lxv. λυπέομαι, πενθέω, θρηνέω, κόπτω.

I alle disse ord ligger følelsen af sorg eller sorgens udtryk; men følelsen i forskellige grader af styrke og udtrykket i forskellige former.

Λυπεῖσθαι (Matt 14,9; Ef 4,30; 1 Pet 1,6) er ikke et særligt, men et meget almindeligt ord, som omfatter de mest forskellige former for sorg. Det står som modsætning til χαίρειν (Aristoteles, Rhet. i. 2; Sofokles, Ajax. 555), ligesom λύπη står over for χαρά (Joh 16,20; Xenofon, Hell. vii. 1. 22) eller over for ἠδονή (Platon, Legg. 733). Denne λύπη kan man, i modsætning til den sorg, de tre følgende ord udtrykker, bære så dybt i sit hjerte, at den slet ikke viser sig udadtil, medmindre man selv vil åbenbare den (Rom 9,2).

Sådan er det ikke med πενθεῖν, som er stærkere. Det er ikke blot «dolere» eller «angi» [latin: føle smerte; være plaget], men «lugere» [latin: sørge, holde sorg], og ligesom dette ord betyder det egentlig og først og fremmest at sørge over de døde (Cicero, Tusc. i. 13; iv. 8: «luctus, aegritudo ex ejus, qui carus fuerit, interitu acerbo» [latin: sorg er bedrøvelse over en kær persons bitre død]): πενθεῖν νέκυν (Homer, Il. xix. 225); τοὺς ἀπολωλότας (Xenofon, Hell. ii. 2, 3). Dernæst bruges det om enhver anden lidenskabelig klage (Sofokles, Oed. Rex. 1296; 1 Mos 37,34); πένθος er jo i virkeligheden en form for πάθος (se Plutark, Cons. ad Apoll. 22). Det betyder at sørge med en sorg, der så fuldstændig tager mennesket i besiddelse, at den ikke kan skjules. Jf. Spanheim (Dub. Evang. 81): «πενθεῖν enim apud Hellenistas respondit verbis בכת κλαίειν, θρηεῖν, et הֵילִיל ὀλολύζειν, adeoque non tantum denotat luctum conceptum intus, sed et expressum foris.» [latin: «Hos de hellenistiske forfattere svarer πενθεῖν nemlig til ordene בכת κλαίειν, θρηεῖν og הֵילִיל ὀλολύζειν og betegner derfor ikke kun den sorg, der føles indvendig, men også den, der kommer til udtryk udadtil.»] Ifølge Chrysostomos (in loco) er πενθοῦντες i Matt 5,4 οἱ μετ᾽ ἐπιτάσεως λυπουμένοι, de mennesker, der sørger sådan, at deres sorg viser sig udadtil. Derfor finder vi ofte πενθεῖν sammen med κλαίειν (2 Sam 19,1; Mark 16,10; Jak 4,9; Åb 18,15); ligeså πενθῶν καὶ σκυθρωπάζων, Sl 34,14. Gregor af Nyssa (Suicer, Thes. s. v. πένθος) giver en mere almen bestemmelse: πένθος ἐστὶ σκυθρωπὴ διάθεσις τῆς ψυχῆς, ἐπὶ στερήσει τινὸς τῶν καταθυμίων συνισταμένη [græsk: sorg er en dyster sindstilstand, som opstår, når man mister noget, man holder af]; men han var ikke i færd med at skelne mellem synonymer og derfor ikke optaget af at trække de finere forskelle frem.

Θρηνεῖν, som forbindes med ὀδύρεσθαι (Plutark, Quom. Virt. Prof. 5) og med κατοικτείρειν (Cons. ad Apoll. 11), betyder at begræde, at synge en θρῆνος, en «nenia» [latin: gravsang] eller klagesang over den døde. Det kan være ren jamren og klage (θρῆνος καὶ κλαυθμός, Matt 2,18), der bryder ud i spontane, uforberedte ord – den irske dødevagt («wake») er en sådan θρῆνος – eller det kan få den mere kunstfærdige form af et digt. Den smukke klagesang, som David digtede over Saul og Jonatan, indledes i Septuaginta med ordene ἐθρήνησε Δαβὶδ τὸν θρῆνον τοῦτον κ.τ.λ. (2 Sam 1,17), og den ophøjede klagesang over Tyrus kaldes en θρῆνος (Ez 26,17; jf. Åb 18,11; 2 Krøn 35,25; Am 8,10).

Til sidst skal vi se på κόπτειν (Matt 24,30; Luk 23,27; Åb 1,7). Det betyder først at slå og dernæst den handling, der oftest fulgte med θρηνεῖν: at slå sig på brystet som et ydre tegn på indre sorg (Nah 2,7; Luk 18,13). Således er κοπετός (ApG 8,2) θρῆνος μετὰ ψοφοῦ χειρῶν [græsk: klage med lyden af hænder, der slår] (Hesychios), og ligesom πενθεῖν bruges det oftest som tegn på sorg over de døde (1 Mos 23,2; 2 Kong 3,31). Det svarer til det latinske «plangere» («laniataque pectora plangens» [latin: mens hun slog sit sønderrevne bryst]: Ovid, Metam. vi. 248; jf. Sofokles, Ajax, 615–617), som hænger sammen med «plaga» og πλήσσω. Plutark (Cons. ad Ux. 4) forbinder ὀλοφύρσεις og κοπετοί (jf. Fab. Max. 17: κοπετοὶ γυναικεῖοι) som to af de mere voldsomme udtryk for sorg og fordømmer dem begge, fordi de går for vidt.