lxxiii. πνοή, πνεῦμα, ἄνεμος, λαῖλαψ, θύελλα.

Ud fra de ord, som πνεῦμα her sammenlignes med, vil det være klart, at det er meningen at behandle ordet i dets naturlige og jordiske, ikke i dets overnaturlige og himmelske betydning. Jeg vil blot bemærke, at der hos Augustin, De Civ. Dei, xiii. 22, findes en drøftelse af forholdet mellem πνοή og πνεῦμα i denne højere betydning; jf. De Anim. et huj. Orig. i. 14, 19. De tre første ord i denne gruppe betegner ikke himmelske, men jordiske ting, og de adskiller sig fra hinanden nøjagtig som ifølge Seneca de latinske «aër», «spiritus» og «ventus» (Nat. Qu. v. 13): «Spiritum a vento motus1 separat; vehementior enim spiritus ventus est; invicem spiritus leviter fluens aër.» [«Det er bevægelsen, der skiller luftpustet fra vinden; vind er nemlig et kraftigere pust, og luft er omvendt et let strømmende pust.»]

Πνοή og πνεῦμα forekommer ikke sjældent sammen, som i Es 42,5; 57,16. Πνοή giver indtryk af en lettere og mildere bevægelse i luften end πνεῦμα, ligesom «aura» [brise] gør det i forhold til «ventus» [vind]. Sammenlign Aristoteles (De Mundo, iv. 10): τὰ ἐν ἀέρι πνέοντα πνεύματα καλοῦμεν ἀνέμους, αὔρας δὲ τὰς ἐξ ὑγροῦ φερομένας ἐκπνοάς [«De pust, der blæser i luften, kalder vi vinde, men de udåndinger, der kommer fra det fugtige, kalder vi briser.»]. Plinius (Ep. 5:6) kender en lignende forskel: «Semper aër spiritu aliquo movetur; frequentius tamen auras quam ventos habet» [«Luften bevæges altid af et eller andet pust; dog har den oftere briser end vinde.»]; og det samme gør Filon (Leg. Alleg. i. 14): πνοὴν δέ, ἀλλ᾽ οὐ πνεῦμα εἴρηκεν, ὡς διαφορᾶς οὔσης· τὸ μὲν γὰρ πνεῦμα νενόηται κατὰ τὴν ἰσχὺν καὶ εὐτονίαν καὶ δύναμιν· ἡ δὲ πνοὴ ὡς ἂν αὐρά τις ἐστι καὶ ἀναθυμίασις ἠρεμαία καὶ πραεῖα [«Han har sagt πνοή og ikke πνεῦμα, fordi der er en forskel: πνεῦμα tænkes nemlig ud fra styrke, spændkraft og kraft, mens πνοή er som en brise, en stille og mild dunst.»]. Heroverfor kan man indvende, at på det ene af de to steder, hvor πνοή forekommer i Det Nye Testamente, nemlig ApG 2,2, er det tillagt tillægsordet βιαία, og det bruges tydeligvis om en stærk og voldsom vind (jf. Job 37,9). Men som De Wette har bemærket, kan dette forklares tilstrækkeligt ved, at det ved den lejlighed var nødvendigt at gemme πνεῦμα til den højere, åndelige gave, som denne πνοή var tegn og symbol på. Det ville have skabt en forvirrende gentagelse, hvis man allerede her havde brugt πνεῦμα.

Πνεῦμα bruges sjældent i Det Nye Testamente om vind – faktisk kun i Joh 3,8 og Hebr 1,7 (og på det sidste sted ikke med sikkerhed) – men ofte i Septuaginta, som i 1 Mos 8,1; Ez 37,9; Præd 11,5. Det er beklageligt, at רוּחַ på det sidstnævnte sted i vores engelske bibel, King James-oversættelsen (A.V.), er gengivet med «spirit» [ånd] og ikke, som så ofte, med «wind» [vind] (Job 1,19; Sl 148,8). Det tilslører nemlig den bemærkelsesværdige forbindelse mellem dette ord af Prædikeren og vor Herres ord til Nikodemus (Joh 3,8). Han, der altid holder af at bevæge sig i Det Gamle Testamentes verden, tager med sine ord «Vinden blæser, hvor den vil» Prædikerens ord op: «Du ved ikke, hvad vindens vej er». Prædikeren havde altså allerede antydet, hvilke højere hemmeligheder vindenes baner, som mennesker ikke kan spore, var et symbol på. Πνεῦμα findes ofte i Septuaginta i forbindelse med πνοή, men for det meste i overført betydning (Job 33,4; Es 42,5; 57,16; og i 2 Sam 22,16: πνοή πνεύματος).

