lxvi. ἁμαρτία, ἁμάρτημα, παρακοή, ἀνομία, παρανομία, παράβασις, παράπτωμα, ἀγνόημα, ἥττημα.

Det er en sørgeligt stor gruppe ord, og det ville kun være alt for let at gøre den endnu større. Det er heller ikke svært at se hvorfor. For synden, som vi med Augustins ord kan definere som «factum vel dictum vel concupitum aliquid contra aeternam legem» [noget, der er gjort, sagt eller begæret imod den evige lov] (Con. Faust. xxii. 27; jf. stoikernes definition: ἀμάρτημα, νόμου ἀπαγόρευμα [en forseelse er noget, som loven forbyder], Plutark, De Rep. Stoic. 11); eller igen som «voluntas admittendi vel retinendi quod justitia, vetat, et unde liberum est abstinere» [viljen til at gøre eller fastholde det, som retfærdigheden forbyder, og som man frit kan afholde sig fra] (Con. Jul. i. 47), kan betragtes fra et uendeligt antal sider og er også blevet det på alle sprog. Og da det frem for alt er Skriften, der stiller diagnosen, er der ingen andre steder, hvor vi kan vente at finde den betragtet fra så mange sider og fremstillet i så forskellige billeder. Den kan betragtes som det at forfejle et mål eller en hensigt; så er den ἁμαρτία eller ἁμάρτημα. Som det at gå ud over eller overskride en linje; så er den παράβασις. Som ulydighed mod en røst; i så fald er den παρκοή. Som at falde, hvor man burde have stået oprejst; det vil være παράπτωμα. Som uvidenhed om det, man burde have vidst; det vil være ἀγνόημα. Som en formindskelse af det, der burde have været ydet i fuldt mål; det er ἥττημα. Som det ikke at overholde en lov; det er ἀνομία eller παρανομία. Som en mislyd i harmonierne i Guds univers; så er den πλημμέλεια. Og på næsten utallige andre måder.

Lad os begynde med det ord, der har den videste rækkevidde. Når vi søger nøjagtigt at definere ἁμαρτία og derved bedre at skelne det fra de andre ord i denne gruppe, kan vi ikke få nogen hjælp fra dets etymologi, eftersom den er helt usikker.Etym. Note. 32 Som bekendt afleder Suidas det af μάρπτω: «ἁμαρτία quasi ἁμαρπτία» [ἁμαρτία så at sige som «ἁμαρπτία»], altså det ikke at få fat. Buttmanns formodning (Lexilogus, s. 85, den engelske udgave), at det hører til roden μέρος, μείρομαι, som der blev dannet et negativt intransitivt verbum af med betydningen at være uden sin andel i, at gå glip af (se Xenofon, Cyrop. i. 6. 13), har vundet mere tilslutning (se en lang note af Fritzsche til Rom 5,12, med fremragende filologi og elendig teologi). Kun så meget er klart, at når synden betragtes som ἀμαρτία, ses den som det at svigte og forfejle det sande mål og formål med vores liv, og det er Gud. Oikumenios kalder den ἡ τοῦ ἀγαθοῦ ἀπόπτωσις [frafaldet fra det gode]; Suidas ἡ τοῦ ἁγαθοῦ ἀποτυχία [det at forfejle det gode] og ἁμαρτάνειν og ἄσκοπα τοξεύειν [at skyde uden at sigte]; en anden ἡ τοῦ καλοῦ ἐκτροπή, εἴτε τοῦ κατὰ φύσιν, εἴτε τοῦ κατὰ νόμον [afvigelsen fra det gode, hvad enten det er det gode efter naturen eller efter loven]. Vi kan sammenligne det tyske «fehlen» [fejle, ramme ved siden af].

