lxxv. σοφία, φρόνησις, γνῶσις, ἐπίγνωσις.

Σοφία, φρόνησις og γνῶσις forekommer sammen i Dan 1,4.17. De tillægges alle Gud (φρόνησις dog ikke i Det Nye Testamente, for Ef 1,8 hører ikke hertil): σοφία og γνῶσις i Rom 9,33 [sandsynligvis Rom 11,33], φρόνησις og σοφία i Ordsp 3,19 og Jer 10,12. Man har på forskellig vis forsøgt at give hvert ord sit eget betydningsområde. Forsøgene følger ikke altid nøjagtig de samme linjer, men de har det til fælles, at σοφία overalt anerkendes som det, der udtrykker det højeste og ædleste. Den er, som Klemens af Alexandria siger (Poedag. ii. 2), θείων καὶ ἀνθρωπίνων πραγμάτων ἐπιστήμη, men et andet sted tilføjer han, ligesom stoikerne havde gjort før ham, καὶ τῶν τούτων αἰτίων (Strom. i. 5. 30).1 Augustin skelner således mellem den og γνῶσις (De Div. Quoest. ii. qu. 2): «Haec ita discerni solent, ut sapientia [σοφία] pertineat ad intellectum aeternorum, scientia [γνῶσις] vero ad ea quae sensibus corporis experimur» [Disse plejer man at skelne sådan, at visdommen (σοφία) angår forståelsen af det evige, men kundskaben (γνῶσις) det, vi erfarer med legemets sanser]. En langt fyldigere drøftelse i samme retning findes i De Trin. xii. 22–24; xiv. 3.

Stort set samme skel er blevet trukket mellem σοφία og φρόνησις. Filon definerer således φρόνησις som midten mellem snedighed og dårskab, μέση πανουργίας καὶ μωρίας φρόνησις (Quod Deus Imm. 35), og et andet sted angiver han denne forskel mellem den og σοφία (De Proem. et Poen. 14): σοφία μὲν γὰρ πρὸς θεραπείαν Θεοῦ, φρόνησις δὲ πρὸς ἀνθρωπίνου βίου διοίκησιν. Dette var faktisk det velkendte og anerkendte skel, som Ciceros ord vidner om (De Off. ii. 43): «Princeps omnium virtutum est illa sapientia quam σοφίαν Graeci vocant. Prudentiam enim, quam Graeci φρόνησιν dicunt, aliam quandam intelligimus, quae est rerum expetendarum, fugiendarumque scientia; illa autem sapientia, quam principem dixi, rerum est divinarum atque humanarum scientia» [Den fornemste af alle dyder er den visdom, som grækerne kalder σοφία. For ved klogskab, som grækerne kalder φρόνησις, forstår vi noget andet, nemlig kundskaben om, hvad man skal søge, og hvad man skal sky; men den visdom, som jeg kaldte den fornemste, er kundskaben om de guddommelige og menneskelige ting] (jf. Tusc. iv. 26; Seneca, Ep. 85). I alt dette følger han i Aristoteles’ fodspor. Aristoteles er frem for alt omhyggelig med at fremhæve den praktiske karakter ved φρόνησις og at sætte den i skarp modsætning til σύνεσις, som ifølge hans udtrykkelige lære er den bedømmende evne. Den ene handler, den anden dømmer. Sådan beskriver han φρόνησις (Ethic. Nic. vi. 5. 4): ἓξις ἀληθὴς μετὰ λόγου πρακτικὴ περὶ τὰ ἀνθρώπῳ ἀγαθὰ καὶ κακά, og igen (Rhet. i. 9): ἔστιν ἀρετὴ διανοίας, καθ᾽ ἣν εὐ βουλεύεσθαι δύνανται περὶ ἀγαθῶν καὶ κακῶν τῶν εἰρημένων εἰς εὐδαιμονίαν. Det samme gælder peripatetikeren Ariston (se Plutark, De Virt. Mor. 2): ἡ ἀρετὴ ποιητέα ἐπισκοποῦσα καὶ μὴ ποιητέα κέκληται φρόνησις; se også kap. 5, hvor han har nogle fremragende ord, der skelner mellem disse. Af de henvisninger og citater, der netop er givet, fremgår det tydeligt, at kirkefædrene her har hentet deres skel fra de hedenske filosofskoler. De har kun udvidet og uddybet betydningen, sådan som det nødvendigvis sker, når de etiske og filosofiske begreber fra et lavere system tages i tjeneste for et højere; sammenlign således Zeller, Philos. d. Griechen, iii. 1. 222.

