lx. νέος, καινός.

Nogle har benægtet, at der i Det Nye Testamente kan påvises nogen forskel mellem disse ord. De henter en vis tilsyneladende støtte til denne benægtelse i den kendsgerning, at νέος og καινός, som begge gengives med «new» [ny] i vores engelske bibeloversættelse, åbenlyst ofte bruges i flæng. Således νέος ἄνθρωπος (Kol 3,10) og καινὸς ἄνθρωπος (Ef 2,15), begge steder «det nye menneske»; νέα διαθήκη (Hebr 12,24) og καινὴ διαθήκη (Hebr 9,15), begge «en ny pagt»; νέος οἶνος (Matt 9,17) og καινὸς οἶνος (Matt 26,29), begge «ny vin». Ordene har, hævdes det, tydeligvis samme styrke og betydning. Det følger dog på ingen måde heraf, og det er faktisk heller ikke tilfældet. Den samme pagt kan betegnes som νέα eller som καινή, alt efter hvilket synspunkt man betragter den ud fra. På samme måde kan det samme menneske eller den samme vin være νέος eller καινός, eller begge dele; men det er en forskellig forestilling, der dominerer, alt efter om det ene eller det andet tillægsord bruges.

Betragter man det nye ud fra tiden, som det, der for nylig er blevet til, så er det νέος (se Pott, Etymol. Forschung. bd. i, s. 290–292). Således er de unge οἱ νέοι eller οἱ νεώτεροι, den generation, der for nylig er vokset op; og således er νέοι θεοί den yngre slægt af guder, Jupiter [Zeus], Apollon og de øvrige olympiske guder (Aischylos, Prom. Vinct. 991, 996), stillet over for Saturn, Ops og det dynasti af ældre guddomme, som de havde styrtet. Men betragter man det nye, ikke længere ud fra tiden, men ud fra beskaffenheden, det nye i modsætning til det, der har været i brug, det udslidte, det kraftesløse eller det, der er blevet skæmmet af alder, så er det καινός. Sammenlign således ἐπίβλημα ῥάκους ἀγνάφου (Matt 9,16) med ἐπιβλημα ἀπὸ ἱματίου καινοῦ (Luk 5,36): det sidste er «et nyt klædningsstykke» i modsætning til et, der er tyndslidt og udslidt. Καινοὶ ἀσκοί er «nye vinsække» (Matt 9,17; Luk 5,38), sådanne som ikke har mistet deres styrke og smidighed ved alder og brug. I samme betydning er καινὸς οὐρανός (2 Pet 3,13) «en ny himmel» i modsætning til den, der er blevet gammel og viser tegn på forfald og opløsning (Hebr 1,11–12). På samme måde antyder udtrykket καιναὶ γλῶσσαι (Mark 16,17) ikke, at denne undergørende tungetale nylig var begyndt, men at disse tunger var ulig alle tidligere; derfor kaldes de andetsteds ἕτεραι γλῶσσαι (ApG 2,4), uvante tunger, forskellige fra alle hidtil kendte. At καινός rummer betydningen af det uvante, fremgår meget tydeligt af et sted hos Xenofon (Cyrop. iii. 1. 10): καινῆς ἀρχομένης ἀρχῆς, ἢ τῆς εἰωθυίας καταμενύσης [«om et nyt herredømme begynder, eller det vante består»]. Således var også det καινὸν μνημεῖον, som Josef fra Arimatæa lagde Herrens legeme i (Matt 27,60; Joh 19,41), ikke en grav, der for nylig var hugget ud i klippen, men en, der aldrig var blevet taget i brug, hvor ingen død endnu havde ligget og gjort stedet urent efter loven (Matt 23,27; 4 Mos 11,16 [sandsynligvis 4 Mos 19,16]; Ez 39,12.16). Den kunne være hugget ud hundrede år før og kunne derfor ikke kaldes νέον; men hvis den aldrig før var blevet brugt, ville den stadig være καινόν. At det skulle være sådan, hørte med til den guddommelige værdighed, som altid omgav Herren midt i fornedrelserne i hans jordiske liv (jf. Luk 19,30; 1 Sam 6,7; 2 Kong 2,20).

