lxxix. ἀγράμματος, ἰδιώτης.

Disse ord står sammen i ApG 4,13. ἀγράμματος forekommer ikke andre steder i Det Nye Testamente, men ἰδιώτης findes fire andre steder (1 Kor 14,16.23.24; 2 Kor 11,6). Hvor de står sammen, må vi slutte, at det andet ord efter menneskesprogets naturlige retorik er stærkere end det første og føjer noget til det. Sådan har de engelske oversættere i King James-oversættelsen (A.V.) tydeligvis forstået dem, for de gengiver ἀγράμματος med «unlearned» [ulærd] og ἰδιώτης med «ignorant» [uvidende]. Og sådan også Bengel: «ἀγράμματος est rudis, ἰδιώτης rudior» [ἀγράμματος er ukyndig, ἰδιώτης endnu mere ukyndig].

Når vi forsøger at skelne dem nøjere og finde den præcise forestilling, hvert af dem udtrykker, behøver ἀγράμματος ikke at optage os længe. Det svarer nøjagtig til det engelske «illiterate», altså uden boglig lærdom (γράμματα μὴ μεμαθηκώς, Joh 7,15; ApG 26,24; 2 Tim 3,15). Platon forbinder det med ὄρευις, ru som en bjergbo (Crit. 109 d), og med ἄμουσος (Tim. 23 b), og Plutark stiller det over for μεμουσωμένος (Adv. Col. 26).

Men ἰδιώτης er et ord med langt større spændvidde og langt mere sammensatte og subtile anvendelser. Dets grundbetydning, det punkt, hvorfra det så at sige etymologisk udgår, er privatmanden, der tager sig af sine egne sager (τὰ ἴδια), i modsætning til den politiske mand: manden uden embede, stillet over for og adskilt fra den, der bestrider et embede i staten. Men da det lå dybt i den græske tankegang og var en af dens stærkeste overbevisninger, at den sande opdragelse af mennesket og borgeren fandt sted i det offentlige liv, kunne det ikke undgås, at ordet snart fik et skær af ringeagt og hån. ἰδιώτης, der bliver hjemme, mens andre påtager sig ærefuldt slid – en οἰκουρός, som Plutark kalder ham (Phil. cum Princip.), en «stuedue», som vores forfædre nedsættende kaldte ham – er uøvet i at varetage sager og uvant med at omgås andre mennesker, og derfor er han upraktisk. Således forbindes ordet med ἀπράγμων hos Platon (Rep. x. 620 c; jf. Plutark, De Virt. et Vit. 4) og med ἄπρακτος hos Plutark (Phil. cum Princ. 1), der stiller ham over for πολιτικὸς καὶ πρακτικός. Men ikke nok med det: han er ofte bondsk, og derfor knyttes ἰδιώτης sammen med ἄγροικος (Chrysostomos, in 1 Ep. Cor. Hom. 3), med ἀπαίδευτος (Plutark, Arist. et Men. Comp. 1) og med andre ord som disse.1

