lxix. μετανοέω, μεταμέλομαι.

Teologer fra reformationstiden hævder ofte, at μετάνοια og μεταμέλεια med hver deres verbum, μετανοεῖν og μεταμέλεσθαι, er så forskellige, at de sidstnævnte ord bruges, hvor man vil udtrykke det blotte ønske om, at det skete kunne gøres ugjort, ledsaget af fortrydelse eller endda samvittighedsnag, men uden nogen virkelig forandring af hjertet; de førstnævnte derimod, hvor der er tale om en sand forandring af hjertet over for Gud. Det var vist Beza, der først fremhævede dette med styrke. Mange fulgte ham; se således Spanheim, Dub. Evang. bd. iii, dub. 9, og Chillingworth (Sermons before Charles I. s. 11): «I den forbindelse er det værd at lægge mærke til, at når Skriften taler om den slags anger, som kun er sorg over noget, man har gjort, og et ønske om, at det var ugjort, bruger den altid ordet μεταμέλεια, og til den er syndernes forladelse ingen steder lovet. Således står der skrevet om Judas, fortabelsens søn (Matt 27,3): μεταμεληθεὶς ἀπέτρεψε, han angrede og gik hen og hængte sig, og sådan bruges ordet altid andre steder. Men den omvendelse, som har løfte om syndernes forladelse og frelse, udtrykkes altid med ordet μετάνοια, der betyder en gennemgribende forandring af hjerte og sjæl, af liv og handlinger.»

Lad mig, før jeg går videre, rette en lille unøjagtighed i denne fremstilling. Μεταμέλεια forekommer ingen steder i Det Nye Testamente og kun én gang i Det Gamle (Hos 11,8). For så vidt vi har med nytestamentlige synonymer at gøre, er det egentlig kun mellem verberne, at sammenligningen kan foretages og en forskel drages – skønt det, der gælder om dem, naturligvis også vil gælde om de tilsvarende substantiver. Men selv efter denne rettelse trænger påstanden til et vist forbehold. Det indrømmer Jeremy Taylor også. Hans ord – de står i hans store værk On the Doctrine and Practice of Repentance, kap. ii. 1, 2 – lyder således: «Grækerne bruger to ord for at udtrykke denne pligt, μεταμέλεια og μετάνοια. Μεταμέλεια kommer af μεταμελεῖσθαι, post factum angi et cruciari [at ængstes og pines efter gerningen], at blive plaget i sindet, at være urolig over vores tidligere dårskab; det er δυσαρέστησις ἐπὶ πεπραγμένοις, siger Phavorinus, en utilfredshed med det, vi har gjort, og det bruges i almindelighed om alle slags omvendelse, men mere egentlig om enten begyndelsen på en god omvendelse eller hele tilstanden i en virkningsløs omvendelse. I den første betydning finder vi det hos Matthæus: ὑμεῖς δὲ ἰδόντες οὐ μετεμελήθητε ὕστερον τοῦ πιστεῦσαι αὐτῷ, ‹og skønt I så det, angrede I ikke senere, så I troede ham›. På den anden betydning har vi et eksempel i Judas: μεταμελήθεις ἀπέστρεψε, han ‹angrede› også, men det endte med, at han døde i angst og fortvivlelse. … I denne omvendelse er der en sorg over det, der er gjort, en misbilligelse af sagen med dens følger og virkninger, og for så vidt er den også en sindsændring. Men den går ikke længere end til at ændre sindet så meget, at den bringer uro og sorg og det, der naturligt følger heraf. … Når man skelnede, var μετάνοια det bedre ord; det betyder egentlig ikke sorgen over at have gjort uret, men noget, der er ædlere end den, men som føres ind gennem sorgens port. For ἡ κατὰ Θεὸν λύπη, bedrøvelsen efter Guds vilje, det vil sige μεταμέλεια eller omvendelsens første begyndelse, μετάνοιαν κατεργάζεται, virker denne bedre omvendelse, μετάνοιαν ἀμεταμέλητον og εἰς σωτηρίαν.» Så langt Jeremy Taylor. Lidt senere indrømmer han dog, at «hvordan grammatikerne end skelner mellem dem, bruges ordene i flæng», og at der ikke kan trækkes nogen skarp grænse mellem dem, sådan som nogle har forsøgt. Det er til en vis grad rigtigt, men dog ikke mere, end at man meget tydeligt kan spore en overvejende brug af hvert af de to ord. Som bekendt stod der strid mellem de første reformatorer og de romersk-katolske teologer om, hvorvidt «poenitentia» [bod, anger], som de sidstnævnte hævdede, eller «resipiscentia» [det at komme til besindelse], som Beza og de andre hævdede, var den bedste latinske gengivelse af μετάνοια. Der var meget at sige på begge sider; men det er klart, at hvis det faste ord havde været μεταμέλεια og ikke μετάνοια, ville det i nogen grad have talt til fordel for det romersk-katolske syn. «Poenitentia», siger Augustin (De Ver. et Fals. Poen. kap. viii), «est quaedam dolentis vindicta, semper puniens in se quod dolet commisisse.» [«Bod er en slags straf, som den sørgende udøver, idet han altid straffer i sig selv det, han sørger over at have begået.»]