Vi kan med sikkerhed fastslå, at σοφία i Skriften aldrig tillægges andre end Gud eller gode mennesker, undtagen i ironisk betydning og med den udtrykkelige eller underforståede tilføjelse τοῦ κόσμου τούτου (1 Kor 1,20), τοῦ αἰῶνος τούτου (1 Kor 2,6) eller lignende ord (2 Kor 1,12). Heller ikke kaldes nogen af denne verdens børn σοφοί uden denne underforståede eller udtalte ironi (Luk 10,21); de er aldrig mere end de φάσκοντες εἶναι σοφοί i Rom 1,22. For hvis σοφία omfatter både stræben efter de bedste mål og brugen af de bedste midler og er åndelig fortræffelighed i dens højeste og fyldigste betydning (jf. Aristoteles, Ethic. Nic. vi. 7. 3), så kan der ikke findes nogen visdom, der er skilt fra godhed. Det havde Platon allerede sagt for længe siden (Menex. 19): πᾶσα ἐπιστήμη χωριζομένη δικαιοσύνης καὶ τῆς ἄλλης ἀρετῆς, πανουργία οὐ σοφία φαίνεται, og hertil er Sir 19,20.22 en smuk parallel. Ligeledes nægter Xenofons Sokrates (Mem. iii. 9) at adskille σοφία fra σωφροσυνη, fra δικαιοσύνη eller fra nogen anden dyd, ja, blot at skelne dem ved en definition. Heraf følger, at den egentlige modsætning til σοφός snarere er ἀνόητος (Rom 1,14) end ἀσύνετος. Den ἀσύνετος behøver nemlig ikke at mangle andet end forstand, men hos den ἀνόητος ligger der altid en moralsk fejl bag den forstandsmæssige. Det er νοῦς, menneskets højeste erkendeevne, det organ, hvormed det guddommelige fattes og erkendes, der er fejlens egentlige sæde (Luk 24,25: ὦ ἀνόητοι καὶ βραδεῖς τῇ καρδίᾳ; Gal 3,1.3; 1 Tim 6,9; Tit 3,3). Ἄνοια (Luk 6,11; 2 Tim 3,9) er altid den dårskab, der er beslægtet med og udspringer af ondskab, ligesom σοφία er den visdom, der er beslægtet med godhed, eller rettere er godheden selv set fra en bestemt synsvinkel – den visdom, som kun de gode kan eje. Ammon, en nyere tysk rationalist, giver en slet ikke dårlig definition af σοφός eller «sapiens»: «cognitione optimi, et adminiculorum ad id efficiendum idoneorum instructus» [en, der er udrustet med kundskab om det bedste og om de midler, der egner sig til at virkeliggøre det].

Men φρόνησις, der er en rigtig brug og anvendelse af φρήν, er et mellembegreb. Den kan være beslægtet med σοφία (Ordsp 10,23) – Platon bruger dem i flæng (Symp. 202 a) – men den kan også være beslægtet med πανουργία (Job 5,13; Visd 17,7). Den tilpasser dygtigt sine midler, så de når de mål, den ønsker; men om selve de mål, den sætter sig, er gode, siger den intet om. Om de forskellige slags φρόνησις og de meget forskellige betydninger, ordet bruges i, se Basileios den Store, Hom. in Princ. Prov. § 6. Det er rigtigt, at hver gang φρόνησις forekommer i Det Nye Testamente (ἐν φρονήσει δικαίων, Luk 1,17; σοφίᾳ καὶ φρονήσει, Ef 1,8), bruges det om en prisværdig klogskab. Men alligevel er φρόνησις ikke visdom, og den φρόνιμος er ikke den vise. Augustin (De Gen. ad Lit. xi. 2) har derfor fuldkommen ret, når han indvender mod «sapientissimus», som hans latinske oversættelse havde gengivet φρονιμώτατος med i 1 Mos 3,1, og siger: «Abusione nominis sapientia dicitur in malo» [Det er misbrug af ordet at tale om visdom i ond betydning]; jf. Con. Guad. i. 5. Den samme indvending gælder, som det ofte er blevet fremført, også vores egen engelske King James-oversættelses (A.V.) «wise as serpents» (Matt 10,16) og «wiser than the children of light» (Luk 16,8).1