Om ἄνεμος giver Aristoteles (De Mund. 4) denne forklaring: οὐδὲν γάρ ἐστιν ἄνεμος πλήν ἀὴρ πολὺς ῥέων καὶ ἄθροος, ὅστις ἅμα καὶ πνεῦμα λέγεται [«For vind er intet andet end megen luft, der strømmer samlet, og som også kaldes πνεῦμα.»]. Vi kan sammenligne med Hippokrates: ἄνεμος γάρ ἐστι ἠέρος ῥεῦμα καὶ χεῦμα [«For vind er luftens strøm og flod.»]. Ligesom «ventus» og «wind» er ἄνεμος som regel den stærke, ofte den stormende vind (1 Kong 19,11; Job 1,19; Matt 7,25; Joh 6,18; ApG 27,14; Jak 3,4; Plutark, Proec. Conj. 12). Det er interessant og lærerigt at lægge mærke til, at vor Herre – eller rettere den inspirerede forfatter, der gengiver hans samtale med Nikodemus, som uden tvivl selv foregik på aramaisk – ikke bruger ἄνεμος, men πνεῦμα, som allerede nævnt, når han søger billeder i naturen på Helligåndens gådefulde bevægelser, som intet menneskeøje kan spore. Det skyldes utvivlsomt, at der ikke er noget vildt eller voldsomt i hans virke, men at alt er afmålt. Når Paulus derimod vil beskrive mennesker, der voldsomt kastes omkring og stormpiskes på et hav af vildfarelse, taler han om dem som κλυδωνιζόμενοι καὶ περιφερόμενοι παντὶ ἀνέμῳ τῆς διδασκαλίας [«som kastes og drives af enhver læres vind»] (Ef 4,14; jf. Jud 12 med 2 Pet 2,17).

Λαῖλαψ er et ord af usikker oprindelse. Det er sandsynligvis dannet ved fordobling og skal efterligne lyden af det, det betegner. Vi møder det tre gange i Det Nye Testamente (Mark 4,37; Luk 8,23; 2 Pet 2,17) og oftere, men ikke ofte, i Septuaginta. Det svarer til vores «byge», men med noget mere frygtindgydende over sig, end vi normalt forbinder med en byge. Således skriver J. H. H. Schmidt om λαῖλαψ – han har i sin Synonymik, bd. ii, s. 218 ff., en meget omhyggelig og fyldig drøftelse af hele den gruppe ord, der har med vind og vejr og de fænomener, de frembyder, at gøre, ord, som det græske sprog, som man kunne vente, er usædvanlig rigt på: «Die Alten verstanden darunter ganz allgemein den unstäten, aus finsteren Gewölk hervorbrechenden mit Regengüssen verbundenen hin und her tobenden Sturm.» [«De gamle forstod helt generelt derved den ustadige storm, der bryder frem af mørke skyer, ledsages af styrtregn og raser frem og tilbage.»] De eksempler, han giver, bekræfter fuldt ud denne påstand. Ordet er, som Hesychios forklarer det, ἀνέμου συστροφὴ μεθ᾽ ὑετοὺ [«en hvirvelvind med regn»], eller som Suidas siger, idet han føjer mørket til: μετ᾽ ἀνέμων ὄμβρος καὶ σκότος [«regnskyl og mørke med vinde»]. At tillægsordene κελαινή og ἐρεμνή [sort, mørk] hos Homer altid følger med λαῖλαψ, viser i hvert fald, at dette træk ved den, nemlig det mørke, der ledsager den, ikke må overses (Il. xi. 747; xvi. 384; xx. 51).

Φύελλα, som står sammen med γνόφος, hver gang det forekommer i Septuaginta, nemlig i 5 Mos 4,11; 5,22; 2 Mos 10,22, findes i Det Nye Testamente kun i Hebr 12,18. Der lyder det snarere som et ekko fra Septuaginta end som et ord, forfatteren ellers ville have brugt. Schmidt gør sig stor umage for at skelne det fra det homeriske ἄελλα, men forskellen mellem de to kommer ikke os ved. Det er nok at sige, at i θύελλα, der tilsyneladende ofte er et vildere og voldsommere naturfænomen end selve λαῖλαψ, er der ikke sjældent tale om, at mange modsatrettede vinde blandes i kamp med hinanden (Homer, Od. v. 319; xii. 290) – noget af den oprørte cyklon.

Fodnote 1 Sådan citeret af Döderlein; men den udgave af Seneca, jeg har foran mig, har «modus». [«måden» i stedet for «bevægelsen».]