lxxvii. ἀπολύτρωσις, καταλλαγή, ἱλασμός.

Der er tre store kredse af billeder, som Det Nye Testamentes skrifter bruger til at fremstille de uvurderlige goder, Kristi død og lidelse har skaffet os. Disse goder overgår al menneskelig tanke og finder intetsteds et fuldt dækkende udtryk i menneskeligt sprog; alligevel må de fremstilles ved hjælp af sproget og ved hjælp af menneskelige forhold. Her gør Skriften, som i andre lignende tilfælde, det, at den nærmer sig den centrale sandhed fra forskellige sider. Den viser den ikke fra én side, men fra mange, så de hver for sig kan udfylde hinandens mangler, og så det aspekt af sandheden, som den ene ikke udtrykker, kan udtrykkes af en anden. De ord, der her er stillet sammen – ἀπολύτρωσις eller «forløsning», καταλλαγή eller «forsoning», ἱλασμός eller «sonoffer» – er hovedordene, der samler tre sådanne familier af billeder. Til den ene eller den anden af dem kan næsten ethvert ord og udtryk, der direkte angår dette værk, vor frelse ved Kristus, mere eller mindre umiddelbart henføres.

Ἀπολύτρωσις er den form af ordet, som Paulus uden undtagelse foretrækker; λύτρωσις forekommer i Det Nye Testamente kun i Luk 1,68; 2,38; Hebr 9,12. Chrysostomos gør opmærksom på dette (i sin udlægning af Rom 3,24) og bemærker, at apostlen med dette ἀπό vil udtrykke, at vor forløsning i Kristus Jesus er fuldstændig, en forløsning, som intet senere trældomsforhold skal følge efter: καὶ οὐχ ἁπλῶς εἶπε, λυτρώσεως ἀλλ᾽ ἀπολυτρώσεως, ὡς μηκέτι ἡμᾶς ἐπανελθεῖν λάλιν ἐπὶ τὴν αὐτὴν δουλείαν. Heri har han ret, og den samme kraft ligger i ἀπό i ἀποκαταλλάσσειν (Ef 2,16; Kol 1,20.22), som betyder «prorsus reconciliare» [helt og fuldt forsone] (se Fritzsche om Rom 5,10), og i ἀποκαραδοκία og ἀπεκδέχεσθαι (Rom 8,19). Både ἀπολύτρωσις (som ikke findes i Septuaginta, men dér står ἀπολυτρόω to gange, 2 Mos 21,8; Sef 3,1) og λύτρωσις er sene ord i det græske sprog. Rost og Palm (Lexicon) anfører ingen tidligere belæg for dem end Plutark (Arat. 11; Pomp. 24), mens λυτρωτής synes kun at findes i den græske bibel (3 Mos 25,31; Sl 18 [LXX] 15; ApG 7,35).

Når Theofylakt definerer ἀπολύτρωσις som ἡ ἀπὸ τῆς αἰχμαλωσίας ἐπανάκλησις, overser han et yderst vigtigt element i ordet. For ἀπολύτρωσις er ikke blot, som han lader forstå, at man kaldes hjem fra fangenskab, men at fanger kaldes hjem fra fangenskab, ved at der betales en løsesum for dem; jf. Origenes om Rom 3,24. Tanken om befrielse ved et λύτρον eller et ἀντάλλαγμα (Matt 16,26; jf. Sir 6,15; 26,14), en betalt pris, kan i den faktiske brug ofte forsvinde fra ordene i denne familie (se således Es 35,9), men den er dog central for dem (1 Pet 1,18.19; Es 52,3). Holder vi dette for øje, vil vi finde, at en hel gruppe yderst betydningsfulde ord knytter sig til ἀπολύτρωσις: ikke kun λύτρον (Matt 20,28; Mark 10,45), ἀντιλύτρον (1 Tim 2,6), λυτροῦν (Tit 2,14; 1 Pet 1,18) og λύτρωσις (Hebr 9,12), men også ἀγοράζειν (1 Kor 6,20) og ἐξαγοράζειν (Gal 3,13; 4,5). Her er der faktisk et berøringspunkt med ἱλασμός, for det λύτρον, der betales ved denne ἀπολύτρωσις, er den samme som den προσφορά eller θυσία, hvorved dette ἱλασμός bliver tilvejebragt. Desuden knytter alle de skriftsteder sig til ἀπολύτρωσις, som taler om synden som slaveri og om syndere som slaver (Rom 6,17.20; Joh 8,34; 2 Pet 2,19), og om befrielsen fra synden som frihed eller ophør af trældom (Joh 8,33.36; Rom 8,21; Gal 5,1).