Det siger sig selv, at en svagere forståelse af synden og af syndens ondskab må gå hånd i hånd med en svagere etisk betydning i de ord, der bruges om synd. Det er derfor ikke underligt, at ἁμαρτία og ἁμαρτάνειν ingen steder i klassisk græsk opnår den dybe betydning, som de har fået i den åbenbarede religion. Ordene går den samme vej, som alle ord, der til sidst optages i etikkens fagsprog, tilsyneladende uundgåeligt må gå. Først bruges de om naturlige ting, og derefter overføres de til moralske eller åndelige ting, i kraft af den lighed mellem de to områder, som menneskets ånd så gerne sporer. Når vi første gang møder ἁμαρτάνειν, betyder det således at ramme ved siden af et mål, præcis det modsatte af τυχεῖν. Hundrede gange hos Homer ἁμαρτεῖ krigeren, der kaster sit spyd, men ikke rammer sin fjende (Il. iv. 491); og τῶν ὁδῶν ἁμαρτάνειν (Thukydid, iii. 98. 2) er at fare vild. Næste skridt er, at ordet overføres til det intellektuelle område. Digteren ἁμαρτάνει, når han vælger et emne, som det er umuligt at behandle poetisk, eller når han søger at nå resultater, der ligger uden for hans kunsts grænser (Aristoteles, Poët. 8 og 25); sådan har vi δόξης ἁμαρτία (Thukydid, i. 31) og γνώμης ἁμάρτημα (ii. 65). Det stilles hele tiden op over for ὀρθότης (Platon, Legg. i. 627 d; ii. 668 c; Aristoteles, Poët. 25). Ordet har så langtfra nødvendigvis nogen etisk betydning, at Aristoteles undertiden næsten, om ikke helt, fjerner det fra området for ret og uret (Eth. Nic. v. 8. 7). Ἀμαρτία er en fejltagelse, måske en frygtelig en som Ødipus', men heller ikke mere (Poët. 13; jf. Euripides, Hippolytos, 1426). Andre steder har det dog lige så meget af betydningen af vores ord «synd», som noget ord i den hedenske etik kunne have; således Platon, Phoedr. 113 e; Rep. ii. 366 a; Xenofon, Cyrop. v. 4. 19.

Ἁμάρτημα adskiller sig fra ἁμαρτία ved, at ἁμαρτία er synd både abstrakt og konkret, eller igen: lige så vel selve det at synde som den synd, der faktisk bliver begået, lige så vel «peccatio» (A. Gellius, xiii. 20, 17) som «peccatum» [syndshandlingen … synden]. Ἁμάρτημα derimod (det forekommer kun Mark 3,28; 4,12; Rom 3,25; 1 Kor 6,18) er aldrig synd forstået som syndighed eller som selve det at synde, men kun synden set i dens enkelte udslag og gerninger af ulydighed mod en guddommelig lov; i de græske filosofskoler stilles det op over for κατόρθωμα.1 Den samme forskel er der mellem ἀνομία og ἀνόμημα (det sidste findes ikke i NT, men i 1 Sam 25,28; Ez 16,49), ἀσέβεια og ἀσέβημα (ikke i NT, men i 3 Mos 18,17), ἀδικία og ἀδίκημα (ApG 18,14). Det fremhæver Aristoteles (Ethic. Nic. v. 7), der stiller ἄδικον (== ἀδικία) og ἀδίκημα op over for hinanden med disse ord: διαφέρει τὸ ἀδίκημα καὶ τὸ ἄδικον. Ἄδικον μὲν γὰρ ἔστι τῇ φύσει, ἢ τάξει· τὸ αὐτὸ δὲ τοῦτο, ὅταν πραχθῇ, ἀδίκημά ἐστι [Den uretfærdige handling og det uretfærdige er forskellige. For det uretfærdige er uretfærdigt af natur eller ved forordning; men netop dette er, når det bliver gjort, en uretfærdig handling]. Sammenlign et lærerigt sted hos Xenofon (Mem. ii. 2, 3): αἱ πόλεις ἐπὶ τοῖς μεγίστοις ἀδικήμασι ζημίαν θάνατον πεποιήκασιν, ὡς οὐκ ἂν μειζόνος κακοῦ φόβῳ τὴν ἀ δικίαν παύσοντες [Byerne har fastsat døden som straf for de største uretfærdige handlinger, fordi de ikke mente at kunne standse uretfærdigheden ved frygt for noget større onde]. Om forskellen mellem ἁμαρτία og ἁμάρτημα, ἀδικία og ἀδίκημα og andre ord i denne gruppe findes der en lang drøftelse hos Klemens af Alexandria (Strom. ii. 15), men den giver ikke meget udbytte.