Μετανοεῖν betyder egentlig at vide bagefter, ligesom προνοεῖν betyder at vide forud, og μετάνοια er _efter_viden, ligesom πρόνοια er _forud_viden. Det bringer Klemens af Alexandria godt frem (Strom. ii. 6): εἰ ἐφ᾽ οἷς ἥμαρτεν μετενόησεν, εἰ σύνεσιν ἔλαβεν ἐφ᾽ οἷς ἔπταισεν, καὶ μετέγνω, ὅπερ ἐστὶ, μετὰ ταῦτα ἔγνω· βραδεῖα γὰρ γνῶσις, μετάνοια. Ligeså i Stobaios’ Florilegium, i. 14: οὐ μετανοεῖν ἀλλὰ προνοεῖν χρὴ τὸν ἄνδρα τὸν σοφόν. På næste trin betyder μετάνοια den sindsændring, der følger af denne efterviden; således Tertullian (Adv. Marcion. ii. 24): «In Graeco sermone poenitentiae nomen non ex delicti confessione, sed ex animi demutatione, compositum est.» [«På græsk er ordet for bod ikke dannet ud fra bekendelsen af overtrædelsen, men ud fra sindets forandring.»] På tredje trin er det fortrydelse over den vej, man har fulgt, som et resultat af den sindsændring, der følger af denne efterviden, og dermed en δυσαρέστησις, en utilfredshed med sig selv; «passio quaedam animi quae veniat de offensâ sententiae prioris» [«en vis sindsbevægelse, der opstår af misfornøjelse med den tidligere beslutning»], og det var, som Tertullian (De Poenit. 1) hævder, alt, hvad hedningerne forstod ved ordet. På dette trin i betydningsudviklingen finder man det forbundet med δηγμός (Plutark, Quom. Am. ab Adul. 12), med αἰσχύνη (De Virt. Mor. 12) og med πόθος (Pericles, 10; jf. Lukian, De Saltat. 84). Til sidst betyder det en ændret adfærd fremover, som udspringer af alt dette. Samtidig kan denne sindsændring og den ændrede handlemåde, der følger af den, lige så godt være en ændring til det værre som til det bedre; der er ingen grund til, at den også skal være en «resipiscentia» [en besindelse, en vending til det bedre]; det er en rent kristen tilføjelse til ordet. Således A. Gellius (xvii. 1. 6): «Poenitere tum dicere solemus, cum quae ipsi fecimus, aut quae de nostrâ voluntate nostroque consilio facta sunt, ea nobis post incipiunt displicere, sententiamque in iis nostram demutamus.» [«Vi plejer at sige ‹poenitere› (angre), når det, vi selv har gjort, eller det, der er sket efter vores vilje og beslutning, bagefter begynder at mishage os, og vi ændrer vores mening om det.»] På samme måde fortæller Plutark (Sept. Sap. Conv. 21) om to mordere, som skånede et barn, men bagefter «angrede» (μετενόησαν) og søgte at dræbe det; μεταμέλεια bruger han i samme betydning om at angre noget godt (De Ser. Num. Vin. 11). Også her havde Tertullian altså ret i sin klage (De Poenit. 