lxiii. ἀγαθωσύνη, χρηστότης.

Ἀγαθωσύνη er et af de mange ord, som den åbenbarede religion har beriget det senere græske sprog med. Det forekommer ingen andre steder end i de græske oversættelser af Det Gamle Testamente (2 Krøn 24,16; Neh 9,25; Præd 9,18), i Det Nye Testamente og i skrifter, der direkte bygger på dem. Grammatikerne anerkendte det da heller aldrig og ville hverken give det eller ἀγαθότης deres godkendelsesstempel; de krævede, at man altid skulle bruge χρηστότης i stedet – et ord, der, som vi skal se, ikke er helt identisk med det (Lobeck, Pathol. Serm. Groec. s. 237). I Det Nye Testamente møder vi ἀγαθωσύνη fire gange, altid i Paulus' skrifter (Rom 15,14; Gal 5,22; Ef 5,9; 2 Thess 1,11), og den engelske King James-oversættelse (A.V.) gengiver det hver gang med «goodness» [«godhed»]. Undertiden savner vi et mere særligt og afgrænset ord, som i Gal 5,22, hvor ἀγαθωσύνη er ét led i en lang række kristne dyder eller nådegaver og må betyde én enkelt, særskilt nådegave, mens «goodness» synes at omfatte dem alle. At forklare det dér som Phavorinus med ἡ ἀπηρτισμένη ἀρετή [«den fuldendte dyd»] er ikke særlig tilfredsstillende – hvor sandt det end er, at ordet undertiden, som i Sl 52,5, stilles op over for κακία og får denne bredere betydning. Når alt det er sagt, er det svært at foreslå nogen anden gengivelse; ligesom det utvivlsomt også er sværere at indfange kernen i ἀγαθωσύνη end i χρηστότης. Vanskeligheden skyldes især, at vi ikke har nogen hjælpende steder i Grækenlands klassiske litteratur; for selv om sådanne steder aldrig kan godtages som den endegyldige lov for ordenes betydning i Skriften, mærker vi straks et tab, når de mangler helt. Det vil derfor være godt først at se på χρηστότης; når vi har set, hvilket betydningsområde det dækker, kan vi bedre bedømme, hvad der bliver tilbage til ἀγαθωσύνη.

Χρηστότης er et smukt ord, ligesom det er udtryk for en smuk nådegave (jf. χρηστοήθεια, Sir 37,13). Ligesom ἀγαθωσύνη forekommer det i Det Nye Testamente kun i Paulus' skrifter. Han forbinder det med φιλανθρωπία (Tit 3,4; jf. Lukian, Timon 8; Plutark, Demetrios 50) og med μακροθυμία og ἀνοχή (Rom 2,4) og stiller det op over for ἀποτομία (Rom 11,22). Den engelske King James-oversættelse gengiver det med «good» [«god»] (Rom 3,12), «kindness» [«venlighed»] (2 Kor 6,6; Ef 2,7; Kol 3,12; Tit 3,4) og «gentleness» [«mildhed»] (Gal 5,22). Rheims-oversættelsen [den katolske engelske oversættelse af Det Nye Testamente fra 1582], der har «benignity» [«velvilje»] – en stor forbedring i forhold til «gentleness» (Gal 5,22) – og «sweetness» [«mildhed», «sødme»] (2 Kor 6,6), har bedre indfanget ordets kernebetydning. I de Definitioner, der går under Platons navn (412 e), forklares det som ἤθους ἀπλαστία μετ᾽ εὐλογιστίας [«et uforstilt sind forbundet med god dømmekraft»]; hos Phavorinus som εὐσπλαγχνία, ἡ πρὸς τοὺς πέλας συνδιάθεσις, τὰ αὐτοῦ ὡς οἰκεῖα ἰδιοποιουμένη [«medfølelse, den indlevelse i sin næste, der gør hans sager til sine egne»]. Klemens af Rom forbinder det med ἔλεος (1. Klemensbrev 9); Plutark med εὐμένεια (De Cap. ex Inim. Util. 9), med γλυκυθυμία (Terr. an Aquat. 32) og med ἁπλότης og μεγαλοφροσύνη (Galba 22); Lukian med οἶκτος (Timon 8); ligesom χρηστός forbindes med φιλάνθρωπος (Plutark, Symp. 1.1.4). Filon grupperer det sammen med εὐθυμία, ἡμερότης og ἠπιότης (De Mer. Merc. 3). Når Josefus taler om Isaks χρηστότης (Antt. I.18.3), viser han en fin forståelse af patriarkens etiske karakter; se 1 Mos 26,20–22.

