lxxiv. δοκιμάζω, πειράζω.

Disse ord forekommer ikke sjældent sammen, som i 2 Kor 13,5; Sl 94,10 (i Hebr 3,9 er den bedre læsemåde ἐν δοκιμασίᾳ). Selv om de i vores engelske bibel, King James-oversættelsen (A.V.), begge gengives med «prove» (Joh 6,6; Luk 14,19), begge med «try» (Åb 2,2; 1 Kor 3,13) og begge med «examine» (1 Kor 11,28; 2 Kor 13,5) [alle tre betyder «prøve»], er de ikke helt synonyme. Δοκιμάζειν, der har fire andre gengivelser i vores oversættelse – nemlig «discern» [skelne] (Luk 12,56), «like» [synes om] (Rom 1,18), «approve» [godkende] (Rom 2,18) og «allow» [billige] (Rom 14,22) – rummer altid tanken om at prøve en ting for at se, om den er værd at blive modtaget eller ej, da ordet jo er nært beslægtet med δέχεσθαι [modtage]. På klassisk græsk er det fagudtrykket for at underkaste mønter δοκιμή, prøve, ved hjælp af δοκίμιον, prøvemidlet (Platon, Timaios, 65 c; Plutark, Def. Orac. 21). Det, der består prøven, er δόκιμος, det, der ikke består, ἀδόκιμος. Man gør vel i at huske, at disse ord ikke, i hvert fald ikke direkte, er beslægtede med δοκιμάζειν, men med δέχεσθαι. Fordi denne prøvelse sker gennem ild (1 Kor 3,13), står δοκιμάζειν og πυροῦν [lutre i ild] ofte sammen (Sl 95,9; Jer 9,7). Som det bruges i Det Nye Testamente, indebærer δοκιμάζειν næsten altid, at man sejrrigt har bestået prøven; det prøvede er også det godkendte (2 Kor 8,8; 1 Thess 2,4; 1 Tim 3,10), ligesom vi på engelsk taler om tried men (= δεδοκιμασμένοι) [«prøvede mænd»] og ikke blot mener folk, der er blevet prøvet, men folk, der har bestået prøven. Det svarer da næsten til ἀξιοῦν [agte værdig] (1 Thess 2,4; jf. Plutark, Thes. 12). Undertiden går ordet endnu et skridt videre og betyder ikke blot at godkende det prøvede, men at udvælge det godkendte (Xenofon, Anab. iii. 3. 12; jf. Rom 1,28).

Men på δοκιμασία følger for det meste ikke blot, at man kommer sejrrigt ud af prøven; det ligger også i ordet, at prøven i sig selv blev foretaget i forventning og håb om, at udfaldet ville blive sådan – i hvert fald ikke med noget modsat håb eller nogen modsat forventning. Malmen kastes ikke i smeltediglen – og det er det billede, der hele tiden ligger bag brugen af ordet i Det Gamle Testamente (Zak 13,9; Ordsp 8,10; 17,3; 27,21; Sl 65,10; Jer 9,7; Sir 2,5; Visd 3,6; jf. 1 Pet 1,7) – uden i forventning om og tro på, at selv om der findes slagger blandet i den, så er den ikke bare slagger, men at noget godt metal, og bedre nu end før, vil komme ud af ildprøven (Hebr 12,5–11; 2 Makk 6,12–16). Sådan er det altid med de prøver, som han, der sidder som smelter i sin kirke, udsætter sine egne for. Hans hensigt med dem er aldrig at finde sine hellige som rent guld (for han ved, at det er de ikke), men at gøre dem til det; at rense slaggerne ud af dem, aldrig at gøre det tydeligt, at de bare er slagger. Som sådan er han δοκιμαστὴς τῶν καρδιῶν [den, der prøver hjerterne] (1 Thess 2,4; Jer 11,20; Sl 16,4). Som sådan kunne Job sige om ham, idet han bruger et andet ord med samme betydning: διέκρινέ με ὥσπερ τὸ χρυσίον [«han har prøvet mig som guld»] (23,10). Til ham som sådan beder hans folk med ord som Abelards, da han udlagde Fadervors sjette bøn: «Da ut per tentationem probemur, non reprobemur.» [«Giv, at vi ved fristelsen må blive prøvet og ikke forkastet.»] Og her skilles δοκιμάζειν og πειράζειν, som det vil blive klart, når vi har set lidt nærmere på det sidste ord.