Om forskellen mellem σοφία og γνῶσις har Bengel følgende note (Gnomon, in 1 Cor. 12:8): «Illud certum, quod, ubi Deo ascribuntur, in solis objectis differunt; vid. Rom. 11:33. Ubi fidelibus tribuuntur, sapientia [σοφία] magis in longum, latum, profundum et altum penetrat, quam cognitio [γνῶσις]. Cognitio est quasi visus; sapientia visus cum sapore; cognitio, rerum agendarum; sapientia, rerum aeternarum; quare etiam sapientia non dicitur abroganda, 1 Cor 13:8.» [Så meget er sikkert, at hvor de tillægges Gud, adskiller de sig kun ved deres genstande; se Rom 11,33. Hvor de tillægges de troende, trænger visdommen (σοφία) længere ind i længden, bredden, dybden og højden end kundskaben (γνῶσις). Kundskaben er så at sige synet, visdommen synet med smagen; kundskaben angår det, man skal gøre, visdommen det evige. Derfor siges det heller ikke, at visdommen skal forgå, 1 Kor 13,8.]

Om ἐπίγνωσις sammenlignet med γνῶσις er det nok at sige, at ἐπί må opfattes som forstærkende, så det sammensatte ord får større styrke end det enkle; således ἐπιποθέω (2 Kor 5,2) og ἐπιμελέομαι. Efter samme regel gælder: Er γνῶσις «cognitio», «kenntniss», så er ἐπίγνωσις «major exactiorque cognitio» (Grotius), «erkenntniss», en dybere og mere indgående kundskab og fortrolighed [latin «cognitio» og tysk «Kenntnis» = kendskab, kundskab; «major exactiorque cognitio» = en større og mere nøjagtig kundskab; tysk «Erkenntnis» = erkendelse]. Det mener vi er betydningen, og ikke «_gen_kendelse» i Platons forstand, dvs. erindring i modsætning til «kognition», hvis vi må bruge det ord – sådan som Hieronymus (til Ef 4,13) og nogle nyere har hævdet. Man vil huske, at Paulus skifter γινώσκω, der udtrykker hans nuværende, stykkevise kundskab, ud med ἐπ ιγνώσομαι, når han vil udtrykke sin fremtidige umiddelbare og fuldkomne kundskab (1 Kor 13,12). Det er svært at se, hvordan dette kunne være bevaret i den engelske oversættelse; vores oversættere har ikke forsøgt at bevare det. Bengel gør det ved hjælp af «nosco» og «pernoscam» [«jeg kender» og «jeg skal kende til bunds»], og Culverwell (Spiritual Optics, s. 180) har følgende note: «Ἐπίγνωσις og γνῶσις er forskellige. Ἐπίγνωσις er ἡ μετὰ τὴν πρώτην γνῶσιν τοῦ πράγματος παντελὴς κατὰ δύναμιν κατανόησις. Den gør mig bedre bekendt med en ting, jeg kendte før; den er en mere nøjagtig betragtning af en genstand, som jeg før så på lang afstand. Den lille smule kundskab, vi havde her, skal blive meget forbedret; vores øje skal løftes, så det ser de samme ting stærkere og klarere.» Al Paulus’ brug af ἐπίγνωσις bekræfter og støtter dette skel (Rom 1,28; 3,20; 10,2; Ef 4,13; Fil 1,9; 1 Tim 2,4; 2 Tim 2,25; jf. Hebr 10,26). Den samme forstærkende brug af ἐπίγνωσις bekræftes af andre lignende steder i Det Nye Testamente (2 Pet 1,2.8; 2,20) og i Septuaginta (Ordsp 2,5; Hos 4,1; 6,6), og den anerkendes af de græske kirkefædre; således Chrysostomos til Kol 1,9: ἔγνωτε, ἀλλά δεῖ τι καὶ ἐπιγνῶναι. Om hele emnet i denne paragraf se Lightfoot til Kol 1,9.

Fodnote 1 Om forholdet mellem φιλοσοφία (τῆς τῶν ὄντων ἀεὶ ἐπιστήμης ὄρεξις, Platon, Def. 414; ὄρεξις τῆς θείας σοφίας, Id., citeret af Diogenes Laertios, iii. 63; ἐπιτήδευσις σοφίας, Filon, De Cong. Erud. Grat. xiv.; «studium virtutis, sed per ipsam virtutem» [stræben efter dyd, men gennem dyden selv], Seneca, Ep. 89. 7) og σοφία se Klemens af Alexandria, Strom. i. 5. Ordet forekommer første gang hos Herodot, i. 50; en skitse af dets historie findes hos Ueberweg, Hist. of Phil. s. 1.

Fodnote 2 Den gamle latinske oversættelse (Itala) går måske til den modsatte yderlighed ved her at gengive φρόνιμοι med «astuti» [snedige]. Dette ord havde dog i senere latin slet ikke så ond en bibetydning som i klassisk latin; det forsikrer Augustin os om (Ep. 167. 6).