Calvin har en alt for overfladisk opfattelse af χρηστότης, når han i sin kommentar til Kol 3,12 skriver: «Comitatem—sic enim vertere libuit χρηστότητα quâ nos reddimus amabiles. Mansuetudo [πραΰτης], quae sequitur, latius patet quam comitas, nam illa praecipue est in vultu ac sermone, haec etiam in affectu interiore.» [«Venlighed – sådan har jeg valgt at oversætte χρηστότης – den, hvormed vi gør os elskelige. Sagtmodighed, som følger efter, rækker videre end venlighed, for venligheden viser sig især i ansigt og tale, sagtmodigheden også i det indre sindelag.»] Langtfra blot at være en sådan ynde i ord og mine er χρηστότης en egenskab, der gennemtrænger hele væsenet og mildner alt dér, som ellers ville have været hårdt og strengt. Således er vin χρηστός, når den er blevet mild med alderen (Luk 5,39); Kristi åg er χρηστός, fordi der intet hårdt eller gnavende er ved det (Matt 11,30). Om forskellen mellem det og ἀγαθωσύνη siger Coccejus (til Gal 5,22) med henvisning til Tit 3,4, hvor χρηστότης forekommer: «Ex quo exemplo patet per hanc vocem significari quandam liberalitatem et studium benefaciendi. Per alteram autem [ἀγαθωσύνη] possumus intelligere comitatem, suavitatem morum, concinnitatem, gravitatem morum, et omnem amabilitatem cum decoro et dignitate conjunctam.» [«Af dette eksempel fremgår det, at dette ord betegner en vis gavmildhed og iver efter at gøre godt. Ved det andet ord [ἀγαθωσύνη] kan vi derimod forstå venlighed, et mildt væsen, harmoni, alvor i væremåden og al elskværdighed forbundet med sømmelighed og værdighed.»] Men heller ikke det synes mig at ramme helt plet. Hvis ordene overhovedet skal stilles op over for hinanden, hører «suavitas» [«mildhed», «behagelighed»] snarere til χρηστότης end til ἀγαθωσύνη. Mere relevant for sagen er det, Hieronymus har sagt; jeg kender faktisk intet andet sted, hvor det er sagt så godt (in Ep. ad Gal. 5,22): «Benignitas sive suavitas, quia apud Graecos χρηστότης utrumque sonat, virtus est lenis, blanda, tranquilla, et omnium bonorum apta consortio; invitans ad familiaritatem sui, dulcis alloquio, moribus temperata. Denique et hanc Stoici ita definiunt: Benignitas est virtus sponte ad benefaciendum exposita. Non multum bonitas [ἀγαθωσύνη] a benignitate diversa est; quia et ipsa ad benefaciendum videtur exposita. Sed in eo differt; quia potest bonitas esse tristior, et fronte severis moribus irrugatâ, bene quidem facere et praestare quod poscitur; non tamen suavis esse consortio, et suâ cunctos invitare dulcedine. Hanc quoque sectatores Zenonis ita definiunt: Bonitas est virtus quae prodest, sive, virtus ex quâ oritur utilitas; aut, virtus propter semetipsam; aut, affectus qui fons sit ntilitatum.» [«Velvilje eller mildhed – for hos grækerne rummer χρηστότης begge dele – er en blid, venlig og fredelig dyd, som passer til fællesskab med alle gode; den indbyder til fortrolighed, er mild i tiltale og afbalanceret i sin færd. Stoikerne definerer den da også således: Velvilje er en dyd, der af sig selv er rede til at gøre godt. Godhed er ikke meget forskellig fra velvilje, for også den synes at være rede til at gøre godt. Men forskellen er, at godhed kan være mere alvorlig og med en pande, der er rynket af strenge sæder, nok gøre godt og yde det, der bedes om, men uden at være behagelig at være sammen med og uden at drage alle til sig med sin mildhed. Også Zenons tilhængere definerer den således: Godhed er en dyd, der gavner, eller en dyd, som nytte udspringer af; eller en dyd for sin egen skyld; eller et sindelag, der er en kilde til nytte.»] I det væsentlige stemmer det overens med den forskel, som Basilius drager (Reg. Brev. Tract. 214): πλατυτέραν οἶμαι εἶναι τὴν χρηστότητα, εἰς εὐεργεσίαν τῶν ὅπως δηποτοῦν ἐπιδεομένων ταύτης· συνηγμένην δὲ μᾶλλον τὴν ἀγαθωσύνην, καὶ τοῖς τῆς δικαιοσύνης λόγοις ἐν ταῖς εὐεργεσίαις συγχρωμένην [«Jeg mener, at χρηστότης er bredere og sigter på at gøre godt mod alle, der på den ene eller anden måde trænger til det; ἀγαθωσύνη er derimod mere afgrænset og tager i sine velgerninger hensyn til retfærdighedens krav»]. Lightfoot finder i sin kommentar til Gal 5,22 mere aktivitet i ἀγαθωσύνη end i χρηστότης: «De adskiller sig fra hinanden som ἦθος fra ἐνέργεια: χρηστότης er ἀγαθωσύνη i mulighed, ἀγαθωσύνη er χρηστότης i virksomhed.»

