lxi. μέθη, πότος, οἰνοφλυγία, κῶμος, κραιπάλη.

Forestillingen om svir og om at drikke for meget vin er fælles for alle disse ord; men med forskelle, så de giver forskellige synsvinkler at betragte sagen fra.

Μέθη, som i Det Nye Testamente forekommer i Luk 21,34; Rom 13,13; Gal 5,21, og πότος, som kun findes i 1 Pet 4,3, kan skelnes som et abstrakt og et konkret ord. Μέθη (stærkere og udtryk for en værre udskejelse end οἴνωσις, som Plutark skelner det fra, De Garr. 4; Symp. iii. 1; jf. Filon, De Plant. 38), som Klemens af Alexandria definerer som ἀκράτου χρῆσις σφοδροτέρα [«et for voldsomt brug af ublandet vin»], er drukkenskab (Joel 1,5; Ez 39,19). Πότος (== εὐωχία, Hesychios; jf. Polybios, ii. 4. 6) er drikkelaget, gildet, symposiet – ikke nødvendigvis udsvævende (1 Mos 19,3; 2 Sam 3,20; Est 6,14), men en anledning til udskejelser (1 Sam 25,36; Xenofon, Ahab. [sandsynligvis Anab., dvs. Anabasis] vii. 3, 13: ἐπεὶ προὐχώρει ὁ πότος [«da drikkelaget skred frem»]).

Det næste ord i gruppen, οἰνοφλυγία («excess of wine» [vinudskejelse] i den engelske King James-oversættelse (A.V.)), forekommer i Det Nye Testamente kun i 1 Pet 4,3 og aldrig i Septuaginta; men οἰνοφλυγεῖν findes i 5 Mos 21,20 og Es 56,22 [sandsynligvis Es 56,12]. Det betegner et skridt videre end μέθη. Således regner Filon (De Ebriet. 8; De Merc. Mer. 1) οἰνοφλυγία blandt ὑβρεῖς ἔσχαται [«de værste udskejelser»], og sammenlign Xenofon (Oecon. i. 22): δοῦλοι λιχνειῶν, λαγνειῶν, οἰνοφλυγιῶν [«slaver af grådighed, liderlighed og drukkenskab»]. Strengt defineret er det ἐπιθυμία οἴνου ἄπληστος [«en umættelig lyst efter vin»] (Andronikos fra Rhodos), ἀπλήρωτος ἐπιθυμία [«en lyst, der ikke kan fyldes»], som Filon kalder det (Vit. Mos. iii. 22); på tysk «Trinksucht» [drikkesyge]. Almindeligvis bruges det dog om et svirelag; intet enkelt ord gengiver det bedre end dette, eftersom det er en overdreven hengivelse til drikkeri, der trækker ud (se Basileios, Hom. in Ebrios, 7), og som kan påføre legemet varige skader (Aristoteles, Eth. Nic. iii. 5. 15). Sådan var for eksempel det skæbnesvangre svirelag, som Arrian – idet han slutter sig til en af de beretninger, der var i omløb i oldtiden – er tilbøjelig til at tilskrive Alexander den Stores død (vii. 24, 25).

Κῶμος, som i Det Nye Testamente kun findes i flertal og i vores engelske bibeloversættelse én gang gengives «rioting» (Rom 13,13) og to gange «revellings» (Gal 5,21; 1 Pet 4,3), kan siges at forene begge disse forestillinger i sig, nemlig svir og gilde. Det er det latinske «comissatio» [drikkegilde], som – det er næppe nødvendigt at bemærke – hænger sammen med κωμάζειν,Etym. Note. 31 ikke med «comedo» [jeg spiser]. Således κῶμος καὶ ἀσωτία (2 Makk 6,4); ἐμμανεῖς κῶμοι (Visd 14,23); πότοι καὶ κῶμοι καὶ θαλίαι ἄκαιροι (Plutark, Pyrrh. 16); jf. Filon, De Cher. 27, hvor vi har en slående beskrivelse af de andre laster, som μέθη og κῶμοι er nærmest forbundet med. Samtidig bruges κῶμος ofte om selve flokken af festdeltagere; altid et festligt selskab, men ikke nødvendigvis et larmende og beruset; se således Euripides, Alces. 816, 959. Alligevel indebærer ordet som regel netop dette, idet det i særlig forstand bruges om skaren af berusede svirebrødre, «comissantium agmen» [svirebrødrenes tog] (furiernes skare i Agamemnon, 1160, får dette navn, fordi de er berusede af blod). Sent, når gildet sluttede, drog de med kranse på hovedet og fakler i hænderne1 under råb og sang2 (κῶμος καὶ βοά, Plutark, Alex. 38) hen til skøgernes huse eller strejfede på anden vis gennem gaderne med hån og fræk overlast mod enhver, de mødte; jf. Meineke, Fragm. Com. Groec. s. 617, den malende beskrivelse af sådanne i Juvenals tredje satire, 278–301, og Miltons harmfulde ord:

«når natten mørkner gaderne, da strejfer Belials sønner om, opblæste af overmod og vin.»

Plutark (Alex. 37) betegner som en κῶμος det vanvittige, berusede tog, som Alexander og hans hær drog gennem Karmanien, da de vendte hjem fra deres felttog i Indien. Om mulige, eller rettere umulige, etymologier for κῶμος, se Pott, Etym. Forsch. 2. 2. 551.

Κραιπάλη, det latinske «crapula», dog med en mere begrænset betydning (ἡ χθεσινὴ μέθη [«gårsdagens rus»], Ammonios; ἡ ἐπὶ τῇ μέθῃ δυσαρέστησις καὶ ἀηδία [«ubehaget og kvalmen efter rusen»], Klemens af Alexandria, Poedag. ii. 2), er endnu et ord, hvis afledning forbliver dunkel. I vores engelske bibeloversættelse har vi gengivet det med «surfeiting» [fråseri] i Luk 21,34, det eneste sted, hvor det forekommer i Det Nye Testamente. I Septuaginta findes det aldrig, men verbet κραιπαλάω findes tre gange (Sl 77,65 [Septuagintas nummerering; Sl 78,65]; Es 24,20; 29,9). «Fulsomeness» i ordets oprindelige betydning (se min Select Glossary of English Words, under «fulsome») ville udtrykke det meget godt, blot med den ulempe, at «fulsomeness» betegner lede og væmmelse ved overmættelse af både mad og vin, mens κραιπάλη kun udtrykker det sidste. [Aristofanes sammensætter disse to synonymer til ordet kraipalo/kwmos [κραιπαλόκωμος] (Ran. 217).]

Aristofanes, Plut. 1040

Fodnote 1 ἔοικε ἐπὶ κῶμον βαδίζειν. φαίνεται. στέφανον γέ τοι καὶ δᾷδ᾽ ἔχων πορεύεται. [«Han ser ud til at gå til svirelag. – Det gør han. Han går jo med krans og fakkel.»]

Fodnote 2 Theofylakt gør selve disse sange til κῶμοι og definerer ordet således: τὰ μετὰ μέθης καὶ ὕβρεως ᾄσματα [«de sange, der synges i rus og overmod»].