lxxviii. ψαλμός, ὕμνος, ᾠδή.

Alle tre ord forekommer sammen i Ef 5,19 og igen i Kol 3,16, begge gange i samme rækkefølge og på steder, der næsten gentager hinanden; jf. Sl 66,1. Nogle fortolkere nægter overhovedet at forsøge at skelne mellem dem og hævder, at Paulus bestemt ikke havde til hensigt at inddele den kristne digtning i forskellige former. Den påstand er utvivlsomt helt rigtig; men på den anden side ville han heller ikke have brugt tre ord, hvis ét havde tjent hans formål lige så godt – og her er der tydeligvis ingen fristelse til retorisk udbrodering. Man kan med god grund spørge, om vi kan trække grænserne mellem de «salmer, hymner og åndelige sange», som apostlen nævner, helt præcist, eller om han selv trak disse grænser med fuldkommen nøjagtighed. Alligevel må hvert ord have haft en betydning, som tilhørte det mere, og med bedre ret, end den tilhørte nogen af de andre. Den betydning kan det måske lykkes at gribe, selv om det er ganske umuligt helt stringent at fordele den kristne digtning, som den fandtes i apostlenes tid, under disse tre overskrifter. Her kan det bemærkes, at ᾎᾼσμα, et ord der ikke sjældent forekommer i Septuaginta, ikke findes i NT.

Påfaldende nok har Det Gamle Testamentes salmer ikke ét enkelt, velkendt og almindeligt anerkendt navn, som de betegnes med i de hebraiske skrifter (Delitzsch, Comm. üb. den Psalter, bd. ii, s. 371; Herzog, Real-Encyclop., bd. xii, s. 269). Et sådant navn fik de først i Septuaginta. ψαλμός, af ψάω,Etym. Note. 33 betyder egentlig en berøring og dernæst det at røre harpens eller et andet strengeinstruments strenge med fingeren eller med plekteret (ψαλμοὶ τόξων, Euripides, Ion, 174, jf. Bacch. 740, er buestrengenes klang); derefter blev det betegnelsen for selve instrumentet og til sidst for den sang, der blev sunget til dette musikalske akkompagnement. Det er i denne sidste betydning, vi finder ordet optaget i Septuaginta, og det stemmer med kirkens definitioner af det. Således i det leksikon, der tilskrives Kyrillos af Alexandria: λόγος μουσικός ὅταν εὐρύθμως κατὰ τοὺς ἁρμονικοὺς λόγους τὸ ὄργανον κρούηται. Jf. Klemens af Alexandria (Poedag. ii. 4): ὁ ψαλμός, ἐμμελής ἐστιν εὐλογία καὶ σώφρων; og Basileios den Store, som med endnu større eftertryk fremhæver, hvad der skiller «salmen» fra oden eller den «åndelige sang» (Hom. in Ps. 44): ᾠδὴ γάρ ἐστι, καὶ οὐχὶ ψαλμός· διότι γυμνῇ φωνῇ μὴ συνηχοῦντος αὐτῇ τοῦ ὀργάνου, μετ᾽ ἐμμελοῦς τῆς ἐκφωνήσεως, παρεδίδοτο; jf. in Psal. xxix. 1. Gregor af Nyssa, in Psal. c. 3, er enig heri. Efter al sandsynlighed er ψαλμοί i Ef 5,19 og Kol 3,16 de inspirerede salmer i den hebraiske kanon. Ordet betegner i hvert fald disse salmer alle andre steder, hvor det møder os i NT, med den ene mulige undtagelse af 1 Kor 14,26, og sandsynligvis henviser det også til dem dér. Jeg kan heller ikke tvivle på, at de «salmer», apostlen vil have de troende til at synge for hinanden, er salmer af David, af Asaf eller af en anden af Israels liflige sangere – ikke mindst fordi ordet ser ud til at blive begrænset til sin snævreste brug af de næsten synonyme ord, det står sammen med.