Ἀσέβεια forbindes med ἀδικία (Xenofon, Apol. 24; Rom 1,8), ligesom ἀσεβής forbindes med ἄδικος, med ἀνόσιος (Xenofon, Cyrop. viii. 8. 27) og med ἁμαρτωλός (1 Tim 1,9; 1 Pet 4,18). Det er positiv og aktiv gudløshed, og den ses som en bevidst tilbageholdelse af det, Gud har krav på af bøn og tjeneste; man står så at sige i slagorden imod ham. Vi [dvs. den engelske King James-oversættelse (A.V.)] har altid gengivet ordet med «ungodliness», mens Rheims-oversættelsen [den katolske engelske oversættelse] lige så konsekvent har «impiety» og gengiver ἀσεβής med «impious»; ingen af disse to ord forekommer noget sted i vores engelske bibel. Ἀσεβής og δίκαιος stilles hele tiden op over for hinanden (således 1 Mos 18,23) som de to, der fører den store krig mellem lys og mørke, ret og uret, som Gud har villet, at denne vores jord skal være skueplads for.

Παρακοή findes i NT kun Rom 5,19 (hvor det står over for ὑπακόη), 2 Kor 10,6 og Hebr 2,2. Det findes ikke i Septuaginta, men παρακούειν (i NT kun Matt 18,17) forekommer der flere gange i betydningen at være ulydig (Est 3,3.8; Es 65,12). I sin strengeste betydning er παρακοή det ikke at høre eller at høre forkert. Forestillingen om aktiv ulydighed, som følger af denne uopmærksomme eller skødesløse hørelse, er så lagt oven i ordet; eller måske betragtes synden som allerede begået i det, at man undlader at lytte, når Gud taler. Bengel har en god note (til Rom 5,19): «παρά in παρακοή perquam apposite declarat rationem initii in lapsu Adami. Quaeritur quomodo hominis recti intellectus aut voluntas potuit detrimentum capere aut noxam admittere? Resp. Intellectus et voluntas simul labavit per ἀμέλειαν neque quicquam potest prius concipi, quarn ἀμέλεια, incuria, sicut initium capiendae urbis est vigiliarum remissio. Hanc incuriam significat παρακοή, inobedientia.» [παρά i παρακοή viser meget rammende, hvordan det begyndte ved Adams fald. Man spørger: Hvordan kunne et retskaffent menneskes forstand eller vilje lide skade eller give plads for noget skadeligt? Svar: Forstand og vilje vaklede på én gang gennem ἀμέλεια, og intet kan tænkes at komme før ἀμέλεια, skødesløshed, ligesom indtagelsen af en by begynder med, at vagterne slapper af. Denne skødesløshed betegner παρακοή, ulydighed.] Det er næppe nødvendigt at påpege, hvor ofte ulydighed i GT beskrives som det at nægte at høre (Jer 10,10; 35,17); og i ApG 7,57 fremstår den bogstaveligt sådan. I Hebr 2 er ordet forbundet med og følger efter παράβασις, og der skulle det efter forfatterens hensigt betyde, at ikke blot enhver faktisk overtrædelse, der gav sig udslag i en ydre ulydig handling, blev straffet, men også enhver vægring ved at høre, selv om den måske ikke havde givet sig til kende i sådanne åbenlyse ulydige handlinger.