Af det sagte følger, at καινός ofte som en sekundær forestilling vil rumme ros; for det nye er som regel bedre end det gamle. Således er alt nyt i herlighedens rige: «det nye Jerusalem» (Åb 3,12; 21,2), «det nye navn» (2,17; 3,12), «en ny sang» (5,9; 14,3), «en ny himmel og en ny jord» (21,1; jf. 2 Pet 3,13), «alt nyt» (21,5). Men det er ikke nødvendigvis sådan; for det er ikke altid og i alle ting, at det nye er bedre – undertiden er det gamle bedre. Således er den gamle ven (Sir 9,10) og den gamle vin (Luk 5,39) bedre end den nye. Og i mange andre tilfælde kan καινός blot udtrykke det nymodens og fremmede i modsætning til – og i ufordelagtig sammenligning med – det kendte og velkendte. Det blev således nævnt ovenfor, at νέοι θεοί var en betegnelse for den yngre generation af guder. Men da Sokrates blev anklaget for at have søgt at indføre καινοὺς θεούς eller καινὰ δαιμόνια i Athen (Platon, Apol. 26 b; Euthyphro, 3 b; jf. ξένα δαιμόνια, ApG 17,18), mente man noget helt andet: et nyt gudepanteon, guder som Athen hidtil ikke havde været vant til at dyrke. Sådan også hos Platon (Rep. iii. 405 d): καινὰ ταῦτα καὶ ἄτοπα νοσημάτων ὀνόματα [«disse nye og mærkelige navne på sygdomme»]. På samme måde var det alt andet end ros, når de, der hørte Kristi undervisning, udbrød: «Hvad er dette? En ny lære [καινὴ διδαχή]» (Mark 1,26 [sandsynligvis Mark 1,27]). Τὸ καινόν er τὸ ἕτερον, det, der er anderledes af beskaffenhed; τὸ νέον er τὸ ἄλλο, det, der blot er et andet i tal. Lad os bruge denne forskel til at tolke ApG 17,21. Lukas beskriver dér athenerne som nogle, der tilbragte deres fritid – og hele deres liv var fritid, «vacation», for nu at bruge Fullers ordspil, «being their whole vocation» [«ferie var hele deres kald»] – på torvet, ἢ λέγειν ἢ ἀκούειν τι καινότερον. Man havde måske på forhånd ventet, at han ville have skrevet τι νεώτερον, og denne forventning synes så meget mere berettiget, når vi ser, at Demosthenes længe før skildrer de samme athenere, som de driver omkring på torvet med nøjagtig samme formål; han bruger netop det sidstnævnte ord: πυνθανόμενοι κατὰ τὴν ἀγορὰν εἴ τι λέγεται νεώτερον [«idet de spørger rundt på torvet, om der fortælles noget nyere»]. Et andet sted skifter han dog ord og beskriver dem ligesom Lukas, idet de spørger hinanden (Philip. i. 43): λέγεταί τι καινόν; [«Fortælles der noget nyt?»] Men meningen i de to steder er ikke helt den samme. Νεώτερον i det første fastslår, at det altid er de seneste nyheder, de søger – «nova statim sordebant, noviora quaerebantur» [«det nye blev straks kedeligt, man søgte noget endnu nyere»], som Bengel siger til ApG 17,21. Καινόν i det andet antyder, at det er noget, der ikke blot er nyt, men tilstrækkelig forskelligt fra det tidligere til at vække en træt og slap nysgerrighed.

Forfølger man disse ord ind i deres afledninger og sammensætninger, træder den samme forskel endnu tydeligere frem. Således er νεότης (1 Tim 4,12; jf. Sl 103,5: ἀνακαινισθήσεται ὡς ἀετοῦ ἡ νεότης σοι) ungdom; καινότης (Rom 6,4) er nyhed eller det nymodens; νεοειδής betyder ungdommelig af udseende; καινοειδής af et nyt, usædvanligt udseende. Νεολογία (hvis et sådant ord havde eksisteret) ville have betydet en yngre tilvækst af ord til forskel fra sprogets gamle ordforråd, eller som vi siger: «neologismer»; καινολογία, som findes i senere græsk, betyder en ny, uregelmæssig ordopfindelse, dannet efter andre love end dem, sproget hidtil havde anerkendt; φιλόνεος er en, der elsker ungdommen (Lukian, Amor. 24); φιλόκαινος en, der elsker det nye (Plutark, De Mus. 12).