Men selv om «salmen» på denne måde har forrangen i kraft af førstefødselsretten, fordi den både er den ældste og den mest ærværdige, begrænser Kristi kirke sig ikke til salmer. Den gør krav på friheden til at hente både nyt og gammelt frem af sit forrådskammer. Den vil frembringe sine egne «hymner og åndelige sange» og ikke blot arve de salmer, som den jødiske kirke har efterladt den; for en ny frelse kræver en ny sang (Åb 5,9), som Augustin så ofte og så gerne minder os om.

Det hørte til selve væsenet af en græsk ὕμνος, at den var rettet til, eller på anden måde lovpriste, en gud eller en heros – altså, i ordets strengeste forstand, et guddommeliggjort menneske. Det mindede Kallisthenes Alexander om: Ved at kræve hymner til sig selv, eller lade dem rette til sig, tog Alexander stiltiende ikke imod menneskelig, men guddommelig ære (ὕμνοι μὲν ἐς τοὺς θεοὺς ποιοῦνται, ἔπαινοι δὲ ἐς ἀνθρώπους, Arrian, iv. 11). Efterhånden som skellet mellem det menneskelige og det guddommelige blev nedbrudt, sådan som det prægede Grækenlands og Roms forfaldstid, hvor mennesker tilranede sig guddommelig ære, blev ὕμνος mere og mere brugt om mennesker – dog ikke uden at det blev bemærket og mødt med protest (Athenaios, vi. 62; xv. 21, 22). Da ordet blev optaget i kirkens sprog, hang denne væsentlige forskel stadig ved det. En «salme» kunne være et De profundis [«Fra dybet», Sl 130], beretningen om et menneskes redning eller et minde om barmhjertighed, det havde modtaget; og noget lignende kunne siges om en «åndelig sang». En «hymne» må derimod altid mere eller mindre være et Magnificat [Marias lovsang, Luk 1,46–55] – en direkte tiltale til Gud med lovprisning og ære. Således Hieronymus (in Ephes. 5:19): ‘Breviter hymnos esse dicendum, qui fortitudinem et majestatem praedicant Dei, et ejusdem semper vel beneficia, vel facta, mirantur.’ [Kort sagt skal man kalde de sange hymner, som forkynder Guds styrke og majestæt og altid beundrer hans velgerninger eller gerninger.] Jf. Origenes, Con. Cels. viii. 67, og et kostbart fragment, sandsynligvis af presbyteren Gajus, som Eusebios har bevaret (H. E. v. 28): ψαλμοὶ δὲ ὅσοι καὶ ᾠδαὶ ἀδελφῶν ἀπ᾽ ἀρχῆς ὑπὸ πιστῶν γραφεῖσαι, τὸν Λόγον τοῦ Θεοῦ τὸν Χριστὸν ὑμνοῦσι θεολογοῦντες. Jf. endvidere Gregor af Nyssa (in Psalm. 100:3): ὕμνος, ἡ ἐπὶ τοῖς ὑπάρχουσιν ἡμῖν ἀγαθοῖς ἀνατιθεμένη τῷ Θεῷ εὐφημία; hele kapitlet er interessant. Augustin angiver mere end ét sted de kendetegn, som efter hans mening hører til en hymnes væsen. Der er tre: 1. Den skal synges; 2. den skal være lovprisning; 3. den skal være rettet til Gud. Således Enarr. in Ps. lxxii. 1: ‘Hymni laudes sunt Dei cum cantico: hymni cantus sunt continentes laudes Dei. Si sit laus, et non sit Dei, non est hymnus: si sit laus, et Dei laus, et non cantetur, non est hymnus. Oportet ergo ut, si sit hymnus, habeat haec tria, et laudem, et Dei, et canticum.’ [Hymner er lovprisning af Gud med sang; hymner er sange, der rummer lovprisning af Gud. Er det lovprisning, men ikke af Gud, er det ingen hymne; er det lovprisning, og lovprisning af Gud, men den synges ikke, er det ingen hymne. Skal det altså være en hymne, må den have disse tre ting: lovprisning, at den gælder Gud, og sang.] Ligeså Enarr. in Ps. cxlviii. 14: ‘Hymnus scitis quid est? Cantus est cum laude Dei. Si laudas Deum, et non cantas, non dicis hymnum; si cantas, et non laudas Deum, non dicis hymnum; si laudas aliud quod non pertinet ad laudem Dei, etsi cantando laudes non dicis hymnum. Hymnus ergo tria ista habet, et cantum, et laudem, et Dei.’1 [Ved I, hvad en hymne er? Det er sang med lovprisning af Gud. Lovpriser du Gud uden at synge, siger du ingen hymne; synger du uden at lovprise Gud, siger du ingen hymne; lovpriser du noget andet, som ikke hører til Guds lovprisning, siger du ingen hymne, selv om du lovpriser i sang. En hymne har altså disse tre ting: sang, lovprisning og at den gælder Gud.] Jf. Gregor af Nazianz:

ἔπαινός ἐστιν εὖ τι τῶν ἐμῶν φράσαι, αἶνος δ᾽ ἔπαινος εἰς Θεὸν σεβάσμιος, ὁ δ᾽ ὕμνος, αἶνος ἐμμελής, ὡς οἴομαι

Men selv om ὕμνος, som disse citater viser, i det fjerde århundrede var et ord, kirken frit havde taget i brug, var det langtfra tilfældet på et tidligere tidspunkt. Trods den autoritet, som Paulus' brug af ordet kunne synes at have givet det, forekommer ὕμνος slet ikke hos de apostolske fædre, heller ikke hos Justinus Martyr eller i de Apostolske Konstitutioner, og kun én gang hos Tertullian (ad Uxor. ii. 8). En i hvert fald plausibel forklaring er, at ὕμνος for de første kristne var så gennemtrængt af hedenskab, så knyttet til profane forestillinger og vanhelliget af dem – der fandtes så mange hymner til Zeus, til Hermes, til Afrodite og til de andre guder i det hedenske pantheon – at de første kristne instinktivt veg tilbage for ordet.

Spørger vi os selv, hvilken art de «hymner» var, som Paulus ønskede, at de troende skulle synge indbyrdes, kan vi trygt gå ud fra, at de fulgte den lov, andre hymner var underlagt, og var direkte tiltaler til Gud med lovprisning. Inspirerede eksempler på en ὕμνος møder vi i Luk 1,46–55 og 1,68–79 og ApG 4,24; af samme art var sandsynligvis også den sang, som Paulus og Silas lod lyde fra dybet af deres fængsel i Filippi (ὕμνουν τὸν Θεόν, ApG 16,25). Hvor ædle og storslåede ikke-inspirerede hymner kunne blive, har vi et slående bevis på i Te Deum [oldkirkelig lovsang, «Dig, Gud, lovpriser vi»], i Veni Creator Spiritus [«Kom, Skaber, Helligånd», middelalderlig pinsehymne] og i mange senere hymner, som kirken har vundet som en ejendom for evigt. At kirken, der på den tid, da Paulus skrev, var ført ind i en ny og vidunderlig verden af himmelske virkeligheder, ville være rig på sådanne hymner, kunne vi være sikre på, selv om der ikke fandtes noget bevis for det. Men beviser er der rigeligt af, for sandsynligvis er mere end ét hymnefragment indlejret i Paulus' egne breve (Ef 5,14; 1 Tim 3,16; 2 Tim 2,11–14; jf. Rambach, Anthologie, bd. i, s. 33, og Neale, Essays on Liturgiology, s. 413, 424). Og da det var ganske utænkeligt, at den kristne kirke, der med kraft – men uden revolutionær vold – løsrev sig fra den jødiske synagoge, skulle begå den fejl, som nogle af de reformerte kirker senere begik, kan vi være sikre på, at den i sin liturgi ikke blot tog «salmer» i brug, men også «hymner», og sang hymner til Kristus som til Gud (Plinius, Ep. 10:96). Det skete dog, må vi formode, i højere grad i menigheder samlet fra den hedenske verden end i dem, hvor der var et stærkt jødisk element. Om ὕμνος fra et etymologisk synspunkt kan man slå op i Pott, Etymol. Forsch., bd. ii, del ii, s. 612.