Historien om ἰδιώτης slutter på ingen måde her, selv om vi har fulgt den så langt, som det er absolut nødvendigt for at forklare, hvorfor ordet står sammen med ἀγράμματος (ApG 4,13), og hvori de ligner og adskiller sig fra hinanden. Men for at forklare, hvorfor Paulus bruger det i 1 Kor 14,16.23.24, og i hvilken betydning, kan det være godt at forfølge historien lidt videre. Der er et ejendommeligt træk ved brugen af ἰδιώτης, som ikke er helt let at beskrive, men som nogle få eksempler straks vil gøre forståeligt. Ordet rummer altid en benægtelse af netop den særlige færdighed, viden, fag eller stilling, som det stilles i modsætning til – og kun af den, ikke af noget andet. Stilles ἰδιώτης for eksempel over for δημιουργός (som hos Platon, Theag. 124 c), er han den ufaglærte i modsætning til den dygtige håndværker; alle mulige andre færdigheder kan han have, men den færdighed, en δημιουργός har, frakendes ham. Stilles han over for ἰατρός, er han en, der ikke kender lægekunsten (Platon, Rep. iii. 389 b; Filon, De Conf. Ling. 7). Over for σοφιστής er han en, der ikke er fortrolig med sofisternes dialektiske fægtekunst (Xenofon, De Venat. 13; jf. Hiero, i. 2; Lukian, Pisc. 34; Plutark, Symp. iv. 2. 3). Over for φιλόλογος (Sextus Empiricus, adv. Grammat. § 235) har han ingen interesse for de alvorlige studier, som optager den anden. Prosaforfattere er ἰδιῶται i modsætning til digtere. De, der ikke er øvede i gymnastik, er ἰδιῶται i modsætning til ἀθληταί (Xenofon, Hiero, iv. 6; Filon, De Sept. 6); undersåtter er det i modsætning til deres fyrste (De Abrah. 33); de underordnede på høstmarken er ἰδιῶται καὶ ὑπηρέται til forskel fra ἡγεμόνες (De Somm. ii. 4); de svage er ἰδιῶται – hvor ἄποροι og ἄδοξοι er beskrivende tillægsord – i modsætning til de stærke (Filon, De Creat. Princ. 5; jf. Plutark, De Imper. Apophth. 1); og endelig er hele Israels menighed ἰδιῶται i modsætning til præsterne (De Vit. Mos. iii. 29). Med disse eksempler på ordets brug til hjælp kan vi ikke komme til nogen anden konklusion, end at Paulus’ ἰδιῶται (1 Kor 14,16.23.24) er de almindelige troende uden særlige åndelige nådegaver, til forskel fra dem, der havde sådanne. Andre steder er de ligeledes kirkens lægfolk i modsætning til dem, der tjener ved Ordet og sakramenterne. For det er altid det ord, som ἰδιώτης på én gang forbindes med og stilles over for, der bestemmer dets betydning.

Hvad angår det sted, vi nu har for os, er det nok at sige følgende. Da farisæerne genkendte Peter og Johannes som ἀγράμματοι καὶ ἰδιῶται, udtrykte de med det første ord snarere, at de manglede boglig lærdom. Da de ville have begrænset den til Det Gamle Testamente, ἱερὰ γράμματα, og til deres egne lærdes udlægninger af det, betød det, at de ikke var fortrolige med den lærdom, som Paulus havde tilegnet sig ved Gamaliels fødder. Med det andet ord udtrykte de, at de manglede den dannelse, som man ubemærket tilegner sig ved at omgås folk, der har vigtige sager at varetage, og ved selv at tage del i varetagelsen af dem. Ser man bort fra den højere opdragelse af hjertet og forstanden, som man får gennem direkte samfund med Gud og hans sandhed, er bøger og offentligt liv, litteratur og politik, uden tvivl de to mest virkningsfulde redskaber til åndelig og moralsk opdragelse, som verden råder over – og det andet, som man næppe behøver at sige, uendelig meget mere virkningsfuldt end det første. ἀγράμματος er den, der ikke har haft del i det første; ἰδιώτης er den, der ikke har haft del i det andet.

Fodnote 1 Der findes en fremragende drøftelse af de skiftende betydninger af ἰδιώτης i biskop Horsleys Tracts in Controversy with Dr. Priestley, Appendix, Disquisition Second, s. 475–485. Vores engelske «idiot» har også en lærerig historie. Dette citat fra Jeremy Taylor (Dissuasive from Popery, part ii. b. i. § 1) viser, hvordan ordet blev brugt for to hundrede år siden: «S. Austin affirmed that the plain places of Scripture are sufficient to all laics, and all idiots or private persons» [Den hellige Augustin fastslog, at Skriftens klare steder er tilstrækkelige for alle lægfolk og alle «idioter» eller privatpersoner]. Se min Select Glossary under ordet for andre eksempler på samme brug af ordet.