lxxi. ψυχικός, σαρκικός.

Ψυχικός forekommer seks gange i Det Nye Testamente. Tre af disse steder kan man ikke sige, at ordet har en tydelig etisk brug; her er det nemlig kun det ringe ved det σῶμα ψυχικόν, som de troende nu bærer rundt på, der stilles op over for herligheden ved det σῶμα πνευματικόν, som de engang skal bære (1 Kor 15,44 to gange, 46). De tre andre steder hviler der en moralsk vægt på ordet, og hver gang en yderst nedsættende. Således erklærer Paulus, at den ψυχικός ikke tager imod og heller ikke kan tage imod det, der kommer fra Guds Ånd, fordi han intet organ har til at modtage det (1 Kor 2,14). Jakob (Jak 3,15) betegner den visdom, som er ψυχική, også som ἐπίγειος, «jordisk», og δαιμονιώδης, «dæmonisk». Judas forklarer, at de ψυχικοί er dem, der er πνεῦμα μὴ ἔχοντες (v. 19). Ordet forekommer ingen steder i Septuaginta, men ψυχικῶς i betydningen «helhjertet» (== ἐκ ψυχῆς, Kol 3,23) står to gange i De Apokryfe Bøger (2 Makk 4,37; 14,24).

Først er vi lidt overraskede over at se ψυχικός brugt på denne måde og i dette selskab. Den moderne vane med at tale om sjælen, som om den var det højeste i mennesket, mindsker ikke overraskelsen; den ville snarere få os til at vente, at ordet stod sammen med πνευματικός, som om der kun var små nuancer til forskel mellem dem. Men det, der her overrasker os, er i virkeligheden betegnende for den indre forskel mellem det kristne og det hedenske, og det peger på de bedre gaver og kristne dyder, som Åndens husholdning har bragt ind i verden. I den senere klassiske græske litteratur – ordet dukker først op hos Aristoteles – bruges ψυχικός hele tiden om det højeste. Dér stilles det op over for σαρκικός (Plutark, Ne Suav. Vivi Posse, 14) eller, hvor der ikke er nogen etisk modsætning, over for σωματικός (Aristoteles, Ethic. Nic. iii. 10. 2; Plutark, De Plac. Phil. i. 9; Polybios, vi. 5. 7), og det bruges gang på gang som et rosende ord. Nu må det stige ned fra sin høje stilling, for et andet og så meget større ord er blevet indsat på den allerhøjeste plads. Den gamle filosofi kendte intet højere end menneskets sjæl; men Åbenbaringen kender Guds Ånd, som tager bolig hos mennesker og kalder en ånd frem i dem, der svarer til ham. Der lå ganske vist en vis længsel efter dette højere i den forskel, som Lukrets og andre gjorde mellem «anima» og «animus» [to latinske ord for sjæl: anima om livsprincippet, animus om sindet og ånden], hvor de gav den sidste den fornemste plads. Ifølge Skriften hører ψυχή lige så vel som σάρξ til den lavere del af menneskets væsen. Og selv om den dobbelte brug af ψυχή i Skriften (som i Matt 16,26; Mark 8,35) kræver en vis forsigtighed med denne påstand, er det i hvert fald klart, at ψυχικός lige så lidt som σαρκικός er et hædersord,1 for det bruges lige så frit om dette lavere. Skriftens ψυχικός er et menneske, for hvem ψυχή er den højeste drivkraft i liv og handling; et menneske, i hvem πνεῦμα, som er organ for det guddommelige Πνεῦμα, er undertrykt og slumrer og for tiden så godt som udslukt; et menneske, som denne guddommelige Ånds virke aldrig har løftet op i de åndelige tings verden (Rom 7,14; 8,1; Jud 19). En god samling af steder hos de græske kirkefædre, hvor ψυχικός bruges på denne måde, findes hos Suicer, Thes. s. v.

Man kan sige, at både den σαρκικός og den ψυχικός i Skriftens sprog stilles op over for den πνευματικός. Begge betegnelser tillægger den, de bruges om, et herskende princip, som står i modsætning til πνεῦμα, men de tillægger ham ikke det samme. Når Paulus minder efeserne om, hvordan de engang levede, idet de «udførte kødets og tankernes vilje» (Ef 2,3), beskriver han dem først som σαρκικοί og dernæst som ψυχικοί. For hos ugenfødte mennesker findes der i virkeligheden to former for det liv, der leves uden Gud. Og selv om ethvert ugenfødt menneske har del i begge, er den ene mere fremherskende hos nogle og den anden hos andre. Der er σαρκικοί, hos hvem σάρξ i højere grad er det herskende princip, og der er ψυχικοί, hos hvem ψυχή er det. Det er helt rigtigt, at σάρξ i Det Nye Testamente ofte bruges om hele det område af vores natur, som er faldet og lagt under forgængeligheden, og hvor synden spirer frem og har sit virke (Rom 7,18; 8,5). Derfor er ἔργα τῆς σαρκός (Gal 5,19–21) ikke kun de syndige gerninger, der udføres i og gennem legemet, men også dem, der hører hjemme i sindets sfære og område; mere end halvdelen af dem, der opregnes dér, hører til den sidste gruppe. Men trods alt dette må ordet, der til tider dækker hele det område i mennesket, som er fremmedgjort for Gud og for livet i Gud, finde sig i en begrænsning, når ψυχή føres ind for at gøre krav på det, der er dens eget.