Vi har i reglen oversat ἀνομία med «iniquity» (Matt 7,23; Rom 6,19; Hebr 10,17), én gang med «unrighteousness» (2 Kor 6,14) og én gang med «transgression of the law» (1 Joh 3,4). Det stilles op over for δικαιοσύνη (2 Kor 6,14; jf. Xenofon, Mem, i. 2. 24) og forbindes med ἀναρχία (Platon, Rep. ix. 575 a) og med ἀντιλογία (Sl 54,10 [LXX]). Ἄνομος bruges mindst én gang i NT negativt om en person, der er uden lov, eller som ingen lov er givet (1 Kor 9,21; jf. Platon, Politic. 302 e, ἄνομος μοναρχία), selv om det andre steder bruges om den største fjende af al lov, syndens menneske, den lovløse (2 Thess 2,8). Men ἀνομία er der aldrig tilstanden hos en, der lever uden lov, men altid tilstanden eller gerningen hos en, der handler imod loven; og det samme gælder naturligvis παρανομία, der kun findes 2 Pet 2,16 (jf. Ordsp 10,26), og παρανομεῖν, ApG 23,3. Deraf følger, at hvor der ikke er nogen lov (Rom 5,13), kan der være ἁμαρτία og ἀδικία, men ikke ἀνομία. Det er nemlig, som Oikumenios definerer det, ἡ περὶ τὸν θετὸν νόμον πλημμέλεια [forseelsen mod den givne lov], eller som Fritzsche siger: «legis contemtio aut morum licentia qua lex violatur» [foragt for loven eller tøjlesløshed i livsførelsen, hvorved loven krænkes]. Således kunne hedningerne, der ikke havde en lov (Rom 2,14), anklages for synd; men da de syndede uden lov (ἀνόμως==χωρὶς νόμου, Rom 2,12; 3,21), kunne de ikke anklages for ἀνομία. Det er ganske vist sandt, at der bag Moseloven, som de aldrig fik, står en anden lov, den oprindelige lov og åbenbaring af Guds retfærdighed, skrevet i alles hjerter (Rom 2,14–15). Og da den ikke er helt udslettet i noget menneskehjerte, må al synd, også den mørkeste og mest uvidende vildes, stadig i en afledt betydning være ἀνομία, en krænkelse af denne ældre, men delvis tilslørede lov. Således Origenes (in Rom. iv.): «Iniquitas sane a peccato hanc habet differentiam, quod iniquitas in his dicitur quae contra legem committuntur, unde et Graecus sermo ἀνομίαν appellat. Peccatum vero etiam illud dici potest, si contra quam natura docet, et conscientia arguit, delinquatur.» [Uret (iniquitas) adskiller sig fra synd derved, at man taler om uret ved det, der begås imod loven; derfor kalder græsk det også ἀνομία. Synd kan man derimod også kalde det, når man forser sig imod det, naturen lærer, og samvittigheden anklager for.] Jf. Xenofon, Mem. iv. 4. 18, 19.