Denne prøvelse kan have en helt anden hensigt, ligesom den kan få et helt andet udfald og mål end det, der netop er beskrevet. Ja, det vil den helt sikkert få hos de falske og hos dem, der kun tilsyneladende og i det ydre hører Gud til. Når de bliver «prøvet» eller fristet, vil de vise sig at være det, de altid har været. Og selv om denne kendsgerning ikke bestemmer alle anvendelser af πειράζειν, præger den dem dog overvejende. Intet i selve ordet krævede, at det oftest skulle betyde en prøve med den hensigt og det håb at vikle den prøvede ind i synd. Πειράζειν, der er beslægtet med «perior», «experior» [erfare, forsøge] og πείρω, betyder egentlig ikke mere end at gøre sig en erfaring (πεῖραν λαμβάνειν, Hebr 11,29.36), at trænge ind i eller udforske (således siges der om de ugudelige: πειράζουσι θάνατον [«de prøver døden»], Visd 2,25; jf. 12,26; Sir 39,4) eller at forsøge (ApG 16,7; 24,6). Dernæst kom det til at betyde at prøve med vilje og med det formål at finde ud af, hvad der var af godt eller ondt, af styrke eller svaghed, i en person eller en ting (Matt 16,1; 19,3; 22,18; 1 Kong 10,1); eller, hvor den, der prøvede, allerede kendte det, at åbenbare det for de prøvede selv, som når Paulus siger til korintherne: ἑαυτοὺς πειράζετε, «try», eller som vi har det, «examine yourselves» [«prøv jer selv»] (2 Kor 13,5). Det er i denne betydning, syndere siges at friste Gud (Matt 4,7 [ἐκπειράζειν]; ApG 5,9; 1 Kor 10,9; Visd 1,2): De sætter ham på prøve og nægter at tro ham på hans eget ord, eller indtil han har vist sin magt. Det er også på dette trin i ordets historie og skiftende brug, at vi må holde det fast, når vi siger om Gud, at han «frister» mennesker (Hebr 11,17; jf. 1 Mos 22,1; 2 Mos 15,25; 5 Mos 13,3). I ingen anden betydning eller hensigt kan han gøre det (Jak 1,13). Men fordi han frister i denne betydning (γυμνασίας χαρὶν καὶ ἀναῤῥήσεως [«for at øve dem og kunne kåre dem som sejrherrer»], Oikoumenios), og på grund af den selverkendelse, der kan vindes gennem disse fristelser – så mennesker kan komme, og ofte kommer, ud af dem helligere, ydmygere og stærkere, end de var, da de gik ind i dem1 – kan Jakob sige: «I skal betragte det som en fuldkommen glæde, når I falder i mange slags fristelser» (1,2; jf. v. 12). Men selve ordet går ind i endnu et betydningstrin. Den sørgelige kendsgerning, at mennesker så ofte bukker under for fristelsen, giver πειράζειν en overvejende betydning af at sætte på prøve med den hensigt og det håb, at den «prøvede» ikke skal vise sig «godkendt», men «forkastet» og bukke under for prøven. Derfor bruges ordet hele tiden om Satans tilskyndelser og indskydelser (Matt 4,1; 1 Kor 7,5; Åb 2,10), der altid kommer med et sådant ondskabsfuldt håb. Han bærer selv navnet «Fristeren» (Matt 4,3; 1 Thess 3,5) og viser sig altid som den (1 Mos 3,1.4.5; 1 Krøn 21,1).

Konklusionen bliver altså: πειράζειν kan anvendes om Gud, dog kun undtagelsesvis; δοκιμάζειν kan derimod aldrig anvendes om Satan. Når han prøver nogen, er målet nemlig aldrig at godkende dem, og når han sætter nogen på prøve, er målet aldrig at tage imod dem.

Fodnote 1 Augustin (Serm. lxxi. c. 10): «In eo quod dictum est, Deus neminem tentat, non omni sed quodam tentationis modo Deus neminem tentare intelligendus est; ne falsum sit illud quod scriptum est, Tentat vos Dominus Deus vester [5 Mos 13,3]; et ne Christum negemus Deum, vel dicamus falsum Evangelium, ubi legimus quia interrogabat discipulum, tentans eum [Joh 6,6]. Est enim tentatio adducens peccatum, quâ Deus neminem tentat; et est tentatio probans fidem, quâ et Deus tentare dignatur.» [«Når der er sagt: Gud frister ingen, skal det forstås sådan, at Gud ikke frister nogen med en bestemt slags fristelse, ikke med enhver slags. Ellers ville det skriftord være falsk: Herren jeres Gud frister jer; og vi ville fornægte, at Kristus er Gud, eller kalde evangeliet falsk, hvor vi læser, at han spurgte en discipel for at friste ham. For der findes en fristelse, der fører til synd, og med den frister Gud ingen; og der findes en fristelse, der prøver troen, og med den værdiges også Gud at friste.»] Jf. Serm. lvii. c. 9; Enarr. in Ps. lv. 1; Serm. ii. c. 3: «Deus tentat, ut doceat: diabolus tentat, ut decipiat.» [«Gud frister for at belære, Djævelen frister for at bedrage.»]