Καταλλαγή forekommer fire gange i Det Nye Testamente, men kun én gang i Septuaginta og én gang i De Apokryfe Bøger. Det ene sted, nemlig Es 9,5, betyder det simpelthen udveksling; det andet sted (2 Makk 5,20) bruges det i den nytestamentlige betydning, stillet over for ὀργὴ τοῦ Θεοῦ, og udtrykker forsoningen, Guds εὐμένεια over for hans folk. Der kan ikke være tvivl om, at συναλλαγή (Ez 16,8, Akvila) og συναλλάσσειν (ApG 7,26), διαλλαγή (Sir 22,23; 27,21; jf. Aristofanes, Acharn. 988) og διαλλάσσειν (i Det Nye Testamente kun i Matt 5,24; jf. Dom 19,3; 1 Esdr 4,31; Euripides, Hel. 1235) er mere almindelige ord i sprogets tidligere og klassiske perioder;1 men trods alt dette tager de grammatikere fejl, som fordømmer καταλλαγή og καταλλάσσειν som ord, der blev undgået af alle, der skrev sproget i dets højeste renhed. Ingen behøver at skamme sig over ord, som fandt nåde for Aischylos (Sept. Con. Theb. 767), Xenofon (Anab. i. 6. 2) og Platon (Phoed. 69 a). Fritzsche (om Rom 5,10) har effektivt gjort det af med Tittmanns fantasifulde skelnen mellem καταλλάσσειν og διαλλάσσειν.

Den kristne καταλλαγή har to sider. Den er for det første en forsoning, «quâ Deus nos sibi reconciliavit» [hvorved Gud forsonede os med sig selv]: Gud lagde sin hellige vrede over vore synder til side og tog os til nåde igen, en forsoning, som Kristus har tilvejebragt for os én gang for alle på sit kors; således 2 Kor 5,18.19; Rom 5,10, hvor καταλλάσσεσθαι er rent passivt: «ab eo in gratiam recipi apud quem in odio fueras» [at blive taget til nåde af ham, hos hvem man havde været forhadt]. Men καταλλαγή er for det andet, og underordnet, den forsoning, «quâ nos Deo reconciliamur» [hvorved vi forsones med Gud], den daglige aflæggelse af det gamle menneskes fjendskab mod Gud, som sker ved Helligåndens virke. I denne passiv-mediale betydning bruges καταλλάσσεσθαι i 2 Kor 5,20; jf. 1 Kor 7,11. Alle forsøg på at gøre denne sekundære betydning til ordets egentlige, primære betydning og hensigt hviler ikke på en fordomsfri eksegese, men på en forudfattet beslutning om at bortforklare, at Guds vrede mod synderen er virkelig. Med καταλλαγή hænger alt det sprog i Skriften sammen, som beskriver synden som en tilstand af fjendskab (ἔχθρα) med Gud (Rom 8,7; Ef 2,15; Jak 4,4) og syndere som hans fjender og fremmede for ham (Rom 5,10; Kol 1,21); det sprog, som fremstiller Kristus på korset som Freden og som den, der skaber fred mellem Gud og mennesker (Ef 2,14; Kol 1,20); og alle indbydelser som denne: «Forson jer med Gud» (2 Kor 5,20).

