lxviii. ἄφθαρτος, ἀμάραντος, ἀμαράντινος.

Det er et bemærkelsesværdigt vidnesbyrd om, at synden og dermed ufuldkommenheden, forfaldet og døden hersker overalt i denne faldne verden: Hver gang vi vil beskrive herligheden, renheden og fuldkommenheden i den anden, højere verden, som vi stræber hen imod, er vi næsten uundgåeligt nødt til at gøre det ved hjælp af nægtelser. Vi må frakende denne højere orden de vigtigste træk og kendetegn ved vores verden. Det gælder i særlig grad et sted, hvor to af de ord, vi nu behandler, forekommer. Når Peter lovpriser den arv, der er gemt i himlen til de troende (1 Pet 1,4), gør han det – og han havde næppe noget valg – ved hjælp af tre nægtelser. Han siger, at den er ἄφθαρτος, dvs. uden vores fordærvelse; at den er ἀμίαντος, dvs. uden vores urenhed; og at den er ἀμάραντος, dvs. uden vores visnen og hensygnen. Han kan kun beskrive, hvad den er, ved at sige, hvad den ikke er. Af disse tre lægger jeg dog det ene, nemlig ἀμίαντος, til side, for forskellen mellem det og de andre er for tydelig til, at de med rimelighed kan behandles som synonymer, der skal skelnes.

Ἄφθαρτος er et ord fra det senere græsk og findes ikke én gang i Septuaginta og kun to gange i apokryferne (Visd 12,1; 18,4). Egentlig er kun Gud ἄφθαρτος, og det erkendte den hedenske teologi ikke mindre klart end den bibelske. Således citerer Plutark (De Stoic. Rep. 38) den storslåede udtalelse af den stoiske filosof Antipater fra Tarsus: Θεὸν νοοῦμεν ζῶον μακάριον καὶ ἄφθαρτον [«Gud forstår vi som et saligt og uforgængeligt levende væsen»]; jf. Diogenes Laertios, x. 1. 31. 139. I overensstemmelse hermed finder vi, at Plutark forbinder ordet med ἰσόθεος (Ne Suav. Viv. Posse, 7), med ἀΐδιος (Adv. Col. 13), med ἀνέκλειπτος (De Def. Orac. 51), med ἀγέννητος (De Stoic. Rep. 38), med ἀγένητος (De Ei ap. Delph. 19) og med ἀπαθής (De Def. Orac. 20); Filon forbinder det ligeledes med ὀλύμπιος, og det står også sammen med andre tilsvarende tillægsord. Den engelske King James-oversættelse (A.V.) har ét sted gengivet det med «immortal» [udødelig] (1 Tim 1,17); men der er en klar forskel mellem det og ἀθάνατος eller ὁ ἔχων ἀθανασίαν (1 Tim 6,16). Den gengivelse, den har andre steder, «incorruptible» [uforgængelig] (1 Kor 9,25; 15,52; 1 Pet 1,23), er at foretrække. Ordet siger om Gud, at han er fri for det slid og den nedbrydning og endelige undergang, den φθορά, som tiden – og synden, der virker i tiden – fører med sig for alt, hvad der er uden for ham, og som han ikke har givet del i sin egen ἀφθαρσία (1 Kor 15,52; jf. Es 51,6; Hebr 1,10–12).

Ἀμάραντος forekommer kun én gang i NT (1 Pet 1,4) og også én gang i apokryferne, hvor det står sammen med λαμπρός (Visd 6,12); og ἀμαράντινος forekommer heller ikke oftere (1 Pet 5,4). Man kan godt spørge, om ἀμαράντινος, der er et tillægsord til en krans, ikke burde gengives «af amaranter». Den engelske bibel har dog ikke skelnet mellem de to, men har gengivet begge med samme omskrivning, «that fadeth not away» [som ikke visner]. De engelske oversættere har uden tvivl anset «immarcescible» [uvisnelig] – et ord, som biskopperne Hall og Taylor og andre lærde forfattere i 1600-tallet holdt af – for alt for meget af et «inkhorn term» [et lærd, skrivebordsagtigt ord] til at blive optaget i vores engelske bibel. Selv oversætterne af Rheims-oversættelsen, som havde «immarcescibilis» [uvisnelig] i Vulgata foran sig, har ikke vovet det. I dette ἀμάραντος siges det om den himmelske arv, at den er fri for den hurtige visnen, som er lod og del for al den ynde, der vokser op af en jordisk rod. Den mest udsøgte skønhed, som naturens verden kan rose sig af, nemlig blomstens, er også den mest kortlivede («breve lilium» [den kortlivede lilje]), den, der hurtigst falder af, visner og dør (Job 24,2; Sl 37,2; 103,15; Es 40,6.7; Matt 6,30; Jak 1,9; 1 Pet 1,24). Alt dette, siges der, har ingen plads i den arv af uvisnelig ynde, som er gemt i himlen til de troende.

Spørger man, hvori ἄφθαρτος og ἀμάραντος adskiller sig, og hvad det sidste siger om den himmelske arv, som det første ikke allerede havde hævdet, må svaret være: i sagen selv intet. Alligevel rummer ἀμάραντος så at sige en borgen for, at arvens finere ynde, skønhed og blomstring lige så lidt vil visne og svinde som dens faste og virkelige værdi forsvinde. Ikke blot kan forfald og fordærvelse ikke røre den; den skal også beholde sin friskhed, glans og skønhed for evigt. Estius: «Immarcescibilis est, quia vigorem suum et gratiam, instar amaranti floris, semper retinet, ut nullo unquam tempore possessori fastidium taediumve subrepat.» [«Den er uvisnelig, fordi den ligesom amarantblomsten altid bevarer sin kraft og ynde, så at der aldrig på noget tidspunkt kommer lede eller kedsomhed snigende over dens ejer.»]