1): «Quam autem in poenitentiae actu irrationaliter deversentur [ethnici], vel uno isto satis erit expedire, cum illam etiam in bonis actis suis adhibent. Poenitet fidei, amoris, simplicitatis, patientiae, misericordiae, prout quid in ingratiam cecidit.» [«Hvor ufornuftigt [hedningerne] farer frem, når de angrer, er det nok at vise med dette ene: at de endda angrer deres gode gerninger. De angrer tro, kærlighed, oprigtighed, tålmodighed og barmhjertighed, alt efter om noget er blevet mødt med utak.»] Fortrydelsen kan være – og er ofte – helt uden forbindelse med nogen følelse af at have gjort uret eller krænket nogen moralsk lov; den kan simpelthen være det, vores forfædre kaldte «hadiwist» (had-I-wist better, «havde jeg vidst bedre», så havde jeg handlet anderledes); se således Plutark, De Lib. Ed. 14; Sept. Sap. Conv. 12; De Soler. Anim. 3: λύπη δι᾽ ἀλγηδόνος, ἣν μετάνοιαν ὀνομάζομεν, «utilfredshed med sig selv, der udspringer af smerte, og som vi kalder anger» (Holland). At ordet undertiden, om end sjældent, havde en etisk betydning, vil naturligvis ingen benægte; i den betydning har Plutark (De Ser. Num. Vin. 6) et sted, der stemmer forunderligt overens med Rom 2,4, og et andet (De Tranq. Animi, 19), hvor μεταμέλεια og μετάνοια bruges i flæng.

Først efter at μετάνοια er optaget i Skriftens sprogbrug eller hos forfattere, der bygger på Skriften, kommer det overvejende til at betyde en sindsændring, hvor man ser klogere på fortiden, συναίσθησις ψυχῆς ἐφ᾽ οἷς ἔπραξεν ἀτόποις (Phavorinus), en fortrydelse over det onde, man har gjort i denne fortid, og ud af alt dette en forandring af livet til det bedre; ἐπιστροφὴ τοῦ βίου (Klemens af Alexandria, Strom. ii. 245 a), eller som Platon allerede, i det mindste delvis, havde beskrevet det: μεταστροφὴ ἀπὸ τῶν σκιῶν ἐπὶ τὸ φῶς (Rep. vii. 532 b) περιστροφή, ψυχῆς περιαγωγή (Rep. vii. 521 c). Alt dette er lagt ind i ordet; det ligger der hverken etymologisk eller ifølge den oprindelige sprogbrug. Ordet er ikke særlig hyppigt i Septuaginta eller Apokryferne (se dog Sir 44,15; Visd 11,24; 12,10.19 og for verbets vedkommende Jer 8,6), men det er almindeligt hos Filon, der forbinder μετάνοια med βελτίωσις (De Abrah. 3) og forklarer det som πρὸς τὸ βέλτιον ἡ μεταβολή (sst. og De Poen. 2). I Det Nye Testamente bruges μετανεῖν og μετάνοια derimod, hver gang de forekommer, aldrig i anden end etisk betydning – og det er påfaldende, hvor sjældent de forekommer i Paulus’ skrifter: μετανοεῖν kun én gang (2 Kor 12,21) og μετάνοια kun fire gange (Rom 2,4; 2 Kor 7,9.10; 2 Tim 2,25). «Die unter Schmerz der Reue sich im Personleben des Menschen vollziehende radicale Umstimmung» [«den radikale omstemning, der under angerens smerte finder sted i menneskets personlige liv»], som Delitzsch smukt har beskrevet det.

