lxx. μορφή, σχῆμα, ἰδέα.

Ingen af disse ord forekommer ofte i Det Nye Testamente. Μορφή står der kun to gange (Mark 16,12; Fil 2,6) – men sammenlign μόρφωσις (Rom 2,20; 2 Tim 3,5) –, σχῆμα heller ikke oftere (1 Kor 7,31; Fil 2,8), og ἰδέα kun én gang (Matt 28,3). Μορφή er «form», «forma», «Gestalt»; σχῆμα er «ydre skikkelse», «habitus», «Figur»; ἰδέα er «udseende», «species», «Erscheinung». De to første, som ikke så sjældent optræder sammen (Plutark, Symp. viii. 2. 3), er objektive; for en tings «form» og dens «ydre skikkelse» ville være til, også hvis tingen var alene i universet, og hvad enten der var nogen til at se den eller ej. Det tredje ord (ἰδέα==εἶδος, Joh 5,37) er subjektivt: en tings udseende forudsætter nogen, som den viser sig for. Der må være en, der ser, før noget kan blive set.

Vi kan bedst studere forskellen mellem μορφή og σχῆμα og samtidig vurdere, hvor vigtig den er, ved hjælp af det store dogmatiske skriftsted Fil 2,6–8. Her taler Paulus om det evige Ord, der før sin menneskevordelse var til «i Guds form» (ἐν μορφῇ Θεοῦ ὑπάρχων), ved sin menneskevordelse tog «en tjeners form» på sig (μορφὴν δούλου λαβών), og efter sin menneskevordelse, mens han vandrede på jorden, «i sin ydre skikkelse blev fundet som et menneske» (σχήματι εὑρεθεὶς ὡς ἄνθρωπος). Kirkefædrene plejede at bruge det første udtryk, ἐν μορφῇ Θεοῦ ὑπάρχων, mod arianerne (således Hilarius, De Trin. viii. 45; Ambrosius, Ep. 46; Gregor af Nyssa, Con. Eunom. 4), og lutheranerne gjorde det samme mod socinianerne, som et «dictum probans» [beviskraftigt skriftsted] for Guds Søns absolutte guddom; for dem betød μορφή altså her det samme som οὐσία eller φύσις. Det kan dog, som man nu i almindelighed erkender, ikke opretholdes. Ordene rummer utvivlsomt et bevis for Kristi guddom, men underforstået og ikke udtrykkeligt. Μορφή er ikke==οὐσία; men samtidig kunne ingen være ἐν μορφῇ Θεοῦ uden at være Gud. Bengel siger det godt: «Forma Dei non est natura divina, sed tamen is qui in formâ Dei extabat, Deus est» [Guds form er ikke den guddommelige natur, men den, som var til i Guds form, er alligevel Gud]. Det skyldes, at μορφή ligesom det latinske «forma» og det tyske «Gestalt» betegner formen, sådan som den er udtryk for det indre liv – ikke «væsen», men «væsensmåde», eller bedre: «eksistensmåde». Og kun Gud kunne have Guds eksistensmåde. Men han, som således fra evighed havde været ἐν μορφῇ Θεοῦ (Joh 17,5), tog ved sin menneskevordelse μορφὴν δούλου på sig. Heri ligger, at hans menneskevordelse var virkelig; der var intet doketisk, intet skinagtigt ved den. Nu var han til som en δοῦλος – det vil sige en δοῦλος τοῦ Θεοῦ; for midt i al vor Herres fornedrelse var han aldrig en δοῦλος ἀνθρώπων. Menneskenes διάκονος kan han have været, og det var han til tider i fremtrædende grad (Joh 13,4.5; Matt 20,28); det hørte med til hans ταπείνωσις, som nævnes i det følgende vers. Men deres δοῦλος var han aldrig; tværtimod var de hans. Det var i forhold til Gud, at han gav afkald på sin herlighed, så han gik fra den eksistensmåde, hvor han ikke betragtede det som tyveri at være Gud lig, og blev hans tjener.

