lxxx. δοκέω, φαίνομαι.

De engelske oversættere har ikke altid overholdt den forskel, der er mellem δοκεῖν (=«videri» [synes]) og φαίνεσθαι (=«apparere» [vise sig, komme til syne]). Δοκεῖν udtrykker det subjektive skøn eller den mening, som mennesker danner sig om en sag, deres δόξα om den. Den kan være rigtig (ApG 15,28; 1 Kor 4,9; 7,40; jf. Platon, Tim. 51 d, δόξα ἀληθής), men den kan også være forkert, for den rummer altid nødvendigvis muligheden for fejltagelse (2 Makk 9,10; Matt 6,7; Mark 6,49; Joh 16,2; ApG 27,13; jf. Platon, Rep. 423 a; Gorg. 458 a, α, δόξα ψευδής; Xenofon, Cyrop. i. 6. 22; Mem. i. 7. 4, ἰσχυρόν, μὴ ὄντα δοκεῖν, at have et falsk ry for styrke). φαίνεσθαι udtrykker derimod, hvordan en sag i det ydre viser og fremstiller sig, uden at det nødvendigvis forudsætter nogen iagttager overhovedet; det antyder en modsætning, ikke til ὄν, men til νοούμενου. Når Platon (Rep. 408 a) siger om visse helte i den trojanske krig: ἀγαθοὶ πρὸς τὸν πόλεμον ἐφάνησαν, mener han altså ikke, at de syntes at være gode til krigen, men ikke var det, men at de viste sig gode, med den stiltiende forudsætning, at det, de viste sig at være, var de også. Når Xenofon skriver ἐφαίνετο ἴχνια ἵππων (Anab. i. 6. 1), mener han ligeledes, at der faktisk havde været heste, som havde efterladt deres fodspor på jorden. Havde han brugt δοκεῖν, ville han have antydet, at Kyros og hans følge tog noget for hestespor, som nok kunne være det, men lige så godt slet ikke kunne være det; jf. Mem. iii. 10. 2. Zeune siger: «δοκεῖν cernitur in opinione, quae falsa esse potest et vana; sed φαίνεσθαι plerumque est in re extra mentem, quamvis nemo opinatur» [δοκεῖν hører hjemme i meningen, som kan være falsk og tom; men φαίνεσθαι ligger for det meste i sagen uden for sindet, selv om ingen mener noget om den]. Deraf δοκεῖ φαίνεσθαι (Platon, Phoedr. 269 d; Legg. xii. 960 d).

Selv på steder, hvor δοκεῖν kan byttes ud med εἶναι, mister det ikke den egentlige betydning, som Zeune her har tillagt det. Der er altid en overvejende henvisning til den offentlige mening og vurdering snarere end til det faktiske væsen, selv om den offentlige mening kan være et trofast ekko af det faktiske væsen (Ordsp 27,14). Der er ingen antydning af ironi og ingen skygge af nedvurdering, når Paulus bruger οἱ δοκοῦντες i Gal 2,2 og kort efter οἱ δοκοῦντες εἶναί τι (v. 6) – nøjagtig samme udtryk forekommer hos Platon, Euthyd. 303 d, hvor de forbindes med σεμνοί. Og der kan åbenlyst ikke være tilsigtet nogen ringeagt, da han på den måde betegner de fremmeste af sine medapostle. Alligevel udtrykker ordene snarere det ry, de havde i kirken, end det værd, de havde i sig selv, selv om dette deres ry i sig selv var det sande mål for dette værd (=ἐπίσημοι, Rom 16,7). Sammenlign Euripides, Troad. 608, hvor τὰ δοκοῦντα stilles over for τὰ μηδὲν ὄντα, Hec. 295, og Porfyrios, De Abst. ii. 40, hvor οἱ δοκοῦντες på samme måde står absolut og stilles over for τὰ πλήθη. På samme måde rejser Kristi ord οἱ δοκοῦντες ἄρχειν τῶν ἐθνῶν (Mark 10,42) = «de, der anerkendes som hedningernes herskere», ingen tvivl om, at deres herredømme er virkeligt; se nemlig Matt 20,25. Der kan dog nok skinne en svag antydning igennem ordene af modsætningen mellem storhedens verdslige skin og dens himmelske virkelighed. Men lige så lidt er ordene overflødige (jf. Josefus, Antt. xix. 6. 3; Susanna 5; og Winer, Gramm. § lxvii. 4).