Før vi forlader καταλλαγή, bemærker vi, at det nøjagtige forhold mellem dette ord og ἱλασμός, som vi skal se på bagefter, er noget uklart for den engelske læser. Det skyldes, at ordet «atonement», som vore oversættere i den engelske King James-oversættelse (A.V.) én gang har brugt til at gengive καταλλαγή (Rom 5,11), efterhånden har ændret betydning. Det har gjort det så grundigt, at hvis oversættelsen nu skulle laves for første gang, og ordene skulle bruges i deres nuværende og ikke i deres tidligere betydning, ville «atonement» tydeligvis være en langt mere passende gengivelse af ἱλασμός. Tanken om sonoffer, som vi vil se er den centrale i ἱλασμός, ligger nemlig altid i «atonement», som vi bruger ordet nu. Sådan var det ikke engang. Da vor oversættelse blev lavet, betød ordet, som utallige eksempler beviser, forsoning eller bilæggelse af et forudgående fjendskab. Al brug af ordet i vor ældre litteratur bekræfter den etymologi, som nu og da drages i tvivl, at «atonement» er «at-one-ment» og derfor = «reconciliation», og at det følgelig dengang, men ikke nu, var den rette gengivelse af καταλλαγή (se min Select Glossary, s. vv. «atone», «atonement»; og for en udførlig behandling af disse ord Skeat, Etym. Dict. of the English Language, s. v., en artikel, der ikke efterlader nogen tvivl om deres historie).

Ἱλασμός findes to gange i Johannes' Første Brev (2,2; 4,10) og ingen andre steder i Det Nye Testamente. Andre eksempler på brugen findes hos Plutark, Sol. 12; Fab. Max. 18; Camil. 7: θεῶν μῆνις ἱλασμοῦ καὶ χαριστηρίων δεομένη. Jeg er tilbøjelig til at tro, at det fremragende ord «propitiation», som vore oversættere har gengivet det med, ikke fandtes i sproget, da de tidligere reformatoriske oversættelser blev lavet. Tyndale, Genevebibelen og Cranmer har «to make agreement» i stedet for «to be the propitiation» det første af disse steder og «He that obtaineth grace» det andet. På samme måde gengives ἱλαστήριον – som vi, efter min mening med urette (se Theol. Stud. und Krit. 1842, s. 314), også har gengivet med «propitiation» (Rom 3,25) – i oversættelser, der deler vores fejl, med «the obtainer of mercy» (Cranmer) og «a pacification» (Genevebibelen); «propitiation» optræder først i Rheims-oversættelsen, hvis latinske tilbøjeligheder gav den frimodighed til at overføre dette ord fra Vulgata. Heller ikke i Septuaginta er ἱλασμός meget brugt; men i steder som 4 Mos 5,8; Ez 44,27; jf. 2 Makk 3,33 bliver det forberedt til den mere højtidelige brug, det skulle få i Det Nye Testamente. Det hænger sammen med ἵλεως, «propitius» [nådig], og ἱλάσκεσθαι, «placare» [formilde], «iram avertere» [afvende vrede], «ex irato mitem reddere» [gøre en vred mild], og Hesychios forklarer det ikke forkert (se nemlig Dan 9,9; Sl 129,4), men utilstrækkeligt med følgende synonymer: εὐμένεια, συγχώρησις, διαλλαγή καταλλαγή, πραότης. Jeg siger utilstrækkeligt, fordi ingen af disse ord, der tilbydes som ækvivalenter, rummer det, der ligger i ἱλασμός og ἱλάσκεσθαι, nemlig at εὐμένεια eller velvilje er vundet ved et offer eller et andet «placamen» [formildelsesmiddel] (jf. Herodot, vi. 105; viii. 112; Xenofon, Cyrop. vii. 2. 19; og Nägelsbach, Nachhomer. Theol. bd. i, s. 37). Ordet er mere omfattende end ἱλάστης, som Grotius foreslår som dækkende det samme område. Kristus skaffer ikke blot soning, som ἱλάστης ville sige, men han skaffer soning og er samtidig selv sonofferet. For at tale med Hebræerbrevets sprog er han, idet han ofrer sig selv, begge dele på én gang, ἀρχιερεύς og θυσία eller προσφορά (om forskellen mellem de to sidste se Mede, Works, 1672, s. 360). I de forbilledlige ofre under loven var de to funktioner, præstens og offerets, adskilt, og nødvendigvis adskilt; i ham mødes de og forenes. Han er syndofferet, ved hvem og gennem hvem Guds retfærdige vrede over vore synder blev formildet, så Gud uden at give køb på sin retfærdighed kunne vise sig nådig mod os igen. Alt dette udsiger ordet ἱλασμός, når det bruges om Kristus. Coccejus: «Est enim ἁλασμός mors sponsoris obita ad sanctificationem Dei, volentis peccata condonare; atque ita tollendam condemnationem.» [For ἱλασμός er den død, som borgen led for at hellige Gud, der vil tilgive synderne, og således for at fjerne fordømmelsen.]