Det samme gælder παράβασις. Der må være noget at overtræde, før der kan være en overtrædelse. Der var synd mellem Adam og Moses; det bevidnes af, at der var død. Men de, der levede mellem den lov, der blev givet i Paradis (1 Mos 2,16–17), og den lov, der blev givet fra Sinaj, syndede ganske vist, men de syndede ikke «i lighed med Adams overtrædelse» (παραβάσεως, Rom 5,14). Med loven kom for første gang muligheden for at overtræde loven (Rom 4,15); og netop denne overtrædelse er παράβασις, af παραβαίνειν, «transilire lineam» [at springe over linjen]; det franske «forfait» («faire fors» eller «hors») [fransk: udåd, egentlig «at gøre noget udenfor»], en handling, der er overdreven, uhyrlig. Cicero (Parad. 3): «Peecare est tanquam transilire lineas» [At synde er som at springe over linjerne]; sammenlign Homers ὑπερβασίη, iii. 107 og ofte. I Paulus' faste sprogbrug er denne παράβασις, som overtrædelse af et tydeligt givet bud, mere alvorlig end ἁμαρτία (Rom 2,23; 1 Tim 2,14; jf. Hebr 2; 9,15). Det er ud fra dette synspunkt og netop med henblik på dette ord, at Augustin ofte skelner mellem «peccator» og «praevaricator», mellem «peccatum» (ἁμαρτία) og «praevaricatio» (παράβασις) [synder og lovovertræder, synd og lovovertrædelse]. Således Enarr. in Ps. cxviii.; Serm. 25: «Omnis quidem prevaricator peccator est, quia peccat in lege, sed non omnis peccator prvaricator est, quia peccant aliqui sine lege. Ubi autem non est lex, nec paevaricatio.» [Enhver lovovertræder er ganske vist en synder, for han synder under loven; men ikke enhver synder er en lovovertræder, for nogle synder uden lov. Og hvor der ikke er nogen lov, er der heller ingen overtrædelse.] Man vil se, at hans latinske ord bringer et nyt billede ind: ikke længere det at gå over en linje, men at halte på ulige fødder. Det billede var dog helt falmet i ordet, da han brugte det; han valgte det, fordi en «praevaricator», en anklager, der gik i ledtog med den anklagede, handlede uretfærdigt over for en lov. Den, der synder uden at stå under nogen udtrykkelig lov, er i Augustins sprog «peccator»; den, der synder, selv om han har en sådan lov, er «praevaricator» (==παραβάτης, Rom 2,25; Jak 2,9, et navn, som kirkefædrene hele tiden gav Julian den Frafaldne). Før loven kom, kunne mennesker være det første; efter loven kunne de kun være det sidste. I det første er ulydigheden underforstået, i det andet udtrykkelig.

Vi kommer nu til παράπτωμα, et ord, der helt hører til det senere græsk og også dér er sjældent; Longinus bruger det om litterære fejl (De Subl. 36). Coccejus siger: «Si originem verbi spectemus, significat ea facta prae quibus quis cadit et prostratus jacet, ut stare coram Deo et surgere non potest.» [Ser vi på ordets oprindelse, betegner det de gerninger, som får en til at falde og blive liggende, så han ikke kan stå for Gud og ikke kan rejse sig.] Ved Ef 2,1, hvor παραπτώματα og ἁμαρτία står sammen, anfører Hieronymus tilsyneladende med tilslutning en forskel mellem dem: at de første er synder, der foreslås for sindet og delvis får plads og bliver budt velkommen dér, mens de sidste er de samme synder, når de er blevet til virkelige gerninger: «Aiunt quod παραπτώματα quasi initia peccatorum sint, quum cogitatio tacita, subrepit, et ex aliqua, parte conniventibus nobis; necdum tamen nos impulit ad ruinam. Peccatum vero esse, quum quid opere consummatum pervenit ad finem.» [Man siger, at παραπτώματα så at sige er syndernes begyndelse, når en tanke i stilhed sniger sig ind, og vi til dels ser igennem fingre med den, men den endnu ikke har drevet os til fald. Synd er det derimod, når noget er fuldbyrdet i gerning og er nået til ende.] Denne skelnen har ingen hjemmel. Kun så megen sandhed kan man indrømme den: Ligesom tankesynder mere har karakter af skrøbelighed og er mindre graverende end de samme synder, når de er fuldbyrdet, dvs. er blevet til handling, sådan bruges παράπτωμα utvivlsomt undertiden, når man vil betegne synder, der ikke er af den sorteste art og den værste grovhed. Det kan man spore meget tydeligt Gal 6,1, og vores oversættere har uden tvivl villet antyde netop det, da de gengav det med «fault» [fejl]; og efter min mening også ret tydeligt Rom 5,15.17.18. Παράπτωμα bruges på samme måde om en fejl, en fejlvurdering, en bommert, af Polybios (ix. 10. 6); sammenlign Sl 19,13–14, hvor det stilles over for ἁμαρτία μεγάλη, og se flere eksempler hos Cremer, Biblisch-Theolog. Wörterbuch, s. 501. En anden utilstrækkelig skelnen kan vi tilskrive en vis fornemmelse af dette, nemlig Augustins (Qu. ad Lev. 20). Han vil have, at παράπτωμα er den negative undladelse af det gode («desertio boni» eller «delictum» [at forlade det gode eller forsømmelse]), i modsætning til ἁμαρτία, der er den positive udøvelse af det onde («perpetratio mali» [udøvelse af det onde]).

