lxvii. ἀρχαῖος, παλαιός.

Vi ville fare vild, hvis vi mente, at det ene af disse ord udtrykker en højere alder end det andet, og overhovedet søgte forskellen mellem dem her. Tværtimod udtrykkes den fjernere oldtid snart af det ene, snart af det andet. Ἀρχαῖος udtrykker det, som har været fra begyndelsen (ἀρχήν, ἀπ᾽ ἀρχῆς). Forstår vi det som den første begyndelse af alt, må det være ældre end en person eller ting, der blot er παλαιός, dvs. har eksisteret for længe siden (πάλαι). Men på den anden side kan der være så mange senere begyndelser, at man sagtens kan tænke sig det παλαιός som ældre end det ἀρχαῖος. Donaldson (New Cratylus, s. 19) skriver: «Da ordet arkæologi allerede er taget i brug om de emner, hvis ælde kun er relativ, ville det stemme med den sædvanlige forskel mellem ἀρχαῖος og παλαιός at kalde de videnskaber, der søger at genskabe en helt oprindelig tilstand, for palæologi.» Jeg kan ikke finde så stærk en betydning af en mere oprindelig tilstand i brugen af παλαιός, som denne udtalelse forudsætter, og i hvert fald ikke en så fast betydning. Sammenlign således Thukydid ii. 15: ξυμβέβηκε τοῦτο ἀπὸ τοῦ πάνυ ἀρχαῖου, dvs. fra Kekrops’ forhistoriske tid, med i. 18: Λακεδαίμων ἐκ παλαιτάτου εὐνομήθη, fra meget tidlige tider, men dog inden for den historiske periode. Her bruges ordene altså i nøjagtig omvendt betydning.

Den forskel mellem ἀρχαῖος og παλαιός, som vi ikke skal søge her, skal vi i mange tilfælde slet ikke søge. Ofte forekommer de sammen blot som synonymer, der hobes op, eller i hvert fald uden at det ene tillægger noget en højere alder end det andet (Platon, Legg. 865 d; Demosthenes, xxii. 597; Plutark, Cons. ad Apoll. 27; Justinus Martyr, Coh. ad Groec. 5). Det ligger i ordenes etymologi, at de i utallige tilfælde kan bruges helt i flæng: Det, som har været fra begyndelsen, vil som regel også have været der i lang tid; og det, som har været der i lang tid, vil ofte have været der fra begyndelsen. Således svarer den ἀρχαία φωνή, der nævnes ét sted hos Platon (Crat. 418 c), nøjagtigt til den παλαία φωνή et andet sted (Ib. 398 d); de ἀρχαῖοι θεοί ét sted i Euthyfron er de παλαία δαιμόνια et andet sted; οἱ παλαιοί og οἱ ἀρχαῖοι betyder begge «de gamle», oldtidens folk (Plutark, Cons. ad Apoll. 14 og 33); og der kan ikke være stor forskel på παλαιοὶ χρόνοι (2 Makk 6,21) og ἀρχαίαι ἡμέραι (Sl 43,2).

Samtidig er det tydeligt, at når man vil lægge vægt på, at noget går tilbage til en begyndelse, hvad denne begyndelse så end er, vil man foretrække ἀρχαῖος. Således finder vi ἀρχαία og πρῶτα sat sammen (Es 33,18). Satan er ὁ ὄφις ὁ ἀρχαῖος (Åb 12,9; 20,2), for hans ondsindede modarbejdelse af Gud går tilbage til den tidligste tid i menneskets historie. Verden før syndfloden, altså den, der virkelig var fra først af, er ὁ ἀρχαῖος κόσμος (2 Pet 2,5). Mnason var ἀρχαῖος μαθητής (ApG 21,16), «an old disciple» [«en gammel discipel»], men ikke i den betydning, som engelske læsere næsten uundgåeligt lægger i ordene, nemlig «en aldrende discipel». Han var en, der havde været discipel fra troens begyndelse, fra pinsedagen eller endnu før. Meget sandsynligt var han også gammel, men det er ikke det, ordet siger. Grundlæggerne af det jødiske samfund, som i den egenskab gav loven med myndighed, er οἱ ἀρχαίοι (Matt 5,21.27.33; jf. 1 Sam 24,14; Es 25,1); πίστις ἀρχαία (Eusebius, H. E. v. 28, 9) er den tro, som var fra begyndelsen, den tro, «som engang er blevet overgivet de hellige». Platons Timaios 22 b har et lærerigt sted, hvor begge ord forekommer, og hvor det ikke er svært at spore den fine sprogsans, der har bestemt, hvordan hvert af dem bruges. Sofokles (Trachin. 546) har et andet, hvor Deianeira taler om den forgiftede kjortel, som Nessos havde givet hende:

ἦν μοι παλαιὸν δῶρον ἀρχαίου ποτὲ θηρὸς, λέβητι χαλκέῳ κεκρυμμένον. [«Jeg havde en gammel gave, som jeg engang fik af et uhyre fra fortiden, gemt i en bronzekedel.»]

