lxxii. σαρκικός, σάρκινος.

En drøftelse af forholdet mellem ψυχικός og σαρκικός fører naturligt en drøftelse med sig af forholdet mellem σαρκικός og en anden form af samme ord, σάρκινος. Det forekommer tre eller måske fire gange i Det Nye Testamente; i den overleverede tekst [textus receptus] ganske vist kun én gang (2 Kor 3,3), men vidnesbyrdene taler overvældende for, at det også har ret til en plads i Rom 7,14 og Hebr 7,16, mens overvægten af vidnesbyrd taler for også at lade σάρκινος stå i 1 Kor 3,1.

Ord med endelsen -ινος, såkaldte μετουσιαστικά, betegner oftest det stof, noget er lavet af (se Donaldson, Cratylus, 3. udg., s. 458; Winer, Gramm. § xvi. 3; Fritzsche, Ep. ad Rom. bd. ii, s. 46), og de er almindelige i Det Nye Testamente. Således θύϊνος, af tujatræ (Åb 18,12), ὑάλινος, af glas, «glassen» (Åb 4,6), ὑακίνθινος (Åb 9,17), δερμάτινος (Matt 3,4) og ἀκάνθινος (Mark 15,17). Et af disse ord er σάρκινος, den eneste form af ordet, som den klassiske oldtid kendte (σαρκικός er ligesom det latinske «carnalis» blevet kaldt frem af kirkens etiske behov). I 2 Kor 3,3 er det godt gengivet med «fleshy» [af kød], altså noget, der har kød som det stof og materiale, det er dannet af. Jeg kan ikke sige med sikkerhed, at ordet «fleshen» nogen sinde har eksisteret i det engelske sprog. Havde det eksisteret og levet videre, ville det være endnu bedre; for «fleshy» kan betyde «carnosus» [kødfuld], ligesom σάρκινος utvivlsomt også kan (Platon, Legg. x. 906 c; Aristoteles, Ethic. Nic. iii. 9. 3), mens «fleshen» nødvendigvis måtte betyde det, σάρκινος betyder her, nemlig «carneus», det vil sige noget, der har kød som sit materiale. At et sådant ord engang har eksisteret, er ikke usandsynligt, for mange ord af samme form har engang været i brug og er nu forsvundet, for eksempel «stonen», «hornen», «hairen», «clayen» [af sten, af horn, af hår, af ler] (alle i Wyclifs bibel), «threaden» (Shakespeare), «tinnen» (Sylvester), «milken», «breaden», «reeden» og mange flere (se min English Past and Present, 10. udg., s. 256). Det er at beklage, at de er gået tabt, for de var ofte langtfra overflødige. Tysk har «steinig» og «steinern» og har brug for begge, ligesom latin har brug for «lapidosus» og «lapideus», for «saxosus» og «saxeus». Vi kunne have gjort det samme med «stony» og «stonen»: et «stony» sted er et sted, hvor der er mange sten, et «stonen» kar ville være et kar lavet af sten (se Joh 2,6; Åb 9,20 i Wyclifs oversættelse, hvor ordet findes). Eller igen: et «glassy» hav er et hav, der ligner glas, et «glassen» hav er et hav lavet af glas. Og på samme måde ville «fleshly», «fleshy» og «fleshen» ikke have været for mange, lige så lidt som «earthly», «earthy» og «earthen» [jordisk, jordagtig, af jord] er det, for vi kan finde en særlig brug for hvert af dem.

«Fleshly» lyster [kødelige lyster] («carnal» er det ord, som vores oversættelse oftere bruger, men når forholdet mellem σαρκικός og σάρκινος skal fastlægges, er det mere bekvemt at bruge «fleshly» og «fleshy») er lyster, der rører sig i kødets etiske område, og som har deres kilde og udspring i dette oprørske område af menneskets fordærvede og faldne natur. Sådan er σαρκικαὶ ἐπιθυμίαι (1 Pet 2,11), og det menneske er σαρκικός, som giver σάρξ en plads, der ikke med rette tilkommer det. Kødet er på sin plads, så længe det står under herredømmet af πνεῦμα og modtager sin lov derfra; men det bliver kilden til al synd og al modstand mod Gud, så snart det rette forhold mellem dem vendes om, og det, der skulle have været hersket over, selv hersker. Når Paulus om korintherne siger (1 Kor 3,1), at de var σάρκινοι, dadler han dem ganske vist alvorligt; men anklagen er langt mindre alvorlig, end hvis han i stedet havde skrevet σαρκικοί. Han beskylder dem ikke hermed for positiv, aktiv modstand mod Guds Ånd – det fremgår af det ὡς νήπιοι, som han forklarer det med – men kun for, at de både intellektuelt og åndeligt blev stående ved troens tærskel (jf. Hebr 5,11–12). De gjorde ingen fremskridt og var tilfredse med at blive, hvor de var, skønt de kunne være blevet ført langt frem af de mægtige, forvandlende kræfter i den Ånd, som Gud frit havde givet dem. Med dette ord beskylder han dem ikke for at være _mod_åndelige, men kun for at være _u_åndelige, for at være kød og ikke meget mere, når de kunne have været meget mere. I v. 3–4 går han ganske vist videre og anklager dem for den større skyld at lade σάρξ virke aktivt som et herskende princip i sig; og derfor skifter han ord. De var ikke bare σάρκινοι, for intet menneske og ingen kirke kan blive stående længe på dette punkt, men også σαρκικοί, og som sådanne fulde af «misundelse og strid og splittelser».

Hvordan vores oversættere skulle have markeret forskellen mellem σάρκινος og σαρκικός her, er ikke så let at foreslå. Det er ganske vist mest sandsynligt, at vanskeligheden slet ikke meldte sig for dem, fordi de formentlig fulgte den overleverede tekst, hvor ordene ikke skifter. I 2 Kor 3,3 lå alt klart for dem: σάρκιναι πλάκες er, som de har gengivet det godt, «fleshy tables» [tavler af kød]; Erasmus bemærker træffende om stedet, at σάρκινος og ikke σαρκικός er brugt, «ut materiam intelligas, non qualitatem» [«for at man skal forstå stoffet, ikke egenskaben»]. Paulus stiller her stentavlerne, som Moseloven blev skrevet på, op over for kødtavlerne, som Kristi lov er skrevet på, og ophøjer de sidste over de første. Langtfra at være en vanærende betegnelse er «fleshy» her en meget ærefuld betegnelse, for den tjener til at vise, at den nye lov er den gamle overlegen – den ene indgraveret på døde stentavler, den anden i levende menneskers hjerter (jf. Ez 11,19; 36,26; Jer 31,33; Hebr 8,10; 10,16).