lxxxi. ζῶον, θηρίον.

På utallige steder kunne det ene af disse ord bruges lige så passende som det andet, ligesom der er mange steder, hvor de bruges i flæng, fx hos Plutark, De Cap. ex Inim. Util. 2. Det beviser dog ikke, at der ingen forskel er på dem, hvis der findes andre steder, om end få, hvor det ene passer og det andet ikke; eller hvor det ene, selv om ingen af dem ville være upassende, ville passe bedre end det andet. Forskellen, der ellers ligger skjult, fordi intet kalder den frem, viser sig på disse steder.

Forskellen mellem ζῶον (som Lachmann altid, og mere korrekt, skriver ζῷον) og θηρίον er ikke forskellen mellem to sideordnede begreber: det andet er helt underordnet det første, et mindre begreb, der er indeholdt i et større. Alle skabninger, der lever på jorden, også mennesket selv – λογικὸν καὶ πολιτικὸν ζῶον, som Plutark (De Am. Prol. 3) så storslået beskriver det [et fornuftigt og samfundsdannende levende væsen] – er ζῶα (Aristoteles, Hist. Anim. i. 5. 1); ja, ifølge Platons Definitioner er Gud selv ζῶον ἀθάνατον, og han er jo den eneste, som livet tilhører med ubetinget ret (φαμὲν δὲ τὸν Θεὸν εἶναι ζῶον ἀΐδιον ἄριστον, Aristoteles, Metaph. xii. 7). Ganske vist bruges ζῶον intetsteds i NT om mennesket (men se Platon, Pol. 271 e; Xenofon, Cyrop. i. 1. 3; Visd 19,20), og endnu mindre om Gud; om ham, der ikke blot lever, men er det absolutte Liv, livets eneste kilde, αὐτοζῶον, πηγὴ ζωῆς, bruges i stedet ζωή, som passer bedre, fordi det er mere ærbødigt (Joh 1,4; 1 Joh 1,2). I sin almindelige brug dækker ζῶον det samme betydningsområde som vores «dyr» og har som regel, om end langtfra altid (Plutark, De Garr. 22; Hebr 13,11), ἄλογον eller et lignende tillægsord knyttet til sig (2 Pet 2,12; Jud 10).

Θηρίον ser ud til at være en diminutiv af θήρ, der i sin aioliske form φήρ genfindes i latinsk «fera» [vilddyr] og i sin mere almindelige form i tysk «Thier» og engelsk «deer».Etym. Note. 34 Ligesom χρυσίον, βιβλίον, φορτίον, ἀγγεῖον og så mange andre ord (se Fischer, Prol. de Vit. Lex. N. T. s. 256) har det helt mistet diminutivets betydning, hvis det da nogensinde har haft den. At det allerede var uden den, da Odysseen blev skrevet, bevidnes tilstrækkeligt af udtrykket μέγα θηρίον, som forekommer dér (10. 181); jf. Xenofon, Cyrop. i. 4. 11. Det ville være forkert at opfatte θηρία udelukkende som skadelige og glubske dyr – se nemlig Hebr 12,20; 2 Mos 19,13 – selv om det som regel er sådanne, ordet betegner (Mark 1,13; ApG 28,4.5); i ApG 11,6 skelnes θηρία fra τετράποδα. Alligevel siger Schmidt med rette: «In θηρίον liegt eine sehr starke Nebenbeziehung auf Wildheit und Grausamkeit» [I θηρίον ligger en meget stærk bibetydning af vildskab og grusomhed]. Det er værd at lægge mærke til, at hvor mange steder i Septuaginta der end omtaler offerdyr, bruges dette ord aldrig om dem. Grunden er indlysende: I θηρίον træder det rå, dyriske element frem – ikke det, hvori de lavere dyr er beslægtet med mennesket, og altså ikke det, der gør dem egnede til at blive ofret som menneskets stedfortrædere og repræsentanter. Her har vi også forklaringen på, at θηρίον og θηριώδης, ligesom latinsk «bestia» og «bellua» [vilddyr, uhyre], så ofte overføres på vilde og brutale mennesker (Tit 1,12; 1 Kor 15,32; Josefus, Antt. xvii. 5. 5; Arrian, in Epict. ii. 9).

Alt dette får os til desto mere at beklage – og det er ofte blevet beklaget; Broughton gjorde det næsten straks efter, at den engelske King James-oversættelse (A.V.) var udkommet – at dens oversættere i Apokalypsen har gengivet θηρίον og ζῶον med samme ord, «beast» (dyr), og dermed for den engelske læser har udvisket forskellen mellem dem. Begge spiller vigtige roller i denne bog, og begge hører til dens højere symbolik; og dog bevæger de sig i sfærer, der ligger lige så langt fra hinanden som himlen fra helvede. ζῶα eller «de levende væsener», som står foran tronen, og i hvem al skabningens livsfylde bor, idet den giver Gud pris og ære (4,6–9; 5,6; 6,1 og ofte), hører til himlens symbolik. θηρία, det første og det andet dyr, der stiger op, det ene fra afgrunden (11,7), det andet fra havet (13,1), og hvoraf det ene fører krig mod de to vidner, mens det andet åbner sin mund til bespottelser, hører til helvedes symbolik. At slå de to sammen under én fælles betegnelse og kalde både de ene og de andre «beasts» ville være en skødesløshed, selv hvis navnet passede til begge. Det er en alvorligere fejl, når et ord, der ligesom θηρίον fremhæver det lavere dyreliv som det fremherskende, bruges om herlige skabninger i selve Himlens forgård og nærhed. Fejlen findes i alle de engelske oversættelser. At Rheims-oversættelsen [den katolske engelske oversættelse af NT fra 1582] ikke er gået fri af den, er mærkeligt; for Vulgata gengiver ζῶα med «animalia» («animantia» ville have været endnu bedre) [dyr; levende væsener] og kun θηρίον med «bestia». Hvis ζῶα overalt var blevet gengivet med «living creatures» (levende væsener), ville det have haft den yderligere fordel, at disse symboler i Apokalypsen også for den engelske læser tydeligt var blevet knyttet til Ez 1,5.13.14 og mange andre steder, hvor «living creature» er den engelske oversættelses gengivelse af חַיָּה, ligesom ζῶον er Septuagintas.