lxii. καπηλεύω, δολόω.

I to steder, der står tæt ved hinanden, siger Paulus om sig selv, at han ikke er «as many, which corrupt the word of God» [«som de mange, der forfalsker Guds ord»] (καπηλεύοντες, 2 Kor 2,17); og lidt efter afviser han igen at høre til dem, der kan beskyldes for «handling deceitfully» [«at omgås svigagtigt med»] det samme ord (δολοῦντες, 4,2). Ingen af de to ord forekommer ellers i Det Nye Testamente. Både af sammenhængen og af ordenes egen karakter er det tydeligt, at de begreber, de udtrykker, må ligge meget tæt op ad hinanden. Ofte påstås eller forudsættes det, at de er helt identiske – således af alle de oversættere, der kun har én gengivelse af begge; for eksempel Vulgata, der begge steder har «adulterantes» [«som forfalsker»], og Chrysostomos, der forklarer καπηλεύειν som ensbetydende med νοθεύειν. Men det er en fejltagelse. Ser man nærmere efter, vil man finde, at καπηλεύειν vel dækker alt, hvad δολοῦν dækker, men også noget mere – og det gælder både i den bogstavelige betydning og i den overførte og billedlige, som Paulus bruger ordet i. Det er da også tydeligt, at oversætterne af den engelske King James-oversættelse (A.V.) – hvad enten de nu havde et klart blik for forskellen mellem ordene eller ej – ikke fandt sig i, at enhver forskel mellem dem blev visket ud.

Historien bag ordet καπηλεύειν er ikke svær at følge. En κάπηλος er egentlig en høker eller en lille detailhandler i modsætning til en ἔμπορος, en købmand, der sælger sine varer en gros; de to står sammen i Sir 26,29. Men selv om ordet kunne betegne enhver sådan kræmmer, er en κάπηλος først og fremmest en, der sælger vin i detailhandel (Lukian, Hermotimos 58). Sådanne folk var udsat for mange og stærke fristelser, som de let faldt for (Sir 26,29): at blande deres vin med vand (Es 1,22) eller på anden måde fuske med den og sælge den i for små mål. De gav så almindeligt efter for disse fristelser, at κάπηλος og καπηλεύειν ligesom «caupo» og «cauponari» [«kroholder» og «drive kræmmerhandel»] blev foragtelige betegnelser; καπηλεύειν vil sige at drive en skammelig handel og skaffe sig en skammelig gevinst, sådan som en κάπηλος gør (Platon, Staten VII, 525 d; Protagoras 313 d; Becker, Charikles, 1840, s. 256). Men det vil straks være tydeligt, at δολοῦν kun er én del af καπηλεύειν, nemlig at fuske med vinen eller forfalske den ved at blande fremmede stoffer i; ordet antyder ikke, at det sker for at skaffe sig en skammelig gevinst. Ja, man kunne endda hævde, at det kun delvis udtrykker selve forfalskningen, sådan som følgende uddrag fra Lukian (Hermotimos 59) synes at vise: οἱ φιλόσοφοι ἀποδίδονται τὰ μαθήματα ὥσπερ οἱ κάπηλοι, κερασάμενοί γε οἱ πολλοί, καὶ δολώσαντες, καὶ κακομετροῦντες [«Filosofferne sælger deres lærdomme ligesom vinhandlerne – de fleste af dem blander dem op, forfalsker dem og giver for lidt i målet»]; for her er δολοῦν kun én del af den svigagtige behandling, som en κάπηλος giver de varer, han sælger.

Men hvad enten dette er værd at fremhæve eller ej, så er det helt sikkert, at mens der i δολοῦν ikke ligger mere end selve forfalskningen, ligger der i καπηλεύειν, at man gør det for at skaffe sig en uværdig gevinst. Her har vi utvivlsomt et moment i de falske læreres synd, som Paulus ville tage afstand fra, når han afviste καπηλεύειν. Med udtrykkelige ord afviser han det meget indtrængende i dette samme brev (12,14; jf. ApG 20,33), og det så meget mere indtrængende, som Skriften gang på gang nævner det som et kendetegn på falske profeter og falske apostle, at de af griskhed driver handel med sjæle (for sådan hænger det laveste fast ved det højeste, og usandhed i de højeste ting udsætter for de laveste fristelser). Det gør Paulus selv i Tit 1,11 og Fil 3,19; jf. 2 Pet 2,3.14.15; Jud 11.16; Ez 13,19. Se også Ignatius (den længere udgave), hvor de falske lærere – utvivlsomt med hentydning til dette sted og som et vidnesbyrd om, hvordan forfatteren forstod det – fordømmes som χρηματολαιλαπες, som χριστέμποροι, τὸν Ἰησοῦν πωλοῦντες, καὶ καπηλεύοντες τὸν λόγον τοῦ εὐαγγελίου [«pengehvirvelvinde», «Kristus-kræmmere, som sælger Jesus og driver kræmmerhandel med evangeliets ord»]. Her har vi sandelig en forskel, som det er umagen værd ikke at gå upåagtet forbi. De falske lærere i Galatien kunne utvivlsomt anklages for at være δολοῦντες τὸν λόγον, eftersom de blandede tomme menneskelige overleveringer ind i evangeliets rene ord og byggede med hø, strå og halm sammen med dets sølv, guld og ædelsten. Men intet giver os grund til at anklage dem for at være καπηλεύοντες τὸν λόγον τοῦ Θεοῦ, altså for at have udrettet den skade, de udrettede, for skammelig vindings skyld (se Deyling, Obss. Sac. bd. IV, s. 636).

