lxxvi. λαλέω, λέγω (λαλιά, λόγος).

Når vi behandler synonymer i Det Nye Testamente, behøver vi naturligvis ikke at beskæftige os med ældre eller endda samtidige anvendelser af de ord, vi skelner mellem, hvis disse anvendelser ligger helt uden for Det Nye Testamentes område og hverken belyser eller har påvirket ordenes brug i Skriften. Heraf følger, at vi kan se bort fra og lægge alle de nedsættende anvendelser til side: λαλεῖν om at snakke løs, sådan som en ἀθυρόστομος, en mand uden dør for sine læber, kunne gøre, og λαλιά om snak (ἀκρασία λόγου ἄλογος, Platon, Defin. 416) – for jeg kan ikke tro, at vi skal finde denne betydning i Joh 4,42. Modsætningen i Eupolis’ verslinje Λαλεῖν ἄριστος, ἀδυνατώτατος λέγειν bidrager kun lidt eller intet til at belyse den sag, vi har for.

Det skel, der faktisk findes mellem ordene, kan gøres klart på følgende måde. Der er to hovedsynsvinkler, hvorunder tale kan betragtes. For det første kan den ses som den artikulerede ytring af menneskeligt sprog i modsætning til fraværet af sprog, uanset hvad det skyldes: om det er et valg, som hos dem, der tier, når de kunne tale; om det skyldes, at organerne og evnerne endnu ikke er udviklet, som hos spædbørn (νήπιοι); om det er en medfødt mangel, som hos dem, der er født stumme; eller om det skyldes, at talen ligger uden for de evner, de har fået som skabninger, som hos de lavere dyr. Det er den ene side af talen, nemlig artikulerede ord i modsætning til tavshed, til blotte lyde eller dyreskrig. Men for det andet kan tale («oratio» eller «oris ratio» [tale, egentlig «mundens fornuft»]) betragtes som den ordnede sammenkædning og sammenføjning af sindets indre tanker og følelser i sammenhængende tale, «verba legere et lecta ac selecta apte conglutinare» [at udvælge ord og føje de udvalgte og udsøgte passende sammen] (Valcknaer; jf. Donaldson, Cratylus, 453). Det første er λαλεῖν = דּבֵּר, tysk «lallen», latin «loqui», tysk «sprechen», engelsk «to speak»; det andet = אָמַר, latin «dicere», tysk «reden», engelsk «to say», «to discourse» [på dansk svarer det første nogenlunde til «tale», det andet til «sige» og «udtale sig»]. Ammonios: λαλεῖν καὶ λέγειν διαφέρει· λέγειν μὲν τὸ τεταγμένως προσφέρειν τὸν λόγον· λαλεῖν δὲ, τὸ ἀτάκτως ἐκφέρειν τὰ ὑποπίπτοντα ῥήματα.

Således ἐλάλησε den stumme (ἄλαλος, Mark 7,37), da han havde fået sit menneskelige mæle igen (Matt 9,33; Luk 11,14). Evangelisterne bruger med rette dette ord, for de er ikke optaget af at gengive, hvad manden sagde, men kun af, at han, der før var stum, nu kunne bruge sine taleorganer. Ligeledes hedder det altid λαλεῖν γλώσσαις (Mark 16,17; ApG 2,4; 1 Kor 12,30), for det, de hellige forfattere vil henlede vores opmærksomhed på, er ikke, hvad de henrykte siger, men selve det nye mæle, helt uafhængigt af indholdet. På samme måde kan λαλεῖν tillægges Gud selv (det sker mere end én gang i Hebræerbrevet, fx 1,1–2), hvor pointen snarere er, at han overhovedet har talt til mennesker, end hvad han sagde.