Den næste sætning, «og i sin ydre skikkelse (σχήματι) fundet som et menneske», er meget lærerig, når man skal skelne σχῆμα fra μορφή. At Sønnens menneskevordelse var virkelig, kom som vi har set til udtryk i μορφὴν δούλου λαβών. De ord, der følger, erklærer kun de ydre kendsgerninger, som hans medmennesker kunne iagttage, og derfor ligger der vægt på εὑρεθείς: han blev af mennesker fundet i sin ydre skikkelse som et menneske. Σχῆμα betegner her hele hans ydre fremtræden, som Bengel godt udtrykker det: «σχῆμα, habitus, cultus, vestitus, victus, gestus, sermones et actiones» [holdning, levevis, klædedragt, kost, fagter, ord og handlinger]. På intet af disse punkter var der nogen forskel mellem ham og andre menneskebørn. Denne overfladiske karakter ved σχῆμα ses af, at ordet forbindes med ord som χρῶμα (Platon, Gorg. 20; Theoetet. 163 b) og ὑπογραφή (Legg. v. 737 d), og i den definition, Plutark giver af det (De Plac. Phil. 14): ἐστὶν ἐπιφάνεια καὶ περιγραφὴ καὶ πέρας σώματος [det er et legemes overflade, omrids og grænse]. Justinus Martyr bruger de to ord i en lærerig modsætning (1 Apol. 9).

Forskellen mellem dem træder meget tydeligt frem i de sammensatte udsagnsord μετασχηματίζειν og μεταμορφοῦν. Hvis jeg lavede en hollandsk have om til en italiensk, ville det være μετασχηματισμός; men hvis jeg forvandlede en have til noget helt andet, fx til en by, ville det være μεταμόρφωσις. Satan kan μετασχηματίζειν sig selv til en lysets engel (2 Kor 11,14); han kan antage hele det ydre skin af en sådan. Men om nogen forandring af ham ville det være umuligt at bruge μεταμορφοῦσθαι; for det ville betyde en forandring, der ikke er ydre, men indre, ikke af det tilfældige, men af væsenet – og det ligger helt uden for hans magt. Hvor fin og subtil er ikke vekslingen mellem ordene i Rom 12,2, selv om «con_formed_» og «transformed»1 i den engelske King James-oversættelse (A.V.) ikke har formået at gengive den dækkende. «Tilpas jer ikke», siger apostlen, «denne verdens flygtige skikkelser, og lad jer ikke forme efter dem (μὴ συσχηματίζεσθε), men gennemgå en dyb og varig forvandling (ἀλλὰ μεταμορφοῦσθε) ved tankernes fornyelse, sådan som kun Guds Ånd kan virke den i jer» (jf. 2 Kor 3,18). Theodoret gør i sin kommentar til dette vers særligt opmærksom på denne veksling i ordvalget – en veksling, som det ville kræve den engelske lærdes allerstørste dygtighed at gengive dækkende på hans eget sprog. Blandt meget andet interessant siger han: ἐδίδασκεν ὅσον πρὸς τὰ παρόντα τῆς ἀρετῆς τὸ διάφορον· ταῦτα γὰρ ἐκάλεσε σχῆμα, τὴν ἀρετὴν δὲ μορφήν· ἡ μορφὴ δὲ ἀληθῶν πραγμάτων σημαντική, τὸ δὲ σχῆμα εὐδιάλυτον χρῆμα [Han lærte, hvor stor forskellen er mellem dyden og de nuværende ting; de sidste kaldte han nemlig skikkelse (σχῆμα), men dyden form (μορφή); formen betegner virkelige ting, men skikkelsen er noget, der let opløses]. Meyer afviser – vrangvilligt nok – alt dette og har denne note: «Beide Worte stehen im Gegensatze nur durch die Präpositionen, ohne Differenz des Stamm-Verba» [Begge ord står kun i modsætning til hinanden i kraft af forstavelserne, uden forskel i stamverbet]; og Fritzsche er enig med ham (in loc. [til stedet]). Man kan forstå, at en fortolker overser betydningen af dette skift, men næppe, at han benægter den. Om de meget forskellige måder, det ene og det andet ord bruges på, se Plutark, Quom. Adul. ab Amic. 7, hvor begge forekommer.