Der er et sted hos Polybios (5,75,4) – og der findes mange andre (Aischylos, Pers. 665; Euripides, Med. 75, 78; og Klemens af Alexandria, Poedag. i. 5, giver eksempler) – hvor ordene står sammen eller umiddelbart efter hinanden; men heller ikke dér bruges de blot som en retorisk ophobning: hvert har sin egen særlige betydning. Polybios fortæller om en krigslist, som nær havde ført til, at byen Selge blev overrumplet og indtaget, og bemærker, at vi – trods de mange byer, som åbenlyst er gået tabt ved en lignende list – på en eller anden måde stadig er nye og unge over for den slags bedrag (καινοί τινες αἰεὶ καὶ νέοι πρὸς τὰς τοιαύτας ἀπάτας πεφύκαμεν) og derfor parate til at blive narret af dem igen. Her er καινοί et tillægsord, der bruges om mennesker på grund af deres grønhed og uerfarenhed, νέοι på grund af deres ungdom. Ganske vist følges de to, uerfarenhed og ungdom, ofte ad; således forbinder Plutark νέος og ἄπειρος (De Rect. Rat. Aud. 17). Men det er ikke nødvendigvis sådan. En gammel mand kan være grøn og uøvet i verdens anliggender og derfor καινός; og der har været mange unge mænd, νέοι med hensyn til alder, som var dygtige og øvede i dem.