ᾨδή (== ἀοιδή) er det eneste ord i denne gruppe, som Johannes' Åbenbaring kender (Åb 5,9; 14,3; 15,3). De to gange Paulus bruger ordet, føjer han πνευματική til. Det gør han utvivlsomt, fordi ᾠδή alene kunne betyde en hvilken som helst slags sang – en kampsang, en høstsang, en festsang eller en bryllupssang – mens ψαλμός på grund af sin hebraiske brug og ὕμνος på grund af sin græske brug ikke behøvede et sådant bestemmende tillægsord. Når dette tillægsord bruges om disse «sange», siger det ikke, at de var guddommeligt inspirerede, lige så lidt som ἀνὴρ πνευματικός er et inspireret menneske (1 Kor 3,1; Gal 6,1); det siger kun, at de var digtet af åndelige mennesker og bevægede sig inden for de åndelige tings område. Hvordan, kan man spørge, skal vi skelne disse «åndelige sange» fra de «salmer» og «hymner», som Paulus nævner dem sammen med? Hvis «salmerne» står for den arv af hellig sang, som den kristne kirke overtog fra den jødiske, vil «hymnerne» og de «åndelige sange» tilsammen dække det, kirken derudover frembragte af samme art af sit eget indre – dog med en forskel. Hvad hymnerne var, har vi allerede set; men kristen tanke og følelse må hurtigt have udfoldet sig i et bredere spektrum af digteriske udtryk end dem, hvor Gud tiltales direkte. Slår vi for eksempel op i Herberts The Temple, Vaughans Silex Scintillans eller Kebles The Christian Year, finder vi i dem alle mange digte, som lige så lidt har hymnens kendetegn, som de er «salmer». «Åndelige sange» ville være det mest passende navn for dem, ligesom der i næsten alle vore nutidige samlinger af såkaldte «hymner» findes ikke så få, som med langt større ret burde bære dette navn. Calvin er, som man vil se, kun delvis enig i de forskelle, jeg her har forsøgt at påvise: ‘Sub his tribus nominibus complexus est [Paulus] omne genus canticorum; quae ita vulgo distinguuntur, ut psalmus sit in quo concinendo adhibetur musicum aliquod instrumentum praeter linguam; hymnus proprie sit laudis canticum, sive assâ voce, sive aliter canatur; oda non laudes tantum contineat, sed paraeneses, et alia argumenta.’ [Under disse tre navne har Paulus sammenfattet alle slags sange. De skelnes almindeligvis sådan, at en salme er en sang, hvor man ud over stemmen bruger et musikinstrument; en hymne er egentlig en lovsang, hvad enten den synges med stemmen alene eller på anden måde; en ode rummer ikke kun lovprisning, men også formaninger og andre emner.] Jf. i Vollbedings Thesaurus, bd. ii, s. 27 ff., en afhandling af J. Z. Hillger, De Psalmorum, Hymnorum, et Odarum discrimine; Palmer i Herzogs Real-Encyclopädie, bd. v, s. 100 ff.; Deyling, Obss. Sac., bd. iii, s. 430; Lightfoot, On Colossians, iii. 16; og artiklen Hymns i Dr. Smiths Dictionary of Christian Antiquities.

Fodnote 1 Det er ikke helt let at følge Augustin i hans skelnen mellem en «salme» og en «lovsang» (canticum). Han indrømmer faktisk selv, at han ikke er nået til klarhed i dette spørgsmål; se således Enarr. in Ps. lxvii. 1, hvor dog disse ord forekommer: ‘in psalmo est sonoritas, in cantico laetitia’ [i salmen er der klang, i lovsangen glæde]; jf. in Ps. iv. 1, og Hilarius, Prol. in Lib. Psalm. §§ 19–21.