Der findes en fremragende drøftelse af forskellen mellem ordene i biskop Reynolds’ latinske prædiken over 1 Kor 2,14, holdt for universitetet i Oxford, med titlen Animalis Homo [«Det sjælelige menneske»] (Works, London 1826, bd. iv, s. 349). Jeg citerer det vigtigste afsnit om det, vi her beskæftiger os med: «Verum cum homo ex carne et animâ constet, sitque anima pars hominis praestantior, quamvis saepius irregenitos, propter appetitum in vitia pronum, atque praecipites concupiscentiae motus, σάρκα et σαρκικούς Apostolus noster appellet; hic tamen hujusmodi homines a praestantiore parte denominat, ut eos se intelligere ostendat, non qui libidinis mancipia sunt, et crassis concupiscentiis vel nativum lumen obruunt (hujusmodi enim homines ἄλογα ξῶα vocat Apostolus, 2 Pet 2,12), sed homines sapientiae studio deditos, et qui ea sola, quae stulta et absurda sunt, rejicere solent. Hic itaque ψυχικοί sunt quotquot τὸ πνεῦμα οὐκ ἔχουσι (Jud 19), utcunque alias exquisitissimis naturae dotibus praefulgeant, utcunque potissimam partem, nempe animam, omnigenâ eruditione excolant, et rectissime ad praescriptum rationis vitam dirigant. Denique eos hic ψυχικούς vocat, quos supra Sapientes, Scribas, Disquisitores, et istius seculi principes appellaverat, ut excludatur quidquid est nativae aut acquisitae perfectionis, quo naturae viribus assurgere possit ratio humana. Ψυχικός, ὁ τὸ πᾶν τοῖς λογισμοῖς τῆς ψυχῆς διδούς, καὶ μὴ νομίζων ἄνωθεν δεῖσθαι βοηθείας, ut recte Chrysostomus: qui denique nihil in se eximium habet, praeter animam rationalem, cujus solius lucem ductumque sequitur.» [«Men da mennesket består af kød og sjæl, og sjælen er den ypperste del af mennesket, kalder vor apostel ganske vist oftest de ugenfødte for kød og kødelige på grund af deres begær, der hælder mod lasterne, og begærlighedens voldsomme bevægelser. Her benævner han dog den slags mennesker efter den ypperste del for at vise, at han ikke mener dem, der er lystens slaver og med grove begær kvæler selv det medfødte lys (den slags mennesker kalder apostlen ‹ufornuftige dyr›, 2 Pet 2,12), men mennesker, der har viet sig til at søge visdom, og som kun plejer at forkaste det, der er tåbeligt og urimeligt. Her er altså alle, som ikke har Ånden (Jud 19), ψυχικοί, hvor meget de ellers stråler med naturens mest udsøgte gaver, hvor meget de dyrker den ypperste del, nemlig sjælen, med al slags lærdom, og hvor rigtigt de end styrer deres liv efter fornuftens forskrift. Endelig kalder han her de mennesker ψυχικοί, som han ovenfor havde kaldt de vise, de skriftkloge, granskerne og denne verdens herskere, så alt udelukkes, hvad der findes af medfødt eller tilegnet fuldkommenhed, som den menneskelige fornuft kan hæve sig til ved naturens kræfter. ‹Ψυχικός er den, der overlader alt til sjælens overvejelser og ikke mener at have brug for hjælp ovenfra›, som Chrysostomos rigtigt siger – kort sagt den, der intet ypperligt har i sig ud over den fornuftige sjæl, hvis lys og ledelse alene han følger.»] Jeg tilføjer et par ord af Grotius i samme retning (Annott. in N. T.; 1 Kor 2,14): «Non idem est ψυχικὸς ἄνθρωπος et σαρκικός. Ψυχικός est qui humanae tantum rationis luce ducitur, σαρκικός qui corporis affectibus gubernatur; sed plerunque ψυχικοί aliquâ in parte sunt σαρκικοί, ut Graecorum philosophi scortatores, puerorum corruptores, gloriae aucupes, maledici, invidi. Verum hic [1 Kor 2,14] nihil aliud designatur quam homo humanâ tantum ratione nitens, quales erant Judaeorum plerique et philosophi Graecorum.» [«Et ψυχικός menneske og et σαρκικός menneske er ikke det samme. Ψυχικός er den, der alene ledes af den menneskelige fornufts lys; σαρκικός den, der styres af legemets lidenskaber. Men for det meste er de ψυχικοί i en eller anden henseende også σαρκικοί, sådan som grækernes filosoffer var horkarle, drengeforførere, ærejægere, bagtalere og misundelige. Men her betegnes intet andet end det menneske, der alene støtter sig til den menneskelige fornuft, sådan som de fleste af jøderne og grækernes filosoffer var.»]