Men mens μετανοεῖν og μετάνοια således gradvis voksede i dybde og fylde, indtil de blev de faste og anerkendte ord for den mægtige forandring i sind, hjerte og liv, som Guds Ånd virker («en sådan dydig ændring af sind og forsæt, at den avler en lignende dydig forandring i liv og handling», Kettlewell), og som vi kalder omvendelse, blev μεταμέλεια og μεταμέλεσθαι kun i meget begrænset grad vist en lignende ære. Det første ord, som Plutark kalder σώτειρα δαίμων og forklarer som ἡ ἐπὶ ταῖς ἡδοναῖς, ὅσαι παράνομοι καὶ ἀκρατεῖς, αἰσχύνη (De Gen. Soc. 22), og som han forbinder med βαρυθυμία (An Vit. ad Inf. 2), og Platon med ταραχή (Rep. ix. 577 e; jf. Plutark, De Cohib. Irâ, 16), forekommer som nævnt aldrig i Det Nye Testamente; det andet kun fem gange. Ét af disse steder betegner det den verdens bedrøvelse, der virker død, nemlig hos Judas Iskariot (Matt 27,3), og et andet udtrykker ikke menneskers omvendelse, men Guds sindsændring (Hebr 7,21) – og det, mens μετάνοια forekommer omkring femogtyve og μετανοεῖν omkring femogtredive gange. De, der benægter, at der i den profane eller den bibelske græsk fandtes nogen påviselig forskel mellem ordene, kan i den profane græsk henvise til steder, hvor μεταμέλεια bruges i alle de betydninger, der her er tilskrevet μετάνοια, og til andre, hvor de to bruges som ombyttelige udtryk, og begge om samvittighedsnag (Plutark, De Tranq. Anim. 19); i den bibelske græsk kan de henvise til steder i Det Nye Testamente, hvor μεταμέλεσθαι indebærer alt det, som μετανοεῖν ville have indebåret (Matt 21,29.32). Men selv når man uden videre indrømmer alt dette, er der både i bibelsk og profan sprogbrug en meget tydelig forkærlighed for μετάνοια som udtryk for den ædlere omvendelse. Det kunne vi i øvrigt have ventet på forhånd ud fra ordenes etymologiske betydning sammenlignet med hinanden. Den, der har ændret sind med hensyn til fortiden, er på vej til at ændre alt; den, der har en efterbekymring, har måske kun lidt eller intet andet end en selvisk frygt for følgerne af det, han har gjort (Aristoteles, Ethic. Nic. ix. 4. 10: μεταμελείας οἱ φαῦλοι γέμουσιν). Den lange strid om forholdet mellem disse ord kan derfor sammenfattes i Bengels udsagn, som efter min mening rammer sagens sande kerne: det anerkender en forskel, men driver den ikke for vidt (Gnomon N. T.; 2 Kor 7,10): «Vietymi μετάνοια proprie est mentis, μεταμέλεια voluntatis; quod illa sententiam, haec solicitudinem vel potius studium mutatum dicat.... Utrumque ergo dicitur de eo, quem facti consiliive poenitet, sive poenitentia bona sit sive mala, sive malae rei sive bonae, sive cum mutatione actionum in posterum, sive citra eam. Veruntamen si usum spectes, μεταμέλεια plerunque est μέσον vocabulum, et refertur potissimum ad actiones singulares: μετάνοια vero, in N.T. praesertim, in bonam partem sumitur, quo notatur poenitentia totius vitae ipsorumque nostri quodammodo: sive tota illa beata mentis post errorem et peccata reminiscentia, cum omnibus affectibus eam ingredientibus, quam fructus digni sequuntur. Hinc fit ut μετανοεῖν saepe in imperativo ponatnr, μεταμελεῖσθαι nunquam: ceteris autem locis, ubicunque μετάνοια legitur, μεταμέλειαν possis substituere: sed non contra.» [«Ifølge etymologien hører μετάνοια egentlig til forstanden, μεταμέλεια til viljen, for det første betegner en ændret mening, det sidste en ændret bekymring eller snarere stræben. … Begge bruges altså om den, der angrer en gerning eller en beslutning, hvad enten angeren er god eller dårlig, hvad enten den gælder noget ondt eller noget godt, og hvad enten den medfører en ændret handlemåde fremover eller ej. Ser man imidlertid på sprogbrugen, er μεταμέλεια for det meste et neutralt ord og henføres især til enkelte handlinger; men μετάνοια tages, især i Det Nye Testamente, i god betydning og betegner en anger over hele livet og på en måde over os selv: hele den salige besindelse i sindet efter vildfarelse og synder med alle de følelser, der hører til den, og som følges af værdige frugter. Derfor står μετανοεῖν ofte i bydeform, μεταμελεῖσθαι aldrig; og alle andre steder, hvor μετάνοια står, kan man sætte μεταμέλεια i stedet, men ikke omvendt.»] Sammenlign Witsius, De Oecon. Foed. Dei, iii. 12. 130–136; Girdlestone, Old Testament Synonyms, s. 153 ff.