Ved opstandelsen skal Kristus omforme (μετασχηματίσει) sine helliges legemer (Fil 3,21; jf. 1 Kor 15,53). Til dette udsagn bemærker Calov: «Ille μετασχηματισμός non substantialem mutationem, sed accidentalem, non ratione quidditatis corporis nostri, sed ratione qualitatum, salvâ quidditate, importat» [Denne μετασχηματισμός indebærer ikke en væsensmæssig forandring, men en tilfældig, ikke med hensyn til vort legemes væsen, men med hensyn til dets egenskaber, idet væsenet bevares]. Men når hedenske guder skiftede til helt andre skikkelser, var det μεταμορφώσεις. Ved en μετασχηματισμός er der overgang, men intet absolut brud i kontinuiteten. Sommerfuglen, et profetisk billede på menneskets opstandelse, er umådelig meget smukkere end larven, men har alligevel udfoldet sig naturligt af den. Men når Proteus forvandler sig til en flamme, et vildt dyr, en rindende bæk (Vergil, Georg. iv. 442), og hver af disse skikkelser er uden forbindelse med alt det, der gik forud, så er det en forandring ikke blot af σχῆμα, men af μορφή (jf. Euripides, Hec. 1266; Platon, Locr. 104 e). Når evangelisten beretter, at Kristus efter opstandelsen viste sig for sine disciple ἐν ἑτέρᾳ μορφῇ (Mark 16,12), antyder ordene, hvor umådelig stor den gådefulde forandring var, som hans legeme havde gennemgået. De stemmer også overens med μετεμορφώθη i Matt 18,2 [sandsynligvis Matt 17,2]; Mark 9,2, idet forvandlingen på bjerget var en profetisk forudgribelse af det, der siden skulle komme. Sammenlign Dan 4,33, hvor Nebukadnesar siger om sig selv: ἡ μορφή μου ἐπέστρεψεν εἰς ἐμέ [min skikkelse vendte tilbage til mig].

Man kan altså gå ud fra, at μορφή hører til en tings væsen.1 Vi kan ikke tænke os tingen adskilt fra denne dens «formalitet», for nu at bruge ordet i den gamle logiske betydning. Σχῆμα er derimod noget tilfældigt ved den; det har ikke med «quidditas» [tingens væsen, dens «hvad»] at gøre, men med «qualitas» [dens beskaffenhed], og hvilke forandringer det end gennemgår, lader det «quidditas» uberørt, så tingen selv væsensmæssigt eller formelt er den samme som før. Som en har sagt: μορφὴ φύσεως σχῆμα ἕξεως [formen hører til naturen, skikkelsen til tilstanden]. Således er σχῆμα βασιλικόν (Lukian, Pisc. 35; jf. Sofokles, Antig. 1148) en monarks hele ydre udstyr og pynt – diadem, tiara, scepter, kappe (jf. Lukian, Hermot. 86) –, alt sammen noget, han kunne lægge fra sig og alligevel forblive konge. Det hører på ingen måde til manden eller hænger ved ham som en del af ham selv. Således siger Menander (Meineke, Fragm. Com. s. 985):

πρᾶον κακοῦργός σχῆμ᾽ ὑπεισελθὼν ἀνὴρ κεκρυμμένη κεῖται παγὶς τοῖς πλησίον. [En ondsindet mand, der har iført sig en mild skikkelse, ligger som en skjult snare for sine næste.]

Således forgår også σχῆμα τοῦ κοσμοῦ (1 Kor 7,31) – billedet er her sandsynligvis hentet fra de skiftende kulisser i et teater –, men selve κόσμος består. Der er ingen τέλος τοῦ κοσμοῦ, men kun τοῦ αἰώνος eller τῶν αἰώνων. [der tales ikke om «verdens ende», men kun om «tidsalderens» eller «tidsaldrenes» ende.] Nogle værdifulde bemærkninger om forskellen mellem μορφή og σχῆμα findes i The Journal of Classical and Sacred Philology, nr. 7, s. 113, 116, 121, og de samme tanker er udfoldet mere udførligt af deres forfatter, biskop Lightfoot, i hans Commentary on the Philippians, s. 125–131.