Men denne mildere bibetydning hører langtfra altid til ordet (se Jeremy Taylor, Doctrine and Practice of Repentance, iii. 3. 21). Der er intet af den i Ef 2,1: «døde i jeres overtrædelser (παραπτώμασι) og synder». Παράπτωμα er dødssynd i Ez 18,26; og παραπεσεῖν i Hebr 6,6 svarer til ἐκουσίως ἁμαρτάνειν i 10,26 og til ἀποστῆναι ἀπὸ Θεοῦ ζῶντος i 3,12. Enhver sådan svækkelse af ordets kraft udelukkes udtrykkeligt i et sted hos Filon (ii. 648), som ligner disse to steder i Hebræerbrevet meget. Dér kalder han det tydeligt παράπτωμα, når et menneske, der har nået et anerkendt højdepunkt af gudsfrygt og dyd, falder tilbage fra det og ud af det: «han blev løftet op til himlens højde og er faldet ned i helvedes dyb».

Ἀγνόημα forekommer i NT kun Hebr 9,7 (se Tholuck, On the Hebrews, Appendix, s. 92), men også Jdt 5,20; 1 Makk 13,39; Tob 3,3; og ἄγνοια i samme betydning af synd Sl 24,7 og ofte; og ἀγνοεῖν om at synde Hos 4,15; Sir 5,15; Hebr 5,2. Synden betegnes som ἀγνόημα, når man ønsker at undskylde den, så vidt der er plads til det, og at se den i det mildest mulige lys (se ApG 3,17). Der er altid et element af uvidenhed i enhver menneskelig overtrædelse; det gør den menneskelig og ikke djævelsk. Og selv om det ikke fjerner dens syndighed, formilder det den dog så meget, at tilgivelsen bliver – ikke nødvendig, men mulig. Sammenlign således Herrens ord: «Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør» (Luk 23,34), med Paulus' ord: «jeg blev vist barmhjertighed, fordi jeg handlede uvidende i vantro» (1 Tim 1,13), hvor det gælder, som nogen rammende har sagt: «Der Ausdruck fasst Schuld und Entschuldigung zusammen» [Udtrykket rummer både skyld og undskyldning]. Ingen menneskelig synd, undtagen måske synden mod Helligånden, som måske netop derfor ikke kan tilgives (Matt 12,32), begås med en fuld og fuldkommen erkendelse af det onde, der vælges som ondt, og af det gode, der forlades som godt. Sammenlign de mange steder, hvor Platon sætter lighedstegn mellem last og uvidenhed og endda erklærer, at ingen er ond af egen vilje: οὐδεὶς ἐκὼν κακός [ingen er frivilligt ond], og det, der siges for at modificere eller sikre denne påstand i Archer Butlers Lectures on Ancient Philosophy, bd. ii, s. 285. Hvilke overdrivelser denne påstand hos Platon end måtte rumme, så er det stadig sandt, at synden altid i større eller mindre grad er et ἀγνόημα; og jo mere ἀγνοεῖν dominerer i modsætning til ἐκουσίως ἁμαρτάνειν (Hebr 10,26), jo mere formildes syndens syndighed. Der er derfor noget særdeles rammende i, at ordet bruges det ene sted i NT, hvor det forekommer, og som allerede er nævnt. De ἀγνοήματα eller «forseelser» hos folket, som ypperstepræsten ofrede for på den store forsoningsdag, var ikke forsætlige overtrædelser, «overmodige synder» (Sl 19,13), begået κατὰ προαίρεσιν, κατὰ πρόθεσιν [med vilje, med forsæt], mod samvittigheden og med løftet hånd mod Gud. De, der begik den slags, blev udryddet af menigheden, for der var ikke truffet nogen ordning i den levitiske lov om tilgivelse for sådanne synder (4 Mos 15,30–31). Men de var synder, der udsprang af kødets svaghed, af en ufuldkommen indsigt i Guds lov, af tankeløshed og mangel på den fornødne omtanke (ἀκουσίως, 3 Mos 4,13; jf. 5,15–19; 4 Mos 15,22–29), og som man bagefter så tilbage på med skam og anger. Mellem ἄγνοια og ἀγνόημα er der den samme forskel, som allerede er påvist mellem ἁμαρτία og ἁμάρτημα, ἀδικία og ἀδίκημα: det første er ofte det mere abstrakte, det sidste altid det konkrete.