Anvender man den forskel, der her er draget, bliver det klart, at det samme menneske, den samme vin og den samme pagt kan få begge disse tillægsord, og at der alligevel kan udtrykkes – og har været ment – noget forskelligt, alt efter om det ene eller det andet blev brugt. Tag for eksempel νέος ἄνθρωπος i Kol 3,10 og καινὸς ἄνθρωπος i Ef 2,15. Betragter man ud fra tiden den mægtige forvandling, som er sket og stadig sker i det menneske, der er blevet lydigt mod sandheden, vil man efter denne forandring kalde ham νέος ἄνθρωπος. Det gamle menneske i ham – og det fortjener i høj grad dette navn, for det går helt tilbage til Adam – er dødt; et nyt menneske er født, og det kaldes derfor med rette sådan. Men betragt igen den samme mægtige forvandling, nu ikke ud fra tiden, men ud fra beskaffenhed og tilstand. Se det menneske, som gennem lang omgang med verden og indgroede syndevaner var blevet udslidt og gammelt, men som aflægger sin tidligere livsførelse, sådan som slangen aflægger sin skrumpede ham, og kommer frem som «en ny skabning» (καινὴ κτίσις) fra sin himmelske Skabers hænder, og har fået en πνεῦμα καινόν (Ez 11,19) – så har du her καινὸς ἄνθρωπος, et menneske, der er gjort rede til at leve «et nyt liv» (ἐν καινότητι ζωῆς, Rom 6,4) ved Åndens ἀνακαίνωσις (Tit 3,5); med ordene fra Barnabasbrevet, 16: ἐγενόμεθα καινοί, πάλιν ἐξ ἀρχῆς κτιζόμενοι [«vi blev nye, skabt på ny fra begyndelsen»]. Selv om ordene i denne anvendelse ofte kan bytte plads, er det ikke altid tilfældet. Når for eksempel Klemens af Alexandria (Poed. i. 6) siger om dem, der tilhører Kristus: χρὴ γὰρ εἶναι καινοὺς Λόγου καινοῦ μετειληφότας [«for de, der har fået del i et nyt Ord, må være nye»], vil enhver mærke, hvor umuligt det ville være at sætte νέους eller νέου i stedet. Eller tag verberne ἀνανεοῦν (Ef 4,23) og ἀνακαινοῦν (Kol 3,10). Vi har alle brug for ἀνανεοῦσθαι, og vi har lige så vel brug for ἀνακαινοῦθαι. Det er ganske vist den samme forunderlige og hemmelighedsfulde proces, som skal virkes af den samme almægtige Virker; men den ses fra forskellige synsvinkler: ἀνανεοῦσθαι er at blive gjort ung igen; ἀνακαινοῦσθαι eller ἀνακαινιζέσθαι at blive gjort ny igen. At Chrysostomos var klar over forskellen mellem ordene – ja, var så klar over den, at han drog en særskilt formaning ud af hvert af dem – vil følgende steder, stillet side om side, bevise på bemærkelsesværdig vis. Det første (in Ep. ad Ephes. Hom. 13): ἀνανεοῦσθε δέ, φησί, τῷ πνευματι τοῦ νοὸς ὑμῶν.... τὸ δὲ ἀνανεοῦσθαί ἐστιν ὅταν αὐτὸ τὸ γεγηρακὸς ἀνανεῶται, ἄλλο ἐξ ἄλλου γινόμενον.... Ὁ νέος ἰσχυρός ἐστιν, ὁ νέος ῥυτίδα οὐκ ἔχει, ὁ νέος οὐ περιφέρεται [«“Bliv fornyet,” siger han, “ved jeres sinds ånd” … at blive fornyet er, når selve det, der er ældet, bliver ungt igen og bliver til noget andet end før … Den unge er stærk, den unge har ingen rynker, den unge lader sig ikke drive omkring»]. Det andet står in Ep. ad Rom. Hom. 20: ὅπερ ἐπὶ τῶν οἰκιῶν ποιοῦμεν, παλαιουμένας αὐτὰς ἀεὶ διορθοῦντες, τοῦτο καὶ ἐπὶ σαυτοῦ ποίει. Ἥμαρτες σήμερον, ἐπαλαίωσάς σου τὴν ψύχην, μὴ ἀπογνῷς, μηδὲ ἀναπέσῃς, ἀλλ᾽ ἀνακαίνισον αὐτὴν μετανοίᾳ [«Hvad vi gør med husene, når vi hele tiden udbedrer dem, efterhånden som de bliver gamle, det skal du også gøre med dig selv. Har du syndet i dag og gjort din sjæl gammel, så fortvivl ikke og giv ikke op, men forny den ved omvendelse»]. Det samme gælder de andre eksempler, der er nævnt ovenfor. Ny vin kan betegnes som νέος eller καινός, men ud fra forskellige synspunkter. Som νέος stilles den stiltiende over for tidligere års høst; som καινός kan vi gå ud fra, at den er hård og stærk i modsætning til den vin, der er χρηστός, blød og moden af alder (Luk 5,39). Sådan er også den pagt, som Kristus er mellemmand for, en διαθήκη νεα sammenlignet med Mosepagten, der var stadfæstet næsten to tusind år før (Hebr 12,24); den er en διαθήκη καινή sammenlignet med den samme pagt, der var svækket af alder og havde mistet al kraft, styrke og livgivende evne (Hebr 8,13; sammenlign Marriotts Εἰρηνικά, del ii, s. 110, 170).

En latinsk grammatiker har, når han drager forskellen mellem «recens» og «novus», sagt: «Recens ad tempus, novum ad rem refertur» [«recens henviser til tiden, novum til sagen»]; sammenlign også Döderlein, Lat. Syn. bd. iv, s. 64. Sætter vi νέος og καινός i stedet, kan vi sige: «νέος ad tempus, καινός ad rem refertur», og dermed få fat i forskellen mellem dem på dens centrale punkt med få ord, som er lette at huske.1

Fodnote 1 Lafaye (Dict. des Synonymes, s. 798) hævder den samme forskel for «nouveau» (== νέος) og «neuf» (== καινός): «Ce qui est nouveau vient de paraître pour la première fois: ce qui est neuf vient d’être fait et n'a pas encore servi. Une invention est nouvelle, une expression neuve.» [«Det, der er nouveau, er netop kommet frem for første gang; det, der er neuf, er netop blevet lavet og har endnu ikke været brugt. En opfindelse er nouvelle, et udtryk neuve.»]