Men hvor hovedtanken i λαλεῖν (= «loqui») er selve det at frembringe artikuleret tale, er den i λέγειν (= «dicere») de ord, der udtales, og at de svarer til fornuftige tanker i den talendes indre. Om papegøjen eller en talende automat (Åb 13,15) kan man sige – dog heller ikke uden en vis unøjagtighed – at de λαλεῖν, fordi de frembringer lyde, der efterligner menneskelig tale; og i digtningen kan man i et endnu dristigere billede tillægge græshopper (Theokrit, Idyl. v. 34) og piber og fløjter (Idyl. xx. 28, 29) et λαλεῖν. Men da der ikke ligger noget bag disse lyde, kunne man aldrig sige, at de λέγειν. For i λέγειν ligger altid ἔννοια, sindets tanke (Hebr 4,12), som modstykke til ordene på læberne og som deres nødvendige forudsætning. Det er at «colligere verba in sententiam» [samle ordene til en mening], ligesom Aristoteles definerer λόγος (Poët. xx. 11) som φωνὴ συνθετή, σημαντική (se Malan, Notes on the Gospel of St. John, s. 3). På lignende måde siger Plutark om φράζειν (det forekommer kun to gange i Det Nye Testamente, Matt 13,36; 15,15), at det ikke kunne siges om aber og hunde, mens λαλεῖν kunne (λαλοῦσι γὰρ, οὐ φράζουσι δέ, De Plac. Phil. v. 20).

Selv om ordene ofte forekommer sammen i udtryk som ἐλάλησε λέγων (Mark 6,50; Luk 24,6), λαληθεὶς λόγος (Hebr 2,2) og lignende, forbliver hvert af dem tro mod sin egen betydning, som den netop er fastlagt. I det første af disse steder udtrykker ἐλάλησε således, at man åbner munden for at tale, i modsætning til at forblive tavs (ApG 18,9), mens λέγων går videre og angiver, hvad den talende faktisk sagde. Jeg tror heller ikke, der findes noget sted i Det Nye Testamente, hvor skellet mellem dem ikke er overholdt. I Rom 15,18; 2 Kor 11,7 og 1 Thess 1,8 er der således ingen vanskelighed ved at give λαλεῖν dets egentlige betydning; alle disse steder vinder snarere end taber ved det. Og i Rom 3,19 er der en lærerig veksling mellem ordene.

Λαλιά og λόγος i Det Nye Testamente er tro mod det skel, der her er påvist. Hvor fuldstændig λαλιά, lige så vel som λαλεῖν, har aflagt enhver nedsættende betydning, fremgår tydeligt af, at vor Herre ved én lejlighed gør krav på både λαλιά og λόγος for sig selv: «Hvorfor forstår I ikke min tale (λαλιάν)? Fordi I ikke kan høre mit ord» (λόγον, Joh 8,43). Λαλιά og λόγος er her sat i en vis modsætning til hinanden, og den rette forståelse af verset må afhænge af, at man griber denne pointe. Hvad Herren mente med at veksle mellem λαλιά og λόγος, er blevet forstået meget forskelligt. Nogle, som Augustin, har overset vekslingen, skønt de kommenterede stedet. Andre, som Olshausen, har bemærket den, men kun for at benægte, at den havde nogen betydning. Atter andre har indrømmet betydningen, men ikke formået at udlægge den rigtigt. Det er klart, at når manglende evne til at forstå hans «tale» (λαλιά) føres tilbage som en følge af, at man nægter at høre hans «ord» (λόγος), så må dette sidste, som ondets rod og grund, være det dybere og forudgående. At høre hans «ord» kan ikke være andet end at give hans sandhed plads i hjertet. De, der ikke vil det, kan ikke andet end mislykkes med at forstå hans «tale», den ydre form og det mæle, som hans «ord» antager. De, der er af Gud, hører Guds ord – hans ῥήματα, som de kaldes andre steder (Joh 3,34; 8,47), hans λαλιά, som det kaldes her;1 og de, der ikke er af Gud, hører dem ikke og kan ikke høre dem. Melanchthon: «Qui veri sunt Dei filii et domestici non possunt paternae domûs ignorare linguam» [De, der er Guds sande børn og hører til hans hus, kan ikke være uvidende om sproget i deres faders hus].

Fodnote 1 Filon ser forskellen mellem λόγος og ῥῆμα som forskellen mellem helheden og dens dele (Leg. Alleg. iii. 61): τὸ δὲ ῥῆμα μέρος λογου. Om skellet mellem ῥῆμα τοῦ Θεοῦ og λόγος τοῦ Θεοῦ findes nogle vigtige bemærkninger hos ærkedegn Lee, On Inspiration, s. 135, 539.