Et menneske kan vise sin ἀγαθωσύνη, sin iver for det gode og sande, ved at irettesætte, korrigere og tugte. Kristus handlede helt i denne nådegaves ånd, da han drev køberne og sælgerne ud af templet (Matt 21,13), eller da han udtalte alle de frygtelige ord mod de skriftkloge og farisæerne (Matt 23); men vi kunne ikke sige, at hans χρηστότης viste sig i disse handlinger udsprunget af retfærdig harme. Den viste sig snarere i den måde, han tog imod den angrende kvinde på (Luk 7,37–50; jf. Sl 24,7.8), ligesom i al hans øvrige nådige omgang med menneskenes børn. Derfor kan vi tale om – og de Apostolske Konstitutioner (II.22) taler faktisk om – Guds χρηστότης τῆς ἀγαθωσύνης [«godhedens mildhed»], men næppe om det omvendte. Denne χρηστότης prægede i så høj grad Kristi virke, at det slet ikke er underligt at høre fra Tertullian (Apologeticum 3), at «Christus» blev til «Chrestus» og «Christiani» til «Chrestiani» i hedningernes mund [på græsk betyder χρηστός «mild, god»] – ganske vist med en undertone af den foragt, som verden føler og snart lærer at give ord, for en godhed, der i dens øjne kun har duens uskyldighed og intet af slangens klogskab. En sådan foragt har verden sandelig ret til at nære for en godhed, der ingen æg og ingen skarphed har, ingen retfærdig harme over synden og ingen vilje til at straffe den. At det, der blev kaldt χρηστότης, undertiden faktisk udartede til dette, selv om det beholdt sit ærefulde navn, og til sidst slet ikke var nogen godhed, har vi et slående vidnesbyrd om i et fragment af Menander (Meineke, Fragm. Com. Groec. s. 982):

ἡ νῦν ὑπό τινων χρηστότης καλουμένη μεθῆκε τὸν ὃλον εἰς πονηρίαν βίον· οὐδεὶς γὰρ ἀδικῶν τυγχάνει τιμωρίας. [«Det, som nogle nu kalder χρηστότης, har sluppet hele livet løs i ondskab; for ingen, der gør uret, får sin straf.»]