Brugen af «forma» og «figura» på latin svarer for så vidt til brugen af henholdsvis μορφή og σχῆμα, at «figura formae» [formens skikkelse] ikke sjældent forekommer («veterem formoe servare figuram» [at bevare den gamle forms skikkelse]; jf. Cicero, Nat. Deor. i. 32), men «forma figurae» aldrig (se Döderlein, Latein. Syn. bd. iii, s. 87). Læg også mærke til modsætningen på engelsk mellem «de_formed_» og «dis_figured_» [«vanskabt» og «vansiret»]. En pukkelrygget er «deformed», en mand, der er blevet slået i ansigtet, kan være «disfigured»; den enes vanskabthed hænger sammen med selve hans eksistens, mens den andens vansiring kan være helt forsvundet i løbet af få dage. I «transformed» og «transfigured» [«forvandlet» og «forklaret»] er det let at genkende den samme forskel.

Ἰδέα gengives på det ene sted, hvor ordet bruges i Det Nye Testamente (Matt 28,3), med «countenance» [ansigt, åsyn], ligesom det i 2 Makk 3,16 gengives med «face» [ansigt]. Det er ikke nogen heldig oversættelse; «udseende» ville være bedre: «species sub oculos cadens» [synet, der falder i øjnene], ikke tingen selv, men tingen, sådan som den bliver set. Således Platon (Rep. ix. 588 c): πλάττε ἰδέαν θηρίου ποικίλου, «Form i dine tanker billedet af et mangfoldigt dyr»; således ἰδέα τοῦ προσώπου, ansigtsudtrykket (Plutark, Pyrr. 3, og ofte); ἰδέᾳ καλός, smuk at se på (Pindar, Olymp. xi. 122); χιόνος ἰδέα, sneens udseende (Filon, Quod Det. Pot. Ins. 48). Plutark definerer ordet sådan – kun det sidste led i definitionen angår os her (De Plac. Phil. i. 9): ἰδέα ἐστὶν οὐσία ἀσώματος, αὐτὴ μὲν μὴ ὑφεστῶσα καθ᾽ αὑτήν, εἰκονίζουσα δὲ τὰς ἀμόρφους ὕλας, καὶ αἰτία γινομένη τῆς τούτων δείξεως [En idé er et ulegemligt væsen, som ikke selv består for sig selv, men som giver de formløse stoffer skikkelse og bliver årsag til, at de kommer til syne]. Ordet holder sig til denne definition og til det ἰδεῖν, der ligger til grund for det; ofte er det tydeligt, som i det følgende citat fra Filon, der yderligere er lærerigt, fordi det viser, hvor grundlæggende hans lære om Logos adskilte sig fra Johannes’ – ja, i virkeligheden var en benægtelse af den på dens vigtigste punkt: ὁ δὲ ὑπεράνω τούτων [τῶν χερουβίμ] Λόγος θεῖος εἰς ὁρατὴν οὐκ ἦλθεν ἰδέαν (De Prof. 19) [Men det guddommelige Ord, som er hævet over dem (keruberne), kom ikke til syne i nogen synlig skikkelse]. – Om forskellen mellem εἶδος og ἰδέα, og hvor langt den platoniske filosofi overhovedet anerkender en forskel mellem dem, se Stallbaums note til Platons Staten, x. 596 b; Donaldsons Cratylus, 3. udg., s. 105; og Thompsons note til Archer Butlers Lectures, bd. ii, s. 127.

Fodnote 1 Den autoriserede engelske oversættelse (Authorized Version) er den første, der bruger «transformed» her; Wiclif og Rheims-oversættelsen, der begge følger Vulgata nøje, har «transfigured», og de mellemliggende reformatoriske oversættelser har «changed into the fashion of» [omskabt til skikkelsen af]. Hvis de forskelle, der her er trukket op, er rigtige, og hvis de holder på engelsk lige så vel som på græsk, er «transformed» ikke det rette ord.

Fodnote 2 «La forme est nécessairement en rapport avec la matière ou avec le fond. La figure au contraire est plus indépendante des objets; se conçoit à part» [Formen står nødvendigvis i forhold til stoffet eller indholdet. Figuren er derimod mere uafhængig af tingene og kan tænkes for sig] (Lafaye, Syn. Fran. s. 617).