Man vil se, at en større gruppe ord og billeder knytter sig til ἱλασμός end til nogen af de foregående ord – nemlig alle, der fremstiller goderne ved Kristi død som et sonoffer, der formilder Gud. Det gælder alle, der taler om ham som et offer, en offergave (Ef 5,2; Hebr 10,14; 1 Kor 5,7), som Guds lam (Joh 1,29.36; 1 Pet 1,19), som det slagtede lam (Åb 5,6.8), og, lidt fjernere, men stadig i direkte forlængelse af disse sidste, alle, der beskriver, hvordan han vasker os i sit blod (Åb 1,5). Sammenlignet med καταλλαγή (= tysk «Versöhnung») er ἱλασμός (= «Versühnung») det dybere ord, der går nærmere ind til sagens inderste kerne. Hvis vi kun havde καταλλαγή og den gruppe ord og billeder, der samler sig om det, til at fremstille goderne ved Kristi død, ville de ganske vist udtrykke, at vi var fjender og ved denne død blev gjort til venner; men hvordan vi blev gjort til venner, ville καταλλαγή slet ikke beskrive. Ordet ville ikke i sig selv nødvendigvis indebære fyldestgørelse, sonoffer, Voldgiftsmanden (engelsk: daysman), Mellemmanden og Ypperstepræsten; alt dette er indeholdt i ἱλασμός (se to fremragende artikler, «Erlösung» og «Versöhnung», af Schoeberlein i Herzogs Real-Encyclopädie). Jeg slutter denne drøftelse med Bengels fremragende note til Rom 3,24: «ἱλασμός (expiatio sive propitiatio) et ἀπολύτρωσις (redemtio) est in fundo rei unicum beneficium, scilicet, restitutio peccatoris perditi. Ἀπολύτρωσις est respectu hostium, et καταλλαγή est respectu Dei. Atque hic voces. ἱλασμός et καταλλαγή iterum differunt. Ἰλασμός (propitiatio) [ἱλασμός (soning eller sonoffer) og ἀπολύτρωσις (forløsning) er i grunden én og samme velgerning, nemlig genoprettelsen af den fortabte synder. Ἀπολύτρωσις gælder med hensyn til fjenderne, og καταλλαγή med hensyn til Gud. Og her adskiller ordene ἱλασμός og καταλλαγή sig igen. Ἱλασμός (sonoffer)]

tollit offensam contra Deum; καταλλαγή (reconciliatio) est δίπλευρος et tollit (a) indignationem Dei adversum nos, 2 Kor 5,19 (b), nostramque abalienationem a Deo, 2 Kor 5,20.» [fjerner krænkelsen mod Gud; καταλλαγή (forsoning) er tosidet og fjerner (a) Guds harme mod os, 2 Kor 5,19, (b) og vores fremmedgørelse fra Gud, 2 Kor 5,20.]

Fodnote 1 Kristus er ifølge Klemens af Alexandria (Coh. ad Gen. 10) διαλακτὴς καὶ σωτὴρ ἡμῶν [vor mægler og frelser].