Bentley fastholder i sin Sermon on Popery [«Prædiken om pavedømmet»] (Works, bd. III, s. 242) med styrke den forskel, jeg har forsøgt at påvise. «Vore engelske oversættere,» siger han, «har ikke været særlig heldige med deres gengivelse af dette sted [2 Kor 2,17]. Vi er ikke, siger apostlen, καπηλεύοντες τὸν λόγον τοῦ Θεοῦ, hvad vore oversættere har gengivet med ‹we do not corrupt› [«vi forfalsker ikke»] eller (som i randnoten) ‹deal deceitfully with› [«omgås svigagtigt med»] ‹the word of God›. Det blev de ført til af parallelstedet i kap. 4 i samme brev, v. 2, ‹not walking in craftiness› [«vi fører ikke et liv i snedighed»], μηδὲ δολοῦντες τὸν λόγον τοῦ Θεοῦ, ‹nor handling the word of God deceitfully› [«og omgås ikke svigagtigt med Guds ord»]. De tog καπηλεύοντες og δολοῦντες i samme betydning, sådan som den latinske Vulgata havde gjort før dem, der udtrykker begge med samme ord, adulterantes verbum Dei [«som forfalsker Guds ord»]; og ligeledes gør Hesychios dem til synonymer: ἐκκαπηλεύειν, δολοῦν. Δολοῦν gengives ganske vist rammende med ‹adulterare› [«forfalske»]; således δολοῦν τὸν χρυσόν, τὸν οἶνον, at forfalske guld eller vin ved at blande ringere bestanddele i metallet eller drikken. Og vore oversættere havde gjort vel i at gengive det sidste sted med ‹ikke forfalske›, ‹ikke fuske med› ordet. Men καπηλεύοντες i vores tekst rummer en sammensat forestilling og har en videre betydning. Καπηλεύειν omfatter altid δολοῦν, men δολοῦν rækker aldrig så vidt som καπηλεύειν, der ud over betydningen ‹forfalske› også rummer forestillingen om uretfærdig vinding, gevinst, profit og fordel. Det fremgår tydeligt af ordet κάπηλος, et erhverv, der altid var berygtet for griskhed og kneb: ‹perfidus hic caupo› [«denne troløse kroholder»], siger digteren, som en almen karakteristik. Derfra blev καπηλεύειν ved en let og naturlig metafor overført til andre udtryk, hvor der var tale om snyd og vinding: καπηλεύειν τὸν λόγον, siger apostlen her, og de gamle grækere sagde καπηλεύειν τὰς δίκας, τὴν εἰρήνην, τὴν σοφίαν, τὰ μαθήματα – at fordærve og sælge retten, at kræmme med en fredsforhandling, at prostituere lærdom og filosofi for vindings skyld. Snyd og forfalskning er, som vi ser, en del af begrebet καπηλεύειν, men det væsentlige i det er den lave vinding. Således også ‹cauponari› i det velkendte sted hos Ennius, hvor Pyrrhos nægter at forhandle om løsesum for sine fanger og giver dem fri uden betaling:

«Non mi aurum posco, nec mi pretium dederitis, Nonc auponanti bellum, sed belligeranti.» [«Jeg forlanger intet guld, og I skal ikke give mig nogen løsesum; vi fører ikke krigen som kræmmere, men som krigere.»]

Og sådan udlægger kirkefædrene dette sted ... Kort sagt kunne det, Paulus siger, καπηλεύοντες τὸν λόγον, udtrykkes med ét klassisk ord – λογέμποροι eller λογοπρᾶται1 [«ordhandlere», «ordsælgere»] – hvor forestillingen om vinding og profit er hoveddelen af betydningen. Vil vi derfor yde vores tekst retfærdighed, må vi ikke haltende nøjes med vore oversætteres ‹corrupters of the word of God› [«forfalskere af Guds ord»], men føje til som ordets fulde indhold: ‹forfalskere af Guds ord _for skammelig vindings skyld_›.»

Hvis det, der netop er sagt, er rigtigt, følger det, at «deceitfully handling» [«omgås svigagtigt»] ville være en mere præcis – om end heller ikke helt dækkende – gengivelse af καπηλεύοντες, og «who corrupt» [«som forfalsker»] en mere præcis gengivelse af δολοῦντες, end det omvendte, som vores engelske oversættelse faktisk har.

Fodnote 1 Således λογοπῶλοι hos Filon, Cong. Erud. Grat. 10.