lxiv. δίκτυον, ἀμφίβληστρον, σαγήνη.

Vores engelske ord «net» [på dansk ligeledes «net»] dækker i store træk alle disse tre ord, som man dog kan skelne mere nøjagtigt fra hinanden.

Δίκτυον (== «rete», «retia» [latin: net]) kommer af det gamle δικεῖν, at kaste, som også findes i δίσκος, en kastering. Det er den mere almindelige betegnelse for alle slags net og omfatter både jagtnettet, det net, man fanger fugle med (Ordsp 1,17), og fiskenettet, selv om det i NT kun bruges om det sidste (Matt 4,20; Joh 21,6). I Septuaginta bruges det ofte i den billedlige betydning, som Paulus giver ordet παγίς (Rom 2,9 [sandsynligvis Rom 11,9]; 1 Tim 3,7), og det står faktisk sammen med dette ord (Job 18,8; Ordsp 29,5).

Ἀμφίβληστρον og σαγήνη er forskellige slags fiskenet. De nævnes sammen i Hab 1,15 og hos Plutark (De Sol. Anim. 26), som forbinder γρῖπος med σαγήνη og ὐποχή med ἀμφίβληστρον. Ἀμφίβληστρον – som i NT kun findes i Matt 4,18 og Mark 1,16; jf. Præd 9,12; Sl 140,10 (ἀμφιβολή hos Oppian) – er kastenettet, «jaculum», dvs. «rete jaculum» (Ovid, Art. Am. i. 763) [latin: kastenet], eller «funda» (Vergil, Georg. i. 141) [latin: slynge]. Når det kastes med øvelse over skulderen af en, der står på stranden eller i en båd, breder det sig ud i en cirkel (ἀμφιβάλλεται), idet det falder på vandet. Derefter synker det hurtigt på grund af blyloddene, der sidder på det, og lukker sig om alt, hvad der er under det. Den runde, klokkeagtige form gjorde det egnet som myggenet, og ifølge Herodot (ii. 95) brugte de egyptiske fiskere det netop sådan; men se Blakesley, Herodotus in loc. Den klædning, i hvis dødbringende folder Klytaimnestra vikler Agamemnon ind, kaldes ἀμφίβληστρον (Aischylos, Agamem. 1353; Choëph. 490; jf. Euripides, Helen. 1088). Det samme gælder den lænke, som Prometheus er bundet til sin klippe med (Aischylos, Prom. Vinct. 81), og den forgiftede klædning, som Deianeira giver Herakles (Sofokles, Trach. 1052).

Σαγήνη – som i NT kun findes i Matt 13,47; jf. Es 19,8; Ez 26,8 (af σάττω, σέσαγα, «onero» [latin: jeg læsser, belæsser]) – er det lange slæbenet eller vod (Manilius kalder det «vasta sagena» [latin: det vældige vod]). Enderne føres ud i både, så nettet omslutter et stort stykke åbent hav; derefter trækkes de sammen, og alt, hvad nettet rummer, bliver indesluttet og fanget. I Vulgata gengives det med «sagena», og deraf kommer «seine» eller «sean», navnet på dette net i Cornwall, hvor det bruges meget langs kysterne. På klassisk latin kaldes det «everriculum» [latin: slæbenet, egentlig «udfejer»], fordi det fejer havbunden. (Cicero spiller på Verres' navn og kalder ham «everriculum in provincia» [latin: et slæbenet i provinsen].) Fordi det således var et πάναγρον, et net, der tager alt (Homer, Il. v. 487), gav grækerne navnet σαγηνεύειν til en fremgangsmåde, som perserne efter sigende brugte til at rydde en erobret ø for dens indbyggere (Herodot, iii. 149; vi. 31; Platon, Legg. iii. 698 d). Mærkeligt nok blev den samme fremgangsmåde faktisk forsøgt, men med meget ringe held, på Tasmanien for ikke mange år siden; se Bonwicks Last of the Tasmanians. Vergil beskriver i to linjer fiskeriet, først med ἀμφίβληστρον og derefter med σαγήνη (Georg. i. 141):

«Atque alius latum fundâ jam verberat amnem Alta petens, pelagoque alius trahit humida lina.» [latin: «Og én pisker allerede den brede flod med kastenettet og søger det dybe, en anden trækker de våde garn gennem havet.»]

Man ser, at det var oplagt at bruge σαγήνη i en lignelse (Matt 13,47), hvor vor Herre viser, hvor vidt hans kommende rige rækker, og at det omfatter alt. Hverken ἀμφίβληστρον eller δίκτυον, som kunne have betydet ikke mere end ἀμφίβληστρον, ville have passet nær så godt.