt, men som efter sin længsel og fuldendelse er hinsidigt og evigt.»] Vi taler om «tiderne» og lægger en etisk betydning i ordet, eller, endnu mere rammende, om «tidsalderen», «tidsalderens ånd eller præg», «der Zeitgeist» [tidsånden]. Al den flydende masse af tanker, meninger, grundsætninger, spekulationer, forhåbninger, impulser, mål og længsler, som til enhver tid er gængse i verden, og som det måske er umuligt at gribe og definere nøjagtigt, men som udgør en yderst virkelig og virksom magt, fordi de er den moralske – eller umoralske – atmosfære, som vi i hvert øjeblik af vores liv indånder for uundgåeligt at udånde den igen – alt dette er indbefattet i αἰών. Det er, som Bengel har udtrykt det, den fine, prægende ånd i κόσμος, dvs. i den verden af mennesker, der lever fremmedgjort for Gud og adskilt fra ham. «Seculum» har på latin fået samme betydning, som i Tacitus' kendte epigram (Germ. 19): «Corrumpere et corrumpi seculum vocatur.» [«At forføre og lade sig forføre kaldes tidsånden.»]

Det må ærligt indrømmes, at to steder i Hebræerbrevet, nemlig 1,2 og 11,3, ikke lader sig ordne efter den forskel mellem αἰών og κόσμος, som her er trukket op. På begge steder er αἰῶνες verdenerne betragtet – om ikke helt, så dog utvivlsomt hovedsagelig – ud fra andre synsvinkler end tiden. Nogle, især moderne socinianske fortolkere, dog ikke uden forløbere, der ikke havde motiver som deres, har ganske vist forsøgt at forklare αἰῶνες i Hebr 1,3 [sandsynligvis 1,2] som de skiftende ordninger efter hinanden, χρόνοι καὶ καιροί [tider og stunder] i Guds husholdning. Men hvor plausibel denne forklaring end kunne have været, hvis verset havde stået alene, så afgør 11,3, at αἰῶνες på begge steder kun kan betyde, som vi har gengivet det, «the worlds» [verdenerne] og ikke «the ages» [tidsalderne]. Jeg har kaldt disse de eneste undtagelser, for jeg kan ikke godtage 1 Tim 1,17 som en tredje. Her kan αἰῶνες ikke betegne «verdenerne» i ordets sædvanlige konkrete betydning, men må i overensstemmelse med den mere almindelige tidslige betydning af αἰών i NT betegne «tidsalderne», de tidsperioder, hvis sum og helhed giver en anelse om begrebet evighed. Βασιλεὺς τῶν αἰώνων [tidsaldrenes konge] (jf. Klemens af Rom, 1 Ep. § 13: ὁ δημιουργὸς καὶ πατὴρ τῶν αἰώνων [tidsaldrenes skaber og fader]) bliver således den suveræne hersker, der fordeler og ordner de tidsaldre, hvori hemmeligheden om Guds hensigt med mennesket folder sig ud (se Ellicott, in loco [til stedet]).2 Om de hebraiske ord for tid og evighed se Conrad von Orelli, Die Hebräischen Synonyma der Zeit und Ewigkeit, Leipzig 1871; og om de græske og latinske, for så vidt disse sprog overhovedet søger at udtrykke dem, se Pott, Etym. Forsch. ii. 2. 444.

Fodnote 1 Origenes (in Joan. 38) nævner ganske vist en person på sin tid, som tolkede κόσμος som kirken, fordi den jo er verdens smykke (κόσμος οὖσα τοῦ κόσμου).

Fodnote 2 Vores engelske «world» svarer etymologisk set nærmere til αἰών end til κόσμος. Det gamle «weralt» (på nutidigt tysk «welt») er sammensat af to ord, «wer», mand, og «alt», alder eller slægtled. Grundbetydningen af «weralt» er altså et slægtled af mennesker (Pott, Etym. Forsch. bd. ii. del i. s. 125). Ud af dette tidsudtryk udfolder sig et rumudtryk, ligesom αἰών gik over i betydningen af κόσμος (Grimm, Deutsche Myth. s. 752); men i de ældste tyske kilder bruges «weralt» først som et udtryk for tid og kun afledt som et udtryk for rum (Rudolf von Raumer, Die Einwirkung des Christenthums auf die Alt-hochdeutsche Sprache, 1845, s. 375). Se dog en helt anden afledning, som Grimm synes tilbøjelig til at foretrække (Klein. Schrift. bd. i. s. 305), og som i det væsentlige går ud på, at «world» == «whirled» [hvirvlet].Etym. Note. 30