Ἥττημα forekommer ingen steder i klassisk græsk; men ἧττα, en kortere form af ordet, står over for νίκη, som nederlag eller det at blive slået står over for sejr. Det har dér gennemløbet stort set de samme stadier som det latinske «clades» [nederlag]. Det forekommer én gang i Septuaginta (Es 31,8) og to gange i NT, nemlig Rom 11,12 og 1 Kor 6,7; men kun det sidste sted har det en etisk betydning, som det at komme til kort over for sin pligt, en fejl, det tyske «Fehler», det latinske «delictum» [forseelse]. Gerhard (Loc. Theoll. xi.): «ἥττημα diminutio, defectus, ab ἡττᾶσθαι victum esse, quia peccatores succumbunt carnis et Satanae tentationibus» [ἥττημα: formindskelse, mangel, af ἡττᾶσθαι, at være besejret, fordi synderne bukker under for kødets og Satans fristelser].

Πλημμέλεια er et meget hyppigt ord i GT (3 Mos 5,15; 4 Mos 18,9 og ofte) og ikke sjældent i senere kirkeligt græsk (se således Klemens af Rom, 1 Ep. 41), men forekommer ikke i NT. Det er afledt af πλημμελής, en der synger falsk (πλὴν og μέλος) – ligesom ἐμμελής er en, der synger rent, og ἐμμέλεια den rette afstemning af stemmen efter musikken. Egentlig er det altså en mislyd eller disharmoni (πλημμέλειαι καὶ ἀμετρίαι, Plutark, Symp. ix. 14. 7). Augustins græsk slår derfor fejl, når han finder μέλει, «curae est» [det ligger på sinde], i det (Qu. in Lev. iii. 20) og gør πλημμέλεια == ἀμέλεια, skødesløshed. Det er snarere synden set som en mislyd eller disharmoni i universets store symfonier:

«den uharmoniske synd skar mod naturens klang og knuste med hård larm den fagre musik, som alle skabninger bragte deres store Herre.»

Delitzsch, til Sl 32,1 (sammenlign Hupfeld til samme sted), bemærker om de vigtigste hebraiske ord, der mere eller mindre svarer til disse: «Die Sünde heisst פֶּשַׁע als Losreissung von Gott, Treubruch, Fall aus dem Gnadenstande [== ἀσέβεια], חַטָאָה als Verfehlung des Gottgewollten Zieles, Abirrung vom Gottgefälligen, Vollbringung des Gottwidrigen [== ἁμαρτία], עָוֹן als Verkehrung des Geraden, Missethat, Verschuldung [== ἀνομία, ἀδικία.].» [Synden kaldes פֶּשַׁע som løsrivelse fra Gud, troløshed, fald fra nådestanden; חַטָאָה som forfejlelse af det mål, Gud vil, afvigelse fra det, der behager Gud, udførelse af det, der strider imod Gud; עָוֹן som forvrængning af det lige, misgerning, skyld.]

Fodnote 1 Da pelagianerne i deres strid med den almindelige kirke påberåbte sig Chrysostomos som støtte for deres syn på spædbørns moralske tilstand, svarede Augustin (Con. Jul. Pelag. vi. 2) ved at citere Chrysostomos' nøjagtige ord. Han viste, at det ikke var ἁμαρτία, synd, men ἁμαρτήματα, syndens enkelte handlinger og udslag, som den græske kirkefader havde erklæret spædbørnene fri for. Kun i den forstand havde de del i Kristi ἀναμαρτησία.