Aischylos (Eumenides, 727, 728) giver et tredje.

Ligesom det latinske «priscus» [gammel, ærværdig] betegner ἀρχαῖος ofte det gamle også som det ærværdige, som det, der har krav på den ære, der tilkommer det gamle. Således Κῦρος ὁ ἀρχαῖος (Xenofon, Anab. i. 9. 1; jf. Aristofanes, Nub. 961), ligesom omvendt «modern» [moderne; hos Shakespeare: hverdagsagtig, banal] altid bruges nedsættende hos Shakespeare. Og her når vi et punkt, hvor ἀρχαῖος og παλαιός tydeligt skilles: Hvert af dem går over i en afledt betydning, som det ikke deler med det andet, men har for sig selv som sit eget område. Jeg har netop bemærket, at den ære, der tilkommer det gamle, undertiden udtrykkes ved ἀρχαῖος, og den er heller ikke helt fremmed for παλαιός. Men der hænger også andre egenskaber ved det gamle: Det er ofte gammeldags, virker dårligt egnet til nutiden og synes at høre til en verden, der er forsvundet. Et vidnesbyrd om det har vi i, at de engelske ord «antique» og «antic» kun er forskellige stavemåder af et og samme ord [«antique» = antik, gammel; «antic» = grotesk, løjerlig]. I ἀρχαῖος ligger der ofte denne ekstra betydning af noget gammeldags: ikke blot antikt, men forældet og umoderne; ikke blot «alterthümlich», men «altfränkisch» [tysk: ikke blot «antik, fra gammel tid», men «gammeldags, forældet»] (Aischylos, Prom. Vinct. 325; Aristofanes, Plut. 323; Nub. 915; Pax, 554, χαίρειν ἐστὶν ἀρχαῖον ἤδη καὶ σαπρόν). Og endnu stærkere ligger den i ἀρχαιότης, som ikke har nogen anden betydning end denne (Platon, Legg. ii. 657 b).

Men mens ἀρχαῖος bevæger sig i denne retning (vi har dog ikke noget eksempel på det i NT), går παλαιός i en anden retning, og her giver NT's sprogbrug et stort antal eksempler. Det, som har eksisteret længe, har været udsat for tidens skader og slid og vil i mange tilfælde have lidt under dem. Det vil være gammelt i betydningen mere eller mindre slidt op, og det er altid παλαιός.1 Således ἱμάτιον παλαιόν (Matt 9,16); ἀσκοὶ παλαιοί (Matt 9,17); ligeså ἀσκοὶ παλαιοὶ καὶ κατεῤῥωγότες (Jos 9,10); παλαιὰ ῥάκη (Jer 45,11). På samme måde kunne οἱ ἀρχαῖοι aldrig betegne de gamle i en nulevende generation i modsætning til de unge i samme generation, mens οἱ παλαιοί hele tiden har denne betydning; således νέος ἠὲ παλαιός (Homer, Il. xiv. 108, og ofte); πολυετεῖς καὶ παλαιοί (Filon, De Vit. Cont. 8; jf. Job 15,10). Det samme gælder de ord, der er dannet af παλαιός: således Hebr 8,13: τὸ δὲ παλαιούμενον καὶ γηράσκον, ἐγγὺς ἀφανισμοῦ; jf. Hebr 1,11; Luk 12,33; Sir 14,17; og Platon sætter παλαιότης og σαπρότης sammen (Rep. x. 609 e; jf. Aristofanes, Plut. 1086: τρὺξ παλαιὰ καὶ σαπρά). Hver gang παλαιός bruges om det, der er slidt op eller ved at blive slidt op af alder, kræver det ubetinget καινός som sin modsætning (Jos 9,19; Mark 2,21; Hebr 8,13), og det kan også have denne modsætning i andre tilfælde (Herodot, ix. 26, bis). Når denne betydning ikke ligger i ordet, er der intet i vejen for at sætte νέος op over for det (3 Mos 26,10; Homer, Od. ii. 293; Platon, Kratylos, 418 b; Aischylos, Eumenides, 778, 808), og καινός over for ἀρχαῖος (2 Kor 5,17; Aristofanes, Ranae, 720; Isokrates, xv. 82; Platon, Euthyfron, 3 b; Filon, De Vit. Con. 10).

Fodnote 1 Det samme ligger, eller kan ligge, i «vetus» [latin: gammel], som i Tertullians rammende modsætning (Adv. Marc. i. 8): «Deus si est vetus, non erit; si est novus, non fuit.» [«Hvis Gud er gammel, vil han ikke være til; hvis han er ny, har han ikke været til.»]