Hvordan ψυχικός skal oversættes, er et spørgsmål, der ikke er helt let at besvare. «Soulish» [engelsk nydannelse, omtrent «sjælsk»], som nogle har foreslået, har den fordel, at det står i samme forhold til «soul» [sjæl], som ψυχικός står til ψυχή og «animalis» til «anima»; men ordet er næppe engelsk og ville bestemt ikke sige almindelige engelske læsere noget som helst. Wyclif gengav det med «beastly», som – det behøver næppe at blive sagt – for ham intet havde af betydningen i vores «bestial» [dyrisk] (se min Select Glossary, s. v.), men blot var == «animal» (han fandt «animalis» i sin Vulgata). Rheims-oversættelsen har «sensual» [sanselig], og det har oversætterne af den engelske King James-oversættelse (A.V.) overtaget i Jak 3,15 og Jud 19, hvor de satte det i stedet for «fleshly» [kødelig], som stod i Cranmers bibel og Genève-bibelen. De tre andre steder har de gengivet det med «natural» [naturlig]. Begge gengivelser er utilfredsstillende, og «sensual» er det nu endnu mere end på den tid, da vores oversættelse blev til, for «sensual» og «sensuality» har ændret betydning ret meget siden da og betegner nu et dybere forfald, end de engang gjorde. Om hele emnet – forholdet mellem ψυχή og σάρξ og πνεῦμα – findes der meget, der er særdeles interessant, men ikke så let at trænge til bunds i, i Delitzschs Psychology, engelsk udgave, s. 109–128.

Fodnote 1 Hilarius har ikke helt, men dog næsten, frigjort sig fra denne forestilling, og i følgende afsnit tillægger han bestemt den ψυχικός mere end Skriften gør, hvor tydeligt han end stiller ham op over for den πνευματικός (Tract. in Ps. xiv. 3): «Apostolus et carnalem [σαρκικόν] hominem posuit, et animalem [ψυχικόν], et spiritalem [πνευματικόν]; carnalem, belluae modo divina et humana negligentem, cujus vita corporis famula sit, negotiosa cibo, somno, libidine. Animalis autem, qui ex judicio sensûs humani quid decens honestumque sit, sentiat, atque ab omnibus vitiis animo suo auctore se referat, suo proprio sensu utilia et honesta dijudicans; ut pecuniam spernat, ut jejuniis parcus sit, ut ambitione careat, ut voluptatibus resistat. Spiritalis autem est, cui superiora illa ad Dominum studia sint, et hoc quod agit, per scientiam Dei agat, intelligens et cognoscens quae sit voluntas Ejus, et sciens quae ratio sit a Deo carnis assumptae, qui crucis triumphus, quae mortis potestas, quae in virtute resurrectionis operatio.» [«Apostlen har nævnt både det kødelige menneske, det sjælelige og det åndelige. Det kødelige, som ligesom et dyr er ligeglad med guddommelige og menneskelige ting, og hvis liv er legemets tjener, optaget af mad, søvn og lyst. Det sjælelige derimod, som ud fra den menneskelige sans’ dom fornemmer, hvad der er sømmeligt og hæderligt, og med sit eget sind som vejleder holder sig fra alle laster og ved egen sans bedømmer, hvad der er nyttigt og hæderligt, så det foragter penge, er mådeholdent i faste, er fri for ærgerrighed og står imod nydelserne. Det åndelige menneske er derimod det, hvis stræben går op mod Herren, og som gør, hvad det gør, ud fra kundskaben om Gud, fordi det forstår og erkender, hvad hans vilje er, og ved, hvad grunden er til, at Gud tog kødet på sig, hvad korsets sejr er, hvad dødens magt er, og hvad der virker i opstandelsens kraft.»] Sammenlign Irenæus, v. 6.