Men ligesom forestillingen i sindet på den ene side kan have, men også ikke kan have, en tilsvarende sandhed i virkelighedens verden, sådan kan fremtoningen på den anden side have en virkelighed bag sig, og φαίνεσθαι er ofte ensbetydende med εἶναι og γίγνεσθαι (Matt 2,7; 13,26). Men det kan også være uden virkelighed. Platon stiller for eksempel φαινόμενα over for τὰ ὄντα τῇ ἀληθείᾳ (Rep. 596 e): de er genspejlinger af tingene, som man ser dem i et spejl. Eller de kan være et skin uden indhold bag sig, som det skin af godhed, hykleren fremviser (Matt 23,28). Man må ikke gå ud fra, at φαίνεσθαι i dette sidste tilfælde glider over i betydningen af δοκεῖν, og at forskellen mellem dem dermed er brudt ned. Den forskel består stadig i, at det ene er objektivt og det andet subjektivt. I Matt 23,27–28 er modsætningen således ikke mellem det, andre mennesker holdt farisæerne for, og det, de i virkeligheden var, men mellem det, de viste sig som over for andre mennesker (φαίνεσθε τοῖς ἀνθρώποις δίκαιοι), og det, de i sandhed var.

Da δοκεῖν, som vi har set, altid betegner det subjektive skøn, man kan danne sig om en ting, og ikke det objektive skin og udseende, den faktisk har, følger det, at King James-oversættelsens gengivelse af Jak 1,26 ikke er helt tilfredsstillende: «If any man among you seem to be religious (δοκεῖ θρῆσκος εἶναι), and bridleth not his tongue, but deceiveth his own heart, this man's religion is vain» [Hvis nogen blandt jer synes at være gudfrygtig og ikke tøjler sin tunge, men bedrager sit eget hjerte, er hans gudsdyrkelse tom]. Sådan som verset står her, må det allerede have forvirret mange. Hvordan, vil de have spurgt, kan nogen «synes at være gudfrygtig», det vil sige fremstå som sådan for andre, når hans krav på at være gudfrygtig bliver modsagt og gendrevet af en tunge, der løber løbsk? Men gengiv ordene: «If any man among you thinketh himself religious» [Hvis nogen blandt jer mener, at han selv er gudfrygtig] (jf. Gal 6,3, hvor δοκεῖ er rigtigt oversat sådan; det er det også i Vulgata her: «se putat religiosum esse» [mener sig at være gudfrygtig]), «and bridleth not his tongue, &c.», og så bliver alt klart. Det er menneskets eget skøn over sin åndelige tilstand, som δοκεῖ udtrykker, et skøn, som de følgende ord erklærer for aldeles fejlagtigt. Sammenlign Hebr 4,1, hvor Vulgata rigtigt har «existimetur» [skulle anses for] for δοκῇ. Men har Vulgata ret i sin behandling af δοκεῖν her, mens de engelske oversættere tager fejl, så tager den andetsteds fejl i sin behandling af φαίνεσθαι, mens de engelske oversættere har ret. I Matt 6,18 («that thou appear not unto men to fast» [for at du ikke skal vise dig for mennesker som en, der faster]) har den «ne videaris» [for at du ikke skal synes], skønt den i v. 16 rigtigt havde «ut appareant» [for at de kan vise sig]. Men i dette vers bliver disciplene ikke advaret mod det hykleri at ville anses for at faste, når de ikke gjorde det, som dette «ne videaris» kunne antyde, men mod det pralende ønske om at blive kendt for at faste, når de gjorde det. Det ligger klart i grundtekstens ὅπως μὴ φανῇς.

Den betydning af φαίνεσθαι, som vi her er nået frem til, går tabt på et andet sted i vores engelske oversættelse – dog ikke fordi den forveksles med δοκεῖν, men snarere med φαίνειν. Vi gengiver ἐν οἷς φαίνεσθε ὡς φωστῆρες ἐν κόσμῳ (Fil 2,15) med «among whom ye shine as lights in the world» [blandt hvem I skinner som lys i verden], hvor der i stedet for «ye shine» [I skinner] burde stå «ye are seen» [I ses] eller «ye appear» [I viser jer]. For at «ye shine» skulle være berettiget på dette sted – en gengivelse, som alle oversættelserne i den engelske Hexapla [en udgave med seks engelske bibeloversættelser side om side] har til fælles – skulle Paulus have skrevet φαίνετε (jf. Joh 1,5; 2 Pet 1,19; Åb 1,16) og ikke, som han faktisk har skrevet, φαίνεσθε. Det er værd at bemærke, at mens Vulgata med «lucetis» [I skinner] deler og foregriber vores fejl, var en ældre latinsk oversættelse fri for den. Det fremgår af den form, verset citeres i hos Augustin (Enarr. in Ps. cxlvi. 4): «In quibus apparetis tanquam luminaria in caelo» [blandt hvem I viser jer som lys på himlen].